Mark Selby jagter sit tredje verdensmesterskab i træk og det fjerde i alt ved dette års VM i snooker, der som sædvanligt finder sted i legendariske The Crucible Theatre i Sheffield. Læs Hans Peter Mellergaards store optakt til VM i snooker 2018, hvor favoritterne, outsiderne, de bedste odds på VM i snooker og potentielle værdispil gennemgås.

Som snooker-elsker bliver man ret beset forkælet det meste af året. UK Championship i december er stort, og Masters i januar er endnu større. I år er China Open i starten af april desuden opgraderet og rangerer vel sammen med Masters som året næststørste turnering.

Én turnering rangerer dog et godt stykke over de øvrige; både hvad angår længde, bevågenhed, præmiepenge og prestige. Sammenlignet med VM i snooker, er der bare ingen over og ingen ved siden af.

I denne optakt vil vi forsøge at klæde Betxperts læsere på til 17 dage i snooker-himmelen. Vi tager et kig på feltet af verdensstjerner og giver et bud på spændende navne i den nådesløse kvalifikation. Som vanligt forsøger vi i bedste Betxpert-stil at give et kvalificeret bud på, om der kan gemme sig gode værdispil undervejs.

Loyale læsere af tidligere års VM-optakter vil nok erfare, at favoritfeltet i år tilnærmelsesvist ligner tidligere års favoritter. Af hensyn til nye læsere vil jeg stadig komme med en kort beskrivelse af den enkelte spiller, men jeg vælger også at have fokus på spillerens form samt lodtrækningen. 

Hvis man ønsker lidt indføring i snookerens mere basale regler, så kan Betxperts snooker-guide anbefales.

 

VM i snooker 2018 odds

VM er et kæmpe event, og særligt de britiske bookmakere har et pænt stort marked. De kniber lidt mere, når vi kommer til de mindre skandinaviske bookmakere, men de plejer alle at tilbyde VM i snooker odds på både vindermarkedet og på de enkelte kampe. Bet365* plejer at være førende i forhold til udbud af spil, og de plejer også at tilbyde diverse specials.

Det skal bemærkes, at vindermarkedet er et relativt svært sted at finde værdispil. Dels er bookmakernes tilbagebetalingsprocent ikke så høj, og dels er der som nævnt stadig spørgsmålstegn i forhold til, hvordan den endelige lodtrækning kommer til at se ud (lodtrækningen foretages den 19. april kl. 10.00). Desuden kan der nok forventes ret lave limits på vindermarkedet, hvor Nordicbets odds på VM i snooker ellers skiller sig lidt ud i forhold til de fleste andre udbydere. 

Udvalgte Odds på vinderen af VM i snooker 2018:

Bedste odds Bookmaker
Ronnie O'Sullivan 3,25
Betfair Sportsbook
Mark Selby 5,00
NordicBet
Judd Trump 9,00
LeoVegas
Ding Junhui 15,00
Unibet
John Higgins 15,00 NordicBet
Neil Robertson 17,00
Betsafe
Mark Williams 23,00 Betsafe
Shaun Murphy 26,00
Bet365
Barry Hawkins 34,00 NordicBet
Stephen Maguire 101,00 Betsafe
Liang Wenbo 101,00 NordicBet

Formatet til VM i snooker

VM-formatet skiller sig i længde og drøjde markant ud fra de øvrige snookerturneringer. De 16 øverste på verdensranglisten går direkte ind i hovedturneringen som seedede. Derudover dyster yderligere 128 spillere om de sidste 16 pladser i hovedturneringen.

De 128 i kvalifikationen består af 113 spillere fra main touren samt 15 spillere, som har fået invitation - heriblandt Ng On Yee samt Rianne Evans, som er to fremragende kvindelige snookerspillere, der dog må formodes at få det svært.

Hovedturneringen spilles efter knockout-princippet, og de 16 kvalifikanter møder alle en seedet spiller, som findes efter en random lodtrækning.

