Brøndby er i overhængende fare for at gå konkurs, hvilket har fået Danske Spil* til at lukke for sit nedrykningsspil i Superligaen...
- Det er vi rigtig kede af, men det er svært at vurdere odds, når der ligger en konkurs og ulmer. Vi har kun stillingen og kampprogrammet at gå ud fra. Vi sidder ikke med ved bordet, når den økonomiske situation i Brøndby bliver vurderet, siger Peter Emmike, odds-ansvarlig i Danske Spil* til Ekstra Bladet og tilføjer:
- Dér er vi flere skridt bagefter, og vi kan ikke forsvare at have det spil åbent.
Generalforsamlingen gjorde udslaget
Danske Spil* valgte allerede i sidste uge at lukke spillet i kølvandet på Brøndbys generalforsamling, hvor det kom frem, at klubben skal bruge 60 millioner kroner inden månedens udgang for at undgå konkurs.
Ifølge Peter Emmike blev der spillet en del penge på nedrykningsspillet i sidste uge, men ikke blot på Brøndby – der blev også satset på Silkeborg og Horsens.
- Det var vores sjoveste spil i Superligaen, og derfor er det også ærgerligt, at vi har måttet lukke for det. Men der er simpelt hen for meget ikke-sportsligt i spil, og det er helt standard, at vi derfor lukker for spillet, siger Peter Emmike, der håber, at spillet kan blive åbnet igen, hvis konkursus bliver afværget.
Det er dog stadig muligt at spille på Brøndby hos Danske Spil*, hvor en pokaltriumf kunne lure om hjørnet.