Det bugner med gode tilbud om "sikre, fixede kampe" på Facebook, hvor særligt store udenlandske sider lokker. Det lyder besnærende - men det er også alt for godt til at være sandt. Det oplevede Søren, da han forsøgte at købe nogle af de ulovlige tips.

"Matches is fixed 100%". "100 % sure, sir". "My source is providing 2/1 htfl results. 100 % fixed"

Sådan lyder noget af lokkemaden på store udenlandske Facebook-sider, som alle lokker med "fixede kampe" mod betaling. Siderne tager sig dyrt betalt, men hvad gør det, når kampene er 100% sikre, som de påstår?

Det kan lyde fristende at forsøge at købe en fixed kamp og smide alle spareskillingerne på et bestemt resultat. Men det er altså alt for godt til at være sandt.

Efter BetXperts seneste artikel om danske Facebook-sider, der sælger ulovlige tips, har vi fået flere henvendelser fra folk, som enten er blevet decideret snydt, eller som peger på sider og enkeltpersoner på Facebook, som forsøger at snyde folk til at købe "stensikre" kampe.

Søren gik i fælden

"Søren" har blandt andet henvendt sig til BetXpert for at advare mod siden "Guaranteed Wins 2/1&1/2". Søren er et dæknavn, da han ikke ønsker at stå offentlig frem. 

Facebook-siden "Guaranteed Wins 2/1&1/2" har over 7.000 likes og lokker dagligt med fixede kampe på deres Facebook-side. Skriver man til gruppen, får man denne besked tilbage i indbakken (oversat fra engelsk):

"Vi sælger fixede kampe. Min kilde skaffer halvleg/fuldtid-resultater... Du får ca. odds 30 alt afhængig af hvilken bookmaker, du bruger. Betaling for en kamp er 80 euro - to kampe er 100 euro. Kampene er 100 procent fixede."

Kort efter lyder beskeden: "Want to do business?"

Søren betalte bagmanden 100 euro og fik efter noget tid at vide, at han skulle spille halvlegs/fuldtidsresultatet 1/X i den rumænske kamp Pandurii - Astra samt halvlegs/fuldtidsresultatet 2/1 i et svensk opgør mellem Häcken - Djurgården. En kombination af de to kampe gav svimlende odds 450.

Her er udklip af korrespondancen mellem Søren og bagmanden bag Facebook-siden "Guaranteed Wins 2/1&1/2."

Rent fup

Der var dog flere problemer med kampene, fortæller Søren.

"Der gik utrolig lang tid, fra jeg betalte, til han kom med kampene. Den ene kamp var endda startet, da han gav mig den. Ingen af kampene gik hjem. Jeg skrev efterfølgende, at jeg var dybt utilfreds og ville have pengene tilbage."

Det reagerede bagmanden også på og lovede bod og bedring:

"Han skrev efterfølgende, at han forstod min utilfredshed og ville give de næste mange kampe gratis. Men jeg har ikke hørt noget siden," siger Søren.

På Facebook-siden "Guaranteed Wins 2/1&1/2"  ses jævnlige opdateringer med tekster som "matches fixed for today odds 350, who's online?". Men når man så kigger dagen efter for at tjekke, om kampene er gået hjem, så er opslaget som regel slettet.

BetXpert har skrevet til manden bag "Guaranteed Wins 2/1&1/2" og konfronteret ham med kampene, som Søren købte. Det virker bagmanden dog ikke til at tage notits af og skriver blot tilbage, at hans spil både er "lovlige, synlige og 100 % sikre."

Derefter siger han "bye" og har siden ignoreret vores henvendelser.

"Jeg var naiv"

Vi har spurgt Søren, om det ikke var lidt naivt at tro på en person, som sælger fixede kampe?

"Jo, jeg har helt sikkert været naiv. Tanken om hurtige penge samt "beviser" for sikre penge var alt for godt til, at jeg kunne modstå fristelsen."

 
Har du gjort dig nogle overvejelser om, at du selv har medvirket til ulovligheder ved at spille på kampe, der er påståede fixede?
"Ja, det har jeg, men efter at have konsulteret nogle venner besluttede vi os for at prøve. Det var dog hovedløst, og det er derfor, jeg nu fortæller min historie."
 
Men havde du ingen samvittighedskvaler ved potentielt at drage fordel af en fixet kamp?
"Nej, jeg havde egentlig ingen skrupler ved potentielt at tjene mange penge på de to kampe. Jeg var for grådig - i stedet for at være fornuftig."
 
Hvad har denne oplevelse lært dig?
"Den har helt sikkert lært mig at, der er ikke noget, som er 100 % sikkert. Jeg vil ikke skyde flere penge efter sådan nogle svindlere, og i det hele taget ikke lytte til sådan nogle oddssider længere."

80 - 150 euro pr. kamp

Søger man på Facebook på ordene "fixed matches" dukker hundredvis af sider op. For at undersøge prisniveauet for disse "fixed matches", har vi på BetXpert også skrevet til et par andre sider.

På siden "Fixed match 100 % sure" - der har godt 500 likes - tager de 80 euro pr. kamp, mens de på siden "Fixed-Betting" - der har godt 2.100 likes - tager 150 euro pr. kamp.

Til gengæld forsikrer de begge, at kampene er "100 percent sure".

BetXpert er bekendt med Sørens rigtige identitet.