Fibonacci-bettingsystemet tager udgangspunkt i en ældgammel, snedig talrække - men er det muligt at score overskud ud fra ren matematik, eller er man nødt til at medtage det diffuse forhold mellem odds og chance?

Der findes mange smarte bettingsystemer, der lokker med ”sikre gevinster”, og et af disse systemer er bettingmodellen, der tager udgangspunkt i Fibonacci-talrækken. Systemet blev i betting-regi introduceret af Evan Osborne og Fragiskos Archontakis i et tidsskrift i 2007, mens talrækken stammer fra 1202.

Osborne og Archontakis påviste via matematiske udregninger og en masse data, at man ved hjælp af dette system kan generere et fornuftigt overskud relativt simpelt og uden det store tidsforbrug. Det lyder pludselig vældig interessant, men det er også kun den halve sandhed, for Fibonacci-bettingsystemet er et såkaldt progressivt system, hvilket gør at ens indsatser meget hurtigt kan stige til vejrs, hvis man rammer en downperiode. Eller rettere, NÅR - for det vil ske, før eller siden.

Men lad os kigge på den gamle talrække.

Hvad er Fibonacci-tal?

I 1202 blev Fibonacci-tal for første gang præsenteret omverdenen. Det var den italienske matematiker Leonardo da Pisa – kaldet Fibonacci – der første gang beskrev talrækken i Liber Abaci-bogen.

I bogen ville han forsøge at regne ud, hvor mange kaninpar ét enkelt par kunne give fødsel til i løbet af 12 måneder. I scenariet gik man ud fra, at et kaninpar hver gang ville føde præcis to kaniner, der altid var en han og en hun, og at der gik én måned mellem hver fødsel, når et par først var blevet én måned gammel. Ligeledes tog han heller ikke højde for død.

Vi starter med kaninpar 1. Efter én måned parrer kaninerne sig, men der er fortsat kun ét par. I måned 2 giver de fødsel til et nyt ung kaninpar (2), og de parrer sig straks herefter. I måned 3 giver de fødsel til endnu et par (3), og de parrer sig igen straks herefter. Par 2 parrer sig ligeledes også i denne periode. I måned 4 føder både par 1 og par 2 ét par kaniner hver. Dermed er vi nu oppe på fem par. Par 1, par 2 og par 3 parrer sig alle på det her tidspunkt, og sådan fortsætter det.

Det er denne teori, der er bag talrækken. Som man måske hurtigt kan ane, så er der et mønster. Et givent tal er nemlig dannet af de to forudgående tal. Dette kan udtrykkes i følgende formel:

 Xn = Xn-1 + Xn-2

De første 12 tal i den uendelige talrække ser ud som følger:

n =

0

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12

Xn =

0

1

1

2

3

5

8

13

21

34

55

89

144

Teorien bag bettingsystemet

Fibonacci er blevet brugt til meget gennem årene (fx blev den brugt i Dan Browns berømte spændingsbog The Da Vinci Code), men man kan også bruge italienerens talrække i sportsbetting. Det er i al fald tanken bag Fibonacci-bettingsystemet, hvor talrækken skal udgøre ens indsatser på et givent bet.

I systemet, der er forklaret i ”Playing it Safe? A Fibonacci Strategy for Soccer Betting” af Evan Osborne og Fragiskos Archontakis, spiller man på at en kamp ender uafgjort, fordi man tager udgangspunkt i den tanke, at bookmakerne har svært ved at vurdere dette udfald korrekt, og at det forekommer oftere, end oddsene ellers angiver. Samtidigt skal oddset være over 2,618, hvis det skal være profitabelt. Oddset for X-udfaldet er dog generelt noget højere hos bookmakerne end grænsen i dette system på 2,618.

Man kan på mange måder sammenligne dette bettingsystem med det berygtede Martingale/Greenwood-system. Grundidéen er i al fald den samme: Man forhøjer indsatsen, når man taber et spil, og når man vinder, starter man forfra. Fibonacci-bettingsystemet er dog en anelse mere simpelt, ved at man simpelthen bare spiller på at en given kamp ender uafgjort.

Tanken er så, at man placerer n1 (1) på X-udfaldet i en given kamp, såfremt oddset er over 2,618. Ender kampen ikke uafgjort, og du taber, placerer du et nyt bet på et uafgjort udfald med indsat n2 (1). Rammer du forkert igen, placerer du denne gang n3 (2) på et uafgjort resultat. Sådan fortsætter du igennem Fibonacci-talrækken indtil du rammer, hvorefter du går tilbage til udgangspunktet.

Akkurat ligesom Martingale-systemet, så er dette system designet til at man skal vinde det tabte tilbage, når man vinder. Det er derfor man kører den progressive indsatsfordeling, når man taber et spil.

Det var teorien bag systemet, men hvordan ser det ud i virkeligheden?

Systemet i praksis

Eksempel 1: Arsenal i 2012-13-sæsonen

For at undersøge det, vil jeg hive fat i to engelske hold fra den samme sæson. Det første er Arsenal i 2012-13-sæsonen, hvor de over 38 Premier League-kampe formåede at spille uafgjort 10 gange, hvilket var flest af top5-holdene i den sæsons udgave af Premier League.

I samtlige 38 opgør var det bedste odds på X klart bedre end de påkrævede 2,618, der er mindstekravet i dette system for at give overskud. Arsenal leverede et uafgjort resultat med jævne mellemrum, og den længste periode uden et X var på otte kampe, hvorfor indsatserne ”kun” nåede op på 34, før sekvensen startede forfra.

