Mange bookmakere tilbyder i dag, at du kan annullere din udbetaling indenfor et givent tidsspænd, efter at du har foretaget en udbetalingsanmodning. Den funktion bør helt forbydes, mener en tidligere væddemålsspiller, som BetXpert har snakket med.
OBS: Andreas er et pseudonym, da kilden ønsker at være anonym. BetXpert er bekendt med Andreas’ rigtige og fulde navn.
Det er i dag meget udbredt blandt bookmakerne, at du kan annullere din udbetaling indenfor en forudbestemt tidsperiode, efter at du har foretaget en udbetalingsanmodning.
BetXpert har i den anledning talt med 34-årige Andreas, som tidligere har spillet meget hos diverse bookmakere. Han har meget dårlige erfaringer med denne annullering af udbetaling-tjeneste.
Efter eget udsagn har Andreas benyttet sig af denne mulighed over 50 gange gennem årene. Typisk har det været i beløbsstørrelsen 1.000-3.000 kroner, og som oftest er det endt med, at Andreas har tabt alle pengene.
I dag har Andreas lukket alle sine bookmakerkonti ned, men mener stadig, at denne tjeneste bør være forbudt for bookmakerne at tilbyde.
Nederst i artiklen kan du læse om, hvad Danske Spil og Unibet har at sige til, hvorfor de tilbyder spillerne denne tjeneste.
”Det er den samme fælde hver gang”
Andreas mener ikke, at annullering af udbetaling-tjenesten er til for andre end bookmakernes skyld.
- Jeg kan ikke se andre vindere end bookmakerne ved det. Det virker lidt lokkende.
- Jeg har altid benyttet mig af denne tjeneste hos bookmakerne, men det er den samme fælde hver eneste gang: Man vinder nogle penge, laver en udbetaling, og så lader man et beløb stå tilbage, så man har noget at spille for. Så ryger de penge på noget livebetting-lort, hvorefter man tænker: ”Satans også, men jeg kan bare annullere min udbetaling og vinde det tabte beløb tilbage”. Og så taber man selvfølgelig også de penge.
Hvor lang tids frist har du typisk til at annullere en udbetaling?
- Det varierer fra bookmaker til bookmaker. De har forskellige systemer, men jeg vil sige, at det kan være alt fra én til 12 timer, vil jeg mene. Her hænger pengene bare et sted i luften, så man til enhver tid kan annullere sin udbetaling og spille for pengene.
Nu har du specifikt nævnt for os, at du har gjort dette ved ComeOn. Har du styr på, hvor mange bookmakere der har denne annuller udbetaling-tjeneste?
- Jeg kan nærmest ikke komme i tanke om en bookmaker, som ikke har det. Og det er i hvert fald ikke for spillernes skyld, at de tilbyder det. Det bedste for bookmakerne er jo hver gang, der foretages en indbetaling. Og det værste er, når der anmodes om en udbetaling. Så med den her tjeneste har de en ekstra mulighed for beholde deres penge – eller dine penge, alt efter hvordan man nu ser på det.
Andreas påpeger herefter, at han mener, at når først der er taget en beslutning om at foretage en udbetaling, så skal bordet fange. Dette vil særligt være godt for folk, som ikke tænker rationelt i situationen efter et tabt spil. Dette var også tilfældet for ham selv, lyder det ærligt fra Andreas, som uddyber:
- Det er ikke kun noget, jeg har gjort. Jeg har flere venner, hvor mønsteret er det samme. Jeg er ikke noget enkeltstående tilfælde.
Har annulleret en udbetalinger på 1.000-3.000 kroner over 50 gange
Andreas vil ikke sætte et konkret tal på, hvor mange gange han har annulleret en udbetaling. Han tøver dog slet ikke med at bekræfte, at det er sket over 50 gange i de år, hvor han spillede.
Hvor mange gange vil du tro, at du har annulleret en udbetaling og potentielt set efterfølgende tabt pengene?
- Det tør jeg slet ikke sætte et tal på. Det er sket nærmest hver gang, at jeg har udbetalt. Lad os sige, jeg har haft 5.000 kroner på min bookmakerkonto. Så udbetaler jeg 3.000 kroner, hvilket efterlader mig 2.000 til at spille for. Her tænker jeg så – og det ved jeg, at mange andre også gør – at jeg gerne lige vil op på de 5.000 kroner igen.
