18+ | Spil med omtanke | Stopspillet.dk | ROFUS.nu
Annonce

Odds på eSuperligaen: Titelkamp mellem Brøndby og FCK?

Tags: esport
Opdateret
P Peter Rubek Nielsen
Jeg har en kandidatgrad i Journalistik fra Syddansk Universitet, hvor jeg blev færdiguddannet i sommeren 2018. Jeg har arbejdet for BetXpert siden januar 2020, hvor mine primære stofområder er sport og esport.

Jeg holder meget af begge, hvor især fodbold, cykling, badminton og tennis er favoritterne inden for sport. Jeg interesserer mig også afsindigt meget for esportsgrenen FIFA, som jeg også har lavet mange podcastudsendelser desangående for Mediano.

Twitter: peterubek
Vis mere
Vis mindre
Annonce - Denne side indeholder reklamelinks*. Spillemyndighedens hjælpelinje: stopspillet.dk
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+
Kommentarer (2)

eSuperligaen: Sæsonstart tirsdag den 26. oktober. Finals mandag den 13. december

TV: Du kan se eSuperligaen på Twitch og YouTube i år

Forsvarende mester: Hobro

Tirsdag den 26. oktober starter syvende udgave af eSuperligaen. BetXpert er som sædvanlig klar med en stor optakt, hvor du også kan finde de bedste odds på eSuperligaen.

Den første sæson af eSuperligaen fandt sted for tre år siden, og tirsdag den 26. oktober trykkes der så gang i den syvende af slagsen. Hobro vandt sensationelt titlen i sæson 6, og det betyder, at den også 3-3 i titler mellem Jylland og Sjælland. FCK har som den eneste klub vundet titlen to gange. Ud over Hobro og FCK har også Vejle, Brøndby og AC Horsens vundet eSuperliga-trofæet.

Odds på eSuperligaen hos Danske Spil

Sjette sæson var den tredje i træk, hvor samtlige kampe blev spillet inde i studiet. Før coronapandemien, der har påvirket halvdelen af alle eSuperliga-sæsonerne, har der været afholdt Finals i Forum, K.B. Hallen og Forum Horsens. Det er endnu uvist, om også Finals i sæson 7 bare bliver i studiet.

I sidste sæson vandt Hobro sensationelt titlen efter en finalesejr over Brøndby. Inden Finals gav Hobro odds 25,00 hos Danske Spil for at vinde titlen, og det var det højeste vinderodds blandt alle de otte deltagende hold ved Finals.

Emil Klenke, der var udlejet fra Brøndby til Hobro i seneste sæson, skulle vise sig at blive den helt store profil ved finalestævnet. Her slog han flere store spillere undervejs, og i finalen gik det ud over både Lillelys og Fredberg. Klenke, der blev topscorer i sæson 6, blev helt fortjent også kåret som sæsonens MVP. 

I sæson 7 af eSuperligaen skal der stadig spilles på både Xbox og PlayStation, men til gengæld er reglen om udebanemål afskaffet.

Derudover er Viborg nyt hold i eSuperligaen til denne sæson, så ligaen nu i alt tæller 16 hold. 

Du kan følge syvende udgave af eSuperligaen direkte på Twitch og YouTube.  

Odds på eSuperliga sæson 7: Vinderen

Herunder finder du de bedste odds på eSuperliga sæson 7. FCK røg højst overraskende ud allerede inden Finals den 13. december, og FCK var sammen med Brøndby de helt store favoritter til at vinde titlen. 

eSuperliga odds: Hvem vinder sæson 7? Højeste odds Bookmaker
Brøndby IF 2,50
Vejle Boldklub 4,00
Lyngby Boldklub 5,50
Viborg 6,00
Randers FC 7,00
FC Midtjylland 12,00
AGF 15,00
AC Horsens 35,00

Odds er senest opdateret mandag den 13. december klokken 09.14.

Spil på eSuperligaen hos Danske Spil

Brøndby er med FCK's exit nu de største favoritter til at løfte eSuperliga-trofæet. Du kan få odds 2,50 på Brøndby hos Danske Spil. Vejle, der vandt eSuperligaen i tredje sæson, er de næststørste favoritter. Dem kan du få odds 4,00 på hos Danske Spil.

BetXperts 'Sredna' er da også enig i, at Brøndby og FCK er favoritter i den kommende sæson.