I alt blev det til 150 units over de 38 kampe, men netto-overskuddet, der blev genereret – såfremt man fik markedets absolut højeste odds hver gang – var på 80,06 units.

Eksempel 2: Manchester United i 2012-13-sæsonen

Men det er bestemt ikke altid, at et hold spiller rigeligt med uafgjorte kampe. Fra samme sæson har vi Manchester United, der kun oplevede at spille fem uafgjorte kampe i de 38 kampe i ligaen. Det var færrest i hele ligaen.

Ligesom det var tilfældet for Arsenal, så var X-spillet altid et stykke over de påkrævede 2,618. Til gengæld oplevede United en meget, meget lang periode uden ét eneste uafgjort resultat, hvorfor indsatserne kom meget højt op. Først i 18. spillerunde oplevede man et uafgjort resultat i en Manchester United-kamp.

Det betød, at man fik spillet 6.925 units igennem, men netto-overskuddet var noget større denne gang, nemlig 3.073,31 units, hvis man altså vel og mærke ramte det højeste odds, når man ramte X’et.

Overskud ingen overraskelse

Begge eksempler giver overskud set over en hel sæson, og særligt Manchester United-eksemplet giver et overskud, der virker imponerende. Bettingsystemet er baseret på matematik, og udviklingen er progressiv, hvilket gør at indsatserne bliver større, hver gang man taber et spil. Modsat Martingale-systemet går man ikke ”blot” efter odds 2, der gør at man vinder sit startindskud, hver gang man vinder et spil, men går derimod efter minds odds 2,618, hvilket jo faktisk gør din nettogevinst større, jo større dine indsatser er.

Man står således i en situation, hvor det er bedst, at der kommer få X’er i løbet af en sekvens, som vi ser det i eksempel 2. Her går der hele 18 kampe, før vi rammer et uafgjort resultat, og det resulterer i at man placerer 2.584 units på X-udfaldet, der gav odds 3,78 som det højeste, resulterende i en gevinst på 9.767,52 units. (7.183,52 units i nettogevinst).

Det lyder imponerende, og følger man disse to konkrete eksempler, så giver systemet også overskud. Det var også det resultat, Fragiskos – en af forfatterne bag strategien – fandt frem til baseret på 20 års data fra VM-slutrunderne.

Fungerer systemet?

Matematisk fungerer dette bettingsystem, men i virkeligheden er der nok nogle begrænsninger, der gør at systemet er langt mere problematisk at følge end som så.

I de ovennævnte eksempler er der taget udgangspunkt i units, og at systemet starter med én unit. I Uniteds eksempel skal man op og smide 2.854 units, før man endelig rammer X’et. Hvis man samtidigt husker på alle de bets, man i forvejen har tabt, så har man på dette tidspunkt smidt 6.764 units.

Kamp

Bedste X-odds

Udfald

Indsats

Indsats total

1

3,48

1

1

1

2

5,41

1

1

2

3

4,25

2

2

4

4

5,49

1

3

7

5

3,19

2

5

12

6

4,19

2

8

20

7

3,96

2

13

33

8

5,31

1

21

54

9

3,35

2

34

88

10

3,87

1

55

143

11

4,65

2

89

232

12

4,28

1

144

376

13

7,46

1

233

609

14

6,31

1

377

986

15

4,53

2

610

  1.596

16

3,39

2

987

 2.583 

17

6,63

1

  1.597 4.180 

18

3,78

X

 2.584  6.764 

Et eksempel på hvordan indsatserne hurtigt løber op - udgangspunktet er i Uniteds første 18 kampe i 2012-13-sæsonen 

Bemærk ordet ’units’ – hvad dækker det over? Det kunne være, at 1 unit svarer til 1 krone. Men hvad hvis 1 unit i stedet var 10 kroner eller 50 kroner?

Med andre ord: Rammer man en lang stime uden et X, så skal man hurtigt af med meget store summer for at komme tilbage til udgangspunktet. Enhver seriøs gambler ved godt, at der af og til bare kommer stimer, hvor tingene synes at gå mod en. Som Manchester Uniteds stime på 17 kampe uden uafgjort viser, så sker sådanne stimer, og selvom blot ét uafgjort resultat sender dig tilbage i plus, så kræver det en meget stor rulle at kunne håndtere en ringe stime. Måske skal der endda smides så meget, at det overskrider bookmakernes limits på det pågældende marked. Og i det hele taget kan en progressiv money management-taktik som denne ikke anbefales.

Det er nemlig sjældent en god idé at øge indsatserne i takt med at ens rulle bliver mindre og mindre. Det bør i stedet ske, når rullen bliver større

Naivt bettingsystem

Fragiskos Archontakis selv kalder systemet ’naivt’, og det er nok meget dækkende. I systemet skal man som udgangspunkt ikke tage højde for noget som helst, udover at man spiller på X’et, der skal give over odds 2,618. BetXpert sværger til value betting, og et system, hvor man blindt spiller på X uden at tage højde for, om der rent faktisk er værdi i spillet eller ej, strider imod dette.

Hvis man husker tilbage til Leonardo da Pisa, så fandt han frem til denne talrække, da han ville opstille en simpel populationsmodel, der kunne vise hvorledes ét kaninpar ville udvikle sig i løbet af 12 måneder. Modellen fungerede måske fint matematisk, men i praksis var det et tosset scenarie, da det indebar at hvert par fødte to unger, der var af hver sit køn, samtidigt med at døden blev ignoreret.

Med andre ord ville scenariet altså ikke kunne udspille sig på samme måde i virkeligheden, og lidt på samme måde kan man forholde sig til betting-systemet: Det fungerer nok bare bedre som en matematisk tanke end et reelt system.