Peter Arnholdt har set nærmere på de fire sydamerikanske nationer, der er med ved VM i Qatar, der begynder nu på søndag.

Af Peter Arnholdt

Peter Arnholdt følger brasiliansk fodbold tæt og er til daglig bosat i Belo Horizonte i Brasilien, hvor han har boet i mange år. Læs her den erfarne Arnholdt beskrive de fire sydamerikanske nationer, der skal konkurrere om VM-trofæet i Qatar.


Brasilien

Brasilien har rekorden for flest vundne verdensmesterskaber (5), men det er efterhånden længe siden, at ‘A Seleção’ hentede det seneste VM. Vi skal helt tilbage til 2002, hvor brasserne rådede over spillere som Ronaldo, Ronaldinho, Rivaldo, Gilberto Silva, Cafu og Roberto Carlos.

Titlen kom i hus på Yokohama International Stadium med en finalesejr på 2-0 over Tyskland. Verdens bedste 9’er Ronaldo med tilnavnet ‘Fænomenet’ slog til med begge mål mod turneringens bedste målmand Oliver Kahn.

Neymar og Vinícius Júnior har ramt formen

En titeltørke på 20 år er meget for den forvænte fodboldnation, men nu er der meget i sol og måne, der tyder på, at Brasilien får sin revanche. De kanariegule tropper kommer til Qatar i storform, og det er svært at bevare pessimismen, når man kigger på, hvad de brasilianske landsholdsspillere præsterer rundt omkring i europæiske topklubber. Neymar i PSG og Vinícius Júnior i Real Madrid er bare to lysende eksempler på, hvad Brasilien har at skyde med, når verdens stærkeste nationer spiller om den eftertragtede pokal.

En sammentømret enhed med plads til eksperimenter

Det er nu ikke bare på det individuelle plan, at brasserne ser stærke ud. De kommer til slutrunden med en særdeles sammentømret enhed med flere taktiske variationer. Landstræner Tite har brugt de seneste fire år på at prøve nogle ting af og samle erfaringer. Kvartfinalenederlaget ved VM i 2018 gjorde ondt, og Tite blev udmanøvreret på taktikbrættet af den belgiske landstræner Roberto Martínez. Den brasilianske landsholdsboss måtte konstatere, at han havde behov for spillemæssige og taktiske varianter i værktøjskassen, når stærke modstandere skulle nedbrydes.

Nedturen mod Belgien blev den nye start for Tite & co.
 

Post VM 2018 blev starten på en ny cyklus, hvor Tite nåede at indkalde over 80 spillere fordelt på 50 kampe. Landstræneren har haft sit mandskab i aktion ved hele to Copa América-turneringer (2019 og 2021), hvilket gav en første- og en andenplads.

Så skal vi heller ikke glemme den flotte VM-kvalifikation, hvor brasserne sluttede etter, ubesejrede og med hele seks point ned til Argentina. Det har dog ikke alene været et spørgsmål om at vinde. Tite har også haft modet til at eksperimentere, og det har blandt andet affødt en ekstrem offensiv formation, som vi sikkert får at se nede i Qatar, når Neymar & co. er i boldbesiddelse. Mere om den senere …

Landstræneren reddet af en #metoo-sag

Tallene ser imponerende ud, men vi skal ikke glemme, at der har været kriser undervejs. Den største kom op til Copa América 2021, hvor landstræneren var uhyre tæt på en fyreseddel. Han blev imidlertid reddet af en #metoo-sag mod den daværende Tite-kritiske fodboldpræsident Rogério Caboclo. Problemerne fik herefter spillerne til at rykke endnu tættere sammen om landstræneren, som alle i øvrigt roser for en fantastisk mandskabspleje. Den skal også være i orden, når man råder over en gruppe spillere, hvor de fleste har stjernestatus i sine respektive klubber.Flest fra Premier League samt veteranen fra Pumas
Den brasilianske VM-trup er offentliggjort, og det er en imponerende flok, som Tite har samlet. Premier League dominerer med 12 spillere, La Liga er repræsenteret med fem, den italienske og brasilianske Serie A har tre med, der er to fra Ligue 1 og så en enkelt fra mexicanske Pumas. Den sidste er ingen ringere end den snart 40-årige Daniel Alves. Udtagelsen af verdens mest titelvindende fodboldspiller har skabt debat i Brasilien, men faktum er, at ‘Good Crazy’ er en sand leder blandt de brasilianske superstjerner, og hvis han ikke får en bærende rolle inde på banen, så kan hans blotte tilstedeværelse blive et kæmpe plus uden for kridtstregerne.

