Mange ting kan være en faktor i en fodboldkamp, og vejret er så sandelig en af dem. Der har endda været voldsomme oversvømmelser i Frankrig den seneste tid. Vi har taget et kig på EM-vejret i denne weekend.

Seinen, der bugter sig gennem Paris, var ved at gå over sine breder for få dage siden. Ja faktisk var vandstanden på sit højeste i mere end 30 år.

Derfor har der også været bekymring over, hvorledes de voldsomme regnskyl ville få indvirkning på åbningskampen i Saint-Denis, Paris, fredag aften.

Dog ser det ud til, at det værste er overstået. Faktisk meldes om ganske fint fodboldvejr til fredagens åbningskamp. Vi har tjekket op på alle 7 kampe fra fredag til søndag. Her følger en oversigt.

Frankrig - Rumænien: Fint fodboldvejr

Paris: Åbningskampen mellem Frankrig og Rumænien fløjtes i gang klokken 21.00, og der skulle blive omkring 20 grader. Der er dog cirka 30 % chance for regn til kampstart, og regnsandsynligheden stiger til 40 % til 2.halveg.

Lørdag: Både regn og tørvejr

Lens: Albanien og Schweiz krydser klinger klokken 15.00, og her skulle temperaturen ligge på omkring 23 grader, og chancen for regn er temmelig stor. 

Bordeaux: I det vestlige Frankrig skal Wales og Slovakiet spille deres første kamp klokken 18.00, og det kommer med al sandsynlighed til at foregå i tørt vejr og med en klar himmel. Temperaturen skulle ligge lige i underkanten af 20 grader.

Marseille: I Marseille skal et af gruppespillets helt store kampe stå klokken 21.00, når England bliver matchet op mod den russiske bjørn. Der er forholdsvist varmt i landets næststørste by, da temperaturerne kommer helt op i 23-25 grader under kampen, og det skulle samtidig holde tørt under hele kampen.

Søndag: Regnen holdes stangen

Paris: Tyrkiet og Kroatien mødes i den første kamp søndag, og selvom det skulle holde tørt, så bliver det mestendels skyet og cirka 20 grader.

Nice: I den sydøstlige by Nice skal Polen og Nordirland spille, og der er rimelig klar tale fra meteorologerne - 20 grader, skyfrit og ingen chance for regn.

Lille: Weekendens sidste kamp foregår i det høje nord, nærmere bestemt Lille, der ligger nær grænsen til Belgien. Det er Tyskland mod Ukraine, og kampen sparkes i gang klokken 21.00. Det bliver tørt, men kun omkring 16 grader og meget skyet.

Kilde: weatheronline.uk