Arbitrage
Betting ordbog
Arbitrage er også kaldet surebet eller safebet.
Et surebet er et væddemål, hvor man på grund af gunstige odds er sikker på overskud. Hvis man fx i en tenniskamp kan få den ene spiller til odds 2 og den anden til odds 2,05, så kan man spille på begge og være sikker på overskud, uanset hvem der vinder.
Der er to former for surebetting:
1) Når bookmakerne er meget uenige
Når der kommer odds på en begivenhed, hænder det, at nogle bookmakere er så langt fra hinanden i deres vurderinger, at man kan surebette ved at tage 1-tallet det ene sted, 2-tallet det andet (i en h2h). Eller 1X det ene sted, 2 det andet (i en 1X2-match).
Her skal man dog være opmærksom på, at der kan være tale om en decideret oddsfejl fra den ene bookmakers side (se: Åbenbare fejl). I givet fald risikerer man at få annulleret det ene af sine spil. Og hvis det andet så ikke går hjem, så står man med håret i postkassen.
Eksempel:
I en tenniskamp mellem Džumhur og Federer giver 'Bookmaker A' odds 1,50 på sejr til Federer, mens 'Bookmaker B' giver odds 6,00 på sejr til Džumhur. Det giver et stort surebet på 120%.
Sagen er dog at 'Bookmaker A' har lavet en tastefejl – i stedet for 1,50 skulle der måske have stået 1,05. Men inden du selv har regnet ud, at der nok var tale om en fejl, og før bookmakeren har annulleret spillet, så har du spillet hos begge bookies. Hvorefter Federer vinder, og du står med et underskud, pga. det beløb du satsede på Džumhur.
Tjek reglerne
Apropos tennis: Det er vigtigt at være opmærksom på bookmakerens regler, hvis en kamp afbrydes før tid (fx grundet en skade). Også i dét tilfælde kan du få en ubehagelig overraskelse, hvis den ene annullerer, mens den anden godkender spillet.
Limit
En faktor som indsats-limit kan også bremse surebetting-successen.
Eksempel:
Man opdager nogle gunstige odds, der medfører et surebet. Man udregner, hvad der skal placeres på hvert udfald for at få samlet overskud. Herefter placerer man et væddemål for et stort beløb hos den første bookie – for så at finde ud af, at den anden bookmaker har en lav indsats-limit på det pågældende spil... Man skal også være opmærksom på, at surebettere risikerer at blive ramt af personlige limits. Bookmakere er ikke interesserede i at blive brugt som surebet-malkekøer.
Lille avance
Endelig skal man huske, at langt de fleste surebets er temmelig små. Bookmakerne holder også øje med markedet og forsøger bevidst at undgå at ligge for langt fra det øvrige marked – netop for at undgå at blive stormet af surebet-jægerne.
Når det alligevel sker, at oddsene bevirker et surebet, vil det sædvanligvis være temmelig lille, fx 102%. Man skal altså satse mange penge, før fortjenesten er værd at snakke om. Disse penge skal man have stående hos bookmakeren, for hvis man virkelig vil surebette, skal man have en konto hos vældigt mange bookies, og så kan man ikke have så mange penge stående hvert sted. Man kan dog have sine penge i en virtuel/elektronisk pung (som fx Neteller), hvorfra man hurtigt kan flytte dem det 'rigtige' sted hen.
Surebet-websider
Der findes en række websites og/eller webtjenester, der tilbyder at levere surebet-info. De holder øje med markedet og sender besked til medlemmerne, når der er bid. Herefter skal man bare gå ind og placere væddemålene. Man skal dog være opmærksom på ovennævnte risici. Det gælder for surebetting som for alle andre bookmaking-fænomener: Uanset hvad begejstrede folk (som ofte har en eller anden form for økonomisk interesse i at hverve medlemmer til dette eller hint) siger, så er der altså ingen genveje til guld og grønne skove.
Surebetting kræver hårdt arbejde og stor omhyggelighed, hvis man vil have noget ud af det.
2)Markedsudviklings-surebet
Denne form for surebetting kræver, at man har indsigt i den pågældende sport samt fornemmelse for odds og markedets udvikling.
Eksempel:
En bookmaker lægger odds ud på en fodboldkamp. Du kan med det samme se, at oddset er urealistisk højt (fordi oddssætteren har misset en vigtig detalje, fx en række skader hos det ene hold) og placerer straks et væddemål. Derefter venter du på, at markedet går sin gang.
Der vil blive spillet meget på de odds, der er for høje, og de vil gradvist falde. Odds på de øvrige udfald vil derimod stige. Når du anser tidspunktet for at være modent, kan du nu placere væddemål på de øvrige odds – og uanset resultatet score en gevinst.
Ved denne type surebets kan man med fordel tage en spillebørs i brug. Placere et væddemål på et udfald hos en bookmaker/en spillebørs – og senere sælge samme udfald til et lavere odds hos en spillebørs. Hvis du nu fx spiller på Brøndby-sejr for 1000 kr til odds 2 og senere, pga. odds-udviklingen, er i stand til at sælge Brøndby-sejr til odds 1,5, for 1333 kr, så får du et overskud på 333 kr (minus kommission) uanset udfaldet.
For at beregne surebets kan du se BetXperts oddsværktøjer her: http://www.betxpert.com/odds-tools/surebet