Diverse links til lodtrækning med mere findes nederst i denne artikel.

Bemærk, at kvalifikationen i skrivende stund endnu ikke er færdigspillet, hvorfor vi stadig afventer, hvilke 16 navne fra kvalifikationen, der skal træde ind i hovedturneringen. Da der er mange stærke navne i kvalifikationen, er det en tæt på umulig opgave en komme med nøjagtige chancevurderinger. Vær derfor opmærksom på, at denne optakt er skrevet på det foreliggende med de forbehold, som det medfører.

Hjemstedet for VM er som altid det magiske The Crucible Theatre, som er kendt for sin unikke arkitektur og den deraf fortættede atmosfære. Spillerne beskriver det som et nærmest ikonisk sted at spille, men også som en arena, der stiller store udfordringer til koncentrationsevne og mental styrke.

Struktur

32 spillere i selve hovedturneringen. Top 16 på verdensranglisten samt 16 via kvalifikation (128 spiller kvalifikation om 16 pladser). Deltagerne møder hinanden efter knockout-princippet.

Kamplængde (bedst af):

Kvalifikation: 19 frames

1 Runde: 19 frames

2. runde samt kvartfinaler: 25 frames

Semifinale: 33 frames
Finale: 35 frames

Favoritterne: Selby og Ronnie O’ Sullivan er de oplagte favoritter

Mark Selby (placering på verdensranglisten #1):

"The Jester from Leicester" er et studie i kølighed og mental balance. Han har vundet VM de seneste to år og tre gange i alt, og han er berettiget blandt de to favoritter til årets titel.

Selby er ikke nødvendigvis den mest sprudlende type at se på, men han er uden sammenligning den bedste matchplayer på touren. Manden er ganske enkelt uopslidelig, og det lange seje VM-format er nærmest designet til ham.

Han frygter ingen – heller ikke O’Sullivan – og hans evne til at vinde tætte kampe er helt unik. Selby har netop vundet den prestigefyldte China Open efter en knusende finalesejr over Barry Hawkins. Barry Hawkins udtrykte det egentlig ret præcist efter finalenederlaget (om Selby): "He makes his opponent play badly and that’s a great weapon to have".

Af de to storfavoritter synes jeg klart, at Selby har fået den sværeste foreløbige lodtrækning. Med modstandere som Higgins, Murphy og Trump i sin lodtrækningshalvdel, vil han ikke komme sovende til noget, og en Mark Allen allerede i 2. runde er også hård kost.

Odds er i underkanten på Selby

Formmæssigt har Selby været nede i en bølgedal i en længere periode, men ved netop afsluttede China Open var han suveræn, og det er typisk for Selby at finde form op til VM. Før China Open tvivlede jeg meget på ham og trods hans suveræne spil senest, synes jeg godt nok, at vinderodds omkring 5 (Nordicbet*) er i underkanten. Særligt fordi, at lodtrækningen er så hård.

Ronnie O’Sullivan (#2):

Trofaste læsere af disse optakter vil nok have luret, at denne skribent nyder en vis fascination af snookersportens bad boy, men også suverænt største navn gennem tiderne. Ronnie – som han blot kaldes i folkemunde – er ikke bange for at gå egne veje, og hans mentale habitus er en nærmest enigmatisk størrelse at blive klog på. Han er utvivlsomt det største naturtalent, som sporten har set, og på sine gode dage er han i en klasse for sig. En naturligt angribende type, som lever for de store breaks og massernes benovelse.

Ronnies store problem er og bliver psyken. Sidder hans højt anlagte spil ikke lige i skabet, kan han være så selvdestruktiv, at han kan tabe til de fleste. Han har sammen med den højt respekterede sportspsykolog Steve Peters gennem en årrække arbejdet på at tillægge sig en mere pragmatisk tilgang til sit eget spil. Steve Peters er højt respekteret indenfor sit felt, og der er ingen tvivl om, at samarbejdet har gavnet Ronnie.