Foto: Nelson Almeida / AFP

Brasilien og de tre modeller
 

Brasserne er i pulje med Serbien, Schweiz og Cameroun, og der spekuleres meget i, hvordan man vil tage hul på turneringen. Tite har i princippet tre modeller, som han kan ty til. Kogt ind til benet er spørgsmålet, om han vil spille med en ægte 9’er (eks. Richarlison eller Gabriel Jesus), om det bliver med eller uden Vinícius Júnior fra start, og om Lucas Paquetá får en rolle på kanten eller inde centralt. De tre alternativer er skitseret her:Opstilling A: Alisson; Danilo, Marquinhos, Thiago Silva, Alex Sandro; Raphinha, Casemiro, Lucas Paquetá, Vinícius Júnior; Neymar, RicharlisonOpstilling B: Alisson; Danilo, Marquinhos, Thiago Silva, Alex Sandro; Raphinha, Casemiro, Fred, Lucas Paquetá; Neymar, RicharlisonOpstilling C: Alisson; Danilo, Marquinhos, Thiago Silva, Alex Sandro; Casemiro, Fred, Raphinha, Lucas Paquetá, Vinícius Júnior; Neymar  

Brasilien i en ekstrem offensiv model med bold

Landstræneren har testet alle tre muligheder, og det med god succes. Vi kommer helt sikkert til at se alle variationerne i aktion under VM-slutrunden. Noget af det, som har betaget mange fodboldelskere, er, når brasserne momentvis går op i en 3-2-5-opstilling, hvor Marquinhos, Thiago Silva og Alex Sandro agerer de tre bagerste spilfordelere, backen Danilo rykkes op og ind i en kontrollerende midtbanefunktion, mens Fred forlader Casemiro og lægger sig højt i et potent 5-mandsangreb, hvor Neymar og Lucas Paquetá agerer de kreative fodermestre. Det er så massivt, at det kun er de færreste forsvar, som kan stå imod det pres.

Akilleshælen: kontraangreb og det at holde hovedet koldt

Der er kæmpe forventninger til de brasilianske tropper, og de kan næsten kun overraske i negativ retning. Akilleshælen på holdet er sårbarheden over for omstillinger, og mon ikke mange modstandere vil benytte sig af taktikken med at stå kompakt og mindske spillepladsen for de brasilianske kreatører for at satse på en bolderobring og en hurtig kontra. Provokationer og kontant spil er også med i den pakke, som brasserne typisk møder, så det er særdeles vigtigt, at især Neymar holder hovedet koldt og fokuserer på at få flow i sit og holdets spil. Det ville også være en dejlig afveksling, hvis vi får en slutrunde, hvor Paris Saint-Germain-stjernen vil blive husket for de gode ting.

Ingen alvorlige skader og en Bruno Guimarães på spring

Holdet har ikke været ramt af de alvorlige skader op til slutrunden. Der bimlede nogle advarselslamper ved Richarlison og Lucas Paquetá, men de bliver begge klar til spil i Qatar. Der kan selvfølgelig opstå nogle undervejs i de hårde kampe, men så er det godt, at truppen er kompetent. Blandt reserverne finder du bl.a. Bruno Guimarães, som godt kan få sit helt store landsholdsgennembrud ved dette VM, profiler som Fabinho, Militão og Rodrygo samt de to Arsenal-esser Gabriel Jesus og Gabriel Martinelli. Brasserne er også suverænt garderet på målmandsposten, hvor Ederson agerer reserve for Alisson.  

