CL-gruppespillet går i gang i næste midtuge. Lad os få kigget på de forskellige puljer. Her er Gruppe A (PSG, Porto, Kiev, Zagreb)...

Meningen med denne optakt - og de følgende gruppekig - er at det skal være en kollektiv opgave. Jeg fremlægger hvad jeg ved (og tror at vide), men i sagens natur er det kun de franske klubber jeg virkelig har indsigt i (og selv den indsigt er langt fra fuldkommen), så jo flere der byder ind med viden om de enkelte klubber, jo bedre.

Inputs - information om holdene og spilforslag - er derfor yderst velkomne (faktisk nødvendige). Fra BetXpert-eksperter såvel som -brugere.

Kilde mht transfers: transfermarkt.de


GRUPPE A

Paris SG (Frankrig)

Porto (Portugal)

Dynamo Kiev (Ukraine)

Dinamo Zagreb (Kroatien)

Tryk på et klubnavn eller scroll længere ned for at læse nærmere om holdene.

Overblik

Gruppefavorit er nyrige PSG der i sommer har oprustet en i forvejen stærk trup med klassefolk som Zlatan og Thiago Silva. Den franske ligastart har dog været kompliceret for de parisiske stjerner.

usammenspillet hold eller ej bør PSG gå videre fra Gruppe A. Porto har stolte traditioner, men formåede end ikke at gå videre i sidste sæson, trods en overkommelig gruppe (APOEL, Zenit og Shakhtar). Portugiserne har desuden mistet topscorer Hulk (og backen Pereira).

 

Dynamo Kiev snublede i kvalifikationen i sidste sæson og er med denne gang efter med nød og næppe at have slået Gladbach, Bundesligaens nr 4 i sidste sæson (og den placering gentages næppe). Den ukrainske klub har dog forstærket sig markant i sommerpausen. Dinamo Zagreb fik store tæv i sidste sæsons gruppespil (6 nederlag og en målscore på 3-22) og er med denne gang via en gunstig lodtrækning i kvalifikationen.

Odds

(Hentet hos Bet365*)

Vinder

PSG 1,9

Porto 2,75

Dynamo Kiev 6,0

Dinamo Zagreb 21,0

Går videre

PSG 1,22

Porto 1,44

Dynamo Kiev 2,37

Dinamo Zagreb 5,5


PARIS SG

Efter sommerens "lette" parisershopping på 135 millioner euro (forrige sommer lød udgiften på 100 millioner euro) har Qatar-ejede PSG en trup hvis værdi kun overgås af Barcelona, Real Madrid, Manchester City, Chelsea, Manchester United, Bayern München, Arsenal og Juventus.

 

Nok til at hente det franske mesterskab? Det kiksede i sidste sæson (PSG blev dog nr 2 og kvalificerede sig direkte til CL-gruppespillet) hvor Montpellier snuppede titlen, men efter sommerens oprustning bør det ikke gå galt igen for pariserklubben. Ganske vist (ikke helt uforståeligt; det tager typisk tid før et nykonstrueret hold fungerer) åbnede PSG den franske ligasæson med tre uafgjorte kampe, men i fjerde runde blev det til nydeligt spil og en 2-1-udesejr over Lille - udnævnt som den største trussel mod det parisiske kongehåb.

 

Hvad med Champions League? En titel er klubben næppe klar til endnu, men usammenspillet hold eller ej bør PSG gå videre fra Gruppe A. PSG har klassespillere på alle pladser - plus en masse dygtige vikarer.

 

Holdet

I målet den italienske landsholdsreserve Sirigu, med Douchez (en af de bedste franske keepere) som frustreret andenmand.

 

I midterforsvaret slutter Milans Thiago Silva (muligvis verdens bedste) sig til en mindre hær af gode/fremragende navne: målfarlige Alex, unge Sakho (fransk landsholdsspiller) og rutinerede Camara. Hvilke andre CL-klubber kan fremvise lige så stærkt og bredt et midterforsvar? Så stærkt er det at Uruguay-landsholdskæmpen Lugano end ikke er med på listen over spillere som PSG ønsker at have til rådighed i CL.

 

Noget lignende ses på venstrebacken hvor Elfenbenskysten-landsholdsmanden Tiené heller ikke kom med i CL-truppen. Positionen indehaves nemlig af Maxwell (ex-Barcelona) med rutinerede Armand som reserve. På højrebacken har den franske landsholdsreserve Jallet (god fremad, mindre pålidelig bagude) fået konkurrence af Ajax´og Hollands van der Wiel.

 

På den defensive midtbane er der Motta og Matuidi (til EM for henholdsvis Italien og Frankrig) samt en tredje hårdtspillende tackler: Sissoko. Og så har man fået hvad man ikke rigtigt havde før en dybtliggende spilfordeler i 19-årige Verrati (der i sidste sæson spillede i Serie B, men som kaldes "Den Nye Pirlo"). Sjovt nok har PSG også et andet stortalent til rollen som defensiv spilfordeler: 17-årige Rabiot (venstrebenet), hentet op fra andetholdet.