Ronnie har selv givet udtryk for, at han er blevet bedre til at nyde livet som snookerspiller, men hans indre dæmoner lader sig dog ikke altid styre, og han er derfor en lidt svær type at sætte procenter på.

Formmæssigt kan der ikke sættes mange fingre på "The Rockets" sæson. Imponerende fem titler er det blevet til, hvilket er helt i topklasse, og i lange perioder har han set nærmest uovervindelig ud.

I nyligt overståede China Open røg han tidligt ud, men det tillægger jeg ikke så stor betydning. Desuden nåede han trods den tidlige exit at fyre eet af sit legendariske 147-breaks af. Min fornemmelse er, at Ronnie har brug for en grundig opladning, før VM går løs, og det er desuden ingen hemmelighed, at han til tider har svært ved at finde sig tilrette, når turneringer afholdes i Asien.

Vinderodds frister, men skal højere op

Ronnie er mit bud på en verdensmester, og han har fået en spiselig lodtrækning i nederste halvdel. Vinderodds omkring 3,25 (Betfair Sportsbook*) ville jeg normalt ikke røre med en ildtang, når bredden er så stor, som tilfældet er, men jeg må indrømme at Ronnie er min ret klare favorit, og odds skal ikke meget højere op, før jeg fristes. Jeg ligger på ca. 30 procent, hvilket gør Ronnie spilbar fra omkring odds 3,33.

De nærmeste forfølgere

Ding Junhui (3):

"The Dragon" bærer som altid et kæmpe pres fra de asiatiske snooker-elskere på sine skuldre. Fra barnsben har han haft prædikatet "vidunderbarn", og hans forældre valgte tidligt at ofre deres egne karrierer for give knægtens snooker-karriere den bedst mulige grobund.

Ding er en fremragende break builder, som trives bedst, når der holdes et vist tempo. Han har tidligere haft svært ved at tackle det store pres og er i det hele taget en lidt tilknappet type, der går ret stille med dørene. Hans topniveau er højt, og han har de seneste to år nået henholdsvis finalen og semifinalen ved VM, så han trives i The Crucible Theatre.

Dings udfordring er i mine øjne hans store respekt for de to tunge drenge O’Sullivan og Selby. Særligt O’Sullivan plejer at være for stor en mundfuld, og skal Ding vinde VM, skal han nok håbe på, at lodtrækningen løser sig, så de to ikke løber ind i hinanden. Den foreløbige lodtrækning er i første instans til hans gunst, da han er havnet i den knapt så skræmmende 3. fjerdedel. Han står dog til at møde O’Sullivan eller Neil Robertson i kvartfinalen, hvilket uanset hvad bliver svært.

Vinderodds er sat korrekt

Odds omkring 15 (Unibet*) virker nogenlunde retvisende, men hvis O’Sullivan dummer sig undervejs, og lodtrækningen dermed løser sig, så kan Ding gå langt. 

Judd Trump (4):

"The Ace in the Pack" er næsten altid garant for offensiv snooker og store breaks. Han er naturligt angribende og trives bedst i kampe med højt tempo. Hans store udfordring er, når modstanderen formår at trække tempoet ud af kampene, og sidder den altid flamboyante Trump for længe i stolen, har han en tendens til at blive overivrig og blotte sig.

Han har haft en svingende sæson, og som noget nyt har vi af flere omgange set frustrationerne få frit løb både ved snookerbordet og i form af udeblivelse fra post match pressekonferencer.

Trump kommer ind til VM med en række spørgsmålstegn i bagagen, men hans topniveau er tårnhøjt, og forventningerne er altid store til ham.

Det ligner en skuffelse til #4 på verdensranglisten

Jeg ser en generel tendens til, at markedet fokuserer for meget på hans topniveau, og jeg synes, at odds omkring 9 er meget lidt fristende al den stund, at han har fået en halvkedelig lodtrækning i øverste halvdel af lodtrækningen, hvor typer som Higgins og Selby kan vente længere fremme. Trump kan meget vel skuffe i denne turnering.  

