Verdens mest prestigiøse græstennisturnering starter mandag 20. juni (slut 3. juli). Læs optakten der ser på favoritter og outsidere på herre-siden...

Mandag skydes hovedturneringen i gang i årets tredje Grand Slam-turnering, traditionsrige Wimbledon der frem til 3. juli lægger græs til verdens bedste mandlige og kvindelige tennisspillere.

Betxpert-tennismand Kjartan Nygaard har i følgende optakt set nærmere på de spillere, som kandiderer mest til at snuppe den prestigefyldte titel på herre-siden.

(Bemærk: Læs også dame-optakten).

Eksperttips

Hold også øje med BetXperts eksperttips, fra følgende tennis-eksperter:

Kjartan Nygaard

Rasmus Jensen

Nikolaj Petersen

Alexander Dittmer

Wimbledon 2011: Herrer

Favoritterne:

Federer, Nadal, Djokovic, Murray...

Roger Federer, verdensranglistens nr. 3, er en af de største mestre gennem tiderne på græsset i Wimbledon – en turnering han har vundet seks gange (2003, 2004, 2005, 2006, 2007 og 2009). Sidste år tabte han skuffende til Tomas Berdych i kvartfinalen, men nu lader han til at være tæt på sit topniveau efter et flot French Open, hvor han tabte til Nadal i finalen.

2011: Federer har foreløbigt kun vundet en turnering i Doha. Ellers er det blevet til en semifinale i Australian Open, finale i Dubai, semifinale i Indian Wells, semifinale i Miami, kvartfinale i Monte Carlo og en semifinale i Madrid.

Inden French Open lod det til, at både Nadal og Djokovic var smuttet forbi ham, og han havde da også tabt alle de indbyrdes opgør mod de to konkurrenter i år, inden han stoppede Djokovic’ sejrsstime i semifinalen, hvorefter han tabte en flot finale til Nadal, i en kamp hvor han havde flere muligheder for at vende opgøret til sin fordel – måske er den gamle mester tilbage igen.

Federer meldte afbud til en af opvarmningsturneringerne til Wimbledon på græsset i Halle i sidste uge på grund af småskavanker, hvilket arrangørerne var svært utilfredse med.  

Spillestil: Federer er nok den mest talentfulde spiller verden nogensinde har set og er en rigtig shot-maker med fantastisk shot-selection. Schweizeren er i dag, som han også var, da han var på toppen, kompromisløs i sin spillestil og viger stort set aldrig fra baglinjen i et forsøg på at styre tempoet og spille hurtigt – og det er ligegyldigt, hvem der står på den anden side af nettet, hvilket måske er hans svaghed lige nu.

Til forskel fra tidligere laver Federer i dag et hav af uprovokerede fejl, og det er ofte derfor, at han kommer til kort mod de andre topspillere. Federer arbejder sammen med Paul Anacone, som tidligere har trænet Pete Sampras. Det samarbejde har resulteret i, at han er blevet langt mere aggressiv et sit spil i forhold til, hvordan han har spillet de senere år, hvor han har haft en mere defensiv tilgang til spillet og levet mere på modstanderens fejl. I takt med, at han er blevet ældre og måske lidt langsommere og fysisk svagere end sine yngre konkurrenter i toppen, har han sammen med sin træner indført denne strategi.

Federers forhånd og serv har altid været de store våben, mens baghånden vurderes til at være hans svage punkt. Dog har det været forhånden, som har været det mindst stabile slag på det seneste i pressede situationer, hvor han forsøger at trykke igennem og dominere spillet. Det har resulteret i uprovokerede fejl og nederlag mod andre topspillere.

Federer på græsset: Federers game er perfekt suited til græsset, hvor specielt hans slice gør en forskel i forhold til de andre spillere, mens han samtidig er indehaver af en stærk serv, forhånd og flugtninger, og han bevæger sig perfekt på underlaget og har et dejligt lavt tyngdepunkt.

Odds: Federer som vinder af Wimbledon 2011: 3,52 Betfair*.

Rafael Nadal, rank 1, er forsvarende mester og en af de varmeste bejlere til at føje endnu et Wimbledon-trofæ til sin grand slam-samling – en turnering han har vundet to gange i 2008 og 2010.

Sidste år mødte han i finalen den tjekkiske overraskelse Tomas Berdych, som han besejrede komfortabelt 3-0 i sæt.