Bud på slutplacering

Brasilien er favorit til at vinde sit sjette verdensmesterskab, men de kommer ikke sovende til titlen. Puljen med Serbien, Schweiz og Cameroun er ikke den nemmeste, og især de europæiske modstandere kan volde problemer. Det brasilianske fodboldforbund har fået massiv kritik for, at man ikke har testet mod landshold fra ‘Det gamle kontinent’ (Brassernes kælenavn for Europa, red.), men med tanke på at de 22 ud af 26 udtagne spillere til dagligt spiller i europæiske storklubber, behøver problemet slet ikke at være større, end hvad man gør det til. Hvis brasserne lever op til forventningerne, så venter der en ottendedelsfinale mod enten Uruguay eller Portugal, og man kan allerede mærke historiens vingesus med et knockoutopgør mod enten nationen, som frarøvede Brasilien VM-titlen i 1950, eller også den gamle kolonimagt.

Odds på Brasilien hos LeoVegas

VM-historien

Brasilien har som den eneste nation deltaget i alle 21 VM-slutrunder, og de har vundet turneringen hele fem gange, nemlig i 1958, 1962, 1970, 1994 og 2002. Det er rekord. Derudover har brasserne sluttet på 2.-pladsen to gange, nemlig i 1950 efter det berømte 1-2-nederlag til Uruguay hjemme på Maracanã, kampen som blev døbt ‘Maracanãço’, og så skal vi heller ikke glemme det smertefulde 0-3-nederlag til Frankrig i finalen i 1998, hvor den brasilianske optakt havde været det rene kaos efter Ronaldos epilepsianfald op til slutkampen på Parc des Princes i Paris.  

Hold øje med

Det er et eller andet sted overflødigt at nævne Neymar, men han er bare holdets stjerne og omdrejningspunkt. Han kommer som sædvanlig til at bære 10-tallet, og det forventes, at han slår en anden 10’er-legendes målrekord under kampene i Qatar. Neymar er noteret for 75 scoringer i den kanariegule trøje, mens Kongen af Fodbold, den nu 82-årige Pelé har rekorden med 77 pletskud for sambanationen. Vinícius Júnior vil med sin speed og driblefærdigheder også tiltrække sig opmærksomhed, og så kan VM-slutrunden også blive det store gennembrud for Bruno Guimarães. Midtbanespilleren starter dog turneringen blandt reserverne, men man kan ikke holde klasse tilbage og slet ikke over en forhåbentlig lang turnering.  

Om VM i Qatar

Brassernes forhold til VM-slutrunden er lidt halvlunken, men det skyldes ikke, at turneringen skal spilles i Qatar. Diskussionen om menneskerettighederne i den lille ørkenstat fylder så godt som intet i mediebilledet hernede. Derimod er der en del antipati mod det brasilianske landshold, som er blevet en slags fodboldens ‘Harlem Globetrotters’ bestående af højt betalte stjerner, som spiller alle andre mulige steder end i Brasilien.  

Landefest søndag den 18. december?

Stemningen kan dog hurtigt vende, fordi brasserne elsker at vinde. Hvis man skal tro de mange bookmakerne, så er der lagt op til en kæmpe landefest søndag den 18. december, hvor Brasilien sikrer sig endnu en titel og kan kalde sig ‘hexacampeão’.

Hvilke trøjenumre har de brasilianske spillere?