 

På den central-offensive midtbane er der Pastore der var forrige sommers helt store indkøb (og uden at imponere trods alt leverede 13 mål plus 6 oplæg).

På kanterne har primadonnaen Nene (delt ligatopscorer i sidste sæson med 21 mål, heraf dog 9 på straffe, plus 10 assists) til venstre og hurtige Ménez (7 mål, 16 assists) til højre fået konkurrence fra Napoli-vidunderet Levazzi der næsten kan få bolden til at tale (PSG har også købt den brasilianske driblekunstner Lucas, men han kommer først til januar).

Lavezzi kan også ligge som centreforward, men dér har man jo fået Zlatan der scorede 28 Serie A-mål for Milan i sidste sæson. Sidste års centreforwards, Gameiro (hurtig) og Hoarau (hovedspilsstærk), er at betragte som reserver...

 

Status og svagheder

Med 4 mål (1 på straffe) i 3 ligakampe er Zlatan med det samme trådt i karaktér som holdets målæder (uden hvem der er problemer, at dømme efter 0-0 mod Ajaccio hvor han manglede pga en skade, og 0-0 mod Bordeaux hvor han var med, men ikke var helt fit).

 

Ménez har også været glimrende, hvorimod Lavezzi og den selviske Nenê har skuffet indtil videre.

 

Skuffet har også Pastore - og det er et problem fordi lige præcis på dén plads - den central-offensive midtbanekreatør - har PSG ikke umiddelbart dobbeltdækning. Både Lavezzi og Ménez kan dog tage over (når/hvis træner Ancelotti vil spille 4-3-1-2), men umiddelbart må man sige at den parisiske offensiv har et stykke vej at gå før sammenspillet er helt på plads. Mod Lille blev det kun til 8 PSG-afslutninger.

 

På den defensive midtbane havde Verrati indledningsvist problemer med at vænne sig til den franske liga, men hans fine indsats mod Lille tyder på at han er ved at falde til.

 

I midterforsvaret har PSG indtil videre måttet undvære Thiago Silva, først pga OL, siden pga en skade (og spørgsmålet er om han er klar til første CL-kamp; det siger Ancelotti dog at der er gode chancer for). Men forsvaret har alligevel - bortset fra første runde hvor det blev 2-2 mod Lorient - set ret solidt ud (omend van der Wiels tilkomst bør styrke højrebacken). Alex og Sakho er et stærkt makkerpar, og mod Lille tillod PSG-forsvaret kun 9 afslutninger.

 

Spillestil

Træner Ancelotti foretrækker at spille med 3 defensive midtbanefolk (til gengæld med mulighed for at gå frem for de to backs). Verratis tilkomst betyder dog at i hvert fald een af de 3 er temmelig konstruktiv.

 

Der spilles typisk 4-3-3 eller 4-3-2-1 eller 4-3-1-2. Mod Lille valgte Ancelotti 4-3-2-1 med Zlatan liggende helt fremme, og Pastore og Menez som kreatører. Pastore (har tendens til at sinke spillet) skuffede dog igen, og jeg forestiller mig at hans startplads går til Lavezzi (karantæne mod Lille). Den KAN dog også gå til Nenê - hvis han formår at undlade at irritere Ancelotti for meget.

 

Bud på idealopstilling

Sirigu - van der Wiel/Jallet, Thiago Silva, Alex/Sakho, Maxwell - Matuidi, Verrati, Motta - Ménez, Lavezzi - Zlatan

 

Det er et hold med stort potentiale, men der går nok noget tid før det for alvor indfries. I mellemtiden kan Zlatans mål dog også bære langt...

 

CL-bruttotrup

Målmænd: Aréola, Douchez, Sirigu

Forsvarere: Jallet, Van der Wiel, Alex, Sakho, Thiago Silva, Camara, Armand, Maxwell

Midtbanefolk: Sissoko, Ménez, Nenê, Bodmer, Matuidi, Chantôme, Verratti, Pastore, Thiago Motta, Rabiot

Angribere: Ibrahimovic, Gameiro, Hoarau, Lavezzi.


PORTO

I sidste sæsons CL-gruppespil skuffede Porto med en tredjeplads efter APOEL og Zenit (dog foran Shakhtar). Holdets topscorer med 4 mål (1 på straffe) var Hulk der også var Portos topscorer i ligaen.

Nu har det portugiske mesterhold sagt farvel til Hulk (der desuden nåede at score 2 mål i sæsonens første 3 ligakampe før han drog til Zenit) og står dermed umiddelbart med et stort hul i højresiden af angrebet. Væk er også venstreback Álavaro Pereira (Inter) og venstrekantsmanden Rodriguez (Atlético Madrid).