2011: Nadal blev skadet i kvartfinalen i årets første Grand Slam i Australian Open, hvor han tabte til landsmanden David Ferrer. Han nåede efterfølgende finalen i både Indian Wells og Miami, hvor han i begge finaler tabte til Novak Djokovic i tre tætte sæt. I grussæsonen lagde han ud med at vinde masters i Monte Carlo og efterfølgende Barcelona, inden han tabte finalerne i Madrid og Rom – begge gange til Djokovic.

Hverken Djokovic eller de øvrige konkurrenter kunne dog forhindre ham i at løfte endnu et French Open-trofæ, da han efter en sejr over Roger Federer i fire sæt kunne kalde sig mester på Roland Garros for sjette gang. En træt Nadal tabte i kvartfinalen på græsset i Queen’s i sidste uge til Tsonga.

Spillestil: Nadal er fysisk den stærkeste spiller på touren og hurtig som bare pokker. Han er uhyre svær at slå vindere på og giver stort set aldrig gratis point væk – modstanderne skal altid slå et slag eller to ekstra, hvilket ofte resulterer i en del uprovokerede fejl. Tidligere var hans store svaghed serven, men den er i dag stabil og god, uden at jeg dog vil betegne selve slaget som et decideret våben. Hans beslutninger i servesituationen er stærke, og han er en af de bedste på touren til at udnytte det slag mest muligt til at bygge duellen op og få initiativet.

Mentalt er han second to none – ikke bare i tennis, men af hele sportsverdenen bliver han betragtet som overliggeren i forhold til, hvordan man skal agere i en kampsituation under pres.

Forhånden er det store våben, hvor han med sin voldsomme topspin og power driver modstanderne rundt på banen, hvis han vel at mærke får tid til sit store sving – han kan få problemer, hvis han bliver presset hårdt på forhånden på grund af det store sving. Tohåndsbaghånden bruger han som et våben i forhold til at manøvrere sin modstander rundt og skifte tempo i duelspillet, mens den samtidig er et frygtindgydende kontraslag.

Nadal på græsset: En af grundene til, at Nadal nu har to Wimbledon-titler under bæltet er, at hans serv er blevet rigtig god de senere år i forhold til starten af hans karriere. Hans største force på græsset er, efter min vurdering, evnen til at vælge de rigtige slag og tage gode beslutninger på de rigtige tidspunkter.

Nadal har udviklet en habil slice, som giver ham en ”ny” dimension på underlaget, mens han samtidig er indehaver af den mest frygtede forhånd i gamet, som også har rigtig god effekt på det grønne – en forhånd, som er blevet mere flad, efter han justerede sit game for et par år siden, så han ville blive mere konkurrencedygtig på hurtigere underlag. Hans flugtninger er ligeledes blev stærke, og han er solid og laver sjældent fejl, når han søger frem til nettet.

Odds: Nadal som vinder af Wimbledon 2011: 3,52 Betfair*.

Novak Djokovic, rank 2, har haft et fantastisk år, hvor han var ubesejret på touren i 41 spillede kampe, inden Roger Federer slog ham i semifinalen på Roland Garros i en fantastisk kamp over fire sæt.

Djokovic har to semifinaler i 2007 og 2010 som sine bedste resultater i Wimbledon. I 2007 trak han sig mod Rafael Nadal, og sidste år blev han slået ud af Tomas Berdych.

2011: Djokovic har vundet stort set alt, hvad han har stillet op i indtil videre i år. Han startede med at vinde årets første Grand Slam, Australian Open, hvor han slog Andy Murray i finalen – efterfølgende blev det til sejre i Dubai, Indian Wells, Miami, Beograd, Madrid og Rom. I French Open nåede han til semifinalen, hvor han tabte til Roger Federer – serberens eneste nederlag i år – samme Roger Federer har han slået tre gange i år, mens verdensetteren – Rafael Nadal – er blevet slået fire gange.

I sidste uge trak han sig fra Queen’s på grund af problemer med det ene knæ, men han forventes at være helt klar og fit for fight til Wimbledon.

Spillestil: Djokovic er efterhånden en komplet spiller både offensivt som defensivt. I de seneste år har han været mere en transport/kontraspiller, som var bundsolid fra baglinjen med stor variation og stabilitet, men i denne sæson har han fyldt på med offensiv kvalitet. Djokovic er måske den mand på touren, i skarp konkurrence med Andy Murray, med de bedste returneringer overhovedet. En af hans store forcer er, at han sjældent bliver for kort i banen og laver meget få uprovokerede fejl kombineret med, at han bevæger sig fantastisk.