- Brøndby og FCK har for alvor skilt sig ud i den her sæson. De har måske de to stærkeste trupper, vi har set i eSuperligaen, hvor kun FCK med Agge kan medtages i den sammenhæng. Samtidig er de nærmeste konkurrenter alle svækkede med VB, der har mistet Esser og Skifter, AaB, der har mistet Roberts, og de forsvarende mestre Hobro, der ikke længere har Klenke, fortæller Sredna og fortsætter:

- Det skal siges, at Vejle stadig har en meget stærk trup med Arrow og Skibsted som den umiddelbare starter. De er dog fra start nok lige niveauet under FCK og BIF. Der er selvfølgelig andre gode hold, men FCK og BIF ser uhyggelige ud i år med hele tre spillere på begge hold, der kunne ses som 1.-spiller på alle andre hold. 

Trupnyt til eSuperliga sæson 7

Herunder kan du læse mere om de 16 hold i eSuperligaen. BetXpert har også talt med flere aktører fra eSuperligaen. 

FCK

FCK har forstærket sig i denne sæson ved at tilføje Oliver Roberts til deres eSuperliga-trup. Roberts er lejet hos Team Gullit, som den tidligere stjernespiller Ruud Gullit står bag. 

Teenageren fra Jylland kan godt mærke, at han nu repræsenterer en klub, der er større opmærksomhed om.

- Nu har jeg spillet eSuperliga i fire sæsoner efterhånden, og selvfølgelig er FCK et kæmpe skridt op, og der er nogle helt andre forventninger. Men de stemmer overens med mine egne, så indtil videre er jeg ikke presset. I forhold til opmærksomhed kan man selvfølgelig godt mærke, at man nu spiller for en stor klub, så det skal man måske lige vænne sig lidt til, fortæller Oliver Roberts.

Med hensyn til spilletid skal du jo kæmpe mod to tidligere eSuperliga-vindere i skikkelse af Marcuzo og Hjorth. Hvor meget spilletid forventer du at få i denne sæson? Vil du være tilfreds med eventuelt at blive tredjevalg? 

Jeg forventer da helt klart en del spilletid, men det er samtidigt også noget, jeg skal gøre mig fortjent til. Selvfølgelig er man ikke tilfreds med at være tredjemand, men i sidste ende, hvis jeg ikke er blandt de to bedste af os tre, så spiller jeg ikke, og det er også sådan, det skal være. Jeg er glad for, at der er sund konkurrence, lyder det fra Roberts.

I og med at Oliver Roberts bor i Jylland, kommer han ikke til at være på kontoret i Parken så ofte, som han gerne vil, men han fortæller, at han vil tage turen til nationalarenaen af og til.

- Det er selvfølgelig ikke optimalt, at jeg ikke kan møde ind i Parken, så ofte som jeg nu gerne ville, nu hvor jeg bor i Jylland, men jeg vil da gøre mit for at få det til at hænge sammen og tage derover nogle dage en gang imellem, fortæller Roberts. 

FCK røg i sidste sæson ud allerede i kvartfinalen ved Finals. Her tabte de til de senere vindere fra Hobro med samlet 3-4. FCK møder i sæsonåbneren FC Midtjylland. 

Brøndby

Hos Brøndby har man fået Emil Klenke tilbage efter endt lejemål, og hos Brøndby synes man kun, at det var fedt, at deres udlejede spiller fik så stor succes, som det var tilfældet.

I lejede jo Emil Klenke ud til Hobro i seneste sæson. Hvordan var det at se ham blive den helt store profil i sæson 6, når han jo i princippet kunne være blevet en kæmpe profil for jer selv?

- Jamen, et eller andet sted var det jo fedt. Vi lejede ham jo ud før sæsonen med den tanke, at han skulle have noget mere spilletid. Vi hentede ham ind på vores Masterclass-hold i efteråret sidste år og kunne se, at her var der en, det gik virkelig stærkt med. Han tog nogle kæmpe skridt. Vi fik ham skolet en lille smule, og selvfølgelig byggede han på hele tiden, men vi kunne også godt se, at med Lillelys, Fredberg og Blazek på holdet frem mod sæson 6, så ville Klenke nok stå bagerst i køen i forhold til at vise sig frem på scenen, fortæller Jesper Larsen og fortsætter:

- Så vi gjorde det, at vi forlængede aftalen med ham, fordi vi rigtig gerne ville arbejde videre med ham, da vi så potentiale i ham, og derefter udlejede vi ham så til Hobro med det håb, at han ville gøre det godt og få en masse kampe og erfaring og få mulighed for at tage nogle af de store skridt, som han måske ikke ville kunne tage ved at få to eller tre kampe hos os.   