1. Alisson, Liverpool 

2. Danilo, Juventus

3. Thiago Silva, Chelsea

4. Marquinhos, PSG

5. Casemiro, Manchester United

6. Alex Sandro, Juventus

7. Lucas Paquetá, West Ham

8. Fred, Manchester United

9. Richarlison, Tottenham

10. Neymar, PSG

11. Raphinha, Barcelona

12. Weverton, Palmeiras

13. Daniel Alves, Pumas

14. Éder Militão, Real Madrid 

15. Fabinho, Liverpool

16. Alex Telles, Sevilla

17. Bruno Guimarães, Newcastle

18. Antony, Manchester United

19. Gabriel Jesus, Arsenal

20. Vinícius Júnior, Real Madrid

21. Rodrygo, Real Madrid

22. Bremer, Juventus

23. Ederson, Manchester City

24. Gabriel Martinelli, Arsenal

25. Pedro, Flamengo

26. Éverton Ribeiro, Flamengo

Argentina

Argentina kommer til VM-slutrunden i Qatar som en af topkandidaterne til at hjemføre titlen. ‘La Albiceleste’ (de hvide og himmelblå) er ubesejret i de seneste 36 kampe, og selvtilliden er i top efter Copa América-mesterskabet i 2021 samt sejren på hele 3-0 over Italien i den såkaldte ‘Finalissima’, prestigemødet mellem de regerende sydamerikanske og europæiske mestre. Argentina havde ellers lidt under en titeltørke på 28 år, og den kendsgerning har ridt den stolte fodboldnationen som en mare. Forbandelsen blev imidlertid brudt den 10. juli 2021, hvor Lionel Messi & co. vandt det sydamerikanske mesterskab efter en finalesejr på 1-0 over værtsnationen Brasilien på det mål, som Di María satte ind midt i 1. halvleg.  

Forvandlingen fra en rodebutik til ‘La Scaloneta

Den argentinske landstræner Lionel Scaloni overtog jobbet fra Jorge Sampaoli i 2018 efter en særdeles kaotisk VM-slutrunde. Messi & co. reddede sig marginalt videre fra puljen, men der var ingen kære mor ottendedelsfinalen, hvor de senere verdensmestre fra Frankrig eliminerede Argentina med 4-3 bl.a. på to mål af den 19-årige Mbappé. Kritikken haglede især ned over Messi, som valgte at stoppe helt på landsholdet. Scaloni fik dermed en ekstrem svær start, men den tidligere landsholdsassistent har stille og roligt arbejdet sig ind i jobbet. Det lykkedes at overtale Messi til et comeback, og resultaterne begyndte også at arte sig. I dag er den 44-årige træner faktisk nået så langt, at det argentinske mandskab nu populært omtales som ‘La Scaloneta’.  

En potent trup

Lionel Scaloni kommer til VM med en potent trup. Han har haft sin faste stamme af spillere, hvilket illustreres af, at hele otte spillere er noteret for mere end 30 ud af Scalonis 49 kampe som landstræner. Lo Celsos skade og efterfølgende afbud har selvfølgelig ramt hårdt. Han har været hjørnestenen på midtbanen sammen med Paredes og de Paul. Mac Allister fik chancen i VM-generalprøven mod De Forenede Arabiske Emirater, og det gik jo meget godt med en sejr på hele 5-0. ‘Papu’ Gómez er også en kandidat til at overtage den ledige position sammen med Enzo Fernández og Palacios. Det er jo ikke, fordi der mangler kvalitet i den argentinske trup.  

Mulig startformation:
 

Argentina kommer til at veksle mellem en 4-4-2- og en 4-3-3-opstilling med de klassiske dyder med en masse shortpassing, stor bevægelighed, det høje pres og de tætte markeringer. Et bud på en opstilling ser således ud: Emiliano Martínez Molina, Romero, Otamendi, Acuña Di María, de Paul, Paredes, Mac Allister

Lionel Messi, Lautaro Martínez 

Bud på slutplacering
 

Argentina er i gruppe med Saudi-Arabien, Mexico og Polen, og de er favoritter til at gå videre som etter. Derefter hedder ruten sandsynligvis Danmark, Holland, Brasilien inden de regerende verdensmestre fra Frankrig venter i en eventuel finale. Det er et voldsomt program, der venter Messi & co.

VM-historie

Argentina har deltaget i 17 ud af 21 VM-slutrunder. De har vundet verdensmesterskabet to gange, nemlig i 1978 og 1986, mens det blev til finalenederlag i 1930, 1990 og 2014.

