Brugertips FAQ
Formålet med Brugertip-sektionen er at BetXperts brugere skal kunne lægge egne tip online og via opdaterings-funktionen få ført et detaljeret regnskab over alle tips. Til sektionen knytter der sig en række vilkår og betingelser, der er beskrevet herunder.
Indhold
- Brugertips på BetXpert forsiden = godkendelse
- Hvornår må jeg lave et brugertip?
- Hvor mange tip må jeg lave?
- Tip-formular
- Importer kampdata - aktuelle odds i kampanalysen
- Odds og valg af bookmaker
- Chancevurdering
- Betvalue skal være over 100%
- Hvad med indsatsen?
- Begrund dit tip
- Skriv din egen analyse
- Eksempel på analyse
- Kun ét tip pr. kamp/begivenhed
- Ingen reklame
- Husk at opdatere din tips
Brugertips på BetXpert forsiden = godkendelse
I brugertips-sektionen opererer vi med en "godkendelsesprocedure", hvor vi vurderer alle brugere på baggrund af kvaliteten af de analyser de laver til deres brugertips. Når en bruger har lavet sit første brugertip, vil vi vurdere den tilhørende analyse, og tage stilling til om brugeren skal indgå i gruppen af "godkendte" brugere.
(For alle brugere der allerede har lavet brugertips, vil vi gennemgå tidligere brugertips og foretage vurderingen på baggrund heraf. Føler du at du er blevet forbigået i godkendelsen, så send en email til [email protected] og gør opmærksom på dette).
Fordelen ved at få kvaliteten af sine analyser godkendt er, at man som godkendt bruger altid får sine brugertips ud på forsiden af BetXpert, i analysevælgeren, samt i de lister over aktuelle brugertips der findes forskellige steder på BetXpert.
Indtil man har fået godkendt sine analyser, kan ens brugertips kun tilgås via brugertips-sektionen, via RSS feed, samt BetXpert Toolbar.
Hvornår må jeg lave et brugertip?
Som udgangspunkt må du altid lave et brugertip. Bemærk dog, at vi kun accepterer værdispil, hvorfor systemet kun tillader spil med en betvalue på over 100. Derudover må du ikke lægge spilforslag på forsiden, der er identiske med allerede eksisterende spil. Dette gælder både eksisterende spil fra eksperter og fra andre brugere. Er der allerede foreslået et 1-tal i Brøndby - FC København, må du altså ikke lægge et spil op på samme udfald. Det er ligeledes heller ikke tilladt at lægge et lignende spil op som for eksempel asian handicap, draw-no-bet, europæisk handicap eller lignende i dette tilfælde.
Har du derimod et supplerende tip - altså et tip på et andet marked, der ikke går imod ekspertens tip - som for eksempel over/under i dette tilfælde, må dette gerne lægges op. Er det et eksisterende brugertip, er du altid velkommen til at anbefale et modsatrettet tip.
Er du ikke enig med et eksisterende spilforslag, eller finder du yderligere værdi på andre markeder, opfordrer vi dig til at deltage (sagligt) i diskussionen. Giv dine tanker til kende og vær med til at gøre BetXperts brugere endnu klogere.
Hvor mange tip må jeg lave?
Som bruger må du lave to spilforslag på hver kamp. Disse skal dog være på forskellige markeder. Du må altså gerne lave et spilforslag på 1X2 og på over/under. Vi tillader til gengæld ikke, at du laver flere spil på samme markeder. Du må for eksempel ikke lægge mere end et målscorer-spil eller handicaplinje op. Derudover må du heller ikke anbefale både et 1X2 -og handicapspil.
Har du flere gode spil til samme kamp, anbefaler vi, at du skriver dem ind i analysen. Du kan bruge tekstfeltet til at supplere med andre spilforslag- og tanker på begivenheden.
Hvis du har flere værdispil indenfor samme markedstype, bestemmer du selv, hvilket du vil lægge ud på BetXpert. Vi anbefaler altid, at du vælger det spil med højest værdi. Også selvom det er mere risikabelt end alternativerne.