Jesper Larsen fortæller endvidere, at han inden finalen i sæson 6 mellem Brøndby og Hobro sagde følgende til Klenke:

- Prøv at hør her, Emil. Nu skal du huske, hvilken trøje du har på. Det er den trøje, du skal repræsentere nu. Du skal ikke tænke på Brøndby, du skal ikke tænke på alt andet udefra nu. Nu skal du bare ud og give den gas. Og det gjorde han, og det viser, at han er professionel, synes jeg. Og det synes jeg viser, at vi er professionelle. Men det var fedt at se, at den plan vi lagde for ham, den lykkedes. 

Jesper Larsen var også overordnet set tilfreds med Brøndbys egen sæson 6.

- Når man kommer til en finale, så er det tilfredsstillende. Det er der ingen tvivl om. Det er svært at komme til en finale, fordi der er de her knald eller fald-kampe, og når det er FIFA, så kan alt ske. Danmark har så mange gode spillere, så det er marginaler, der afgør de enkelte kampe. 

Til denne sæson har eSuperligaen gjort som UEFA og afskaffet reglen om udebanemål, og det er en regelændring, der falder i god jord hos Alexander "Lillelys" Laustrup.

- Det er noget af det bedste, de har gjort længe. Det, der er problemet og grunden til, at det danske FIFA-community er så lavt lønnet, er, at klubberne ikke kan se, hvorfor de skal give penge til nogle gode spillere, fordi formatet er, som det er i eSuperligaen.

- Det har ikke været fair over for topspillere, og når FIFA er, som det er, så er det nemmere at holde en føring, og det med udebanemål blev sgu for taktisk. Der var ikke så meget FIFA over det, og jeg synes, det blev for taktisk og for meget holden i bolden i den første kamp, fordi så havde du udebane i anden kamp, så derfor synes jeg, at det er mega fedt, at de har fjernet reglen om udebanemål, fortæller Lillelys.  

Brøndby møder Lyngby i første spillerunde tirsdag den 26. oktober klokken 19.00. 

Vejle

I Vejle er der sket en del. Man har solgt Emil Skifter til Astralis, og så valgte man ikke at give Esser en kontraktforlængelse. Man har desuden valgt at leje Oliver Høegh ud til AaB i eSuperliga-regi. 

Det er også i netop AaB, at man har forstærket sig. Her man hentet Mads Skibsted til, og det er en signing, som Kent Brylle, der er FIFA-træner i Vejle/Tricked, er glad for.

- Vi får Skibsted ind i truppen på det bedst mulige tidspunkt. Han kommer fra en virkelig succesfuld sæson og har allerede slået sit navn fast internationalt. Det betyder også, at han kommer med en portion erfaring og kølighed, som vi får brug for. Vi skal hjælpe Skibsted med at blive en endnu større profil i ligaen og internationalt, og samtidig tror jeg, at han kommer til at bidrage til vores succes i denne sæson. Samtidig har Skibsted en virkelig fed og positiv personlighed, hvilket bliver et vigtigt bidrag i truppen, siger Kent Brylle til BetXpert. 

Du kan læse mere om Vejle i artiklen her, hvor BetXpert også har talt med nøglepersoner fra Brøndby og FCK's eSuperligahold. 

FC Midtjylland

I FC Midtjylland er der sket en hel del. Man har lavet et samarbejde med esportsorganisationen Copenhagen Flames, og man har sagt farvel til Andreas Hedegaard og Andreas Keller, der begge har stoppet deres FIFA-karrierer, og væk er også træner Claes Hansen. 

I denne sæson skal "Jenner", "JeppeLK", "Indisk Magi", Lasse Bækkelund og Frederik Kruse repræsentere FC Midtjylland i eSuperliga-regi, og i spidsen for holdet står træner Jeppe Højfeldt, der er tilbage i eSuperligaen. Højfeldt har tidligere været træner for Vendssyssel og Hobro samt rådgiver for OB. Netop Højfeldt har BetXpert taget en snak med forud for sæsonstarten.

