Årets første Grand Slam-tennisturnering er over os: Australian Open (Melbourne, 16.-29. januar). Læs følgende optaktsartikel der gennemgår favoritter, outsiderne og odds på herresiden:

Se optakten til herrernes Australian Open 2017 her

(Se også dame-optakten).

Tips

BetXperts tennis-eksperter vil løbende udlægge australske spilforslag.

Find dem her (hvor man kan skrive sig på ekspertens mailingliste og dermed få et praj når nye tips lægges ud) :

Kjartan Nygaard

Rasmus Jensen

Man kan også se tippene på BetXperts forside.


Australian Open 2012 (herrer)

De fire favoritter

Djokovic, Nadal, Federer, Murray...

Novak Djokovic

Serbiske Djokovic, verdensranglistens suveræne nr. 1, er forsvarende Australian Open-mester – en titel, som han vandt for første gang for et år siden ved at slå den endnu Grand Slam-løse skotte Andy Murray i finalen.

Status: Djokovic er endnu ikke noteret for nogen officielle kampe i årets tour, men stillede op i en træningsturnering før nytår i Abu Dhabi, hvor han smadrede Federer 6/2 6/1, hvorefter han slog spanske David Ferrer, som havde besejret Rafael Nadal inden da.

2011: Djokovic havde et fantastisk 2011. Foruden sine tre Grand Slam-sejre i Australian Open, Wimbledon og US Open blev det til sejre i Dubai, Indian Wells, Miami, Beograd, Madrid og Montreal.

Djokovic slog Roger Federer fire gange sidste år, mens den tidligere verdensetter – Rafael Nadal – blev slået hele seks gange (alle finaler) ud af seks mulige.

Årets højdepunkt kom i Wimbledons sidste dage, hvor han erobrede førstepladsen på verdensranglisten med sin semifinale-sejr over Jo-Wilfried Tsonga, hvorefter han kronede mesterværket 48 timer senere, da han vandt sin første Wimbledon-titel med en komfortabel sejr i fire sæt over Nadal.

I slutningen af sidste sæson havde Djokovic problemer med sin skulder, og han formåede ikke at nå sig sit sædvanlige niveau i Basel eller Paris, mens han sluttede året ved at floppe i Masters Finals i London, hvor han ikke gik videre fra gruppespillet.

Spillestil: Djokovic er tæt på at være en komplet spiller. Han har altid været en fantastisk transport-/kontraspiller, som var bundsolid fra baglinjen med stor variation og stabilitet, men han manglede lidt offensiv kvalitet og power. Han har virkelig bygget på offensivt i det seneste år, og hovedårsagen til den større kvalitet i det offensive spil hænger nøje sammen med den forbedrede fysik og hurtighed – han kommer nu tidligere til boldene og kan mere effektivt eksekvere sine slag.

Djokovic er desuden den mand på touren med de bedste returneringer, selv om Murray og Ferrer giver ham kamp i den kategori. Serberen formår at lægge pres på selv de bedste servere på førstereturen, og han bliver sjældent for kort i banen i duelspillet og laver meget få uprovokerede fejl.

Der kan være flere årsager til, at Djokovic var så suveræn sidste år. Mange peger på Davis Cup-triumfen med Serbien ultimo 2010, hvilket medførte, at han kom ind i 2011 med en markant forbedret attitude og indstilling. En anden faktor er hans forbedrede fysiske tilstand – han virker stærkere end nogensinde – et område, hvor han tidligere var den klart svageste af ”the big four” (Djokovic, Nadal, Federer og Murray).

Odds: Djokovic som vinder af Australian Open 2012: 3,3 Betsson/Betsafe, 2,25 Bet365*


Rafael Nadal

Spanske Nadal, rank 2, vandt Australian Open i 2009, men har tabt i kvartfinalen de seneste to år, hvor spanieren begge gange blev skadet – mod Murray i 2010 trak han sig, mens han sidste år fuldførte mod sin landsmand Ferrer, selv om han var tydeligt hæmmet igennem det meste af kampen.

Status: Nadal havde spillet et par træningskampe, inden han i sidste uge stillede op i årets første turnering i Doha, hvor han tabte til den franske spasmager Gael Monfils i semifinalen. På trods af nederlaget og lidt svingende præstationer generelt set i løbet af ugen, viste han momenter af sit sædvanlige høje niveau, og determinationen virker ligeledes til at være intakt.