Tip-formular
I selvbetjenings-systemet skal man vælge spiltype hvorefter man kommer ind i en formular. Her skal man udfylde en række felter:
- Sportsgren
- Liga
- Hold/spillere/begivenhed
- Kampdato og tidspunkt
- Tip
- Odds
- Bookmaker
- Chancevurdering
- Analyse
Under indtastningen vil systemet automatisk komme med forslag når man skriver i et felt. Starter man med at skrive "A" i hold-feltet, vil systemet bl.a. foreslå AGF.
Importer kampdata - aktuelle odds i kampanalysen
Øverst i formularen findes et link til funktionen "Importer kampdata". Med denne kan du søge i eller navigere rundt i en oversigt over kommende kampe indenfor de fleste sportsgrene, og få systemet til at udfylde de fleste af de relevante kampdata, bl.a. kampdato, tidspunkt, holdnavne, turnering.
Bruger du importfunktionen, sørger systemet desuden for at der i din analyse indsættes en box med aktuelle kampodds fra et udvalg af bookmakere, såfremt data for din kamp kunne importeres.
Odds og valg af bookmaker
Til et tip skal der vælges et odds og en bookmaker. Det vil typisk være den bookmaker der har det bedste odds på kampen. Hvis flere udbyder højeste odds, er der frit valg mellem disse. Af hensyn til læserne af brugertips, skal det understreges at man altid skal angive det odds der er gældende når tippet oprettes, som bl.a. kan findes i BetXpert's odds-sammenligning, og således ikke angiver odds der ikke er reelle.
Bemærk: Et odds er kun brugbart hvis det har en likviditet/generel limit der tillader nettogevinst på mindst 500 kr. Likviditeten (hos en spillebørs) skal desuden være på mindst 1.000 kr.
Et tip betragtes som "spillet", så snart det oprettes. Det betyder også at i tilfælde af, at oddset efterfølgende reguleres eller udbydes højere af en anden bookmaker efter man har lagt sit tip online, kan dette tilføjes i analysen. Man skal således ikke ændre i det oprindelige odds og den oprindeligt valgte bookmaker.
Listen over bookmakere der kan vælges som grundlag for brugertips er baseret på de bookmakere der er anbefalet af BetXpert via bookmaker-guiden. Dette pga. at vi som medie for brugernes tips ikke ønsker at anbefale bookmakere som vi ikke selv har "blåstemplet" som troværdige, pålidelige bookmakere. Der kan være tilfælde hvor andre bookmakere, der ikke er inkluderet i BetXpert's anbefalede liste, udbyder et højere odds på et tip. I så fald kan man anføre dette i selve kampanalysen, om end man stadig skal anføre et odds for tippet fra en af de bookmakere der er opført i listen.
Chancevurdering
Et odds er udtryk for bookmakerens vurdering af chancen for et givent udfald. Med andre ord: Uden chancevurdering, ingen odds. Når bookmakerens oddssætter skal sætte odds på en fodboldkamp, skal han først lave en chancevurdering.
Hvis en tipper derfor vil kunne bedømme om et odds er godt eller dårligt, skal han også lave en chancevurdering og sætte den op imod bookmakerens. Det nytter dog kun hvis tipperen har indsigt i den pågældende sport/liga; ellers vil chancevurderingen være urealistisk og nytteløs.
En chancevurdering er obligatorisk i BetXperts Brugertip-system. Forsøg venligst at være så realistisk som muligt når du laver en vurdering. Intet er som bekendt 100 procent sikkert.
Vi kan anbefale at man læser vores artikel om chancevurdering i sektionen Artikler.
Betvalue skal være over 100%
BetXpert hylder princippet om at spil skal give overskud i det lange løb. Rent teoretisk betyder dette at den værdi (betvalue) man får når man ganger det tilgængelige odds med chancen for at udfaldet går hjem, altid skal være over 100.