Du er tilbage som træner i eSuperligaen efter nogle sæsoner ude. Hvordan føles det?

- eSuperligaen har altid haft en stor betydning for mig, så jeg er utrolig glad for at være tilbage efter nogle sæsoner ude, hvor fokus har været på at arbejde selvstændigt med udenlandske professionelle - herunder det finske landshold. Det har været givende for mig, og jeg føler, at jeg er vokset som træner.

- De erfaringer, jeg har gjort mig internationalt, vil jeg gerne bringe ind i eSuperligaen og levere resultater i samarbejde med truppen, både nationalt og internationalt. Personligt føler jeg ikke, at jeg har været med til at levere de nationale resultater, jeg gerne ville. Med al respekt for mine tidligere klubber, der har været fantastiske, så er denne aftale af en helt anden kaliber og giver nogle helt andre - og bedre - muligheder for at præstere på topniveau. Det glæder jeg mig ubeskriveligt meget til, fortæller Jeppe Højfedt.

Kan du fortælle lidt mere om samarbejdet mellem Flames og FCM?

- Samarbejdet mellem Flames og FCM er baseret på eSuperligaen. Samarbejdet kan nok nemmest forklares som det samarbejde, vi kender fra blandt andet Tricked/Vejle og Singularity/Randers. Spillerne repræsenterer fodboldklubben FC Midtjylland i eSuperligaen, men er ansat hos Flames - dette er også årsagen til, at Flames' logo fremgår på vores FC Midtjylland-trøje.

- Samarbejdet handler derudover om at benytte det bedste fra to ressourcestærke brands med det formål at engagere flere mennesker i både fodbold og FIFA. På mange måder er der sammenhænge mellem fodbold og virtuel fodbold i form af FIFA, og det er blandt andet derfor, at FCM og Flames har indgået dette samarbejde, siger Højfeldt.

Har I et kontor til rådighed via Flames eller FCM, eller foregår jeres kommunikation for det meste online?

- Den primære kommunikation foregår online, da spillerne ikke er bosat lokalt. Vi har både mulighed for at afholde bootcamps ved MCH Arena og på Flames' kontor, så faciliteterne er i top, og vi har de ressourcer til rådighed, vi skal bruge.

Hvad er jeres målsætning for sæson 7?

- Vi har som udgangspunkt én forventning: At nå til Finals, hvor alt kan ske. Vi er her naturligvis for at vinde, men vi fokuserer på at levere gode indsatser til hverdag, træne hårdt og effektivt, og så må vi se, hvor det bærer os hen. Der er altid startudfordringer, når man har med en ny trup at gøre, så i opstartsfasen handler det for os om at finde ud af, hvad der fungerer.

- Målsætningen er top-4 i grundspillet, alt andet ville være uambitiøst, men i sidste ende handler det som nævnt om at nå Finals, og så er det underordnet, hvordan vi kommer dertil. Drømmen er at vinde eSuperliga-titlen, men vi er bevidste om, at konkurrencen er stor, og derfor er vores fokus på, hvordan vi udvikler os som hold, og derefter kan vi evaluere på resultaterne, det medfører, lyder det fra Jeppe Højfeldt. 

FCM missede Finals i seneste sæson, men de bør være blandt de otte hold til Finals i syvende udgave af eSuperligaen. 

AGF

AGF har mistet en stor profil i Jenner, men som erstatning har man hentet et interessant navn i SønderjyskE. Rabeck er nemlig ny mand på AGF-holdet, og det skal blive interessant at se, hvad han kan i en større klub.

BetXpert har taget en snak med René Bryner, der er FIFA-træner i AGF Esport. 

- Jeg synes, at Rabeck var den perfekte løsning for "tabet" af Jenner. De har mange af de samme kvaliteter som FIFA-spiller offensivt, og jeg føler, at de "mangler", jeg gav Jenner, kan jeg også give Rabeck. Rabeck er en grinder, der knokler for at blive bedre, og det er fedt at se, fortæller René Bryner om sin nye spiller.

AGF-trænerens overordnede målsætning for sæson 7 af eSuperligaen er at nå til Finals igen i år.

