Facebook vrimler med danske og udenlandske spillesider, som sælger "sikre" tips på fixede kampe. Siderne er dog det rene bedrageri, og du risikerer at miste tusindvis af kroner i jagten på gevinst. Rigspolitiet advarer alle mod at handle med den form for spillesider. BetXpert har opsøgt en af bagmændene.
BetXpert har gennem en længere periode overvåget en række spillesider på Facebook, som har solgt "sikre tips" på fixede fodboldkampe. Vi har ligeledes købt et tip på en kamp, som bagmændene påstod skulle være fixet. Der var her tale om Serie A-kampen mellem Torino og Empoli.
Kampen gik dog ikke, som den skulle. Og da vi kort efter forsøgte at få kontakt til administratoren, blev vi straks blokeret fra gruppen. Et kontonummer til en Danske Bank-konto skulle dog vise sig at føre os frem til en af bagmændene, og det lykkedes os til sidst at konfrontere en af personerne bag. Mere om det senere.
Ulovlige spillesider på Facebook
Facebook vrimler i dag med ulovlige spillesider, som lokker danskere med "sikre" gevinster på fixede fodboldkampe. Mange af siderne er udenlandske, men der popper også i stigende grad danske sider op, som tager penge for de fixede kampe.
På siderne kan man dagligt se "beviser" for gevinsterne i form af screenshots af oddskuponer, som er gået hjem til skyhøje odds. Der er dog som regel tale om ren svindel, da bagmændene manipulerer med opslagene og redigerer kuponerne, så der altid er gevinst.
BetXpert har kendskab til flere facebook-brugere, som er blevet lokket af de hurtige og sikre gevinster og betalt for tipsene. Og hvis brugerne efterfølgende beklager sig over, at spillene ikke gik hjem, så bliver de øjeblikkeligt blokeret og udelukket fra siderne. På den måde er det altid et rosenrødt billede, der tegnes i grupperne.
Beløbene for de fixede kampe kan ifølge BetXperts oplysninger være alt lige fra 150 kr. og helt op til 1.000 kr pr. kamp.
Hos Rigspolitiet advarer de kraftigt folk mod at lade sig lokke af siderne og forsøge at købe fixede kampe.
"Rigspolitiet kan kun advare folk mod at besøge den form for spillesider og opfordre til generelt at færdes med forsigtighed på nettet i alle sager, hvor der måtte være tale om udveksling af penge eller personlige oplysninger," siger Thomas Kristensen, kommunikationsrådgiver ved Rigspolitiet.
Kan blive medskyldig
Rigspolitiet uddyber overfor BetXpert, at det ikke umiddelbart er en form for svindel, de er bekendt med. Men det har sandsynligvis sin helt egen forklaring. For hvis man som forbruger forsøger at købe fixede kampe, så vil man selv stå med en dårlig sag, hvis sagen anmeldes.
"Det kan ikke udelukkes, at der kan være indgået anmeldelser, som politikredsene behandler, uden at vi er orienteret. Men da anmelderen vil risikere at pådrage sig selv en sag for at spille på kampe, som han måtte vide var fixede, så vil der givetvis være tale om sager, som politiet aldrig hører om," siger Thomas Kristensen.
Også hos Forbrugerombudsmanden tager de afstand fra oddsgrupperne. Og har man købt tips fra disse grupper, er der ikke umiddelbart hjælp at hente hos dem.
"Det er ikke noget, vi kender til eller har hørt om før, men som du beskriver det her, så ligner det rent bedrageri, og så skal man anmelde det til Politiet," vurderer Carsten Strøjer, specialkonsulent ved Forbrugerombudsmanden.
Danske Bank: Anmeld svindlen
Pengeoverførslerne til Facebook-siderne sker ofte via MobilePay, som Danske Bank står bag. Og når først pengene er sendt, så er der ingen fortrydelsesret.