Hans store svaghed har tidligere været dårligt kropsprog og skidt attitude i modgang, hvilket har givet modstanderne tro på, at han kan slås, men i kølvandet på Davis Cup-triumfen med Serbien ultimo sidste år, er han kommet ind i 2011 med en fantastisk attitude og indstilling, som har været en af hovedårsagerne til det fantastiske run. Et andet parameter er, at han virker i bedre fysisk form end tidligere år, og han taber ikke luften som før, samtidig med at han har fået tilført en del muskelmasse i forhold til tidligere, hvor han har virket som den topspiller med den skrøbeligste fysik.

Djokovic på græsset: Sidste år havde Djokovic store problemer med sin serv, hvilket var en af årsagerne til, at han blev blæst ud af Berdych i semifinale, men den er blevet forbedret gevaldigt i løbet af det seneste år. Tidligere har Djokovic manglet noget power og snert i spillet på græsset i forhold til flere af sine konkurrenter, men det bliver spændende at følge ham i år, efter at han har fundet dette utroligt høje niveau, hvor offensiven er gået brat frem. Hans game synes bedre suited til underlaget end tidligere.

Odds: Djokovic som vinder af Wimbledon 2011: 4,52 Betfair*.

Andy Murray, rank 4, har store forventninger på sine skuldre fra det britiske folk, når den unge skotte skal forsøge at blive den første hjemmebanefinalist i 73 år. I de seneste to år har Murray nået til semifinalen, hvor han i 2009 tabte 3-1 i sæt til Andy Roddick, mens Nadal blev hans overmand sidste år, hvor den senere turneringsvinder sejrede 3-0 i sæt.

2011: Murray har efter sin finale i Australian Open, hvor han tabte til Djokovic, underpræsteret og tabt tidligt i flere turneringer til lavere rangerede spillere. Dog var der fremgang på gruset i French Open, som ellers ikke er Murrays yndlingsunderlag, hvor han holdt sin seedning og nåede til semifinalen, hvor Nadal blev hans overmand. Murray er aktuelt i topform op til Wimbledon, hvilket han beviste ved at vinde Queen’s i sidste uge – en turnering, som han nu har vundet to gange.  

Spillestil: Murray er en kontraspiller, som elsker at udnytte farten i de bolde, han får foræret af modstanderen. Hans tohåndsbaghånd betegnes af flere som den bedste og mest stabile på touren – et slag, som han kan gøre meget med i form af variation og temposkift. Rent fysisk er han en af de stærkeste på touren, hvor kun Nadal vurderes til at være i bedre stand end ham. Murray har et stort repertoire med mange muligheder – forskellige typer slag – i sit game, hvilket nogle gange kan gøre det svært for ham at vælge, men generelt set har han god shot selection.

En af Murrays svagheder er, at han ikke er er lige så mentalt stærk som de andre spillere i verdenstoppen – måske fordi han endnu ikke har fået sin første grand slam-titel under bæltet på trods af deltagelse i tre finaler.

Murray på græsset: Selv om hardcourt er skottens favorit-underlag, passer græsset fint til ham, hvor han kan udnytte farten i bolden og sit relativt lave tyngdepunkt – dog server han ikke lige så godt som flere af sine konkurrenter i verdenstoppen, og det kan tolkes som hans akilleshæl i forhold til underlaget samtidig med, at han måske mangler lidt power og snert i sin offensiv.

Odds: Murray som vinder af Wimbledon 2011: 7,27 Betfair*.

Outsiderne:

Berdych, Söderling, Roddick, Del Potro, Tsonga…

Tomas Berdych, rank 7, nåede sensationelt Wimbledon-finalen sidste år, hvor han på sin vej slog spillere som Roger Federer og Novak Djokovic, mens han måtte kapitulere mod Rafael Nadal i finalen.

2011: Tomas Berdych har ikke haft den store succes, efter han tog afsked med Wimbledons græs sidste år. Slutningen af 2010, samt 2011, har udelukkende budt på middelmådige resultater for den højtrangerede tjekke. I French Open, hvor han skulle forsvare en semifinale fra sidste år, tabte han sensationelt i første runde til den lavtrangerede franskmand Stephane Robert, men der var tegn på bedring, da han i sidste uge spillede sig frem til semifinalen i Halle, hvor han tabte til tyske Petzschner. 