- Jeg har altid en forventning -- eller nærmere en målsætning -- om at komme til Finals. Jeg føler, at vi har bredden og et godt topniveau i truppen. Jeg synes, at bredden spiller en stor del i vores trup i år, og man kan forvente en del rotation. Vi skal til Finals. Om det er igennem Playoff eller top-4, er svært at sige, men den klare målsætning er Finals, og til Finals kan alle hold vinde. Det er set før, lyder det fra René Bryner.

AGF var i seneste sæson med blandt de fire sidste hold ved Finals. I semifinalen tabte de dog med samlet 0-3 til Brøndby. 

Hobro

De forsvarende eSuperliga-vindere har kun én ud af tre spillere fra vindersæsonen tilbage i truppen. Khang Nguyen er som den eneste stadig at finde i Hobro, mens Daniel Kølbæk nu er i Esbjerg, og Emil Klenke som nævnt er tilbage i Brøndby. 

Ud over Khang Nguyen skal "BimseFIFA", Amer Solak, Emil Sørensen og Johannes Sommer repræsentere Hobro i denne sæson af eSuperligaen, og fælles for alle Khangs holdkammerater er, at de aldrig har spillet eSuperliga før. 

Hobro kommer derfor næppe til at kæmpe med om titlen i denne sæson, og de får formentlig også svært ved at nå til Finals. Hvis du tror på, at de forsvarende mestre kan levere endnu en sensation og genvinde titlen, kan du få odds 50,00 på dem hos Danske Spil.  

Lyngby

I Lyngby er der sket markante ændringer. Folmer Bjerre er den eneste spiller fra seneste sæson, der stadig er at finde i Lyngby-truppen, og træner Mikkel Haller, der har stået i spidsen for Lyngbys eSuperliga-mandskab i samtlige sæsoner, kalder sin Lyngby-trup for den mest uerfarne, han har haft at arbejde med i eSuperligaen. 

- Den trup, jeg har i år, er nok den mest uerfarne, men til dels også en af de trupper, jeg har mest tillid til. Juul er en all-round superdygtig spiller, og han er uden lige en drømmespiller at have på holdet. Han tilpasser sig, og det har kun været alderen, der har gjort, at han ikke allerede har spillet derinde, for han har et højt niveau.

- Gregersen har en ualmindelig dygtig offensiv, men har mangler i de defensive aspekter af spillet. Lima er en spiller, hvor jeg ser muligheder i forhold til at bygge meget på, samtidig med at han har en god forståelse for spillet allerede nu, fortæller Mikkel Haller til BetXpert.

Inden sæsonstart er det planen, at Juul og Folmer er faste spillere for Lyngby, men Haller understreger samtidig, at han kommer til at benytte de dygtigste spillere på dagen. Lyngby-trænerens første mål for sæsonen er først og fremmest at få spillerne til at vænne sig til at spille eSuperliga.

- Målet for sæson 7 er tilvænning derinde. Vi har nye spillere med, og de skal vænne sig til at spille derinde. Når og hvis de bliver det, er målet som altid at komme til Finals, hvor alt kan ske, siger Mikkel Haller.

Lyngby-truppen består i år af Folmer Bjerre, Anders Juul, Tobias Gregersen og Pelle "Lima" Jensen, og deres første opgave i sæsonen er en svær kamp mod Brøndby tirsdag den 26. oktober klokken 19.00.

AaB

I AaB har man til denne sæson mistet Oliver Roberts og Mads Skibsted, og dem har man erstattet ved at leje Oliver Høegh i Tricked/Vejle, og fra selvsamme har man hentet "Minivildand" til på en permanent aftale.

AaB råder stadig over "Shoppen", der har båret AaB-trøjen siden eSuperligaens første sæson, samt Oliver Ledet, der går ind til sin femte sæson som AaB-spiller i eSuperligaen. 

BetXpert har talt med netop Shoppen forud for sæsonstarten, og han er ikke i tvivl om, at AaB-holdet kommer til at spille med, hvor det er sjovt.

- Jeg føler, at vores hold står godt rustet til en ny spændende sæson af eSuperligaen. Vi har mistet to store profiler, men vi har også hentet to gutter fra Vejle, som har en arbejdsmoral som ingen anden, og jeg tør godt stole på dem inde i eSuperligaen, da jeg ved, hvor dygtige de er. Mange vil nok se os som værende svækket en del og som et midterhold, men jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kommer til at kæmpe med, hvor der bliver sjovt -- nemlig til finals. Om det så er via top-4 i grundspillet eller en playoff-kamp, fortæller Shoppen.

