Catalonien Rundt byder på sæsonens hidtil bedste felt. Contador tager kampen op mod Froome, Quintana og alle de andre. Læs den store optakt til løbet, der starter mandag den 21. marts...

Læs Catalonien Rundt 2017 optakt her

Når man kigger på startlisten, så ligner det snarere Tour de France end Catalonien Rundt. Det spanske etapeløb, der starter mandag den 21. marts, kan i den grad mønstre den stærkeste startliste, der endnu er set i denne sæson.

Det er ikke kun Chris Froome, Nairo Quintana og Alberto Contador, der stiller til start i årets Catalonien Rundt. Det er dog de ryttere, der har trukket flest overskrifter, men kigger man lidt dybere på startlisten, så er det svært ikke at blive begejstret over alle de stjernenavne, der stiller til start. Jeg nævner nogle få: Richie Porte, Tejay van Garderen, Geraint Thomas, Joaquim Rodriguez, Fabio Aru, Romain Bardet, Esteban Chaves, Domenico Pozzovivo og Tom Dumoulin.

Jeg vil sågar vove den påstand, at vi har set udgaver af Tour de France, der ikke har kunne matche den kvalitet i feltet. Men vi skal dog huske på, at det er marts. Rytterne har – overordnet set – ikke Catalonien Rundt som en målsætning. De spanske ryttere har måske, men for de fleste handler dette løb om at forberede sig til sæsonens største mål: Tour de France. De fleste klassementsryttere, der deltager i det spanske etapeløb, har nemlig Tour de France som årets store mål, så Catalonien Rundt ligner i den grad et vigtigt optaktsløb.

Man skal dog ikke frygte, at rytterne tager det som et træningsløb. Alle rytterne kører efter sejren, og ingen vil tabe ansigt. Contador fik baghjul af Froomes domestique i Paris-Nice, og han er sikkert meget opsat på at få revanche. Det ligner et storslået cykelløb.

Odds & Tips

Hold øje med tips fra BetXperts cykelekspert:

Jesper Sørensen 

Vinder

Bedste odds Bookmaker
Chris Froome 3,00
Bet365
Alberto Contador 4,75
Bet365
Nairo Quintana 6,00
Bet365
Fabio Aru 11,00
888sport
Richie Porte 12,00
Bet365
Joaquim Rodriguez 16,00
888sport

Tre store favoritter – en forsmag på Tour de France

Det er oplagt at pege på de tre store: Chris Froome (forsvarende Tour de France-vinder), Nairo Quintana (gudsbenådet colombiansk klatrer) og Alberto Contador (vor tids bedste klassementsrytter). Så det gør jeg naturligvis – de virker bare til at være et lille niveau over konkurrenterne, skønt det bare er marts. Historikken viser nemlig, at de som regel er i ret god form hele året.

Chris Froome, Team Sky

Chris Froome er klar til sit første løb i Europa i denne sæson, og hvis man skal være lidt fræk, så er det også hans første seriøse løb. Tilbage i januar vandt han Herald Sun Tour, men det var ærlig talt lidt af en joke, at Froome og Sky deltog i det løb, der ellers primært bestod af segunda-ryttere.

Nu er han klar til at udfordre alle de største konkurrenter, og der er ingen tvivl om, at Froome vil gå meget langt for at besejre dem. Han holder som oftest et meget højt niveau, og derfor vil det være mest nærliggende at tro, at hans form er lige hvor den skal være. Det mest skræmmende er dog næsten det hold, han kommer til løbet med. Foruden Froome stiller man med den nykårede Paris-Nice-vinder, Geraint Thomas, Mikel Nieve, Wout Poels, Nicolas Roche, Vasil Kiryienka, Ian Boswell og Ben Swift. Det er ikke det mest balancerede hold, men til gengæld er det voldsomt stærkt.

Froome er bare den bedste, og medmindre han er syg – som han fra tid til anden har en tendens til at være i disse ugelange etapeløb – så plejer han at holde et så højt niveau, at han bare er en af de bedste klassementsryttere i verden.

