Efter weekendens VM-kvalifikationskampe omkring den ganske klode, er 24 lande nu klar til VM-slutrunden næste sommer i Tyskland.
I Afrika var der i weekenden sidste spillerunde, mens Europa i denne midtuge afvikler de sidste kampe i gruppespillene. Med afsæt i de enkelte verdensdele (forbund), gør vi herunder status over hvem der er VM-klar, hvem der står på spring, og hvem der stadig har noget på spil i de kommende kampe.
Europa
Den forgangne weekend besvarede et par af de åbne spørgsmål om hvem der skal repræsentere Europa ved VM, men først når gruppespillet afsluttes i denne midtuge, vil alle spørgsmål være besvaret. Før weekenden var Ukraine allerede VM-klar (sammen med VM-værterne Tyskland), og i weekenden meldte Holland, Italien. Polen, England og Portugal sig til feltet af sikre VM-deltagere.
I Europa er det som bekendt gruppevinderne der tager de direkte VM-billetter, mens de to bedste gruppe-toere også får en direkte VM-billet. De sidste 6 toere spiller efter lodtrækning playoff kampe om 3 yderligere VM-pladser.
Status i de 8 europæiske grupper før midtugens kampe er som følger:
Gruppe 1
Med 2-0 ude over Tjekkiet, snuppede Holland den direkte VM-billet i gruppen, mens Rumænien med 1-0 i Finland spillede sig op på den forjættede 2. plads foran Tjekkiet.
I midtugen er det således kun kampen om 2. pladsen der står tilbage. Rumænien, som har afviklet alle sine kampe, er ét point foran Tjekkiet, som skal til Finland i deres sidste kamp. Pga. reglerne om indbyrdes kampe ved pointlighed, skal Tjekkiet faktisk vinde i Finland, eftersom de med 1-0 og 0-2 ude mod Rumænien ikke kan nøjes med uafgjort, da de er dårligere indbyrdes end rumænerne.
Der skal altså en tjekkisk sejr til før playoff-pladsen er deres. Tjekkiet er endvidere så langt fremme i stillingen over gruppe-toerne, at 2. pladsen kan gå hen og give direkte VM-deltagelse frem for playoff kampe. Det afhænger dog af udviklingen i gruppe 8 (se mere herom senere i denne artikel).
Gruppe 2
Danmark bevarede det spinkle VM-håb med sejren over Grækenland i Parken i lørdags, og kampen om 2. pladsen efter Ukraine er stadig åben, med Tyrkiet i pole position ét point foran Danmark og to foran Grækenland.
Danmark skal håbe på pointtab til Tyrkiet i Albanien, mens vi selv ordner Kazakhstan på udebane - så er 2. pladsen Danmarks. Med en tyrkisk sejr i Albanien, snupper Tyrkiet altså selv pladsen, uanset resultatet af Danmarks anstrengelser. Skulle det ende med f.eks. nederlag til Tyrkiet og uafgjort til Danmark, så de to hold står helt lige, er det måldifferencen der afgør placeringerne. Her er tyrkerne pt. 2 mål bedre end Danmark, og det vil i så fald være størrelsen af tyrkernes nederlag der afgør sagen.
Grækenlands ultratynde håb om 2. pladsen er næsten mere end teoretisk - kun hvis Tyrkiet taber i Albanien, Danmark sætter point til i Kazakhstan, mens Grækenland selv besejrer Georgien, kan Europamestrene springe over de to konkurrenter og snuppe 2. pladsen.
Gruppe 3
Portugal overlevede lørdag en slem forskrækkelse i hjemmekampen mod lilleputten Liechtenstein, der gik til pause med en meget overraskende føring på 1-0. Efter en hurtig udligning i 2. halvleg, lykkedes det først Portugal at score det forløsende 2-1-mål kort før tid, og endegyldigt snuppe gruppesejren.
Slovakiet og Rusland gjorde begge deres pligt for at bevare håbet om 2. pladsen med hjemmesejre over hhv. Estland og Luxembourg, og de to hold mødes nu i Slovakiet i en vaskeægte tvekamp i sidste spillerunde.
