Vuelta a España 2018 er lige rundt om hjørnet, og det er ved at være sidste udkald for at sætte et managerhold til Vueltaspillet på holdet.dk*. BetXpert har talt med vinderen fra 2015, der her kommer med gode råd, tips, tricks og anbefalinger til ryttere, der kan give gode point. 

I Vueltaspillet, som er holdet.dk*'s managerspil til Vuelta a España, er reglerne de samme som til managerspillet til Tour de France, men alligevel er der fundamentale forskelle på, hvordan man bør gribe det an, når man skal sætte sit managerhold til Vueltaen, slå venner og familie og måske ende på en præmiegivende placering. 

Det fortæller Frederik Ingemann, der vandt Vueltaspillet i 2015, og arbejder som managerholdsekspert for holdet.dk*, hvor han skriver blogs om de forskellige managerspil. 

"Man skal spille mere sikkert i Vueltaspillet forstået på den måde, at man i højere grad skal have klassementsryttere på sit hold, da der ofte er hårde etaper, som vil blive afgjort af klassementsrytterne. I Tour de France er der derimod flere afslutninger, som passer godt til specialister, der er gode på de korte, stejle stykker," fortæller Frederik Ingemann til BetXpert og fortsætter: 

"En anden stor forskel er betydningen af friskhed her på slutningen af sæsonen, hvor ryttere, der ikke er udprægede specialister på eksempelvis eksplosive afslutninger, alligevel klarer sig godt på grund af friskheden. Derfor ser man også flest overraskelser i Vueltaen, hvor friske ryttere bare præsterer virkelig godt. Generelt er der flere faldgruber i Vueltaspillet end i Tourspillet."

Friske ryttere i Vueltaen kan blandt andet være ryttere, der har været skadet tidligt på sæsonen og deraf har kørt få løb. Eller ryttere, der enten udgik tidligt i Tour de France, i løbet af Giro d'Italia eller har Vueltaen som fokus for sæsonen. På grund af vigtigheden af rytternes friskhed, så mener Frederik Ingemann, at det kan være fornuftigt at have en gårsdagens etapevinder på sit hold, da det er en frisk rytter, og generelt ser man flere af de samme ryttere gøre det godt i Vueltaen over flere etaper. 

VM er lige rundt om hjørnet

Vuelta a España 2018 har sidste etape den 25. september, og to uger senere køres VM i cykling, hvor flere ryttere fra Vueltaen også er i spil til titlen som verdensmester. Og det kan have stor betydning for rytternes motivation i de spanske bjerge, hvor der ikke vil blive satset unødvendigt, men i stedet fokuseret på at få gode ben og form til VM.

"Alejandro Valverde (Movistar Team, red.) har vundet næsten alt, der er værd at vinde i cykling. Men han har aldrig vundet VM. Jeg kunne godt være lidt nervøs for ham i Vueltaen. Han vil formentlig forsøge at tage nogle sejre på de etaper, der passer ham godt, men jeg tror, at han i høj grad har tanker på VM. Jeg forventer ikke, at vi kommer til at se ham gå dybt i den sidste, og jeg tror ikke på ham i klassementet," fortæller Frederik Ingemann. 

En anden rytter, hvis fokus formentlig også er rettet mod VM, er Vincenzo Nibali fra Bahrain-Merida. 

"Jeg er varsom med at have Nibali på på mit hold. Han koster 12 millioner kroner, og jeg tror ikke, at han kommer til at gøre nogen figur i løbet. Hans fokus vil være på VM," siger Frederik Ingemann. 

"Jeg tror dog ikke, at nogen af dem kommer til at udgå af Vueltaen, men jeg forventer, at Valverde i højere grad vil have en hjælperolle for hans kaptajn Nairo Quintana længere henne i løbet, mens Nibali formentlig vil udvælge enkelte dage og så gå efter en etapesejr der," tilføjer Frederik Ingemann. 

Ifølge managerholdseksperten så er der flere ryttere, man bør være forsigtig med at have på sit hold. Det gælder blandt andet Michal Kwiatkowski, der har haft en lang sæson med både Tour de France og Polen Rundt tidligere i august måned - et løb på syv etaper, hvoraf han vandt to etaper og også tog sejren i den samlede stilling. 

Også Steven Kruijswijk fra Team LottoNL-Jumbo og Thibaut Pinot fra Groupama-FDJ skal man være varsom med at have på sit managerhold. 

"Varmen betyder rigtig meget i Vueltaen. Der bliver virkelig varmt i Spanien, og Pinot har det rigtig svært i varmen, så ham ville jeg først se an, før jeg tager ham på mit hold. Peter Sagan (Bora-hansgrohe, red.) havde et voldsomt styrt i Touren og bruger måske Vueltaen som træning, så ham vil jeg også være varsom med," lyder ryttervurderingen fra Frederik Ingemann, der har Simon Yates fra Mitchelton-Scott og Miguel Angel Lopez fra Astana Pro Team som favoritter til at vinde Vuelta a España 2018.