Nadal har besluttet at holde en pause efter Australian Open for at hvile sin skulder, som han angiveligt har lidt problemer med. Det er endnu uklart, hvor meget (hvis overhovedet) skavanken vil påvirke specielt hans serv, men der var ingen deciderede svaghedstegn at identificere i Doha. I øvrigt har Nadal besluttet at skifte til en tungere ketcher, som skal give ham endnu mere tyngde i sit grundspil – et initiativ han har taget for at generobre sin rolle som verdens bedste tennisspiller.

2011: Nadal vandt tre turneringssejre sidste år på gruset i Monte Carlo, Barcelona og French Open, mens han tabte hele syv finaler – på alle underlag. Seks gange mod Novak Djokovic seks gange, og een gang mod Andy Murray, i Tokyo. Året sluttede han dog af i triumf, da han med Spanien vandt Davis Cup ved at slå Argentina i finalen på hjemmebane i december.

Spillestil: Nadal er fysisk den stærkeste spiller på touren, men han har måske tabt lidt hurtighed i løbet af det seneste år. Han har ligeledes vist svagheder i sin baghånd, hvilket især Djokovic har udnyttet samtlige gange, de mødtes sidste år; han har haft svært ved at slå sig fri – også når der ikke har været særlig meget tryk på baghånden.

Generelt er Nadal dog stadig svær at slå vindere på, og han giver få gratis point væk, hvilket typisk resulterer i en del uprovokerede fejl fra modstanderen.

Mentalt er Nadal vel stadig den stærkeste spiller på touren, selv om Djokovic efterhånden har et signifikant overtag på ham på grund af sine mange finale-sejre i 2011.

Forhånden er det store våben, hvor han med sin voldsomme topspin og power kan sætte tryk på modstanderen, hvis han vel at mærke får tid til sit store sving. Han kan få problemer, hvis han bliver presset hårdt på forhånden på grund af det store sving, og det udnyttede Djokovic i flere af deres indbyrdes kampe sidste år, hvor serberen med sine kontinuerlige, dybe transportslag holdt Nadal-offensiven i skak ved at formindske reaktionstiden.

Odds: Nadal som vinder af Australian Open 2012: 6,5 Sportingbet, 6,24 NordicBet*, 5,0 Betsson/Betsafe


Roger Federer

Schweiziske Federer, rank 3, har vundet Australian Open fire gange – den seneste gang i 2010, som også er hans seneste Grand Slam-titel. Sidste år spillede han sig frem til semifinalen, hvor han tabte 3-0 til den velspillende Djokovic.

Status: Federer fik sine første officielle kampe i denne sæson under bæltet i Doha sidste uge, hvor han spillede sig frem til semifinalen, men måtte trække sig inden sit opgør mod Tsonga på grund af problemer med ryggen. Skavanken virker dog ikke alvorlig, og Federer forventer at blive helt fit til Australien Open.

2011: I Grand Slam-sammenhæng blev det til en semifinale i Australian Open, finaleplads i French Open, kvartfinalen i Wimbledon og en semifinaleplads i US Open. Djokovic blev overmanden i Melbourne og New York, mens Nadal slog ham i Paris og Tsonga i London.

Det blev til fire titler til Federer: i årets første turnering i Doha, i hjembyen Basel, i Paris Masters samt i sæsonfinalen i London, hvor han kunne tilføje endnu en Masters Final-sejr på sit CV.

Spillestil: Federer er nok den mest talentfulde spiller, verden nogensinde har set, og han er en rigtig shot-maker med fantastisk shot-selection. Men til forskel fra da Federer var bedst for få år siden, hvor han eliminerede al modstand, laver han i dag – til tider – mange uprovokerede fejl. Især når han møder sine yngre, fysisk stærkere konkurrenter i verdenstoppen, som alle får mange bolde tilbage.

Federers forhånd og serv har altid været de store våben, mens baghånden vurderes at være hans svage punkt. Dog har det været forhånden, som har haft tendens til at krølle de seneste år, når han har trykket igennem, og serven er ikke ligeså skarp som tidligere, men til gengæld virker han stadig fysisk helt på toppen og bevæger sig stadig fantastisk på banen. Han har måske tabt et halvt skridt i hurtighed med årene, men han kan stadig løbe med de unge.