Den første VM-triumf kom i hus i 1978, hvor Mário Kempes & co. foran et begejstret hjemmepublikum besejrede Holland med 3-1 i finalen. Det var i øvrigt en slutrunde med masser af konfetti og en sjov argentinsk nummering, hvor f.eks. målmanden Ubaldo Fillol bar 5-tallet på ryggen. Det blev dobbelt-op på de mexicanske baner i 1986 efter en finalesejr på 3-2 over Vesttyskland. Det var slutrunden, hvor Diego Maradona var den altdominerende profil og brillerede med et fantastisk solomål i kvartfinalen mod England.


Hold øje med
 

Messi, Messi og Messi. Det bliver Lionel Messis sidste slutrunde, og den syv-dobbelte guldbold-vinder går efter sin første VM-titel. Den lille argentiner har haft en fantastisk karriere, men han mangler måske lige at føre sit land frem til et verdensmesterskab for at tage tronen fra Maradona som Argentinas allerbedste fodboldspiller. Ellers er der store forventninger til den fantastisk afslutter Julián Álvarez, selvom han nok starter på bænken. Den 22-årige angriber kan godt blive det helt store samtaleemne under dette VM. Vi skal også huske at rose målmanden Emiliano Martínez, som bare har indkasseret fem mål i 18 kampe.

Om VM i Qatar

Diskussionen om menneskerettigheder og migrantarbejdernes vilkår er ikke noget, som det argentinske fodboldforbund og spillerne har beskæftiget sig med. De er fuldt fokuserede på en ting, nemlig at vinde VM for tredje gang i landets historie.

Argentina - Messi VM 2022

Foto: Franklin Jacome / POOL / AFP

Læs her samtlige VM-tips fra vores dygtige ekspertpanel.

Ecuador

Ecuador kvalificerede sig til årets VM-slutrunde som det sidste af de sydamerikanske hold. ‘La Tri’ (De Trefarvede) sluttede på fjerdepladsen i kvalifikationsturneringen efter Brasilien, Argentina og Uruguay. Billetten kom i hus i den næstsidste spillerunde på den mindst festlige måde, nemlig med et udebanenederlag på 1-3 til Paraguay. Ecuador kom til Qatar bl.a. via en uhyre stærk hjemmebane, og især kampene på Casa Blanca i højderne i Quito spyttede godt i pointkassen. Nu kan Ecuador hverken tage bjerget eller den tynde luft med til VM, men det behøver de heller ikke. Den rutinerede landstræner Gustavo Alfaro råder over en kvalificeret trup og et hold, som er særdeles svære at slå. 

 
Når et godt forsvar vinder mesterskaber

‘La Tri’ har i dette kalenderår spillet 10 kampe. De har vundet de to, spillet syv uafgjorte og tabt en enkelt. Målscoren lyder på 6-6. Det lyder absolut ikke som et festfyrværkeri, og det bliver om muligt endnu værre, når man kigger på de seneste seks testkampe, som gav en målscore på 2-0 i ecuadoriansk favør. Det siges, at man vinder mesterskaber ved et godt forsvar. Hvis man tager disse ord for gode varer, så går Ecuador en fremragende slutrunde i møde. Republikken fra det nordvestlige Sydamerika får i øvrigt en masse fokus ved VM, da de er part i slutrundens åbningskamp søndag d. 20. november, hvor værtsnationen Qatar med 60.000 tilskuere i ryggen tager imod på Al Bayt Stadium i Al Khor.