Kom godt i gang

Første etape er - noget utraditionelt - en bare otte kilometer lang enkeltstart. Og kigger man på bookmakernes favorit til at vinde etapen, tegner der sig en klar tendens. Rohan Dennis fra BMC Racing Team er storfavorit, og som etapevinder giver han omkring odds 1,35. Han er umulig at undgå på ens managerhold til første etape, ligesom han også er et oplagt kaptajnbud, men hvem skal man ellers have på sit hold til første etape? 

"Rohan Dennis vinder etapen, men der er ikke nogen anden åbenlys rytter at tage fra BMC Racing Team, der kan gøre det godt på enkeltstarten. Jeg ville dog alligevel vælge en rytter fra hans hold, da det giver 100.000 i etapebonus til alle ryttere, hvis Rohan Dennis forventligt vinder etapen. Det kan eksempelvis være Dylan Teuns, for han har nemlig mulighed for at gøre det godt på anden etape, og så sparer man transfergebyret dagen efter. Generelt bliver det svært at ramme alle sine otte ryttere i top 15 på første etape," siger Frederik Ingemann. 

Generelt er det altid en god ide at kigge flere etaper frem og se, om der er nogle ryttere, der kan bruges på flere etaper, og så er de at foretrække, da man så undgår at betale 1 procent i transfergebyr. Frederik Ingemann plejer at dele etapeløbene op i forskellige blokke af 3-4 etaper i træk, der minder om hinanden, og så sætter han et hold til hver "blok" - og forsøger at minimere antallet af udskiftninger i blokken og at undgå at panikshoppe nye ryttere. 

Wilco Kelderman fra Team Sunweb forventes også at klare det godt på første etape, hvis man ser på bookmakernes odds, men Frederik Ingemann er ikke enig i den vurdering, da den hollandske rytters sidste etapeløb var Schweiz Rundt tilbage i begyndelsen af juni (han deltog også i de hollandske mesterskaber efterfølgende), og derfor er der stor usikkerhed om hans form. 

Hold øje med disse ryttere

Frederik Ingemann kommer her med bud på, hvilke ryttere det kan være værd at holde med i løbet af Vuelta a España. Det kan blandt andet være ryttere, der ikke tidligere har kørt en Grand Tour i 2018 eller ryttere fra wild card-hold, der ofte har meget at vise frem, da hele sæsonen har handlet om netop Vueltaen. 

  • Tao Geoghen Hart, Team Sky, koster 3,5 millioner kroner. "Ham er jeg spændt på at se, da han ikke har kørt en Grand Tour endnu."
  • David de la Cruz, Team Sky, koster 5,5 millioner kroner. "Jeg tror, at han kommer til at gøre det godt. Det er første Grand Tour i mange år, hvor Sky ikke har en direkte favorit til at vinde."
  • George Bennet, Team LottoNL-Jumbo, 6 millioner kroner. "Det ville ikke undre mig, hvis han ender på podiet, hvad han ellers ikke normalt ville gøre."
  • En rytter fra AG2R. "Jeg tror, at en rytter fra holdet vil forsøge noget frisk, da de ikke kommer til at have nogle forpligtelser, da de ikke har en kaptajn med."
  • Emanuel Buchmann, Bora-hansgrohe, koster 6 millioner kroner. "Ham har jeg meget fidus til."
  • Alex Aranburu Deba, Caja Rural-Seguros RGA, koster 3,5 millioner kroner. "Han har virkelig været i god form op til Vueltaen, og så kommer han fra et wild card-hold."
  • Maxime Monfort, Lotto-Soudal, koster 3,5 millioner kroner. "Når man skal sætte hold til bjergetapen, hvor budgettet godt kan blive lidt stramt med alle klassementsrytterne, så er Maxime Monfort godt at have på holdet. Han er typen, der næsten altid kører sig til en anonymt placering omkring 20. pladsen, men han er rigtig god til at holde sig til."
  • Tiesj Benoot, Lotto-Soudal, koster 5,5 millioner kroner. "Han udgik tidligt i Tour de France, så han har haft relativt få løbsdage. Jeg er spændt på at se, om den friskhed kan gøre ham til en stor karakter i Vueltaen."

Ifølge Frederik Ingemann man bør holde sig væk fra Steve Cummings fra Team Dimension Data til 4 millioner kroner. Rammer han udbruddet, er han stærk, men misser han udbruddet, så kan han sagtens tabe en halv time til vinderen, og det er minus 90.000 point i for sen ankomst.

Managerholdseksperten kommer til sidst med et generelt råd, der er godt at have i tankerne, hver gang man skal sætte sit hold: 

"De her cykelmanagerspil er tit et erfarenhedsspil i den forstand, at mange bliver for ivrige efter at gøre en forskel tidligt i løbet. Det handler i stedet om ikke at lave fejl, og det lyder umiddelbart enormt kedeligt, men generelt vinder man de forskellige spil og klarer sig godt ved, at de andre laver fejl i forhold til dig. Generelt vil jeg spille meget konservativt, medmindre jeg var i en position, hvor jeg skulle satse."