John Higgins (5):

"The Wizard of Wishaw" har spillet noget glimrende snooker det seneste års tid. Han er en af de mest komplette spillere på touren, og han evner både det offensive spil og safety-spillet. Hans kerneekspertise må siges at være de helt ekstremt komplicerede rydninger. Få kan som han udvikle et bord, som på forhånd ser umuligt ud.

Fire VM-titler vidner om en spiller, der om nogen føler sig hjemme ved VM. Sammen med Selby er han én af de få, som ikke frygter Ronnie O’Sullivan.

Giftig lodtrækning fjerner værdi i vinderodds

Inden den foreløbige lodtrækning var Higgins én af mine favoritter, men jeg synes godt nok at udsigten til Bingham i 2. runde, Trump i kvartfinalen og Selby eller Murphy i semifinalen er hård kost. Så selvom odds 15 (Nordicbet*) på en Higgins i god form normalt ville friste, så synes lodtrækningen er for giftig. Skulle den løse sig undervejs, så kan han dog gå hele vejen.     

Barry Hawkins (6):

"The Hawk" er en glimrende allrounder, som har gjort fremskridt de senere år. Det er svært at udpege en egentlig spidskompetence, men han går tit dybt i turneringerne, og er dygtig til at slå de spillere, som han bør slå.

Han har en udfordring, når han møder de absolut bedste, og selvom han gjorde det fremragende ved netop overståede China Open, så kan det forsmædelige nederlag på 11-3 til Selby i finalen godt sidde i hovedet på ham.

Hawkins er nok generelt lidt undervurderet, og han har faktisk fået en interessant lodtrækning her. Han står til Fu i 2. runde og Ding i kvartfinalen, og selvom det er gode spillere, så er det ikke umulige opgaver, jævnfør i øvrigt min beskrivelse af Fu's situation nedenfor.

Spiseligt langskud

Hawkins vinder næppe VM, men odds omkring 34 (Nordicbet/Betsafe) kunne godt indeholde smal værdi på verdens nummer 6. Det er lidt vanskeligt at sætte præcise procenter på disse høj-oddsere, men jeg synes, at alt over odds 30 er spiseligt, om end vi naturligvis taler om et langskud.

Mark Williams (7):

"The Welsh Potting Machine" har fundet sin anden ungdom og har haft et glimrende år med to semifinaler og to turneringssejre. For et par år siden havde jeg egentlig vurderet ham som værende "over the hill", men den tidligere verdensmester nægter at overgive sig og har spillet noget fremragende snooker i denne sæson. Han har en ganske komplet og meget velafbalanceret spillestil og har en vis aura omkring sig.

Højt, men ikke interessant odds

Odds omkring 23 (Nordicbet/Betsafe) kan lyde højt, men han står til at møde Neil Robertson i 2. runde og Ronnie O’Sullivan i kvartfinalen. Særligt Ronnie har Williams gennem årene haft et meget anstrengt forhold til, og jeg har svært ved at se ham gå hele vejen.

Shaun Murphy (8):

"The Magician" fortjener trods lidt svingende præstationer at komme med her. Han er kendt for sin stilrene stødteknik og sine fine cue power. Hans store styrke er hans langpots, som når de sidder kan være et yderst giftigt våben. Murphy er på mange måder en ret komplet spiller, men paradoksalt nok kan hans langpots også til tider være hans svaghed. Han stoler næsten blindt på dem, og han er ret kompromisløs i sin spillestil. Dette gør ham dog også sårbar på dage, hvor marginalerne ikke er på hans side.

Han har vundet VM en enkelt gang (i 2005), og det skete tilmed som useedet. Han befinder sig typisk godt ved VM og har ikke noget problem med det lange format. Med en sejr i Champion of Champions i denne sæson har han vist, at han kan være med mod de bedste.

