Skal Danmark tage til Dublin med et godt udgangspunkt, gælder det især for bagkæden om at være klar fra kampens begyndelse lørdag aften i Parken. Irlands træner, Martin O'Neill, ser nemlig ud til at instruere sine tropper i at komme blæsende fra første fløjt. Irerne får til gengæld ikke ret mange hjørnespark, før de kommer bagud. Få et alternativt statistisk overblik kvalifikationsbraget her.

Hele 25 % af Irlands mål er blevet scoret indenfor de første fire minutter af deres 10 kvalifikationskampe. Det lyder voldsomt, men dækker også over, at Irland blot har scoret 12 mål i hele kvalifikationen. Alligevel er det næppe en tilfældighed, at de irske tropper kom lynhurtigt foran i udekampene mod Serbien, Moldova og Georgien samt i hjemmekampen mod Moldova. I syv ud af 10 kampe har Irland enten haft en afslutning eller et hjørnespark indenfor de første fem minutter. Det bliver derfor særdeles vigtigt, at den danske defensiv især i indledningen får elimineret de koncentrationssvigt, som bl.a. kostede mål mod Polen, Montenegro og Kasakhstan. 

Christian Eriksen har i britiske medier advaret sine holdkammerater om irernes farlighed på kontra, da også fire af irernes 12 mål er scoret efter omstillinger. Den danske defensiv har igennem kvalifikationen set nogenlunde vandtæt ud, men tre ud af otte indkasserede scoringer er sket efter omstillinger, og det er sandsynligvis noget, den irske landstræner, Martin O'Neill, er opmærksom på. 

Generelt har den danske defensiv være god til at holde modstanderne fra chancer. I gennemsnit har modstanderne kun haft lidt mere end to afslutninger pr. kamp indenfor målrammen, hvor de seks afslutninger på mål i 3-2 nederlaget til Polen trækker statistikken godt op. Også den irske defensiv har været skrap. I kvalifikationens 10 kampe har de ganske vist tilladt lidt mere end tre skud i snit på mål fra modstanderen, men til gengæld har de kun lukket seks mål ind. Og kun i den første kamp mod Serbien indkasserede de mere end et enkelt mål.

Læs BetXperts uddybende VM-guide her, hvor du finder analyser af alle lande, masser af artikler, eksperttips, statistik overblik og meget andet. 

Luftkrig i felterne

Hvis man forestiller sig, at Irland stiller med 11 store brød, der er eksperter på dødbolde, har man fuldstændig ret. Irlands startopstilling i den afgørende gruppekamp imod Wales bestod af spillere med en gennemsnitshøjde på over 1,85, hvilket er højere end alle trupperne i Premier League. Og irerne har kun lukket en enkelt mål ind efter en dødbold - i hjemmekampen mod Østrig. I den anden ende har Irland været farlige og scoret fire mål efter hjørnespark, frispark eller lange indkast og tre på hovedstød.

Her udmærker den danske defensiv sig dog også. Simon Kjær og co. har ikke lukket et eneste hovedstødsmål ind og har heller ikke indkasseret efter dødbolde. Fraregnet Eriksens flotte frisparksmål i 1-4-sejren i Armenien har Danmark dog kun scoret to mål efter dødbolde - begge signeret af Thomas Delaney. I samme Armenien-kamp fuldførte han sit hattrick med et flot hovedstød i de døende sekunder, og i den foregående runde åbnede han 4-0-nedsablingen af de senere gruppevindere fra Polen ved halvt med hovedet halvt med skulderen at bugsere bolden over stregen. Hvis man med lidt god vilje registrerer den scoring som et hovedstødsmål, har Danmark noteret sig for fire scoringer med hovedet i alt.

I snit får Irland fire hjørnespark pr. kamp, mens Danmark får lidt over seks, og det bliver for alvor interessant, hvis man graver i, i hvilke perioder af kampene især Irlands hjørnespark falder. I hele kvalifikationen har Irland i alt været bagud i 141 minutter, og i den periode har de fået otte hjørnespark. Samtidig har de irske kampe stået lige i 449 minutter eller cirka halvdelen af alle spillede minutter, og her har de irske tropper blot tilspillet sig to (!) hjørnespark. Det vidner altså om et hold, som langt hen ad vejen er tilfredse med status quo, og som ikke panikker, hvis de mister en føring. Danmark har i 308 minutter forsøgt at tilkæmpe sig en føring og her tilspillet sig 25 hjørnespark, mens det er blevet til 13 hjørnespark i de sammenlagt 143 minutter, holdet har været bagud.

Få et overblik over tallene bag de to holds kvalifikation nedenfor:

Læs en analyse af Danmarks hold til VM 2018 i Rusland her.

Landenes VM-kvalifikation i tal  Danmark  Irland
Mål scoret: 20 12
Mål indkasseret: 8 6
Gennemsnitlig boldbesiddelse: 58,7 44,5
Gennemsnitlig afleveringspræcision: 87,2 79,2
Gennemsnitlig antal hjørnespark: 6,1 4
Gennemsnitlig antal hjørnespark indkasseret: 2,2 6,1
Gennemsnitlig antal afslutninger: 15,5 12,4
Heraf indenfor rammen: 5,9 3,2
Gennemsnitlig antal afslutninger tilladt: 8,9 10,9
Heraf indenfor rammen: 2,3 3,5
Gennemsnitlig antal kort: 1,2 2,2
Gennemsnitlig antal gule kort trukket: 2,3 (+tre røde) 1,7 (+tre røde)
Gennemsnitlig antal offsides: 2 1,8
Gennemsnitlig antal forseelser begået: 11 13,3
Gennemsnitlig antal forseelser trukket: 12,1 13,6

Kilde: Uefa.com