Odds: Federer som vinder af Australian Open 2012: 5,0 Centrebet, 4,95 Betsafe/Betsson


Andy Murray

Skotske Murray,rank 4, har været i finalen i Australian Open de seneste to år, hvor han begge gange har tabt 3-0 – i 2010 til Roger Federer og sidste år til Novak Djokovic.

Status: Den helt store historie omkring Murray disse dage er, at han har hyret en af tidernes bedste spillere, tjekken Ivan Lendl, som sin nye træner, der skal hjælpe ham til at få sin første Grand Slam-titel under bæltet. Lendl vandt selv otte Grand Slam-titler, men måtte i fem finaler, inden han fik den første på sit CV. Han var kendt for at være en uhyre seriøs og målrettet spiller – på mange måder forud for sin tid – og hvis han kan bidrage med de sidste procenter til Murray, kan skotten måske vinde sin første Grand Slam i år – måske allerede i Australien i denne måned. I sidste uge vandt han turneringen i Brisbane, hvor han slog ukrainske Dolgopolov i finalen.

2011: Sidste år spillede Murray sig frem til tre semifinaler og en finale i de fire Grand Slam-turneringer – tre gange blev Nadal overmanden i semifinalerne, og Djokovic slog skotten i Australian Open. Foruden stabile præstationer i de fire Grand Slams, blev det til fem turneringssejre i 2011 – blandt andre tre i slutningen af året i Asien.

Spillestil: Murray er en kontraspiller, som elsker at udnytte den fart, han får foræret af modstanderen. Hans tohåndsbaghånd betegnes, i skarp konkurrence med Djokovic’, som måske den bedste og mest stabile på touren – et slag, som han kan gøre meget med i form af variation og temposkift.

Rent fysisk er han en af de stærkeste på touren, hvor kun Nadal vurderes at være i bedre stand. Murray har et stort repertoire med mange muligheder – forskellige typer slag – i sit game, hvilket nogle gange kan gøre det svært for ham at vælge, men generelt set har han god shot-selection. Dog kommer det store repertoire ikke altid til udtryk, idet Murray af og til forfalder til at spille noget henholdent og afventende, hvilket kan virke som en stopklods i forhold til hans potentiale.

En af Murrays svagheder er, at han ikke er lige så mentalt stærk som de andre spillere i verdenstoppen – måske fordi han endnu har sin første grand slam-titel til gode på trods af deltagelse i tre finaler.

Odds: Murray som vinder af Australian Open 2012: 9,3 Betsafe/Betsson


De fire outsidere

Tsonga, Berdych, Ferrer, Del Potro…

Jo-Wilfried Tsonga

Franske Tsonga, rank 6, har gode erfaringer i årets første Grand Slam. Han var i finalen i 2008, hvor han tabte til Djokovic, og i 2010 blev det til en semifinale. Sidste år skuffede han dog, da han overraskende tabte til den talentfulde ukrainer Dolgopolov.

Status: Tsonga er startet året flot, og han spillede sig i sidste uge frem til finalen i Doha, som han vandt over sin landsmand Gael Monfils.

2011: Efter en lidt svingende start på året spillede den store franske publikumsfavorit stærkt mod slutningen, hvor det blev til turneringssejre i Wien og Metz, samt finalepladser i Paris Masters og Masters Finals i London, som han deltog i for første gang, hvor Federer blev overmanden begge gange.

I Wimbledons kvartfinale stod han også overfor Federer, hvor han på sensationel vis vendte 0-2 i sæt til sejr. Semifinalen blev dog endestationen for franskmanden, da han blev slået ud af den senere vinder Djokovic. Det var Tsongas bedste Grand Slam-resultat i 2011.

Spillestil: Tsonga er en rigtig publikums-spiller, som elsker at udfolde sig på de store scener med en masse entusiastiske tilskuere. Den mørke franskmand er en stor og stærk, atletisk spiller med en stor serv og en god forhånd. Han dominerer sine modstandere med et tungt anlagt spil på de gode dage, mens han kan lave mange uprovokerede fejl på de mindre gode dage.

Odds: Tsonga som vinder af Australian Open 2012: 26,0 Betsafe/Betsson


Tomas Berdych

Tjekkiske Berdych,rank 7, har aldrig gjort sig specielt bemærket i Australian Open, hvor han har kvartfinalen fra sidste år som sit bedste resultat.