I sidste sæson røg AaB ud til Brøndby i kvartfinalen ved Finals i en uhyre tæt kamp, hvor de senere finalister fra Brøndby gik videre på reglen om udebanemål. Roberts slog Lillelys med 2-1 i første kamp, og så hentede Fredberg en 1-0-sejr i anden kamp mod Skibsted. 

Den nuværende AaB-trup er ikke helt på niveau med den, de havde i FIFA 21-sæsonerne, men de bør stadig være dygtige nok til at kunne nå til Finals. 

FC Nordsjælland

Også i FC Nordsjælland er der sket en udrensning i truppen. Man har sagt farvel til blandt andre "JoeFromDenmark", "Niller" og Frederik Kruse, og i stedet har man hentet Wali "Kaz" Kazmi, Niklas Jakobsen og Tobias Meinike. Derudover er Hassan "HassanPlayer" Al-Saraf tilbage i FC Nordsjælland, men det er denne gang i rollen som træner. 

FCN havde nogle dårlige sæsoner i eSuperligaen i FIFA 21, hvor det blev til en 12.- og 13.-plads i grundspillet. I sæson 5 nåede de dog Playoffs, men her tabte de til Randers med 2-4. 

FC Nordsjælland har aldrig været til Finals før, men med den nuværende trup bør det bestemt være muligt at nå blandt de otte hold til Finals. De er i hvert fald forstærket markant til denne sæson. 

OB

I OB-truppen finder man stadig Jonas Kallestrup, men Oliver "DonOli" Mikkelsen og "Kaz" er der ikke længere. Sidstnævnte er som nævnt lige ovenfor i FC Nordsjælland nu, mens DonOli ikke skal spille eSuperliga i sæson 7. Han er dog stadig professionel FIFA-spiller hos SAF. 

Ud over Kallestrup består OB-truppen af Mads Bang og "Freddy". Førstnævnte fik tre kampe for FC Midtjylland i den forgangne sæson, mens Freddy spillede syv kampe for Lyngby i sæson 6, der for begges vedkommende var deres debutsæson i eSuperligaen. 

OB-truppen rummer uden tvivl kvalitet, men spørgsmålet er, om det er nok til at nå til Finals. 

Viborg

Viborg er nyt hold i eSuperligaen, men i deres trup til sæson 7 har de en meget rutineret herre i skikkelse af Lars "PrimeTurbo" Korreborg, der er en af de mest erfarne spillere på den danske FIFA-scene.

PrimeTurbo har tidligere spillet eSuperliga for AGF og Lyngby, men uden nævneværdig succes. Spørgsmålet er også, hvor meget han kommer til at spille. I samtlige eSuperliga-sæsoner indtil videre har PrimeTurbo i alt blot været i aktion 20 gange.

Viborg har i eSuperligaen lavet et samarbejde med organisationen R288 Esport, og det er også R288-spillere, der skal repræsentere Viborg i deres debutsæson i ligaen. Foruden PrimeTurbo er Rasmus Ross, Magnus Nielsen og Mikkel Hønholt en del af Viborg-truppen.

Den midtjyske klubs første eSuperligakamp i historien bliver mod FC Helsingør.

Helsingør

Hos Helsingør er der også sket en del. Man har mistet sidste sæsons helt store profil i Maher Hajj, men ind som erstatning har man lejet to interessante spillere i Brøndby i form af Lukas Blazek og "Mikse". 

BetXpert spurgte Brøndbys eSportstræner, Daniel Barnewitz, om han frygter, at fx Blazek får sit gennembrud og bliver MVP for Helsingør, ligesom Klenke blev det for Hobro i sjette sæson. Og det frygter han lidt, fortæller han.

- Altså ja, frygten ligger der jo lidt. Jeg havde ikke regnet med det med Klenke for at være ærlig. Jeg vidste jo, hvor god Klenke var, men han udviklede sig også meget i løbet af sæsonen, men altså ja, den der frygt er der jo lidt nu, men hvis Blazek går hen og slår os i en finale eller en semifinale, så er det sådan, det er. Så har han fortjent det, og så kan man vurdere, om mig og Jesper har truffet det forkerte valg, men ud fra det vi ved lige nu, så er det ikke et forkert valg at leje ham ud, og det er det, vi kan forholde os til, fortæller Daniel Barnewitz.   