Et tip på en hjemmesejr til odds 1,50 hvor man vurderer at chancen for hjemmesejr er 70%, giver således en betvalue på 105 (70 x 1,50). Var oddset i stedet 1,40 ville betvalue blot være 98, og spillets værdi står således ikke mål med oddset. Med andre ord: I det lange løb vil man tabe penge på disse spil, fordi man med en gennemsnitlig betvalue på 98 kun kan opnå en teoretisk tilbagebetaling på netop 98%.
Der er i brugertips-systemet lagt en blokering ind, så tips med betvalue under 100 ikke kan oprettes.
Hvad med indsatsen?
Man skal ikke vælge en indsats til sine tips. Det skyldes at Brugertip-systemet af praktiske årsager (det gør det mere overskueligt at sammenligne tipperne) kører efter "flatbetting princippet", dvs med samme indsats ved alle tips. Hvis man selv spiller efter fx. et unit-system, kan man godt angive den unit man tildeler det pågældende spil i selve analysen.
Begrund dit tip
Tomme analyser, tip uden begrundelse er ikke tilladt under Brugertips. Når man laver et brugertip, er det vigtigste element analysen. Det er den der fortæller de andre brugere - i argumenter og facts - om baggrunden for det foreslåede spil. Derfor skal man i et eller andet omfang frembringe en argumentation for sine tips. Hvorfor spiller man det? Begrundelsen behøver ikke være lang, men den skal - af hensyn til tippets brugsværdi for de andre brugere af BetXpert - være der. Og den skal naturligvis tilstræbes at være saglig.
Et godt råd: kopier evt. din analysetekst over i et tekstbehandlingsprogram før du lægger dit tip online, så du har en kopi hvis afsendelsen af dit tip mod forventning skulle mislykkes.
I brugertips-systemet er der en nedre grænse på 500 tegn i analysefeltet. Skriver man analyser kortere end dette, kan de ikke afsendes. Grænsen er sat ved 500 tegn, da dette vurderes at være den minimale længde en analyse indeholdende argumentationer for tippet bør have.
Skriv din egen analyse
Man skal skrive sin egen analyse. Man må ikke kopiere eller delvist stjæle andres analyser - heller ikke analyser fra andre sider/medier. Man må gerne hente skadeslister, stillinger, etc fra andre steder. Men selve analysen skal man selv forfatte.
Hvis man fx bringer et citat (fx en spillerudtalelse) fra en avis eller lignende, skal man sørge for at kildehenvise.
Eksempel på analyse
Hvis du ønsker en indføring i hvad en analyse kan/bør indeholde, så klik på fanen "Eksempler" øverst for at se eksempel på en analyse.
Ingen reklame
Det er ikke tilladt at bruge BetXperts Brugertip til at reklamere for andre sider. Man må altså ikke fx skrive: "Læs analysen på minside.dk"
Man må dog godt, som led i ens argumentation, henvise (med navn, ikke med link) til andre spillesider/medier. Men kun hvis man ikke har personlig interesse i den pågældende side.
Husk at opdatere dine tips
Man skal sørge for at opdatere sit tip så hurtigt som muligt efter kampslut, så regnskabet for ens egne brugertips altid er så ajourført som muligt. Og man skal sørge for at opdatere korrekt. Hvis man snyder og sætter et fejlslagent tip som rigtigt, er konsekvensen fremtidig udelukkelse fra Brugertips-sektionen.
Hvis man opdager at en anden bruger har fejlopdateret, skal man rette henvendelse til BetXpert på email: [email protected].
Sådan opdaterer du tips
Når en kamp/en begivenhed er slut, skal man opdatere sit tip. Alt efter spiltypen får man et sæt af valgmuligheder for sin opdatering:
- Spil vundet - tippet gik hjem, og spil blev vundet
- Spil tabt - tippet gik ikke hjem, og spil blev tabt
- Halv gevinst - typisk ved Asian split ball, hvor én af værdierne i et "split ball asian" tip gik hjem, mens den anden blev annulleret (f.eks. tip på "-0,5 & -1" på et hold som vandt med præcis 1 mål)
- Halvt tab - ved Asian split ball, hvor halvdelen af indsatsen blev tabt, den anden halvdel blev betalt tilbage (f.eks. tip på -1 & -1,5 på et hold som vandt med præcis 1
- Spil annulleret - tippet sættes til odds 1,00. F.eks. ved uafgjort i en Asian 0:0 eller et Draw No Bet tip, eller hvis væddemålet af anden grund blev annulleret.