Hård lodtrækning til tidligere verdensmester

Murphy har fået en halvhård lodtrækning med udsigt til talentfulde Kyren Wilson allerede i 2. runde og Selby i kvartfinalen. Den har bookmakerne luret og odds ligger omkring 26,00, hvilket er højt på en spiller som Murphy, men måske også retvisende lodtrækningen taget i betragtning.

Neil Robertson (10):

"The Thunder from Down Under" er én af de spillere, som jeg på forhånd havde et godt øje til. Han er en meget komplet type, som har vundet stort set alt, hvad der er værd at vinde. Han tog sin hidtil eneste VM-titel i 2010, men er stadig en fast bestanddel af verdenstoppen.

Når jeg har et godt øje til ham, skyldes det, at hans resultater på det seneste snyder lidt. Han har lidt nogle nederlag, hvor modstanderen bare har ramt alt på dagen. Senest tabte han i semifinalen ved China Open til en meget stærkt spillende Barry Hawkins. I kvartfinalen havde Robertson totalt udslettet den tidligere verdensmester Stuart Bingham med en knusende sejr på 6-0.

Nordicbet* stikker ud med vinderodds, der er på grænsen til værdi

Jeg synes, at Robertson har været bedre end resultaterne, men en kamp i 2. runde mod Williams kan være vanskelig nok, og en kvartfinale, hvor O’Sullivan formodes at vente, er direkte ond. Jeg vil dog holde lidt øje med, om lodtrækningen skulle åbne sig, for Robertson er faktisk en type, der egner sig godt til det lange format og de helt store kampe. Odds hos Nordicbet/Betsafe stikker lidt ud med odds 17, hvor de øvrige pt. ligger omkring 13,00.

 

Outsiderne til VM i snooker

Der gemmer sig en del spændende navne i kvalifikationen, og det bør indledningsvist bemærkes, at bredden i snookersporten i dag er blevet så stor, at rigtig mange fra kvalifikationen faktisk kan drille den absolutte verdenstop, hvis de rammer deres topniveau.

Det, som adskiller den absolutte elite fra resten af top 100, er soliditeten og evnen til vedvarende at præstere under maksimalt pres. Jeg kunne opremse en lang række spændende navne fra kvalifikationen, som alle kunne gøre sig fortjent til en præsentation, men det er en kunst at begrænse sig, og jeg har valgt fire spillere, som enten rummer et særligt stort potentiale, eller som er i særskilt god form.

Bemærk, at de nævnte outsidere er deciderede langskud, og at tro, at de går hele vejen, er yderst optimistisk. Når jeg fremhæver dem, er det, fordi de har niveauet til at kvalificere sig til hovedturneringen, og fordi de faktisk med lidt marginaler på deres side kan gå et stykke vej i hovedturneringen også.

Det skal noteres, at disse linjer skrives inden kvalifikationen er færdigspillet, hvorfor de nævnte odds kun er pejlemærker. Efterhånden som spillerne når tættere på hovedturneringen, vil oddset selvsagt falde, og derfor agter jeg senere at kommentere på resultatet af kvalifikationen og de justerede odds.

Ryan Day (#17):

En af de rutinerede herrer på touren, som har fundet sin anden ungdom. Hele tre turneringssejre er det blevet til i denne sæson. Særligt de lange pots har set skarpe ud, og han har udvist et topniveau, som jeg ikke længere troede, at han havde.

Day har kæmpet en desperat kamp for at kæmpe sig ind blandt de 16 bedste på verdensranglisten, men det endte altså med den utaknemmelige 17. plads og dermed en tur igennem kvalifikationen.

På grund af sin gode form bør Day snige sig gennem kvalifikationen, og med lidt lodtrækningsheld i hovedrunden kan han godt gå et stykke vej. Jeg tvivler dog stærkt på, at han besidder topniveauet til at slå typer som O’Sullivan og Selby over dette lange format.

Halvtung lodtrækning til #17

Odds 67 på Day er næppe nok til værdi, da han har fået en halvtung lodtrækning i kvalifikation, hvor han blandt andet står til at møde Peter Ebdon, som er en veritabel dræber over så lang en distance.  