Balladen om Byron Castillo
 

Ecuadors deltagelse ved denne slutrunde var op til diskussion pga. brugen af Byron Castillo i otte kvalifikationskampe. Det chilenske fodboldforbund nedlagde protest, fordi de mente, at højrebacken var colombianer og ikke ecuadorianer. Faktum er, at Byron er født i Colombia, men rejste til nabolandet i en tidlig alder og på falske papirer. Spillerens fødested var ændret, ligesom han blev gjort tre år yngre. Man har kendt til fuskeriet i et stykke tid, men ingen har rettet op på tingene. FIFA blev sat på sagen, og de konkluderede, at Byron er ecuadoriansk statsborger og dermed spilleberretiget. Det hele landede med, at fodboldforbundet i Ecuador fik tildelt en stor bøde, ligesom landsholdet må starte den næste VM-kvalifikationsturnering med tre minuspoint på kontoen.

 
Ecuador opstilling under VM

Ecuadors argentinske landstræner Gustavo Alfaros foretrækker en 4-3-3-opstilling med særdeles offensive backs og en spillestil med så kvikt og direkte fodboldspil som muligt. Hurtige generobringer ved boldtab er også en ting, som prioriteres højt på dette mandskab. Et godt bud på startopstillingen ser således ud:  

Domínguez Preciado, Torres, Hincapié, Estupiñan Cifuentes, Gruezo, Moisés Caicedo Plata, Estrada, Ibarra Den omtalte Byron Castillo er ikke udtaget. Han har ellers været en værdsat back på landsholdet, men Castillo blev skadet efter en voldsom tackling i den seneste testkamp mod Irak. Der spekuleres faktisk også i, at fodboldforbundet ikke tør udtage ham, fordi man frygter, at sagen ikke er lukket 100 procent. Centerforsvaren Arboleda kan godt komme i spil, hvis formen indfinder sig efter en længere skade, og den rutinerede angriber Énner Valencia (tidligere West Ham, nu Fenerbahçe) presser sig også godt på fra bænken.  

Bud på slutplacering

Ecuador er i pulje A med Qatar, Senegal og Holland. Holdet fra Tulipanlandet er storfavorit til at tage førstepladsen, mens Senegal og netop Ecuador må kæmpe om andenpladsen. Der er ikke så store forventninger til Qatar, men man ved aldrig. Det er set før, at værtsnationerne har fået en lille hestesko af den ene eller anden form ved sådanne slutrunder. Hvis Ecuador klarer sig videre fra gruppen, så venter der sandsynligvis en knockoutkamp mod England, og det bliver nok for stor en mundfuld for sydamerikanerne  

VM-historien
 

Det er ikke så meget at skrive om, når det gælder Ecuador og VM. Landet er en ‘late bloomer’ på fodboldverdensscenen og fik først sin slutrundedebut i 2002. Ecuador var med igen i 2006, og siden har man kvalificeret sig hver anden gang. Den bedste placering kom i 2006, hvor man måtte se sig besejret i ottendedelsfinalen af England. Det kunne meget vel også blive skæbnen her 16 år derpå.

Hold øje med

Ecuadors største stjerne er Énner Valencia, men han er efterhånden blevet 33 år og i sin karrieres efterår. Angriberen kan dog sagtens få en vigtig rolle ved kampene til VM i Qatar, selvom han formodes at starte på bænken. Der er masser af iøjnefaldende spillere på dette mandskab. Der er mest virak om den meget dynamiske midtbanespiller Moisés Caicedo (Brighton), som kan være på vej mod større adresser. Hans holdkammerat Estupiñan er altid en fornøjelse at følge med sine raids op ad venstre flanke.

Ecuador vandt bronze ved VM for U20-landshold tilbage i 2019, og der er nogle stykker fra dette kuld, som vi kommer til at høre om fremover. Vi skal heller ikke glemme Estrada, som blev topscorer i VM-kvalifikationen med seks mål. Centerangriberen spiller til daglig i Cruz Azul.  

Om VM i Qatar
 

Ecuador har ligesom de andre sydamerikanske nationer holdt lav profil om tildelingen af VM-slutrunden til Qatar og senere de problematiske forhold omkring migrantarbejdere og menneskerettigheder. Det sydamerikanske land kæmper selv med stor fattigdom, og selvom der er en bedring på vej på den front, så er der godt 10 procent af befolkningen, som lever for mindre end 50 dollars om måneden.