Det skal dog bemærkes, at det er hans første seriøse løb i denne sæson, og at han har opholdt sig meget uden for Europa i år. Sidste år kørte han dette løb uden at imponere grundet sygdom. I stedet kørte de for Richie Porte, der gik hen og vandt løbet. På Skys hjemmeside stiller han op som kaptajnen, men måske ender de med at køre for Geraint Thomas.

Chris Froome er favoritten

Vi ved ikke meget om Froome, men det virker til, at han er i solid form. Briten er altid skarp, når han ikke er ramt af sygdom, og hans altid høje niveau gør ham til favoritten her, selvom han mangler lidt løbstræning. Jeg har lidt svært ved at vurdere, hvad en realistisk chancevurdering skal være, men jeg vil nok gerne op på mindst odds 4, før jeg overvejer et spil på ham - og selvom feltet er stærkt, tvivler jeg på at det høje odds kommer. Vi må se, når bookmakerne kommer.

Nairo Quintana, Movistar

Nairo Quintana har – nærmest sædvanen tro – holdt sig lidt for sig selv. Ikke mange nyheder er sluppet ud om ham, og skal sandheden frem, så er han svær at formaflæse. Men Quintana er en stolt mand, og uanset hvad han selv måtte forklare i medierne, så vil han virkelig ikke tabe endnu engang til Froome i et etapeløb.

Det er ikke fordi, at han er en rytter, der vinder alle etapeløb, han stiller til start i. Slet ikke – men årets rute ser ud til at være ganske fin for ham, forudsat at løbets bjergetaper ikke pludselig tages ud grundet vejret. Fjerde etape af Catalonien Rundt slutter trods alt i næsten 2.000 meters højde – det er slet ikke utænkeligt, at snevejret spiller os et puds igen, og hvis det går ud over fjerde etape, så bliver det svært for colombianeren.

Der er ingen enkeltstart, hvilket er et plus for Quintana. Han er ikke nogen ringe tempokører, men han kan ikke helt matche Froome og flere andre konkurrenter i den disciplin. Der er nogle bjerge hist og her, men jeg er slet ikke i tvivl om, at Quintana satser alt på fjerde etape – her vil han sætte sit helt store angreb ind. Det er derfor væsentligt, at den stigning er med i løbet. Uden den er det bare ikke en rute, der passer til Quintana.

Hvor meget kan Quintana?

Det er tidligt på sæsonen, og vi har ikke set meget til Quintana i Europa, så spørgsmålet er hvor meget den lille colombianer kan. Afslutningen i Port Ainé passer ham fint, så hvis formen er skarp, så tror jeg vi kan se en meget offensiv colombianer, der vil presse Froome og Contador. Ingen vil tabe ansigt i denne tvekamp, og slet ikke Quintana, der har prøvet at ende efter Froome et par gange efterhånden. Jeg slår til, hvis jeg kan få et odds på 5,50 eller derover. Trods manglende løbsform tror jeg egentligt, han kan vise sig at være ret stærk.

Alberto Contador, Tinkoff

Alberto Contador jagter revanche. Han tabte Paris-Nice til Geraint Thomas – altså hans største konkurrents hjælperytter. Den kan ikke undgå at gøre ondt på spanieren, der så ovenikøbet skal op mod hans allerstørste rivaler i dette løb.

Hans hold kan ikke matche Team Skys, hvilket er en kæmpe ulempe for Contador. Han bruger tit sit hold i taktiske udspil. Han mangler nok især superhjælperen Rafal Majka, der var ret stærk i Paris-Nice, men som ikke umiddelbart skal køre her i Spanien.

Det er en bet for Contador, men det er trods alt ikke værre end, at han sagtens kan køre med om sejren. Han skal i princippet blot leveres ved foden af diverse stigninger, og derefter handler det om, at han skal slå Froome, Quintana og alle de andre. Problemet er blot, at han kommer til at være isoleret relativt tidligt på stigningerne, medmindre en af hans holdkammerater finder et nyt niveau. Froome kommer derimod til at have masser af holdkammerater omkring sig.

