De kommende to uger vil læserne på BetXpert få et unikt indblik i Torben N. Sørensens private spil. Han vil ganske enkelt poste samtlige sine private væddemål her på BetXpert, og vi kan roligt love, at der bliver tale om mange. Et projekt, som han selv (og BetXpert) anbefaler, man IKKE følger med sin pengepung, men i stedet med interesse fra side-linien.
Startende i morgen, tirsdag den 12. februar, vil BetXpert og undertegnede prøve et lille projekt af. Målet er at give BetXpert-læserne et indblik i, hvordan (prof-)betting kan være.
Projektet vil løbe to uger frem til mandag den 25. februar med afrunding, evaluering og eventuel konklusion tirsdag den 26. (betting-mæssigt hører mandage, ligesom fredage, naturligt med til weekend-runder, hvorfor det virker rigtigst at starte et sådant projekt på en tirsdag)
Hvad der vil ske, er følgende. Jeg vil her på BetXpert poste en eksakt kopi af samtlige mine private spil i ovenstående periode, altså startende med i morgen tirsdag den 12. februar. Det ikke kun med selve spillene (der selvfølgelig vil blive lagt på FØR kampstart), men også med odds, spil-udbyder og antal indskuds-units.
Det bliver en slags løbende blog med nye væddemål sat hver dag, og dagen efter afslutning af væddemål løbende opdatering og regnskabs-føring. Bloggen vil således bliver opdateret og udviddet minimum 2-3 gange om dagen.
Bloggen findes her: http://www.betxpert.com/blogs/torbens-betting-projekt
Om tirsdag en uge vil jeg lave en lille artikel af nogenlunde samme længde som denne om ”halvvejs-resultatet” halvt inde i projektets løbetid, og tirsdag om to uger, den 26. februar, en længere sammenfattende, evaluerende og måske konkluderende artikel. Hvis jeg selv kan lære noget af de kommende to uger, vil jeg anse det som en stor bonus.
Masser af spil i vente
Mine spil lagt ud vil ikke blive ledsaget af nogen medfølgende tekst eller begrundelser (hvis jeg laver en sådan, vil spillet blive lanceret som en almindelig anbefaling her: http://www.betxpert.com/ekspert/torben-n-soerensen ). Det ville ganske enkelt være for tidskrævende for mig, hvilket jeg er sikker på, BetXpert-brugerne vil kunne forstå om en lille uges tid, når det er blevet klart hvor mange spil, projektet kommer til at indeholde. Det bliver nemlig ikke kun mange væddemål, men hvad de fleste gamblere nok vil anse for værende ualmindeligt mange væddemål.
Formålet er at give et indtryk af, hvad prof-betting kan være. Ole Larsen – alias Investor – gjorde et lignende projekt her på BetXpert sidste år, hvilket var uhyre interessant. Dette bliver et på mange måder sammenligneligt projekt, men samtidigt også et projekt, som bliver ganske anderledes. Forskellen på Ole Larsens og min betting-profil er nemlig ganske stor, hvilket man hurtigt vil finde ud af. Ole Larsen spreder sig til en vis grad også over flere forskellige ligaer (og sportsgrene), men spiller betydeligt færre spil, end jeg gør. Det så til gengæld for en gennemsnitligt større indskuds-sum.
Nu, jeg er inde på indskud-sum, så er BetXpert’s politik, som jeg i øvrigt personligt er ganske enig i, ikke at nævne beløbs-størrelser. Derfor vil mine væddemål de kommende to uger da heller ikke være behæftet med antal indskuds-kroner (eller i mit tilfælde -euro), men udelukkende antal units, hvor jeg opererer med fra én til fem units (én unit repræsenterende 0,5% af min rulle).
Hop ikke med på vognen, please
Min væddemåls-frekvens de kommende to uger vil blive, hvad mange nok vil anse for værende chokerende høj, og jeg vil på ingen møde begynde at anbefale, at man følger disse mine spil de kommende to uger blindt. Det kan ende galt.
For det første kan slut-resultatet for to uger ende med både en pige og en dreng... altså måske med stort overskud, men så sandeligt også med risiko for stort underskud. Det fordi to uger, selv med en så høj frekvens som min, simpelthen er alt for lille en periode til at udjævne fluktuationer, som risikerer at blive store, det positive såvel som negative.
Det er første advarsel mod at ”hoppe med vognen”. Anden advarsel er oddsene. Som beskrevet i en artikel fra mig i januar – ”Mit Bettingår 2012” – var min ROI/tbp sidste år 101,1 procent. Det betyder, at man faktisk skal have samme odds, ellers går det galt. Havde jeg i 2012 spillet til odds blot 0,02 under det odds jeg fik, var jeg havnet i tungt underskud.
Så kan man indvende, at man jo så bare kan tage de af mine væddemål, som ikke er faldet i odds, og uvægerligt vil nogle af dem endda være steget! Dette kan imidlertid også være betænkeligt, idet jeg her vil henvise til en anden artikel – ”At følge eksperter” – hvor der problematiseres over netop dette.
Alt i alt anbefaler jeg altid, at man skal være forsigtig med at følge mine anbefalinger her på BetXpert blindt, men i stedet bruge dem til at få information, baggrund og eventuel inspiration og så selv træffe beslutningen. Når det kommer til mine egne spil, lagt ud i dette projekt på BetXpert de kommende to uger, så anbefaler jeg BESTEMT IKKE!!! at man følger disse spil. Jeg opererer med en så tynd gennemsnitlig ROI/tbp-margin, at det af flere årsager risikerer at gå galt for den enkelte gambler.
Hvis man kan hente inspiration til et spil eller to, og holder oddset, så er det selvfølgeligt helt fint og noget ganske andet, men ellers, så tag, please, ovenstående advarsel alvorlig.
Projektet her de næste to uger lanceres for at sætte lidt fokus på, hvad prof-betting også kan være. Min stil er næppe for alle (og det ved jeg, at den ikke er, idet jeg kun kender 3-4 prof-gamblere out there med samme spil-profil som jeg), men modsat skader det sjældent at få udviddet sin horisont.
Lad os se, hvad der sker de næste to uger...