Er man i tvivl om hvordan en kamp skal opdateres, kan henvendelse rettes til BetXpert på email: [email protected].
Spiltyper - beskrivelser
De enkelte spiltyper der kan vælges til tips, er beskrevet herunder. For eksempler på hvordan et af de mere atypiske spil skal oprettes, henvises til fanebladet "Eksempler"
Single
Beregnet til almindeligt 1X2-spil eller H2H spil.1X2: f.eks. fodbold, håndbold, ishockey i ordinær spilletid.H2H: tennis, golf, cykling mv. Såfremt X ikke er et reelt muligt udfald, skal man følgeligt anføre 0 i chancevurderingen for X.
Asian handicap
Særlig spiltype med kun to udfald, som udelukker kryds som spilmulighed. Fås som ordinær asian og split ball asian (delt væddemål).Ordinær asian: F.eks. angivet som "+0,5" eller "0". Ved sidstnævnte variant får man indsatsen tilbage i tilfælde af at kampen ender uafgjort (benævnes nogle steder også "pk").Split ball asian: F.eks. angivet som "0 & +0,5" (svarer til "+0,25"). Når man spiller på split ball asian, er det reelt to spil i ét, hvor halvdelen af indsatsen satses på det ene udfald, og den anden halvdel på det andet.
Over/Under
Beregnet til regulære over/under spil, som f.eks. "Over 2,5 mål", "Under 10,5 hjørnespark" osv.Denne spiltype anvendes kun til spil hvor over/under-værdien ikke kan realiseres (f.eks. kan der aldrig falde præcist 2,5 mål i en fodboldkamp). I tilfælde af over/under spillet indeholder en værdi der kan rammes præcist, skal man anvende spiltypen Over/Under, asian.
Over/Under, asian
Hvor regulære Over/Under-væddemål typisk er angivet med halve mål (f.eks. over 2,5 mål), dækker denne spiltype spil hvor der indgår hele over/under værdier. F.eks. "over 2 mål" i en fodboldkamp. Her får man odds 1,0 hvis der scores præcist 2 mål.Endvidere dækker denne spiltype over delte væddemål (split ball), hvor man spiller på to udfald i samme spil, f.eks. "Over 2 & 2,5 mål". Som ved regulært Asian handicap, spiller man ved split ball på over/under halvdelen af indsatsen på det ene udfald, og den anden halvdel på det andet.Bemærk at chancevurderingen for denne spiltype dækker følgende: over, præcis, under. For delte væddemåls vedkommede skal præcis-værdien dække over chancevurderingen af at udfaldet bliver præcist de hele tal der indgår i spillet. Ved "over 2 & 2,5 mål", dækker præcis således chancen for præcis 2 mål, mens "over" dækker chancen for over 2,5 mål og "under" dækker chancen for under 2 mål.
Alm. handicap
Beregnet til 1X2- eller 12-spil med et almindeligt (ikke asian) handicap til det ene hold.Spiller man f.eks. i en fodboldkamp et 1-tal med handicap værdien "0-1", betyder det at slutresultatet skal tage højde for at hjemmeholdet (i spillet) er bagud med 0-1. Man vinder således hvis hjemmeholdet vinder med mindst 2 mål. Vinder hjemmeholdet kun med 1 mål, er det korrekte udfald af spillet et X, mens man taber væddemålet hvis hjemmeholdet ikke formår at vinde kampen.Handicappet kan også angives som f.eks. i tennis, hvor den ene spiller "fører" med 1,5 sæt, eller i håndbold, hvor det ene hold "fører" med 3,5 mål. I tilfælde af et handicap med halve værdier, er X ikke et reelt muligt resultat.Chancevurderingen for handicap-spil skal altid tage højde for handicappet, og i tilfælde af at X ikke er et reelt muligt udfald, skal chancen for X angives som 0.