Spillestil: Den store tjekke slår meget tungt og fladt til en tennisbold, både fra for- og baghånden, uden særlig meget topsspin. Når han spiller godt – og holder de uprovokerede fejl nede – er han livsfarlig for alle spillere på touren. Berdych er klart bedst, når han får lov til at diktere spillet, hvor han kan dominere modstanderen med sine tunge grundslag fra baglinjen. Hans forhånd er en af de bedste på touren og hans farligste våben, og hans tohåndsbaghånd er ligeledes et godt offensivt våben.

Berdych bevæger sig dog ikke specielt godt i forhold til mange af konkurrenterne i verdenstoppen, og han laver ofte uprovokerede fejl, når han bliver flyttet ud af sin hitting/comfort zone. Et andet problem er hans returneringer, som ikke er blandt de bedste i verdenstoppen.     

Berdych på græsset: Berdych’ spil er rigtig godt suited på græsset, da han får god effekt af sit flade, tunge spil, som er bygget op omkring en hård serv. Modsat kan man sige, at hans middelmådige returneringer kan gøre det svært for ham at bryde modstanderen – generelt set – da serven har stor effekt på underlaget.

Man kunne mistænke, at hans højde ville gøre, at han har svært ved at arbejde lavt, men sidste år i Wimbledon lod det slet ikke til at være et problem for ham, og timingen var upåklagelig. Berdych betragter græsset som sit yndlingsunderlag – det udtalte han blandt andet til magasin-programmet ”Open Court” CNN i sidste uge.

Odds: Berdych som vinder af Wimbledon 2011: 90,3 Betfair*.

Robin Söderling, rank 5, har aldrig gjort det specielt godt på græsset i Wimbledon, hvor hans bedste resultat er en kvartfinale sidste år.

2011: Söderling startede året fantastisk, hvor han vandt tre ud af de fire turneringer, han stillede op i. Det blev til sejre i Brisbane, Rotterdam og Marseille, mens han dog lidt skuffende kun nåede kvartfinalen i Australian Open, hvor han tabte til ukrainske Dolgopolov

Efter denne start på året troede flere, at han virkelig ville true de absolutte topspillere, og at han ville tage sit spil til et højere niveau, men den antagelse blev gjort til skamme, da han tabte tidligt både i Indian Wells, Miami og Barcelona. Senest er det blevet til kvartfinalenederlag til stærke modstandere som Del Potro i Estoril, Federer i Madrid og Djokovic i Rom. I French Open, hvor han har været finalist to gange, tabte han ligeledes i kvartfinalen til Nadal.

Spillestil: Söderling har en god serv og er kendt for sine tunge grundslag, som domineres af en af tourens bedste forhænder og en flad hård tohåndsbaghånd. Söderlings svage punkt er hans bevægelse, hvor den store svensker nogle gange kan have lidt problemer med tempoet, hvis han kommer i defensiven og bliver udsat for varieret tennis med en masse temposkift.

Söderling har det bedst, når rytmen i kampen er monoton og konstant; det giver ham de bedste forhold for at dominere modstanderen med sin tyngde.

Söderling på græsset: Med sin store serv og forhånd kunne man mistænke Söderling for at have gode muligheder på græsset, men underlaget gør også, at han har visse begrænsninger i sit spil. Söderling er en stor dreng uden det lave tyngdepunkt, som gør det lettere at manøvrere, når bolden hopper lavt, og det går hurtigt, samtidig med, at hans store sving – specielt i forhånden gør, at han mangler tid. Når det sagt, er han stadig en farlig modstander for selv de bedste spillere.

Odds: Söderling som vinder af Wimbledon 2011: 101 Sportingbet.

Andy Roddick, rank 10, har været finalist i Wimbledon tre gange (2004, 2005 og 2009), og han betragter selv denne turnering for hans bedste mulighed for at få endnu en grand slam, efter han som ung knægt vandt US Open tilbage i 2003.

2011: Siden februar har amerikaneren leveret dårlige resultater og haft skadesproblemer, men året startede ellers godt med en finaleplads i Brisbane og en turneringssejr i Memphis. Senest måtte han trække sig fra French Open med skade, men mon ikke, at han blot ville forberede sig på bedst mulig vis til den turnering på året, som er den vigtigste for ham? I sidste uge spillede han sig frem til semifinalen på græsset i Queen’s, hvor han tabte til den senere vinder Andy Murray.

