I denne - foreløbige - sidste udgave af bettingmyter gennemgår tidligere oddssætter Tonni Munk Jensen hvorfor, det giver god mening, at oddssætterne selv må spille. Læs også hvorfor det er forbudt hos Danske Spil*, og hvordan oddssætteren kan tænke taktisk i forhold til både at tilgodese arbejdsgiveren og ens egen pengepung.
En god oddssætter har styr på selv de mindste detaljer i de ligaer, han har ansvaret for. Alle relevante nyheder bliver læst, klubbernes hjemmesider scannes flere gange om ugen, kampstats analyseres og han ser så mange tv-kampe som muligt.
Er man skarp på en liga, så kender man alle spillere på alle hold. Twitter-feedet fodrer én med nyheder om ligaen og de enkelte hold hver eneste time dag ud og dag ind, så man hele tiden har fingeren på pulsen og er klar til at ændre odds, inden markedet reagerer på en skade til træning eller sygdom i en trup.
Det handler om at være klar så tidligt på ugen som muligt. Mandag formiddag har jeg altid lavet mine chancevurderinger til den kommende weekends kampe i Superligaen og 1. division. Uden naturligvis at se andres odds først af frygt for, at det skal have indvirkning på mine procenter.
Papiret med tallene er mere eller mindre min facitliste resten af ugen, og derfor har jeg den også altid på mig. Hvis nu, der pludselig kommer en værdifuld information fra mit netværk rundt i klubberne, eller at markedet af ukendte årsager begynder at rykke sig.
Så skal tallene på papiret revurderes, og odds skal måske ændres.
Det er en fantastisk fornemmelse at være ”ovenpå”, når man følger en eller flere ligaer intenst. At føle, at man stort set har læst kampenes udvikling, før de overhovedet er startet. At kende de enkelte holds styrker og svagheder på et niveau, hvor trænerne i rækken ville have problemer med at følge med.
Og ikke mindst være i stand til ret hurtigt og præcist at sætte en nogenlunde korrekt chancevurdering på et hvilket som helst matchup i den pågældende liga.
Tænk de penge man kunne have tjent, hvis man som oddssætter måtte spille selv. Så sidder man jo pludselig på begge sider af skrivebordet, og man kan vel ikke håndtere både at skulle sætte odds og spille på dem også? For det må man vel ikke spille selv, bliver jeg spurgt igen og igen.
Jo, det må man gerne. Med én undtagelse, så er det en myte, at oddssætterne ikke må spille selv.
En god oddssætter spiller også selv
De fleste besøgende hos BetXpert ved det sikkert godt, men for langt hovedparten af folk udenfor betting-miljøet kommer det bag på dem, at en oddssætter kan og må spille selv.
Naturligvis må man ikke spille ved det samme firma, som man er ansat i - det siger sig selv. Også selvom man måtte være interesseret i andre ligaer, end dem man selv oddssætter. Det vil give et noget akavet ansættelsesforhold den dag, man har tjent 50.000 kr. fra ens arbejdsgiver eller bliver limiteret i bund af den ene eller anden grund.
Men for mig er det helt naturligt, at oddssættere også spiller. Jeg vil gå så langt som til at påstå, at spiller en oddssætter ikke selv, så er han næppe heller specielt god til sit arbejde.
Nu kan der naturligvis være oddssættere, der passer godt på sine penge eller ikke ønsker at tage unødig risiko, men det giver bare rigtig god mening, at en dygtig oddssætter med styr på sagerne, naturligvis også udnytter den viden og de evner han har, når han ikke er på arbejde.
Danske Spil* har særregler
Sådan er det dog ikke alle steder. Danske Spil* har i mange år forbudt sine ansatte at spille selv. Ikke kun indskrænket til at gælde spil hos Danske Spil*, men i det hele taget. Uden at kende den eksakte forklaring kan jeg forestille mig, at man simpelthen ikke tør tage nogen som helst chancer i forhold til de ansattes spilleri.
På den ene side forståeligt nok, at man ikke vil risikere, at der f.eks. pludselig sidder en oddssætter, der har udviklet sig til ludoman, eller andre der kan se idéen i bevidst at lægge helt forkerte odds ud på en kamp, hvor markedet læner sig opad Danske Spil*.
Det kan jeg godt følge et stykke af vejen, og Danske Spil* har som storbidrager til statskassen også nogle andre forpligtelser end de øvrige bookmakere. Det handler dog også om tillid til medarbejderne.
Dels vil jeg påstå, at det bliver endog meget svært at finde tilstrækkelig kompetente ansatte til en sportsbook-afdeling, hvis kravet er, at vedkommende ikke må spille overhovedet, og dels så risikerer man i den grad at få utilfredse medarbejdere, der ikke kan overholde arbejdspladsens love og regler. Jeg har i hvert fald kendt flere ansatte, der ikke kunne overholde løftet...