Porto har dog lagt ud (efter at have vundet den portugisiske supercup over Académica) med 7 point i 3 ligakampe. Dog, som nævnt, med Hulk på holdet.

Holdet

Men Porto har stadig et godt hold, så vidt jeg kan se. På venstrebacken har sidste sæsons reserve Alex Sandro taget over (med sommerindkøbet Quiñónez som interessant afløser), på venstrekanten har man fået den talentfulde ghaneser Atsu (6 mål i 27 kampe for Rio Ave i sidste sæson). Og så har man hentet en stærk centreforward i columbianske Jackson Martínez der i sidste sæson scorede 20 mål i 35 kampe i den mexicanske liga, og som har lagt ud med 2 mål i 3 kampe for Porto. Ganske vist med Hulk som makker, men mon ikke Martínez også er god for nogle mål uden sin superheltekollega.

Værd at nævne på Portos hold er også den erfarne keeper Helton, de portugisiske landsholdsforsvarere Rolando (midterforsvar) og Lopes (højreback), den argentinske landsholdsforsvarer Otamendi (højreback eller - trods kun 1,83 meter høj - stærk midterforsvarer), den belgiske midtbaneoprydder Defour samt de snu midtbanespilfordelere Moutinho og Lucho (der har spillet i Frankrig for Marseille).

Rolando har dog ikke været med i sæsonens første 3 ligakampe. Skadet eller har årsagen været transferuro (bl.a. Milan og Liverpool var ude efter ham)?


Dynamo Kiev

Dynamo Kiev fra Ukraine snublede i CL-kvalifikationen i sidste sæson, men klarede skærene denne gang ved at playoffrunde-eliminere Gladbach, Bundesligaens nr 4 i sidste sæson. Dynamo lagde ud med at vinde 3-1 i Tyskland (dog hjulpet af et tysk selmål). Det gjorde muligvis holdet overmodigt; i hvert fald blev det lidt for spændende i returkampen hvor Gladbach bragte sig foran 0-2 (inklusive et ukrainsk selvmål) før Dynamo fik reduceret til sidst.

Bortset fra gummibenene i returkampen må man sige at Dynamo Kiev ser stærkere ud end i sidste sæson.

Holdet

Væk er ganske vist veteranangriber Shevchenko (6 mål i 16 kampe i 2011/12), men angrebet råder stadig over Ideye der scorede 12 mål i 27 kampe i sidste sæson, og som har lagt ud med 7 mål i 8 ligakampe i denne sæson (plus 1 mod Gladbach), og på kanten er der den temmelig fremragende ukrainske landsholdsspiller Yarmolenko. Der er også andre Ukraine-landsholdsfolk, fx forsvarerne Mykhalyk og Khaceridi samt midtbanemand Husyev.

Og holdet er blevet markant forstærket i sommerpausen. Midtbanen har fået teknikerne Kranjcar og Miguel Veloso (på landsholdet for henholdsvis Kroatien og Portugal), og på venstrebacken er kommet Taiwo (hurtig og med et knaldhårdt spark). Andre interessante nytilkommere er kantspiller Raffael og centreforward Marco Rubén (9 mål i 31 kampe for Villarreal i sidste sæson).

Det er dog mange nye der skal spilles ind, og Dynamo har ikke fået en perfekt sæsonstart i Ukraine. 6 sejre, men også 2 nederlag, herunder 2. september hvor klubben tabte 3-1 hos ligaetter Shakhtar.


Dinamo Zagreb

Kroatiske Dinamo Zagreb fik store tæv i sidste sæsons gruppespil (6 nederlag og en målscore på 3-22; modstanderne var Real Madrid, Lyon og Ajax) og er med denne gang via en gunstig lodtrækning i kvalifikationen (hvor Ludogorets, Sheriff og Maribor blev elimineret).

 

Hvis det går bedre denne gang, skyldes det nok at modstanderne er lidt mere overkommelige - for Dinamo ser ikke stærkere ud end i sidste sæson.

 

Tværtimod, faktisk. For den dygtige midtbanemand Badelj (var med i CL-kvalifikationen) er solgt til HSV. Og hvem er kommet til? Diverse, men ud over den ganske dygtige angriber/kantspiller Cop (hentet i RNK Split; har lagt ud med 3 mål i 6 ligakampe) ingen der falder mig i øjnene - og, så vidt jeg kan se, ingen der har kostet mere end 1 millioner euro.

 

Holdet

Det er dog ikke fordi Zagreb er uden gode folk. Der er fx veteran-midterforsvarer Simunic, højreback Vida (begge på det kroatiske landshold), den argentinske kantspiller Ibáñez (7 mål i 24 ligakampe i 2011/12), den brasilianske kreatør Sammir og den montenegrinske angriber Becíraj (15 mål i 28 ligakampe i 2011/12).

Dinamo har åbnet den kroatiske ligasæson med 19 point i 7 kampe.