Som jeg ser det, er at han lidt efter de andre. Han var solid nok i Paris-Nice, men han manglede lige et gear eller to, før han var på det niveau, som vi for alvor kender ham. Han har fordelen af at have kørt et vigtigt optaktsløb før dette, men når man kender konkurrenternes normalt høje niveau, så skal der nok mere til end bare løbsform, hvis han skal vinde løbet. Han skal være den stærkeste.

Contador har løbsformen

Som den eneste af de tre store, har Alberto Contador en reel løbsform. Spanieren kommer lige fra Paris-Nice, hvor han blev nummer to - men marginaler gjorde, at han ikke vandt - og han er klar til at byde konkurrenterne op til dans. Vi kan i al fald være sikker på, at han vil gøre alt, der står i hans magt for at drille dem. Han er selv optimistisk om formen, og jeg holder ham egentligt på samme niveau som Quintana (odds 5,50 eller derover er spilbart). Han mangler lidt holdet, og det kan blive en ulempe, men han kører sin sidste sæson i år - han vil gøre meget for at presse det sidste ud af kroppen.

Et kæmpe felt af udfordrere

Som nævnt tidligere er det et voldsomt felt i årets løb. De tre førnævnte herrer kunne alle vinde Tour de France, mens udfordrerne i feltet herefter alle kan vinde ugelange etapeløb eller sågar Grand Tours. Jeg gør det lidt kort ved den enkelte, da der er mange – men spørg endelig, hvis du vil vide mere eller er uenig.

Richie Porte og Tejay van Garderen, BMC

Jeg samler de to holdkammerater fra BMC. Egentligt skulle de have haft et punkt hver især, men omstændighederne har gjort de er blevet samlet. Richie Porte kommer lige fra en podieplacering i Paris-Nice, mens Tejay van Garderen var tæt på at gøre det samme i Tirreno-Adriatico, men et styrt holdt ham tilbage, hvilket kostede for meget tid.

Nu er de samlet her i Catalonien Rundt, og noget kunne tyde på, at det er Tejay van Garderen, der har den bedste chance af de to. Amerikaneren er altid solid, men han mangler enkeltstarten i dette løb. Richie Porte er også en glimrende enkeltstartsrytter, men han er mere aggressiv i bjergene, hvorfor han kan klare sig på sådan en rute. Til gengæld har han udtalt i et interview, at han er syg som en hund efter Paris-Nice, og spørgsmålet er om han kan nå at komme sig over denne. Det drejer sig om en forkølelse, og når de samtidigt skal op i højderne her, så kan vi måske risikere at se en svag Porte.

Men hvis Richie Porte er blevet frisk, så er det et farligt tandem, de har sig her. Tejay van Garderen er skarp, og skal nok levere en top10-præstation uden enkeltstarten, men enkeltstarten havde i den grad hjulpet ham.

Fabio Aru, Astana

Grand Tour-vinderen Fabio Aru er også med i løbet, og i princippet er han nok den fjerdebedste klatrer (efter de tre storfavoritter), men jeg holder lidt igen med Aru, da han ikke har kørt alverden op til dette løb.

Han startede i Spanien i etapeløbet Volta la Comunitat Valenciana, hvor han blev nummer seks, mens han i Volta ao Algarve blev nummer ni i klassementet, efter at han blev nummer to på konge-etapen til Malhao. Så formen må egentligt formodes at være god nok, og han er dygtig nok. Alt skal formentligt afgøres på de to bjergetaper, og hvis han er skarp nok på dagen, så er han bestemt en realistisk vinderkandidat.

Aru er sandsynligvis Astanas kaptajn i fremtiden, og 2016 skal i høj grad bruges på at slå sit navn fast på allerhøjeste hylde. Nibali synes sikker på at forlade holdet, og de har brug for en skarp kaptajn – det her løb er en fin måde at slå sit navn helt fast på.