Begge hold har 22 point, og den første kamp i Rusland endte 1-1. Får kampen i Slovakiet på onsdag en vinder, vil det være dét hold der snupper 2. pladsen, men bliver kampen uafgjort, er det ikke de indbyrdes kampe, men derimod måldifferencen der kommer i brug (fordi evt. udebanemål ikke tæller med i det indbyrdes regnskab). Her fører Slovakiet med +16, mens russerne blot har +11. Alt andet end en sejr til Rusland, vil altså sende Slovakiet til playoff kampene.
Gruppe 4
I weekenden hev Israel en smal 2-1 sejr i land hjemme mod Færøerne, Irland vandt en pligtsejr ude over Cypern, mens Schweiz og Frankrig delte point. Intet blev derfor afgjort i denne gruppe hvor kun Irland, Cypern og Færøerne har prøvet at tabe.
Både 1. og 2. plads står således på spil i midtugens kampe, hvor 4 hold kan ende på de to vigtige pladser; Israel (18 points), Schweiz (17), Frankrig (17) og Irland (16). Israel har allerede afviklet alle sine 10 kampe, mens Irland i sidste spillerunde krydser klinger med Schweiz hjemme, og Frankrig tager imod Cypern hjemme.
Der kan opstilles flere mulige scenarier for slutstillingen, men i sidste ende står Israel dårligst, da Schweiz vil overhale dem i kraft af målforskellen hvis de får mindst ét point i Irland (indbyrdes er Schweiz og Israel lige med to gange uafgjort). Hvis Irland derimod vinder, vil de med 19 point også overhale Israel. Israelerne skal derfor sætte deres lidt til fransk nederlag mod Cypern hvis de skal nogen chance i slutstillingen, hvilket forekommer usandsynligt, og Israel ser altså ud til at ende som sorteper, selv efter 10 kampe uden nederlag.
Umiddelbart må det forventes at franskmændende høster 3 point mod Cypern, og dermed slutter på 20 points. Kampen mellem Irland og Schweiz er derfor nøglekampen der afgør hvem der bliver nr. 1 og 2. Med sejr vil Schweiz snuppe gruppesejren og den direkte VM-billet, medmindre Frankrig sejrer med mindst 4 overskydende mål flere end schweizerne - dette vil bringe Frankrig foran Schweiz på bedre målscore. Uafgjort i Dublin vil i tilfælde af fransk sejr placere Schweiz som nr. 2. Kun en hjemmesejr til irerne vil sende Irland ind i det gode selskab og op på mindst en 2. plads.
Gruppe 5
Italien sikrede sig lørdag gruppesejren med 1-0 over Slovenien. Via veteranen Sigurd Rushfeldts enlige mål opfyldte Norge også deres pligt med en smal 1-0 sejr over Moldova, som var nok til at sikre Norge 2. pladsen og dermed playoff kampe. Norge er via 3-0 hjemme og 3-2 ude bedre indbyrdes i forhold til Slovenien, og kan ikke indhentes af slovenerne.
Onsdagens kampe i denne gruppe er således alle af kosmetisk betydning.
Gruppe 6
Trods udvisning til David Beckham, vandt England 1-0 hjemme over Østrig, og i kraft af Hollands sejr ude over Tjekkiet i gruppe 1, er både Polen og England sikre på en VM-billet i kraft af at begge er blandt de to bedste gruppe-toere, uanset hvem der lander dér.
Eneste udestående i gruppen er således hvem af Polen og England der bliver nr. 1 og 2 i gruppen. Polen fører lige nu med 24 point, 2 flere end England, og kun engelsk sejr i deres indbyrdes opgør onsdag kan give England gruppesejren.
Gruppe 7
Både Serbien-Montenegro, Bosnien-Herzegovina og Spanien hentede sejre i weekenden, og før sidste spillerunde onsdag, er situationen derfor status quo; alle tre kan blive både nr. 1, 2 og 3. Spanien (17 point, målscore 13-3) står umiddelbart overfor den nemmeste opgave ude mod San Marino, mens Serbien-Montenegro (19 point, målscore 15-1) hjemme tager imod Bosnien-Herzegovina (16 point).
Selvom bolden er rund, vil alt andet end en sejr til Spanien over San Marino være en sensation af rang, og spanierne vil med en sejr ende på 20 point. I det indbyrdes Balkan-opgør vil en hjemmesejr sikre Serbien-Montenegro 1. pladsen, mens uafgjort vil placere dem a point med Spanien, som de indbyrdes er lige med, og det vil derfor være målscoren der afgør deres indbyrdes placering. Ved uafgjort i Serbien og mindst en 4-måls-sejr til Spanien over San Marino, vil Spanien overtage teten i gruppen, og dermed sikre sig gruppesejren. Ved mindre sejr til Spanien og uafgjort i Serbien, er det serberne der tager sejren.