Draw no bet
Spil hvor oddsene er sat ud fra at ens indsats returneres i tilfælde af at kampen slutter uafgjort. Denne spiltype ses bl.a. hos visse bookmakere på H2H spil i golf, hvor to spillere kan havne på samme antal slag, eller i Trav H2H, hvor mindst én af hestene skal havne i præmierne for at væddemålet gælder. Desuden udbyder et stigende antal bookmakere også spil på Draw no bet på fodboldkampe.Chancevurderingen skal tage højde for uafgjort, da det påvirker spillets værdi hvor stor chancen er for at spillet resulterer i returnering af indsatsen.
Vinderspil
Regulære vinderspil - typisk langtidsvæddemål - hvor der er flere end to deltagere i begivenheden. f.eks. Vinder af en golfturnering, Vinder af Premier League, Bedste målscorer i en NBA-kamp (af en gruppe på 5 spillere), mv. Her kan også laves top-spil, hvor der spilles på en given deltager slutter i f.eks. Top 4.Chancevurderingen for vinderspil begrænser sig til én indtastning, nemlig hvor stor chance der er for at lige netop det udfald der spilles på går hjem.
Øvrige
Denne spiltype er til alle de spiltyper der ikke passer ind i nogle af ovenstående, hvor der er to deltagere i begivenheden.Eksempler på tip der skal laves som denne spiltype er ciffertips, halvleg/fuldtid, 1. målscorer, anytime scorer, mv. Der er flere eksempler på spil der hører ind under denne spiltype under fanebladet "Eksempler".Chancevurderingen for øvrige spil begrænser sig til én indtastning, nemlig hvor stor chance der er for at lige netop det udfald der spilles på går hjem.
Hvilken spiltype skal jeg bruge?
At placere sit tip under den rigtige spiltype afgøres dels af hvilke mulige udfald der er for spillet, og om der evt. er udfald der medfører tilbagebetaling af indsatsen. Herunder er en liste over nogle af de mere eksotiske spil man kan finde hos bookmakerne, og en anvisning på hvordan man opretter disse.
I eksemplerne herunder tager vi udgangspunkt i kampen Danmark-Spanien.
Ciffertip
Spiltype: Andre
I tip-feltet skrives fx: "2-0".
Halvleg/fuldtid
Spiltype: Andre
I tip-feltet skrives fx: "HT/FT: 1/X".
Hvilket hold scorer sidste mål?
Mulige udfald: Danmark, Spanien, ingen mål.
Spiltype: Andre
I tip-feltet skrives fx: "Scorer sidste mål: Spanien".
Hvor mange mål scorer Danmark?
Mulige udfald: 0, 1, 2, 3 eller flere.
Spiltype: Andre
I tip-feltet skrives fx: "Danmark scorer 3 eller flere".
Over/Under 0,5 mål mellem minut 30:01 og pausen?
Mulige udfald: Over, Under
Spiltype: Andre
I tip-feltet skrives fx: "Over 0,5 mål mellem 30:01 og pausen".
Der scores inden kampens 30. minut?
Mulige udfald: Ja, Nej
Spiltype: Andre
I tip-feltet skrives fx: "Ingen mål inden 30. minut".
Danmark får først hjørne?
Mulige udfald: Ja, Nej
Spiltype: Andre
I tip-feltet skrives fx: "Første hjørne: Danmark".
Scorecast
Mulige udfald: [mange]
Spiltype: Andre
I tip-feltet skrives fx: "Scorecast: Rommedahl og 3-1".
1. målscorer
Mulige udfald: [mange]
Spiltype: Andre
I tip-feltet skrives fx: "1. målscorer: David Villa"
1. målscorer (indsats retur hvis spilleren scorer anytime)
Mulige udfald: [mange]
Spiltype: Draw No Bet
I Evt. spil-objekt-feltet skrives: "1. målscorer: David Villa".
