Melbourne danner rammerne om årets første Grand Slam-turnering, Australian Open. Med hele tenniseliten samlet bliver der med garanti dramatik, spænding og underholdning til det sidste. Danske Caroline Wozniacki jagter fortsat sin første Grand Slam-titel.


”Caroline Wozniacki er verdens bedste tennisspiller, men hun har aldrig løftet et Grand Slam-trofæ.” Sådan lød en af overskrifterne forud for Australian Open 2011. Her, et år senere, er den status uændret, og den danske tennisdarling jagter fortsat succes ved en af de største turneringer i tennisverdenen.

Forrige år formåede den unge dansker at spille sig frem til semifinalen, hvor kinesiske Na Li trak det længste strå i en noget rodet affære. Wozniacki er dog i god form forud for turneringen, hvor hun har gode chancer for at vinde. Det vurderer hendes tidligere træner og Eurosports ekspertkommentator Michael Mortensen.

- Hendes chancer for at vinde er store i år. Underlaget passer hende fortrinligt, det er hverken for hurtigt eller for langsomt, og opspringet er godt. Hun elsker varmen og omgivelserne i Australien, og alt i alt er der mange ting der taler for, at det bliver et godt Australian Open for Caroline. Forudsætningerne for en sejr er helt klart til stede, siger Michael Mortensen.

Caroline er dog langt fra den eneste kandidat til sejren. Faktisk har der aldrig tidligere været så mange seriøse bejlere til titlen i en Grand Slam-turnering som tilfældet er i år, siger Michael Mortensen.

- Jeg kan tælle de første 10-15 spillere, der vil kunne gå hele vejen. Jeg kan ikke mindes, at der tidligere har været så højt niveau blandt spillerne, og det vidner om en helt igennem professionel indstilling i tennissporten.

- Australian Open er en pragtfuld turnering, ikke kun for spillerne, men også for tennisfans og –seere verden over. Det er én stor inspirationskilde for alle der elsker tennis, og alle spillerne er topmotiverede. Spillerne elsker at spille Australian Open, der måske ikke er den mest prestigefyldte turnering af de 4 Grand Slams, men det er rent underholdnings- og udviklingsmæssigt en af de aller bedste i mine øjne, siger Michael Mortensen.

I fjor formåede Caroline Wozniackis semifinalemodstander, Na Li, ikke at slå den rutinerede belgier Kim Clijsters i finalen, og Clijsters vandt for første gang i karrieren Australian Open. På herresiden er Novak Djokovic forsvarende mester, og serberen må også siges at være blandt de absolutte favoritter til at gentage den bedrift, vurderer Michael Mortensen.

- Djokovic er storspillende, men der er som hos kvinderne mange om buddet. Nadal, Federer, Monfils, Murray, Tsonga, Fish og så Djokovic kan jo alle vinde, og jeg kunne blive ved. Feltet er enormt stærkt, og så er der altid trekløveret Nadal, Federer og Djokovic, som ofte klarer sig godt.

- Spillerne, både mændene og kvinderne, er blevet mere seriøse. Det er hardcore atleter, og spiller favoritterne ikke op til deres bedste hver gang, så taber de altså, fordi modstanderne, selv de svagere, er i konstant udvikling. Sådan var det ikke for bare ti år siden. Det bliver en helt igennem fantastisk turnering, og jeg glæder mig hvert eneste år, siger Michael Mortensen.

Eurosport er med hele vejen

Du kan som altid følge Caroline Wozniacki på Eurosport - hele Danmarks tenniskanal. Ved Australian Open fylder vi sendefladen med tennis dag og nat, og under de indledende kampe sendes der fra kl. 01.00 og helt frem til eftermiddagen. Finalekampene sendes i de tidlige morgentimer, så der er gode muligheder for at følge sine tennisidoler tæt hele vejen frem til finalen. For at få alle de bedste kampe med sender vi på både Eurosport og Eurosport 2 – så går du ikke glip af dine favoritter.

Programmet for Australian Open på Eurosport ser således ud:

Mandag d. 16. januar
01.00-14.30 Dag 1, LIVE (Eurosport)
01.00-11.30 Dag 1, LIVE (Eurosport 2)

Tirsdag d. 17. januar
01.00-14.30 Dag 2, LIVE (Eurosport)
01.00-11.30 Dag 2, LIVE (Eurosport 2)

Onsdag d. 18. januar
01.00-14.30 Dag 3, LIVE (Eurosport)
01.00-11.30 Dag 3, LIVE (Eurosport 2)

Torsdag d. 19. januar
01.00-14.30 Dag 4, LIVE (Eurosport)
01.00-11.30 Dag 4, LIVE (Eurosport 2)

Fredag d. 20. januar
01.00-14.30 Dag 5, LIVE (Eurosport)
01.00-11.30 Dag 5, LIVE (Eurosport 2)

Lørdag d. 21. januar
01.00-10.00 Dag 6, LIVE (Eurosport 2)
01.00-11.30 Dag 6, LIVE (Eurosport)
11.00-12.00 Dag 6, LIVE (Eurosport 2)
13.00-14.30 Dag 6, LIVE (Eurosport)

Søndag d. 22. januar
01.00-14.30 Dag 7, LIVE (Eurosport)
01.00-09.15 Dag 7, LIVE (Eurosport 2)

Mandag d. 23. januar
01.00-14.00 Dag 8, LIVE (Eurosport)
01.00-13.30 Dag 8, LIVE (Eurosport 2)

Tirsdag d. 24. januar
01.00-07.15 Dag 9, LIVE (Eurosport)
09.30-14.15 Dag 9, LIVE (Eurosport)

Onsdag d. 25. januar
01.00-07.15 Dag 10, LIVE (Eurosport)
09.30-14.30 Dag 10, LIVE (Eurosport)

Torsdag d. 26. januar
03.30-07.15 Kvindernes 1/2-finaler, LIVE (Eurosport)
09.30-12.00 Herrernes 1/2-finaler, LIVE (Eurosport)

Fredag d. 27. januar
09.30-12.00 Herrernes 1/2-finaler, LIVE (Eurosport)

Lørdag d. 28. januar
09.30-12.00 Kvindernes finale, LIVE (Eurosport)

Søndag d. 29. januar
09.30-12.00 Herrernes finale, LIVE (Eurosport)

Kilde: eurosport.dk