Kun via sejr i Serbien, kan Bosnien gøre sig forhåbninger om at nå mindst 2. pladsen i gruppen. Det første indbyrdes opgør mod Serbien endte 0-0, så selvom de to hold vil ende a point i tilfælde af bosnisk sejr, og serberne er overlegne på målscoren, vil Bosnien med en sejr overhale Serbien via indbyrdes opgør.
Gruppe 8
Kroatien hev lørdag en vigtig 1-0 sejr i land hjemme mod Sverige, og sikrede sig en direkte VM-billet. Den er sikker uanset om de vinder gruppen eller ej, for regnskabet for gruppe-toere viser at selv hvis Kroatien slutter som nr. 2, er de blandt de 2 bedste gruppe-toere. Sverige er trods nederlaget til kroaterne sikre på 2. pladsen og dermed mindst playoff. Kroatien har 23 point, mens Sverige har 21.
Sverige ligger i direkte kamp med Tjekkiet om at blive blandt de 2 bedste gruppe-toere (udover England/Polen) - med mindst uafgjort hjemme mod Island, er Sverige sikre på at blive bedre placeret end Tjekkiet, uanset hvor meget tjekkerne evt. vinder i Finland. Med en sejr kan de kun i tilfælde af Kroatien-nederlag snuppe gruppesejren, som dog i sidste ende ikke har den store betydning for om svenskerne kommer til VM. Uafgjort mod Island er nok.
Kroatiens kamp i Ungarn onsdag er således mere eller mindre ubetydelig, da de er sikre på VM-deltagelse uanset om de bliver nr. 1 eller 2, hvilket bør give gode betingelser for vores svenske broderfolk i deres sidste kamp.
Sydamerika
Argentina og Brasilien har længe været VM-klar, og i weekenden blev også Paraguay og Ecuador endegyldigt klar som sikre VM-deltagere. Det eneste ubesvarede spørgsmål før sidste spillerunde er hvem der tager 5. pladsen og dermed playoff kampe mod repræsentanten fra Oceanien.
Tre hold er i betragtning til pladsen; Uruguay (22 points), Chile (21) og Colombia (21). Natten til torsdag afvikles sidste spillerunde, hvor Uruguay tager imod Argentina, Chile spille hjemme mod Ecuador, mens Colombia skal til Paraguay.
I det indbyrdes regnskab mellem de tre hold ser det lige nu speget ud; Uruguay er bedre end Chile, som er bedre end Colombia, som er bedre end Uruguay. Inden den store kugleramme hentes frem, og FIFA´s regelsæt granskes til bunds, konstaterer vi blot at kampen om playoff pladsen er meget tæt før sidste og afgørende spillerunde. Alle de tre hold har noget på spil, og skal gå efter sejren.
Afrika
I Afrika blev der i den afsluttende runde i weekenden vendt op og ned på "verdensordenen", da hele 4 af kontinentets kvalificerede deltagere er debutanter i VM-sammenhæng, mens hold som Nigeria, Senegal og Cameroon blev sorteper.
Det største drama udspillede sig i Gruppe 3 i Cameroon, hvor hjemmeholdet blot skulle bruge en sejr over Egypten for at kvalificere sig på bekostning af Elfenbenskysten, som på deres side gjorde hvad de kunne for at indhente Cameroon ved at vinde 3-1 ude over Sudan. Ved stillingen 1-1 i Cameroon fik hjemmeholdet i kampens tillægstid tildelt straffespark. En gylden chance som veteranen Pierre Wome dog sendte på stolpen. Exit Cameroon, og gruppesejr til Elfenbenskysten.
I de øvrige grupper kvalificerede Togo sig fra Gruppe 1 foran Senegal via den nødvendige udesejr på 3-2 over Congo - en sejr der kom i hus selvom Togo var bagud både 0-1 og 1-2. I Gruppe 2 var Ghana allerede før weekendens kampe svære at indhente, og da de nærmeste forfølgere fra DR Congo og Sydafrika spillede en for begge hold aldeles ubrugelig uafgjort i deres indbyrdes opgør, kunne Ghana faktisk have tilladt sig at tabe til Cape Verde – en kamp de dog vandt 4-0.