I tip-feltet angives "1"
I chancevurderingen angives chancen for at spilleren scorer første mål ud for 1, chancen for at spilleren scorer anytime ud for X, og chancen for at han ikke scorer angives ud for 2.
Spillet forklares så i analysen.
Danmark vinder med 3 overskydende
Spiltype: Andre
I tip-feltet skrives fx: "Danmark vinder med 3 mål"
Halvleg med flest mål
Mulige udfald: 1. halvleg, 2. halvleg, Lige mange i hver
Spiltype: Andre
I tip-feltet skrives fx: "Halvleg med flest mål: 1. halvleg".
Flest hjørne (med handicap -1), med X-mulighed
Mulige udfald: Danmark, Spanien, Uafgjort
Spiltype: Andre
I tip-feltet skrives: "Flest hjørne: Spanien (-1)"
Flest hjørne (med handicap -1), uden X-mulighed
Mulige udfald: Danmark, Spanien
Spiltype: Draw No Bet
I tip-feltet skrives: "Flest hjørne: Spanien (-1)"
Spanien fører ved halvleg men vinder ikke
Spiltype: Øvrige
I tip-feltet skrives: "Tottenham fører ved halvleg men vinder ikke"
Danmark kvalificerer sig til EM?
Mulige udfald: Ja, Nej
Spiltype: Andre
I tip-feltet skrives fx: "Danmark ikke til EM".
I øvrige sportsgrene findes også en lang række alternative spil. Herunder er illustreret et par eksempler fra tennis og håndbold:
Justine Henin - Ana Ivanovic: Antal tiebreaks i kampen
Mulige udfald: Ingen, Mindst 1
Spiltype: Andre
I tip-feltet skrives fx: "Ingen tiebreaks".
Randers-Frederikshavn: Randers over/under 27,5 mål
Mulige udfald: Over, Under
Spiltype: Øvrige
I tip-feltet skrives fx: "Randers over 27,5 mål".
Der er desuden Each/Way-muligheden - ses eksempelvis i hestevæddeløb, cykelløb og golf.
Each/Way (Vinder/Plads)
Spiltype: Vinder eller Andre
I visse sportsgrene kan man spille each/way - også kaldet vinder/plads. Det er et spil der dækker både vinder-udfaldet og plads-udfaldet ("plads" dækker typisk placeringerne nr 1-3 eller 1-4). Det er altså et split-bet, dvs reelt to spil (med indsatsen delt i to).
Hvis vinder-spillet går hjem, går plads-spillet også hjem.
Hvis plads-spillet går hjem, giver det en fjerde- eller femtedel (alt efter antallet af deltagere og af bookmakerens regler) af oddset. Plads-oddset vil typisk fremgå af spillet hos den pågældende bookmaker.
Da der er tale om to spil, dvs indsatsen delt i to, har det indflydelse på real-oddset og på betvaluen.
Udregning af real-odds
Lad os tage et eksempel hvor en hest each/way giver odds 13,0 (med 1/4 ved plads):
Brug evt denne kalkulator (betcalc.com/eachwaycalc.php) for at udregne real-odds for henholdsvis vinder og plads. Bemærk at kalkulatoren bruger engelske odds; brug denne liste til at omregne fra europæiske decimal-odds til engelske odds.
Ifølge kalkulatoren (husk at taste 1 i "stake") vil odds 13,0 (engelsk odds: 12/1) give disse real-odds:
Vinder (vinderodds plus pladsodds: 6,5 plus 2,0): 8,5
Plads: 2,0
Udregning af betvalue og chancevurdering
Spillets betvalue er: (vinderrealodds x vinderchance) + (pladsrealodds x pladschance)
Eksempel:
Real-odds for vinder: 8,5
Chance: 10%
Sum (8,5 x 10): 85
Real-odds for plads: 2,0
Chance (for at hesten bliver nr 2 eller 3): 15%
Plads-sum (2 x 15): 30
Denne sum (afrundet) skal bruges i midterste chancevurderings-felt
Betvalue (85+30) = 115%
Opsætning af Vinder/Plads
BetXperts system er ikke sat specifikt op til each/way-spil - men med lidt behændighed kan man godt gøre det.
