Tilskuerne svigter, sponsorerne tøver med at støtte klubberne, og transfermarkedet er bundfrosset.
Tipsbladet har sat fokus på Superliga-klubbernes økonomi. Trods en meget forbedret TV aftale og kraftige nedskæringer på spillerbudget er der stadig store underskud hos størstedelen af de danske Superliga-klubber.
Der var samlet et blodrødt minus på omtrent 300 millioner på bundlinjen for 2011/2012 regnskabet. En stor del af dette enorme underskud stammer dog fra Brøndby´s massive nedskrivning af deres stadion, men der er en markant tendens til at klubberne i stigende grad kører med underskud siden finanskrisen i 2008.
Kun FCK, SønderjyskE (salg af Antipas) og AC Horsens (salg af Gilberto Macena) har præsenteret overskud i deres seneste regnskaber, mens der endnu mangler en udmelding fra FCN´s mesterhold, hvor specielt Champions League millioner luner godt i klubkassen.
Superligaen er fanget i en ond spiral, hvor de er tvunget til at sælge deres profiler og satse på egne talenter. Det får interessen til at dale, og både seerne og tilskuerne udebliver, hvilket igen får virksomhederne til at fravælge deres sponsorat og så kører møllen.
Den skrøbelige økonomi har længe været et overskyggende tema hos klubber som AaB og FCM, mens Brøndby lige nu balancerer på randen af konkurs. Men senest kunne OB meddele et underskud på 26 millioner, som blev udlagt som "utilfredsstillende".
Tipsbladet har interviewet Rasmus K. Storm fra Idrættens Analyseinstitut, der ikke mener, at Superliga-klubberne skal forvente fremgang i de kommende år.