I gruppe 4 stod tvekampen mellem Nigeria og Angola, som begge med afsluttende sejre sluttede a point. Angola trak dermed overraskende det længste strå via 1-0 hjemme og 1-1 ude i de indbyrdes opgør mod Nigeria. Endelig kvalificerede de afrikanske kontinent-mestre fra Tunesien sig fra Gruppe 5 med det ene point de manglede via 2-2 hjemme mod Marokko.
Afrikas 5 VM-deltagere er således fundet: Tunesien har været der før, mens Togo, Ghana, Angola og Elfenbenskysten altså alle er VM-debutanter.
Nord- og Centralamerika
Inden weekendens kampe var både Mexico og USA allerede VM-kvalificerede, så det var ventet at Costa Rica - som lå lunest til den 3. og sidste direkte VM-plads - ville få en forholdsvis let kamp hjemme mod de forenede staters "Sam´s Army". Med en 3-0 sejr og Guatemalas samtidige 2-5 nederlag mod Mexico, kan Costa Rica ikke længere indhentes på 3. pladsen, og er dermed også klar til VM.
Der er dog stadig spænding til det sidste i gruppen, da 4. pladsen udløser playoff kampe mod et hold fra Asien. Guatemala indtog før weekenden den forjættede plads, men med deres nederlag og Trinidad-Tobagos samtidige sejr over Panama, er det nu Trinidad-Tobago der har pladsen, 2 point foran Guatemala.
I det indbyrdes regnskab fører Guatemala efter 5-1 hjemme og 2-3 ude, så for Trinidad-Tobago er det kun sejr natten til torsdag hjemme mod Mexico der kan sikre dem 4. pladsen endegyldigt. Spiller de uafgjort, mens Guatemala hjemme vinder over Costa Rica, bytter de plads igen.
Asien
I de asiatiske grupper var de 4 direkte VM-deltagere allerede fundet før weekenden i skikkelse af Saudi Arabien, Sydkorea, Japan og Iran. Kun en sidste plads som giver ret til playoff kampe mod nr. 4 fra Nord- og Centralamerika (Guatemala eller Trinidad-Tobago) mangler at finde sin ejermand.
Usbekistan og Bahrain stod allerede for en måned siden overfor hinanden i hvad der skulle have været den første ”playoff-kamp om playoff-kampene”, men efter en dommerfadæse og efterfølgende klage fra Usbekistan, dikterede FIFA ny kamp.
Historien kort: Usbekistan fik i den første kamp et straffespark da de førte 1-0. Da det blev eksekveret, krydsede en usbeker stregen til straffesparksfeltet inden der var sparket, og i stedet for at følge reglerne og dømme omspark, dømte dommeren frispark til Bahrain!
Usbekistan klagede deres nød til FIFA og krævede Bahrain som taber med 0-3, men det overdrev hoppede FIFA ikke på, og dikterede i stedet kampen spillet om. Det blev den så i lørdags, og man kan diskutere om usbekerne ikke burde have holdt deres klage for dem selv, eller i det mindste have været mindre grådige i deres krav - lørdagens reprise i Usbekistan sluttede 1-1… Der er returkamp i Bahrain onsdag aften.
Oceanien
Oceanien er stadig det kontinent med sværest adgang til VM. Kun ét hold får adgang til playoff kampe mod nr. 5 i det sydamerikanske gruppespil, og der er således ingen direkte VM-pladser.
Australien har i nogle måneder stået klar som kontinentets repræsentant til denne playoffplads, efter 7-0 og 2-1 over Solomonøerne i Oceaniens finale-kampe, og kan altså forberede sig på at møde Uruguay, Chile eller Colombia i kampen om en plads ved VM.
Kvalificerede deltagere
24 af de 32 VM-deltagere er nu fundet, og de kvalificerede til VM i Tyskland er som følger:
Tyskland (vært)
Ukraine
Holland
Polen
England
Kroatien
Italien
Portugal
Argentina
Brasilien
Ecuador
Paraguay
Angola
Elfenbenskysten
Togo
Ghana
Tunesien
USA
Mexico
Costa Rica
Japan
Iran
Sydkorea
Saudi Arabien
Annonce - Denne side indeholder reklamelinks*. Spillemyndighedens hjælpelinje: stopspillet.dk
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+