- Derfor forsøges der med et spil for de 2.000 kroner. Dette spil er så ofte blevet tabt, hvorefter jeg kommer i tanke om, at jeg kan annullere udbetalingen på de 3.000 kroner. Og vupti, så er de også væk. Det nummer har jeg lavet rigtig, rigtig mange gange.
Snakker vi over 50 gange?
- Ork ja. Jeg har annulleret udbetalingsbeløb i størrelsesordenen 1.000-3.000 kroner mange, mange gange. Der har selvfølgelig også været gange, hvor jeg har vundet efter at have annulleret en udbetaling. Det er dog de færreste gange. For det meste er det endt ud i, at jeg har spillet på et eller andet hovedløst live-tennis, og så er de penge væk.
Vil du vurdere, at det har haft nogle konsekvenser for dig med den her annullering af udbetaling-tjeneste? Altså, hvor du ikke har haft til de faste udgifter eller andet.
- Nej, slet ikke. Så langt ude har jeg ikke været. Jeg har ikke måttet stå til regnskab overfor familie eller noget. Da mit spil var på sit højeste, fik jeg lavet indbetalingsgrænser hos mine bookmakere. Disse grænser synes jeg er en god ting.
Tid til at kigge indad
Andreas erkender, at han ikke kan pålægge bookmakerne al skylden for, at han har tabt rigtig mange penge via annullering af udbetaling-tjenesten. Han har også selv et medansvar.
Har du ikke selv et ansvar overfor, om du annullerer dine udbetalinger eller ej? Og om du efterfølgende spiller for pengene og potentielt set taber dem?
- Jo, helt klart. Men hvis du lider af ludomani eller har tendenser hertil, så tænker du ikke nødvendigvis rationelt. Mange med disse problemer vil helt sikkert tænke ”fuck det” og annullere udbetalingen og spille for pengene. Her mener jeg ikke, at bookmakerne tager hånd nok om spillerne.
- Man kan selvfølgelig sætte personlige indbetalingsgrænser hos bookmakerne, og de henviser til ROFUS, så det er meget fint. Men jeg synes, at annuller udbetaling-tjenesten virker lidt som et smuthul for dem, så de kan få folk til at spille mere.
- Men jo, man har selv et ansvar. Det har jeg også prøvet at tage ved at lukke alle mine bookmakerkonti. Det har jeg også gjort ved en tidligere lejlighed, og her mener jeg ikke, at særligt ComeOn var helt så hensigtsmæssige.
- Jeg havde lukket min konto ned i et år hos dem, og da det år var gået, tikkede der en ”Velkommen tilbage”-mail ind i min private e-mail-indbakke klokken 00:01. Det er ikke særlig længe siden, og jeg sprang selvfølgelig i med begge ben. Jeg har så siden lukket den og alle andre spillekonti.
Andreas siger endvidere, at han godt er klar over, at bookmakerne selvfølgelig lever af kunderne. Han mener imidlertid ikke, at der ”er grund til at drive rovdrift på folk”.
Det psykologiske aspekt
Hvis det stod til Andreas, så skulle det være helt forbudt for spiludbyderne at tilbyde tjenesten annullering af væddemål.
Mener du, at det bør være helt ulovligt for spiludbyderne, at de kan tilbyde denne her tjeneste med at annullere udbetalinger?
- Ja. Jeg kan ikke se nogen logisk forklaring på, hvorfor man med sin sunde fornuft skulle annullere sin udbetaling. Her er tale om en aktiv beslutning om, at nu vil man have de her penge ud på sin bankkonto. Her burde det ikke være muligt at friste svage sjæle med en annullering.
Kan man ikke sige, at selv hvis det var ulovligt at tilbyde den her tjeneste, så vil man blot udsætte det uundgåelige: At folk alligevel vil spille for pengene, når de så kommer ud på bankkontoen?