"MobilePay er at sidestille med kontanter eller konto-til-konto overførelse. Det vil sige, at har man først sendt pengene, så kan man ikke fortryde. Hvis pengene skal retur, så skal politiet inddrages," siger pressemedarbejder Peter Kjærgaard fra Danske Bank og tilføjer, at de tager svindel med MobilePay meget alvorligt.
"Hvis vi bliver bekendte med snyd, så inddrager vi som udgangspunkt altid straks Politiet. Samtidig tager vi selv fornødne forholdsregler i forhold til eventuelt at spærre en bruger," siger han.
BetXpert købte tip på fixed kamp
Som en del af researchen til denne artikel har vi købt en enkelt fixed kamp fra gruppen "Vores fixede kampe", som dagligt tilbyder sikre fixede kampe og skilter med, at de rammer "100 procent rigtigt" hver gang.
Vi skrev en privat besked til gruppen - hvor moderatoren kun optrådte som "Vores fixede kampe" - og fik at vide, at vi skulle betale 150 kroner via MobilePay eller bankoverførsel.
Her ses den fixede kamp, vi købte for 150 kr. Torino og Empoli skal begge score i første halvleg. Det belønnes med odds 4,60.
Vi betalte via MobilePay og fik et screenshot af den påståede fixede kamp. Vi skulle således spille på, at begge hold i Serie A-kampen Torino - Empoli ville score i første halvleg til odds. 4,6 ved Bet365*. Altså en påstået fixed kamp i en af verdens største fodboldligaer. Samtidigt kunne man på sidens væg se samme kupon, men med en bjælke over tippet vedlagt en tekst om, at man kunne købe dagens sikre tip for 150 kr.
Tippet gik i vasken, men kuponen ændres
Kampen ender 0-1 og dermed ingen gevinst. Da vi efter kampen igen forsøger at kontakte gruppen, er vi blevet blokeret og kan ikke skrive til dem.
Efterfølgende kan vi se, at bagmændene lægger et screenshot op på siden af kampen Torino - Empoli, hvor de jubler over endnu engang at have ramt plet. Men nu lyder tippet ikke på, at begge hold skulle score i første halvleg. Derimod har de - givetvis via et simpelt redigeringsprogram - redigeret resultatet, så spillet nu går på, at Empoli skulle vinde kampen til odds 4,6.
Her er det billede, de lagde ud på gruppen "Vores fixede kampe" efter kampen var slut. Empoli vandt 1-0. Billedet er dog tydeligvis manipuleret. Bet365* har aldrig haft odds 4,6 på Empoli-sejr.
På den måde er der endnu et bevis for, at kampen er "gået hjem." Udover Googles redigeringsprogram er det også meget almindeligt på disse sider, at man bruger Facebooks egne værktøjer til at ændre dato for et opslag, så man kan lægge sikre fixede kampe ud efter, at de er spillet.
Ved hjælp af en oddssammenligningsside kan vi i øvrigt se, at Bet365*'s spil aldrig har givet 4,6 tilbage på Empoli-sejren.
"Vores fixede kampe" afsløres
Vi forsøger efterfølgende at kontakte manden bag "Vores fixede kampe" og ringer til det telefonnummer, vi fik, da vi overførte penge via MobilePay. Han tager dog ikke telefonen, og vi kan efterfølgende se, at nummeret stammer fra et taletidskort.
Det lykkedes dog at få kontakt til ham via sms, men her vil han ikke svare på spørgsmål. Han nægter ligeledes at have snydt.
Via det kontonummer, som bagmanden tilbød os at indbetale penge ind på, finder vi imidlertid frem til kontoindehaveren. Kontoen er fra Danske Bank, og her må de ikke fortælle navnet på manden. Men de må gerne sige bekræftende ja, hvis vi har et bud på, hvem personen er.
Da vi har en liste over mistænkelige navne får vi hurtigt bekræftet, at kontoen indehaves af en person, vi her kalder SP.
Vi forsøger senere igen at ringe til ham via hemmeligt nummer. Og til sidst tager han telefonen.
"Jeg vidste ikke, det var ulovligt"
SP erkender, at han står bag siden "Vores fixede kampe" sammen med en kammerat. Men han mener ikke, han har gjort noget forkert. Og han siger, at han ikke vidste, at det var ulovligt.