 

Stephen Maguire (18):

37-årige Maguire fortjener også at få et par ord med, selvom der er blevet længere mellem de store resultater. Han har et voldsomt højt topniveau, men han døjer i den grad med stabiliteten og har desuden et lidt svært sind, der har en tendens til at trække ham helt ned, når spillet ikke kører.

En turneringssejr i Riga Masters er det blevet til i denne sæson, men en semifinale i prestigefyldte UK Championship aftvinger også respekt. Derudover har der været langt mellem snapsene, og når jeg giver ham et par linjer her, er det mere på grund af hans høje topniveau end på grund af hans form.

Maguire bør kunne klare sig gennem kvalifikationen, og han kan bestemt godt drille de store navne i hovedturneringen. Hans problem kan blive det lange seje format, som langt fra er kompatibelt med hans lidt svingende psyke.

Hold øje med overraskelser af Maguire i de første runder

Odds 101 tilbydes hos Nordicbet/Betsafe, men jeg ville – afhængigt af den endelige lodtrækning - nok nærmere kigge på hans mulighed for at skabe en overraskelse eller to i de første runder af hovedturneringen.

 

Liang Wenbo (19):

Jeg har tidligere været inde på, at der pt. findes et væld af fremadstormende asiater. Her har vi så én, der er gået noget i stå. Denne talentfulde venstrehåndede unge mand var af mange set som en kommende top 10-spiller. Topniveauet er højt, men desværre har han ikke haft den stabilitet, som hans talent berettiger til.

Modsat sin landsmand Ding Junhui er Wenbo en emotionel type, der spiller med følelserne uden på trøjen. Det forlyder fra flere af den øvrige topspiller, at han kan være ustyrligt god ved træningsbordet, men det kniber altså med at overføre det til den helt store scene.

Wenbo har kun én turneringssejr i et ranking event, men hans største bedrift er utvivlsomt også en finaledeltagelse i UK Championship i sæsonen 2015/16.

Som sagt er formen bestemt ikke god, men Wenbos topniveau er tårnhøjt, og hvis han peaker, kan han slå de fleste. Først venter der dog en kvalifikation, som han bør have klasse til at løse. I skrivende stund har han netop vundet sin første kamp i kvalifikationen på meget overbevisende vis; han lavede blandt andet ét af de legendariske 147-breaks og var en ekstremt tæt på at lave et mere.

Sejr vil være stor overraskelse

Først skal Wenbo igennem kvalifikationen, men det bør han også komme. En meget overraskende turneringssejr til denne herre udløser odds 101 hos Nordicbet/Betsafe.

Af andre store navne i kvalifikationen kan i øvrigt nævnes Ricky Walden, Joe Perry, Graeme Dott og Martin Gould.

Potentielt værdispil: Hvor står Marco Fu?

Marco Fu (11):

Marco Fu fra Hong Kong er én af de seedede spillere, som jeg ikke har være inde på. Situationen omkring ham er ret interessant, da der er stor tvivl om, hvor han står, da han på grund af en kompliceret øjenskade har været ude siden Masters i januar 2018.

Der har til det sidste været tvivl om, hvorvidt han blev klar til VM, men han har for nyligt selv skrevet på de sociale medier, at han giver VM en chance, men han indikerer samtidig, at han stadig af generet af skaden.

Fu er seedet og ligger i 3. fjerdedel i af lodtrækningsskemaet. 3. fjerdedel er i forvejen nok at betragte som den mindst stærke, og hvis Fu ikke er på toppen, kan det bane vejen for en kvalifikationsspiller eller én af de øvrige seedede i samme fjerdedel. Eksempelvis kan Barry Hawkins ikke være helt ked af at stå til en kvalifikationsspiller i første runde og potentielt Fu i 2. runde.

Når det kommer til den slags komplicerede skader, er vi naturligvis altid ude i en form for spekulation. