BetXpert har snakket med WN-Bet, som er den seneste spiludbyder til at have fået spilletilladelse i Danmark. Bookmakeren vil blandt andet skille sig ud på utraditionelle specialspil.
Spiludbyderen WN-Bet er den seneste af slagsen til at have fået en dansk spilletilladelse udstedt af Spillemyndigheden. Bookmakeren har været i luften med deres hjemmeside siden den 25. marts.
BetXpert har taget en snak med WN-Bets danske marketingchef, Peter Tolstrup Larsen, om, hvad spiludbyderens ambition er på det danske marked. Selvom spiludbyderen er schweizisk, kan Peter Tolstrup Larsen berette, at de vil have et stort fokus på det danske marked med spil rettet specifikt mod danske kunder.
Dette fordi danskere har ry for at være vilde med at spille på special- og underholdningsspil.
WN-Bet: Vi vil prøve danskerne af
Det første, som vi her på BetXpert ville have svar på, da vi snakkede med WN-Bet, var, hvad WN står for. Her viser det sig, at WN-Bet hører til i det, man godt kan kalde for den friske ende af skalaen.
Hvad står WN for i WN-Bet?
- Ja, det tænkte jeg nok, at du ville spørge om. Vi har fået en del røg for det i branchen, og flere af vores konkurrenter bryder sig ikke om det. Det står for WhyNot.
- Det kan virke lidt vovet og lidt for aggressivt i nogles øje, det er vi med på. Vi skiller vandene, men det er en del af vores strategi. Vi er ikke for den brede skare, men retter os mod de spillere, som har kant, og som gerne vil spille på de lidt mere utraditionelle ting. Vi har selvfølgelig også 1X2- og over/under-spil som alle andre bookmakere, men det er ikke her, at vi regner med at få den største omsætning – særligt ikke på det danske marked.
Peter Tolstrup Larsen siger endvidere, at man i Danmark har ry for at være meget glade for at spille på special- og underholdningsspil, og at det er her, at man forventer den største omsætning. Ikke mindst fordi WN-Bet vil lave ”et hidtil uset antal special- og underholdningsspil” til danskerne.
- Vi vil prøve danskerne af og se, hvor grænsen går. Både med hensyn til, hvor mange specialspil man kan skabe omsætning på, men også hvor danskernes grænse går angående, hvad de vil spille på.
Odds på dommedag, Danmarks vaccinationsplan, statsministerens tøj og IKEA-kataloget
WN-Bet er allerede ude med en række af disse omtalte specialspil. Det nuværende udbud er dog ingenting i forhold til, hvad danskerne kan forvente sig i fremtiden, siger Peter Tolstrup Larsen.
På nuværende tidspunkt kan du blandt andet spille på, hvilken farve tøj statsminister Mette Frederiksen har på den dag, hvor hun annoncerer, at der udskrives valg. Her får du i skrivende stund odds 1,37 på rød, mens blå belønnes med odds 18. Du kan blandt andet også spille på grå til odds 2,90.
Vi bliver lidt ved Mette Frederiksen til det næste spil. Hun og regeringen arbejder nemlig på højtryk for at få alle danskere vaccineret. Prognosen for, hvornår missionen er fuldendt, har rykket sig lidt frem og tilbage. Lige nu satser man på, at planen vil være effektueret per 25. juli i år, hvilket er i uge 29. Hvis du tror, at det kommer til at holde stik, kan du få odds 2,10 hos WN-Bet. Tror du mere på, at vi skal hen i uge 30, 31 eller 32, kan du få henholdsvis odds 1,85, 2,15 og 2,95.
Det er næppe gået manges næse forbi, at møbelgiganten IKEA ikke længere udgiver deres IKEA-katalog. Hvis du tror på, at den fysiske udgave af kataloget vender tilbage senest i år 2024, kan du spille på det til odds 3,05 hos WN-Bet.
Et andet spil, som vi her på BetXpert bed mærke i, er odds på dommedag. Hvis du tror på, at Jorden går under i løbet af i år, kan du få odds 2.500. Tror du på, at det sker i løbet af år 2022, kan du score odds 2.000. Du kan blandt andet også vælge varianten "Jorden går under senest i år 2030" til odds 800.
Prekært med spil på dommedag
WB-Bet-marketingchefen ved godt, at det kan virke omsonst at udbyde spil på dommedag, da vindende spillere muligvis ikke har lang tid til at benytte gevinsten.
- Det er et lidt prekært spil, ja, det er vi godt klar over. Selvom vi ikke regner med, at dommedag er lige om hjørnet, så synes vi alligevel, at spillet passer ind i vores strategi om at skille sig ud fra markedet med de her meget specielle specialspil.
- Desuden vil man med dagens teknologi med al sandsynlighed være i stand til at forudsige dommedag mange dage, uger, måneder eller sågar år på forhånd. Skulle vi nå til et punkt, hvor alle de bedste eksperter når til enighed om, at dommedag er uundgåelig, så er det vores politik, at vi udbetaler til de rette vedkommende med det samme, uanset om det drejer sig om timer, dage, uger, måneder eller år. Og her vil enhver tvivl om udfaldet naturligvis komme spillerne til gode.
”Danskerne vil gerne spille på det”
Mange vil muligvis finde det upassende at udbyde spil på, hvornår Danmarks vaccinationsplan bliver effektueret. Her lever WN-Bet dog op til deres navn.
Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle udbyde spil på det? At vi udbyder odds på det, har jo alligevel ingen indflydelse på, hvornår det sker. Og vi kan allerede se på vores lille skare af danske kunder, at de faktisk gerne vil spille på det.
Slutteligt siger Peter Tolstrup Larsen, at spil på politikere altid er populært – ikke kun i Danmark. Derfor finder han det ”helt naturligt at sætte odds på statsministerens tøjfarve”, når der annonceres, at der udskrives valg. Om spillet på IKEA-kataloget siger marketingchefen:
- Vi er naturligvis godt klar over, at IKEA er svensk, men danskere har en tæt tilknytning til IKEA. Hertil kommer, at danskere generelt er et nostalgisk folkefærd, og det fysiske IKEA-katalog er forbundet med nostalgi for mange i Danmark.
WN-Bet har i øjeblikket ingen velkomstbonus, men dette skyldes kun nogle tekniske formaliteter. Det ventes, at spiludbyderen kan tilbyde en 100 procents indbetalingsbonus på op til 1.000 kroner i løbet af april.
Til gengæld kan du indbetale penge med et væld af forskellige metoder. Alt lige fra bankoverførsel til kreditkort og brevdue.