Det svarer til at forsøge af tiltrække dygtige aktieanalytikere, der ikke må eje aktier privat (sådan er kravene nogle steder). De er svære at finde, for det er klart, at man i de fleste tilfælde i langt større grad har fingeren på pulsen, evner at vurdere et selskabs reelle værdi (chancevurdere kampe) og har vigtig erfaring omkring markedskræfterne, hvis man selv er aktiv.
Generelt set er personer, der forsøger at få et job som oddssættere jo naturligt nok også fyre, der interesserer sig specielt meget for sport og... ja, odds.
Ingen restriktioner hos resten
Nogle af de mest kompetente sportsbettere, jeg kender, er eller har tidligere været ansat som oddssættere, og det er næppe tilfældigt. Det giver værdifuld erfaring at sidde i maskinrummet og lære at forstå markedsmekanismerne fra tætteste hold. Som en pendant til de fodboldtrænere, der tit har en stor fordel af at have prøvet gamet på egen krop.
Jeg har i mine 10 år som oddssætter med flere forskellige chefer og ledelser aldrig mødt restriktioner, hvad egne spil angår. Heller aldrig hørt om det hos andre bookmakere. Der er mellem linjerne blevet appelleret til folks sunde fornuft, og jeg har ikke oplevet problemer hermed.
Førsteprioriteten vil og skal naturligvis være, at man passer sit arbejde først – og derefter kan man så forsøge at tjene penge på sin viden selv.
Det foregår i fred og fordragelighed, idet der ofte ligger et helt marked med noget nær samme odds, som oddssætteren så efterfølgende må vurdere, om han finder værdi i.
Arbejder man for en af de efterhånden mange bookmakere, der bevidstløst blot kopierer markedsodds, så vil der jo aldrig opstå problemer. Men for de bookmakere, der trods alt stadig tænker selvstændigt, vil det blive en balancegang for den enkelte oddssætter.
Oddssætteren har en magt
Man skal tænke sig om, for man sidder jo rigtig nok pludselig på begge sider af skrivebordet. Man kan som en vigtig del af markedet være med til at sætte et oddsniveau, og man skal ikke ret langt ned i f.eks. de danske fodboldrækker, før en enkelt eller to oddssættere stort set sætter markedet selv.
Jeg har sågar været ude for ved en fejl at have byttet rundt på odds i en seriekamp, så favoritten pludselig stod som den store outsider. En time senere havde fem-seks bookmakere troligt kopieret mit kæmpestore fejlodds...
Det er naturligvis en magt, som ingen oddssættere kan sige sig fri for at have overvejet konsekvenserne af. Men det behøver egentlig heller ikke udvikle sig så ”kriminelt”, hvis man som oddssætter sidder med vigtig viden eller en klar holdning til en kamp, hvor han måtte mene, at den første meget tidlige bookmaker f.eks. ligger helt forkert.
Tilladt at tænke taktisk
Jeg har altid haft den holdning, at jeg ikke vil ”forære” markedet den chancevurdering, som jeg har arbejdet så hårdt for at udarbejde. Da indsatserne ved en bookmaker i høj grad alligevel først kommer i det sidste døgn før kickoff, så har jeg i de fleste tilfælde blot lagt mig på linje eller lige under de odds, som jeg har ment var forkerte.
Og i min sidste tid som oddssætter var jeg en del af kopi-tendensen. Det var stort set forbudt at tage en position. Også selvom vi oddssættere var dybt uenige i oddset. Så kan man snakke om at blive kastreret som oddssætter.
Har jeg så tidligere været villig til at ligge med det ”forkerte odds” i en dag eller to? Både og, for markedet har jo vurderet, at det er det rigtige, så selvom jeg ene mand måtte vurdere noget andet, så gør jeg i sidste ende min arbejdsgiver (og forhåbentlig også min pengepung) en tjeneste ved at tænke taktisk. Det vil således ikke hjælpe andre end konkurrenterne, hvis jeg gik ud i odds 1,50 på en favorit, som de andre havde vurderet til odds 1,90-2,00.
Adskillige gange er et helt EU-marked fulgt med på samme niveau, da mange som nævnt i en tidligere artikel jo blot kopierer de eksisterende odds. På én måde sjovt at følge, og på den anden lidt skræmmende, at der slet ikke tages notits af, hvilke odds man egentlig lægger ud.
Dernæst har vurderingen været, hvornår man så ændrer oddset markant og lynhurtigt kan få de indsatser ind den ”rigtige” vej. For det går stærkt, når man pludselig ligger helt skævt at et marked, og der er masser af muligheder for en sure win-gevinst til dem, der måtte jagte disse.
Og mens markedet så for det meste begynder at rette ind, har jeg i de tilfælde det var muligt, naturligvis spillet det udsete værdiodds i håb om en privat sidegevinst.
Læs også Tonni Munk Jensens tidligere udgaver af serien "Bettingmyter"
Bookmakerens uovervindelige supercomputer