Foto: Franklin Jacome / POOL / AFP

Uruguay  

Uruguay er en gigant inden for landsholdsfodbolden med to verdensmesterskaber på CV’et, men denne gang holdt det hårdt for den lille nation med de små 3,5 millioner indbyggere at kvalificere sig til VM-slutrunden. Luis Suárez & co. hang længe i bremsen i den sydamerikanske kvalifikationsturnering, hvilket kostede trænerlegenden Óscar Tabaréz jobbet efter 15 år og 184 landskampe i spidsen for ‘La Celeste’ (De Himmelblå).

Diego Alonso overtog stillingen med bravur, og med fire sejre i de fire sidste kval-kampe førte han sit land tørskoet hele vejen til Qatar. Billetten kom i hus allerede i den næstsidste spillerunde efter en hjemmesejr på 1-0 over Peru på historiske Estadio Centenario, stadionet for den allerførste VM-finale tilbage i 1930.  

Superrutinen, spillere i den bedste fodboldalder og det store hovedbrud

Den uruguayanske VM-trup er offentliggjort, og det er en særdeles spændende gruppe, som skal til Qatar. Den består af superrutinerede spillere såsom Diego Godín, Luis Suárez og Edinson Cavani, og disse veteraner er suppleret med en garde a la Federico Valverde, Rodrigo Bentancur og Darwin Núñez, som alle er i sin bedste fodboldalder. Den tidligere FCK’er Guillermo Varela er også med i truppen, og han kan godt få en rolle i løbet af slutrunden som højre back. Det er måske den position, som samler størst usikkerhed inden kampene i Qatar. Den ellers normale centerforsvarer Ronald Araújo er skadet , og det var netop ham, som udfyldte positionen i årets succesfulde kvalifikationskampe. Der er en sandsynlighed for, at Araújo misser slutrunden til trods for, at han i første omgang er blandt de 26 indkaldte. Hans speed vil i så fald blive savnet som støtte for den aldrende Godín inde centralt.  

Motorrummet med Valverde og Bentancur
 

Uruguays største styrke ligger på den centrale midtbane, hvor øjeblikkets bedste midtbanespiller i La Liga, Valverde huserer sammen med Bentancur. Derudover er det også værd at lægge mærke til playmakeren Giorgian Arrascaeta, som brillerer for Flamengo, Sydamerikas stærkeste klubhold. Så er der også noget stjernedrys over den 20-årige Facundo Pellistri. Sidstnævnte var en af hele ti debutanter, som træner Diego Alonso gav chancen i sine foreløbige ni landskampe.

Pellistri har spillet syv kampe under den nye landsholdsboss, og han startede såmænd inde i tre ud af de fire vitale VM-kvalifikationskampe som højre midtbanespiller. Pellistri er en coming man, men spørgsmålet er, om Diego Alonso tør bruge ham fra start, når det går løs på den største fodboldscene af dem alle.  

Mulige startformationer

Uruguays startformation i Qatar bliver en variation af 4-4-2 og 4-3-3. Hvis træneren tager udgangspunkt i årets succesfulde kvalifikationskampe, så kommer opstillingen til at se således ud, hvis vi tager de positive briller på og forudsætter, at Ronald Araújo alligevel bliver klar: Rochet Araujo, Godín, Giminez, Mathias Oliveira Pellistri, Betancourt, Valverde, Arrascaeta Luis Suárez, Darwin Núñez

En anden mulighed er at forstærke midtbanen med Matías Vecino centralt på bekostning af f.eks. Arrascaeta, og så ser formationen pludselig således ud:

Rochet Araujo, Godín, Giminez, Mathias Oliveira Betancourt, Veccino, Valverde; Pellistri, Luis Suárez, Darwin Núñez

Legenderne Muslera og Cavani blandt reserverne

Uruguay har mange gode alternativer på bænken. Sergio Rochet har været Diego Alonsos foretrukne i buret, men keeperveteranen Fernando Muslera puster sin kollega i nakken. Martín Cáceres er ligeledes en bundrutineret spiller, som kan komme ind og udfylde mange positioner i forsvaret. På midtbanen må Lucas Torreira være førstesuppleant, og så har vi jo legenden Edinson Cavani, som kan komme ind og sætte ravage i tingene, når sydamerikanerne skal jagte et mål. Cavani og Suárez er jo både et ikonisk og elsket angrebspar, men det bliver nok ikke fra start, at vi får set de to profiler sammen ved det, som sandsynligvis bliver deres sidste VM-slutrunde.  