- Der er et psykologisk aspekt i det her. Det er sværere at indbetale pengene fra sin bankkonto, end det er at annullere udbetalingen af de ”fiktive” penge hos en spiludbyder – og så herefter spille for dem. Indtil pengene står på min bankkonto, har de ikke helt den samme værdi for mig. Jeg kender til flere, som har det på samme måde. Jeg kan godt se, hvor du vil hen med dit spørgsmål, men der er altså en psykologisk ting, som gør, at det ikke helt er det samme.
Du bliver mere forsigtig med dine penge, når de står på din bankkonto, fremfor når de står hos en bookmaker?
- Det gør jeg, ja. Pengene er ikke det samme. I hvert fald ikke i det øjeblik, du har dem på kontoen og du spiller for dem. Først bagefter, når pengene er tabt, rammer virkelighed én.
- I min og mange andres verden er den her tjeneste blot noget, som bookmakernes høster penge på. Ret beset vil jeg sammenligne det med, at en narkoman kan aflevere sit stof og så fortryde og få det tilbage igen indenfor en bestemt tidsperiode.
Andreas gør det klart overfor BetXpert, at han i dag har lukket alle sine bookmakerkonto. Herudover også, at han aldrig har spillet for penge, som skulle gå til at brødføde ham selv og hans familie. Men hans egen lønkonto, hvor han har haft sine lommepenge, er gået i nul et utal af gange på grund spil.
Danske Spil: Overvejer vores muligheder
BetXpert har forhørt sig hos tre bookmakere om, hvad der ligger til grund for, at de tilbyder tjenesten.
Det lykkedes blandt andet BetXpert at få en kommentar fra Niels Erik Folman, administrerende direktør i Danske Licens Spil.
- Det er en tjeneste, vi har, der går langt tilbage, og som i sin oprindelse blev lavet som en service for kunderne.
- Når vi skal overføre gevinsten til kundens bankkonto, kan der godt gå et par dage, før kunden får sin gevinst udbetalt, alt afhængigt af weekender, helligdage med mere. Af den grund har vi haft det som en fleksibel service, at man kunne fortryde sin udbetaling.
- For rigtig mange af vores kunder er muligheden for at fortryde udbetalingen helt problemfrit. Men det er klart, at vores øgede fokus på ansvarlighed gør, at vi løbende holder øje med rammerne for ind- og udbetaling. Her ser vi blandet andet på, om den mest ansvarlige løsning vil være at stoppe muligheden for at annullere sin udbetalingsanmodning.
Unibet: Kunden skal være mest mulig i kontrol
Unibet har også funktionen, og det er der en særlig årsag til, lyder det fra pressechef Per Marxen.
- Vi har den ud fra princippet om, at kunden skal have mest mulig kontrol med alle de funktioner, som hører til at have en spillekonto.
Per Marxen fortæller efterfølgende, at du kan frabede dig tjenesten hos Unibet. Det gør du ved at kontake Unibets kundeservice via e-mail eller livechat. Du kan se mere herom ved at gå ind under Infocenter (nederst i menuen på forsiden) --> Ind- og udbetalinger af penge --> Kig under "Ofte stillede spørgsmål", hvor du finder "Kan jeg annullere min udbetaling?" nederst.
BetXpert spurgte herefter Unibet-pressechefen, om man senere kan fortryde sit valg, således at man får funktionen aktiv igen.
- Ja, det kan man. Men i samme øjeblik, at du beder om dette, vil du have en anmærkning i vores RG-system (Responsible Gambling-system, red.). Det vil sige, at vi vil holde ekstra øje med den pågældende spillers spillemønster i fremtiden i forhold til hele spørgsmålet om ansvarligt spil.
Man kan mene, hvad man vil om, at det efterfølgende er muligt at få funktionen slået til igen. I den sammenhæng henviser Per Marxen dog til, at det ikke er anderledes i forhold til selvudelukkelsesregistret ROFUS. Her er det også muligt at selvudelukke sig for en periode og så senere vende tilbage til spillet på fuld kraft.
BetXpert var også i kontakt med ComeOn, men spiludbyderen vendte ikke tilbage på vores opfølgning.
Hvis du har problemer med at styre spillet, anbefaler vi her på BetXpert, at du eksempelvis tager kontakt til StopSpillet og/eller selvudelukker dig fra al pengespil hos ROFUS.