En ny britisk undersøgelse forsøger at klarlægge, hvor meget vi bliver påvirket af reklamer for spil.
The British Gambling Commission, der er Storbritanniens svar på Spillemyndigheden, har netop udgivet en undersøgelse om spilreklamer. Her har man adspurgt 6.258 respondenter om deres spillemønster indenfor det seneste år. Det skriver Focus Gaming News.
Ud af de 6.258 personer havde 4.566 af dem spillet indenfor de seneste 12 måneder. Det var dog kun 22 procent af de 4.566 personer, som havde brugt egne penge. I forlængelse heraf fremgår det nemlig af undersøgelsen, at bookmakerne havde haft mest held med at lokke spillere til ved at tilbyde free bets eller lignende – herefter er det så, at 22 procent af spillerne har brugt egne penge.
Reklamer på sociale medier tegner sig for den næststørste procentdel af spillere, som har brugt egne penge. 15 procent stammer herfra. Herefter kommer direkte markedsføring (9 procent), sponsoraftaler indenfor sport (8 procent) og reklamer i forbindelse med nyhedslæsning (7 procent).
Over halvdelen var ikke påvirket af spilreklamer
I undersøgelsen spurgte man testpersonerne, om de mente, at spilreklamer havde ændret deres spillemønster. Her svarede 52,8 procent af dem, som havde spillet i de forgangne 12 måneder, at reklamerne ikke havde påvirket deres spil.
16,3 procent svarede, at reklamerne havde fået dem til at øge deres normale forbrug på spil. 14,7 procent gav udtryk for, at reklamerne fik dem til at genoptage deres spil, efter at de ellers var gået på en spillepause.
13 procent af respondenterne tilkendegav, at de begyndte at spille for første gang som et resultat af en spilreklame.
Slutteligt svarede lidt over ti procent, at en eller flere spilreklamer havde fået dem til at spille på noget nyt i forhold til, hvad de normalt spillede på.
Undersøgelsen påpeger endvidere, at respondenterne fortrinsvis havde set spilreklamerne i fjernsynet.
Centerleder for Center for Ludomani: Fjern dem fra Jordens overflade
BetXpert interviewede i januar 2020 centerlederen for Center for Ludomani, Michael Bay Jørsel. Han var ikke i tvivl om, hvad der bør gøres ved reklamer for spil.
- Hvis man vil spillernes ve og vel, så kæmper man for at fjerne spillereklamerne fra Jordens overflade. Hvis ikke det kan lykkes, så er den næstbedste løsning en markant reducering af disse reklamer. De er nemlig med til at afstedkomme, at flere og flere, også helt unge, begynder at spille. Antallet af spillereklamer er jo gået grassat. Grassat!
- Der er reklamer døgnets 24 timer herhjemme. Den sidste undersøgelse, jeg har set for reklamer på en enkelt dag, lød på 1197 af slagsen. Det er en tredobling siden 2012. Og sådan kunne jeg fortsætte, fortalte Michael Bay Jørsel til BetXpert tidligere på måneden.