Man skal vælge den analysemodel der hedder "Draw-no-bet".
I hjemmeholds-feltet skriver man hestens navn. I udeholds-feltet skriver man: Vinder/Plads
I spilobjektlinjen skal man (se udregning af real-odds) skrive “odds 2,0 hvis nr 2-3”
Det officielle tip-odds skal være real-vinderoddset (se udregning af real-odds): 8,5
Chancevurderingen skal være:
Felt 1: chancen for sejr
Felt 2: plads-summen (se under udregning af betvalue og chancevurdering)
Felt 3: chancen for en lavere placering
Øverst i analysens indledning skriver man: "Dette er ikke et DNB-spil (modellen er valgt for at få den rigtige betvalue), dette er et each/way-spil".
Nede i analysen skal man sørge for at forklare each/way-spillet, og man skal skrive den reelle chancevurdering for vinder/plads samt spillets udgangspunkts-odds (odds 13 i det brugte eksempel).
Husk at maile BetXpert
Hvis spillet går tabt, skal man bare markere det som tabt. Hvis hesten vinder, skal man bare markere det som vunder. Men hvis hesten får en "plads", skal man sende en mail til [email protected] - og BetXpert vil så sørge for at rette oddset.
Analyse-eksempel
Når man laver et brugertip, er det vigtigste element analysen. Det er den der fortæller de andre brugere - i argumenter og facts - om baggrunden for det foreslåede spil. Derfor skal man i et eller andet omfang frembringe en argumentation for sine tips. Hvorfor spiller man det? Begrundelsen behøver ikke være lang, men den skal - af hensyn til tippets brugsværdi for de andre brugere af BetXpert - være der. Og den skal naturligvis tilstræbes at være saglig.
Herunder følger et eksempel på en analyse-tekst (fiktiv kamp mellem Nantes-Le Havre). Analysen er på 1235 tegn.
Teksten i eksemplet nedenfor er skåret helt ind til benet, men omfatter de områder som en analyse bør berøre; aktuelle facts om de to hold, aktuel form, trupnyt, og evt. andre væsentlige informationer omkring kampen. Man er naturligvis velkommen til at gøre sin tekst mere "indbydende" med kuriositeter og andre observationer end dem der er berørt i eksemplet nedenfor.
Eksempel
Topbrag. Nantes er ubesejret på hjemmebane, men mangler to stamspillere, og holdets bedste angriber er ikke i form. Kontrastærke Le Havre, rækkens bedste udehold, har alle mand klar.
Nantes
Nr 1, 42 point for 21 kampe. Hjemme: 7-3-0 (22-7). 2008: Pokalsejr over et sekundahold. Så 2-1 hjemme over Chateauroux (nr 15). Senest 2-1-tab i Clermont (nr 5). Problemet var især hjemmeholdets speed; interessant fordi Le Havre også har hurtige spillere.
Trupnyt, Nantes
Mangler: Dossevi (offensivmand; fast), Poulard (forsvar; fast), Faty (ny midtbanemand), Das Neves (forsvar; reserve)
Klasse-angriber Bagayoko der for nyligt vendte tilbage efter en skadespause, er ikke i topform.
Le Havre
Nr 2, 40 point for 20 kampe. Ude: 7-1-2 (22-11). I 2008: 1-1 i pokalen hos L1-klubben Nice (Le Havre tabte i forlænget spilletid) og 2-0-sejr i Brest (nr 12). Senest 1-1 hjemme mod Libourne (tredjesidst), trods spilovervægt. Le Havre er farligst på udebane, pga en imponerende kontrafase.
Trupnyt, Le Havre
Alle mand klar. Inklusive ligatopscorer Hoarau og Lesage, rutineret angrebsmakker.
Øvrigt
Nantes har kun 4 af de seneste 16 indbyrdes opgør (hjemme/ude). Le Havre har sejret 6 gange (sæsonen 1996/97), og 6 er endt uafgjort.