Luis Suárez og den utrolige vinderpsyke

Uruguay har altid været kendetegnet ved en utrolig vinderpsyke, og de skyr ingen midler, når kampene ligger på vippen. Der er to episoder, som illusterer dette, begge med Luis Suárez i hovedrollen. Hvem kan glemme angriberens vitale redning med hånden ved VM-slutrunden i 2010, hvor Ghana blev sorteper i en yderst tæt kvartfinale, og bare fire år senere kom Suárez såmænd igen i vælten i 1-0-sejren over Italien i den afgørende puljekamp, da han undervejs plantede sine tænder i Chiellinis ene skulder. Suárez er en vinder, og han kommer til Qatar som nykåret uruguayansk mester. Han har i det seneste halve år tørnet ud for barndomsklubben Nacional, hvor han med otte mål og tre assists i 14 kampe havde en stor aktie i, at storklubben fra Montevideo hjemførte sit 49. mesterskab.  

Bud på slutplacering

Uruguay er i pulje H sammen med Portugal, Sydkorea og Ghana, og de er sammen med Portugal bookmakernes favorit til at gå videre til næste fase. ‘La Celeste’ har flow, og bortset fra en enkelt svipser mod Iran, er man ubesejret under den nye landstræner. Såfremt Luis Suárez & co. lever op til forventningerne, venter der en ottendedelsfinale mod et hold fra Brasiliens pulje. Den første kamp i knockoutfasen kan derfor meget vel også blive den sidste for Uruguay ved denne slutrunde.  

VM-historien

Uruguay har vundet VM to gange, men vi skal bladre kalenderen helt tilbage til 1930 og 1950. Det var faktisk de to første slutrunder, som ‘La Celeste’ deltog i. Man sad nemlig over både i 1934 og 1938, da turneringen blev spillet i Europa. Uruguay var værter for den allerførste slutrunde i 1930, og den sluttede i triumf med en finalesejr på 4-2 over Argentina på Estadio Centenario i Montevideo. Det andet VM kom i hus 20 år senere, hvor man snød værtsnationen Brasilien for titlen med en sejr på 2-1 i den afgørende kamp om Jules Rimet-pokalen. Alcides Ghiggia satte det afgørende mål ind og lukkede dermed munden på små 200.000 brassere på Maracanã i Rio de Janeiro. Ellers har Uruguay misset otte ud af 21 slutrunde, de seks på grund af en kikset kvalifikation, mens du allerede har fået forklaringerne på de to første.  

Hold øje med

Valverde er for tiden den bedste midtbanespiller i LaLiga, og dette powerhouse bliver selvfølgelig en nøglespiller for Uruguay. Luis Suárez giver sig selv som målmageren i front, og så der jo også hans angrebskollega Darwin Núñez, som kommer til slutrunden med masser af selvtillid efter en god periode i Liverpool. Det bliver også spændende at følge Pellistri og Arrascaeta, som kan blive dem, der skal stå for de afgørende afleveringer.  

Om VM i Qatar

Uruguay og Qatar har et glimrende forhold, og præsidenten og emiren for de to nationer mødtes så sent som i slutningen af 2021, hvor de underskrev en bilateral aftale, der blandt andet dækker sport og uddannelse. Der er derfor ingen forventninger om, at Uruguay vil følge i strømmen af den kritik, som mange retter mod styret i værtsnationen.

Foto: Mariana Greif / POOL / AFP