Hvorfor sælger du fixede kampe?
"Det er ikke fixede kampe, jeg har dem fra andre kilder af, og desuden er det ikke kun mig, der står bag.
Vi har rigtige fixede kampe, men nogle gange går de ikke hjem. Det er ikke mig, der står bag længere. Det er en kammerat. Det er bare mit Mobilepay. Det er ham, der står bag."
Hvor mange penge har I tjent på det?
"Det har jeg ikke talt."
Du ved godt, det er ulovligt at sælge fixede kampe?
"Det har jeg ikke vidst før nu. Det er ikke rigtig fixede kampe, det er noget, jeg har fra andre sider. Det er ikke noget med fixede kampe at gøre. Vores side hedder bare sådan ("Vores fixede kampe" red.)."
I skriver, at I rammer rigtig hver gang. Men I manipulerer jo med jeres opslag. Hvorfor gør I det?
"Det er så ikke mig, der manipulerer med billederne, det har jeg andre folk til at gøre. Det er kun mig, der var medejer af siden og modtog pengene. Det var ikke mig, der redigerede billederne."
Hvordan har I det med, at I snyder på den måde?
"Det ved jeg ikke. Det gør vi jo sådan set heller ikke. Normalt giver vi nye spil eller pengene tilbage, hvis en kamp ikke går hjem. Det er meget sjældent, vi taber."
Jeg kan jo se, hvordan I manipulerer med opslagene. Og I blokerede mig efter, at den kamp jeg købte, ikke gik hjem. Du har det ikke skidt med, at I snyder folk?
"Snyder og snyder. Vi køber selv kampe for dyre penge og sælger dem videre. På den måde snyder vi ikke. Det er ikke mit ansvar, at man vil af med 150 kroner pr kamp. Det er folk selv, som bestemmer, om de vil købe kampe eller ej. Der er så mange fixede kampe på Facebook. Der er mange tusinde, der gør det."
Men det gør vel ikke jeres praksis mere rigtig?
"Vi køber jo også vores kampe fra vores kilder. Folk bestemmer jo selv."
Men det fritager jo ikke jer for ansvar?
"Det eneste jeg vidste var, at det var ulovligt at lave fixede kampe, men ikke at spille på det. Så længe man oplyser til Skat, så kan jeg ikke se, hvad der er ulovligt."
Går I ind og betaler pengene tilbage til alle dem, der har købt hos jer?
"Det kan vi vel godt. Mange af kampene er jo gået hjem, så er det jo ligemeget, om den er fixet eller ej, så har vi jo givet vores kunder gevinst. Men jeg vil også sige, at det er deres egen opgave at skrive til os. Det er ikke vores opgave at finde folk."
Siden lukkes ned
Kort efter vores interview med SP blev siden "Vores fixede kampe" lukket ned sammen med en lang række andre beslægtede sider.
Kendetegnende for mange af siderne, er, at de kun har kort levetid. Sider dukker op, lukkes ned og dukker op igen. Søger man på fixede kampe på Facebook er der dog stadig mange aktive danske sider - både åbne og lukkede grupper - som bl.a. "FIXED FIXED ! 100% HJEMME - DK!?", "100 procent fixed kampe" og "FIXED 100% FIXED ALTID HJEMME - DK!," ligesom der er et hav af udenlandske.
BetXpert har også konfronteret administratorer fra andre ulovlige spillesider dog uden, at vi 100 % kan dokumentere, hvem der står bag.
Det skal også nævnes, at selv hvis kampene i disse grupper virkelig var fixede, så ville det også være ulovligt at sælge tipsene.
Efterfølgende har SP meddelt, at han vælger at betale penge tilbage for de falske tips. Han har betalt BetXpert. SP's rigtige navn er redaktionen bekendt.
Hvis nogle har fået penge i klemme og købt spil fra lignende Facebook-sider, så hører vi gerne fra jer. Skriv en mail til [email protected]