Spillestil: Andy Roddicks altoverskyggende våben er hans kæmpe serv – specielt amerikanerens andenserv er tourens, efter min vurdering, suverænt bedste af slagsen. Roddick er en mentalt stærk spiller og en ukuelig fighter med en god defensiv – dog kan han også blive for defensiv og få problemer mod spillere med power og snert i grundspillet – han mangler simpelthen våben, når han møder de bedre spillere, som forstår at læse hans serv.

Roddick på græsset: Matematikken er rigtig god ved Roddick på det hurtige græs. Han er server så godt, at han er en utrolig svær modstander at lege med – selv for de bedste spillere – i det her miljø i en kamp bedst af fem sæt. Hans returneringer kan være det svage punkt, men når han får bolden i spil i modstanderens serveparti, har han tendens til at være solid uden at begå særlig mange uprovokerede fejl, hvilket ofte resulterer i, at han får de nødvendige breaks, som bliver udslagsgivende.

Odds: Roddick som vinder af Wimbledon 2011: 80,8 Betfair*.

Juan Martin Del Potro, rank 22, har aldrig gjort det godt på græsset, og han har endnu ikke været forbi anden runde i Wimbledon.

2011: I år har Del Potro vundet i Delray Beach og Estoril, og han er nået til semifinalen i tre andre turneringer, blandt andet masters i Indian Wells, hvilket må betegnes som et ret godt comeback, efter at han var ude det meste af sidste år. Argentineren måtte trække sig op til French Open i Madrid på grund af skade, men deltog dog på Roland Garros, hvor Djokovic blev hans overmand i tredje runde. 

Spillestil: ”Delpo”, som han kaldes i hjemlandet, server godt og spiller en uhyre tung gang tennis. Han slår hårdt fra begge sider, og han er vel nok den spiller på turen med den største power samlet set. Samtidig er den høje argentiner svær at slå forbi på grund af det enorme vingefang. Hans svaghed er, at han ikke bevæger sig særlig godt frem i banen, og han har problemer med spillere, som kan stå imod hans power og spille med stor variation.

Del Potro på græsset: Store Del Potro har det svært, når det går stærkt på hurtige underlag og bolden hopper lavt, som på græsset. Bevægelsen på græsset er en af hans svagheder, da han tager for store skridt på underlaget, hvor det kan være svært at stå fast, og man har brug for små skridt til at til at komme rigtigt til bolden – det resulterer typisk i dårlig timing og uprovokerede fejl.

Hans sving virker ligeledes for store i forhold til, hvor hurtigt spillet på græsset kan gå. Dog har han stadig sine tunge grundslag og serv, som på gode dage kan gøre, at han selv på græs kan være en farlig spiller for dem alle.   

Odds: Del Potro som vinder af Wimbledon 2011: 52,3 Betfair*.

Jo-Wilfried Tsonga, rank 19, kom i kvartfinalen sidste år i Wimbledon, og det er hans bedste resultat i karrieren indtil videre på Wimbledons anlæg.

2011: Tsonga havde en god start på året, hvor han nåede semifinalen i Doha og finalen indendørs i Rotterdam, mens det efterfølgende er ikke er blevet til de store resultater, inden han i sidste uge spillede sig frem til finalen på græsset i Queen’s, hvor han tabte til Andy Murray i tre sæt – undervejs slog han selveste Rafael Nadal ud.

Spillestil: Tsonga er en rigtig publikums-spiller, som elsker at udfolde sig på de store scener med en masse entusiastiske tilskuere. Den mørke franskmand er en stor, stærk og atletisk spiller med en stor serv og en god forhånd. Han dominerer sine modstandere med et tungt anlagt spil på de gode dage, mens han kan lave mange uprovokerede fejl på de mindre gode dage.

Tsonga på græsset: Tsongas game virker på mange måder godt suited til underlaget, hvor han kan få effekt af sin store serv og sit tunge grundspil – dog har han lidt problemer, når han skal arbejde lavt, eller når han bliver flyttet frem i banen.

Odds: Tsonga som vinder af Wimbledon 2011: 52,3 Betfair*.

Andre spillere, som er værd at holde øje med, er storservende canadiske Milos Raonic, rank 26, (odds 218,55 Betfair*) og amerikanske John Isner, rank 46, (odds 114,05 Betfair*), samt den tidligere semifinalist franske Richard Gasquet, rank 13, (odds 251 Centrebet), som har et game, som er rigtig godt suited til græsset.