Joaquim Rodriguez, Katusha

Jeg må erkende, at jeg har svært ved at vurdere Joaquim Rodriguez. Før Tour de France sidste år, var jeg egentligt relativt sikker på, at Rodriguez var færdig som toprytter, og det var da heller ikke fordi, han var prangende under den franske rundtur, selvom han dog vandt en etape. Men under Vueltaen var han skarp.

Det blev til en etapesejr og en samlet andenplads for Rodriguez, der i samme sæson også vandt Baskerlandet Rundt. Der er mere i Rodriguez, særligt i etapeløb, hvor enkeltstarten ikke er afgørende.

Han får det måske svært her, grundet feltets styrke, men er han selv i god form, så er han farlig, grundet bonussekundernes store potentiale her i løbet. Hvis han kan sidde med i finalerne, kan han lave sit velkendte ryk, som kun få kan følge – og så er han pludselig den farligste mand i løbet.

Ilnur Zakarin, Katusha

Min russiske ven, Ilnur Zakarin, var millimeter fra podiet i Paris-Nice. Russeren kørte en en dårlig prolog i det franske etapeløb, men var stærk på stigningerne, hvor han blandt andet vandt en etape.

Han mangler en middellang enkeltstart i dette års løb, men han kan sagtens klatre med blandt de bedre ryttere. Han får problemer, når Froome, Quintana og Contador åbner op, men hvis favoritterne begynder at sidde og kigge på hinanden, så venter russeren ikke på nogen som helst.

Jeg placerer ham i denne kategori, men i princippet kunne jeg nok godt have skiftet ham ud med en rytter fra næste kategori – den manglende enkeltstart er en hæmsko for ham, men trods alt ikke noget, der frarøver hans sejrschance totalt.

Andre spændende ryttere

Jeg lovede et stærkt felt, og derfor er der naturligvis også mange andre ryttere, som man kan hive frem. Jeg gennemgår dem lidt hurtigt her – igen er du velkommen til at stille spørgsmål i kommentarerne, hvis du vil have en eller anden rytter vurderet lidt dybere.

Vinder man Paris-Nice, kan man også vinde Catalonien Rundt. Det beviste Richie Porte sidste år, da han vandt begge løb, og det kan Geraint Thomas (Sky) også gøre – og så alligevel. Han er løjtnant til Chris Froome, og jeg synes, at tendensen i Paris-Nice var, at han ikke var den bedste klatrer. Han får det svært mod Quintana og Contador og co. på fjerde etape.

Hos Ag2r har man også to kaptajner, men det får ikke helt samme opmærksomhed som BMC-holdets kaptajnsituation. Domenico Pozzovivo blev sidste år nummer tre i dette løb, hvor han også vandt en etape. Ruten passer ham endnu bedre i år. Romain Bardet skuffede lidt i Paris-Nice, hvor det blev til en niendeplads. De er begge kaptajner, men jeg har størst fidus til Pozzovivo.

Tom Dumoulin (Giant-Alpecin) blev syg i slutningen af Paris-Nice, og måtte melde afbud til Milano-San Remo af samme årsag. Han mangler enkeltstarten her i Catalonien Rundt, og hvis han ikke er kommet sig over sin sygdom, så er hans chancer meget ringe. Han er dygtig til at forsvare sig, men næppe aggressiv nok til at vinde løbet.

En rytter, der jagter revanche, er Rigoberto Urán (Cannondale). Colombianeren nåede aldrig at være aktuel i klassementet i Tirreno-Adriatico, og der var ingen stigninger, hvor han kunne teste formen. Han gjorde det fint i løbet her sidste år, hvor det blev til to andenpladser og en samlet femteplads, så måske får vi Urán at se i fronten af feltet for første gang i denne sæson. En joker fra samme hold er Michael Woods, men jeg har ikke de største forventninger. Han er udset som hjælper for Uran.