Status: Berdych har brugt træningsturneringen Hopman Cup som forberedelse til årets første Grand Slam, hvor han repræsenterede Tjekket sammen med Petra Kvitova. Tjekkerne vandt turneringen, og Berdych vandt alle sine singler, hvor det blev til sejre mod Fish, Dimitrov, Løchte og Gasquet.

2011: Berdych blev kun noteret for en turneringssejr i Beijing sidste år, da han slog Cilic i finalen, men han spillede yderst stabilt gennem hele året. Hele ni gange spillede han sig frem til semifinaler, og det blev til syv optrædener, hvor kvartfinalen blev endestation.

Spillestil: Den store tjekke slår meget tungt og fladt til en tennisbold, fra både for- og baghånden, uden særlig meget topsspin. Når han spiller godt – og holder de uprovokerede fejl nede – er han livsfarlig for alle spillere på touren. Berdych er klart bedst, når han får lov til at diktere spillet, hvor han kan dominere modstanderen med sine tunge grundslag fra baglinjen. Hans forhånd er en af de bedste på touren og hans farligste våben, og hans tohåndsbaghånd er ligeledes et godt offensivt våben.

Berdych bevæger sig dog ikke specielt godt i forhold til mange af konkurrenterne i verdenstoppen, og han laver ofte uprovokerede fejl, når han bliver flyttet ud af sin hitting/comfort zone. Et andet problem er hans returneringer, der er blandt de svagere i verdenstoppen.

Odds: Berdych som vinder af Australian Open 2012: 65,0 Betsson/Betsafe


David Ferrer

Spanske Ferrer, rank 5, har en semifinaleplads fra sidste år at forsvare, hvor han tabte til Murray. Det er hans bedste resultat ved Australian Open.

Status: Ferrer er ikke noteret for officielle kampe i år endnu, men spillede et par træningskampe inden nytår i Abu Dhabi, hvor han slog sin landsmand Nadal, men tabte klart til Djokovic. I denne uge deltager Ferrer i turneringen i Auckland, hvor han er forsvarende mester.

2011: Ferrer spillede en god og stabil sæson sidste år, hvor han blandt andet kunne skrive to turneringssejre og fire finaler på sit CV. Han kronede sæsonen af ved at deltage i Masters Finals i London, hvor han slog både Djokovic og Murray, men tabte til Federer i semifinalen.

Spillestil: Ferrer er ikke den mest talentfulde spiller på touren rent teknisk, men han er en rigtig grinder og en ukuelig fighter, som bliver betegnet som en levende mur fra baglinjen.

På sine gode dage laver han stort set ingen fejl i grundspillet og er selv i besiddelse af en god forhånd, som han kan gå ind og dominere spillet med. Serven bliver betegnet som habil, mens baghånden er et af de mest sikre transportslag på touren.

Odds: Ferrer som vinder af Australian Open 2012:65,0 Betsafe/Betsson


Juan Martin Del Potro

Argentinske Del Potro, rank 11, har en kvartfinale fra 2009 som sit bedste resultat.

Status: Del Potro har spillet et par træningskampe her i starten af året, som han har vundet. I denne uge deltager han i turneringen i Sydney.

2011: Del Potro vandt to titler i Delray Beach og Estoril i 2011, og sluttede året godt med en finaleplads i Wien og en semifinaleplads i Valencia. Årets højdepunkt var i Davis Cup-finalen i december, hvor Argentina dog tabte til Spanien i Sevilla.

Spillestil: ”Delpo”, som han kaldes i hjemlandet, server godt og spiller en uhyre tung gang tennis. Han slår hårdt fra begge sider, og han er vel nok den spiller på turen med den største power samlet set. Samtidig er den høje argentiner svær at slå forbi på grund af det enorme vingefang. Hans svaghed er, at han ikke bevæger sig særlig godt frem i banen, og han har problemer med spillere, som kan stå imod hans power og spille med stor variation.

Odds: Del Potro som vinder af Australian Open 2012: 13,0 Betsson/Betsafe


Andre interessante spillere

Hold også øje med den franske spasmager Gael Monfils, den canadiske servekanon Milos Raonic og det unge australske håb Bernard Tomic, som alle har potentiale til at gøre en god figur i årets første Grand Slam-turnering.