Blazek og Mikse slutter sig til en Helsingør-trup, hvor "Zaka" og Mohr stadig er at finde. 

Horsens

Hos Horsens er der ingen gengangere fra sidste sæson, men til gengæld er der et gensyn med Aldin Ismajlovic, der ikke har været med i eSuperligaen siden sæson 2. Derudover er Nicklas "Niller" Steensgaard også i truppen. Han var som nævnt senest at finde i FCN uden nævneværdig succes. Niller er dog tidligere eSuperliga-topscorer fra sæson 1, så måske Horsens kan levere nogle udmærkede præstationer undervejs i sæsonen. 

Horsens vandt sensationelt eSuperliga-titlen i sæson 3, men det kommer de ikke til med denne smalle trup. Hos Danske Spil giver Horsens da også odds 100 til at vinde eSuperliga-titlen som det eneste af de 16 hold i ligaen. 

AC Horsens havde et jammerligt FIFA 21-år i eSuperligaen. Her endte de suverænt sidst i begge sæsoner, og det lykkedes dem kun at vinde i alt to kampe tilsammen i de to sæsoner. Horsens-truppen er dog på papiret stærkere i år end sidste år, så de bør kunne hente lidt flere sejre i den kommende sæson. 

SønderjyskE

Hos SønderjyskE finder man stadig "banzy" og "HK", men man råder som nævnt ikke længere over Magnus Rabeck, der var en stor profil hos SønderjyskE i både sæson 5 og 6, hvor han blev topscorer i eSuperligaen. I sæson 6 måtte han dog dele topscorerværdigheden med Emil Klenke.

Det er naturligvis en klar svækkelse af SønderjyskE-holdet, at Rabeck ikke længere er der, men det skal blive spændende at se, hvad nye folk som Hausted og Bennekov kan gøre ved SønderjyskE-holdet. Begge spillere er en del af den fire mand store trup, og de kan begge få deres eSuperliga-debut i sæson 7.

SønderjyskE åbner sæson 7 med en kamp mod Randers. 

Randers

Hos Randers har man beholdt de tre spillere, der repræsenterede dem i sidste sæson, i form af Lasse "OneWayCrazyy" Kristiansen, Mohamad Al-Bacha og Nicolai "Grøn" Grønnemose.

Samtidig har man føjet to yderst interessante spillere til den i forvejen stærke trup. Ind er kommet Maher Hajj og Jacob "Esser" Esholm, og de kunne bestemt godt ligne et mandskab, der kan kæmpe med om top-4 i år. 

På trænersiden er det stadig Jacob Gee, der står i spidsen for Randers. Alle Randers-spillere samt manager Gee er i øvrigt ejet af Team Singularity, men repræsenterer altså Randers i eSuperligaen, ligesom det også var tilfældet i sidste sæson. 

I seneste sæson havde Randers en skuffende sæson, hvor de endte næstsidst i grundspillet med blot ti point, og de var langt fra at kvalificere sig til Playoffs, men med de to forstærkninger i Maher Hajj og "Esser", så bør de have kvalitet nok i truppen til at ende langt væk fra bunden. 

Esbjerg

Hos Esbjerg er der også sket en hel del ændringer. Qack, der har været Esbjerg-spiller i samtlige eSuperliga-sæsoner, er sammen med Senior Sprutti de eneste tilbageværende fra sidste sæson. Væk er "Mat" og Lasse Bækkelund, og væk er også Jesper "Pilm" Prang, der var træner for holdet i den forgangne sæson. 

Esbjerg har hentet Daniel Kølbæk, der vandt eSuperligaen med Hobro i sæson 6, og det må formodes, at Kølbæk og Qack kommer til at spille størstedelen af kampene for Esbjerg. Senior Sprutti har i hvert fald stadig sin eSuperliga-debut til gode. 

I seneste sæson tabte Esbjerg til Hobro ved Playoffs og missede altså dermed Finals. Qack fik blot én kamp for Esbjerg i sæson 6, men det må formodes, at han får masser af kampe i sæson 7. 

eSuperligaen: Sæsonstart tirsdag den 26. oktober. Finals mandag den 13. december

TV: Du kan se eSuperligaen på Twitch og YouTube i år

Forsvarende mester: Hobro

Kommentarer

Feedback