En anden colombianer, der kan lave lidt ballade, er Esteban Chaves (Orica-GreenEDGE). Vi har ikke set ham i denne sæson - ikke sådan for alvor i al fald - men Nibali udtalte før Tirreno-Adriatico, at han virkede til at være i god form, vurderet på et par italienske endagsløb. Han er en glimrende rytter, der tager et par skridt op hver sæson.

Ryder Hesjedal (Trek) skal vise sig frem i en ny trøje, og det samme skal Dan Martin (Etixx). De to ryttere kørte sammen sidste år, men har altså søgt nye veje. Jeg tror ikke meget på nogen af dem, men det skal da nævnes, at Dan Martin vandt løbet i 2013. Han har ikke vist vildt meget i år, men har dog taget en etapesejr i et mindre spansk løb.

Skulle Aru ikke helt være på toppen, så kan Astana satse på Miguael Angel Lopez, der var tæt på at vinde Tour de Langkawi tidligere på året, men tabte løbet grundet en punktering. Han er nok lidt arrig, og det kan han måske bruge i et offensivt udspil tidligt på en af stigningerne.

En rytter, der skuffede i Paris-Nice, var Wilco Kelderman (LottoNL-Jumbo). Hollænderen kunne ikke følge med de bedste, og han sluttede på en 13. plads. Han skal ud og hævne sig her i Catalonien. Han stiller op sammen med Robert Gesink, der ikke har vist meget de senere par år.

Slutteligt vil jeg lige kort nævne Rafael Valls. Spanieren skiftede til Lotto-Soudal før denne sæson, og jeg tror egentligt, at det er et fint skifte for ham. Han virker til at være ret skarp i ugelange etapeløb, mens han mangler mere i de helt store Grand Tours. Sidste år blev han nummer 8 i dette løb, og han er en ny top10-kandidat.

Ruten

Catalonien Rundt starter i år i Calella. Første etape både starter og slutter i Calella. Etapen er 185 kilometer lang, og der er nogle stigninger undervejs. Normalt ender etapen i en spurt eller med en udbrudsafgørelse, da det kan være en svær etape at kontrollere.

Anden etape ligner også en dag, der skal afgøres i en spurt. Etapen stiger i finalen, men umiddelbart bør det stadig blive en eller anden form for spurt.

Klassementsrytterne skal i vælten på tredje etape. Etapen er 172 kilometer lang og går fra Girona – hvor mange af feltets ryttere bor – til La Molina. Rytterne skal over fire kategori 1-stigninger. De skal køre La Molina to gange. Etapen er hårdere end normalt, men La Molina er ikke den slemmeste stigning, og tidsforskellene på stigningen er typisk få.

Slemmere bliver det på fjerde etape til Port Ainé. Det er løbets klare konge-etape, og det er her løbet skal afgøres. De sidste 90 kilometer indeholder tre voldsomme bjerge, og her kan man lave store numre, hvis det er nødvendigt. Det er på denne etape, man skal slå til. Port Ainé er både lang og hård. I 2013 lavede Dan Martin et storslået nummer, der endte med at give ham sejren i løbet.

Jeg er ikke meget for at sige, at et løb er afgjort, men medmindre det er helt tæt – hvilket det godt kan være – så synes løbet afgjort. Femte etape ligner igen en spurt i en decimeret gruppe. Der kommer en kategori 2-stigning kort før mål. Måske bliver det et sent udbrud, der holder hjem, men de mere hårdføre sprintere bør kunne sidde med.

Det ligner en ren sprinteretape på sjette etape. Der er ingen seriøse udfordringer på etapen, og alt efter hvilke sprintere, der stadig er med, så bør de hold gøre alt for at få denne etape til at ende i en reel massespurt.

Catalonien Rundt slutter som altid med en syvende etape i Barcelona. Her skal der køres en rundstrækning, Otte gange skal bakken Montjuic passeres. Hvis løbet skal afgøres på sekunder, så vil man tale denne rundstrækning op, men den er altså ikke voldsomt hård, og det er svært at lave en decideret udskilning her. Et sent udbrud eller en gruppespurt bør afgøre etapen.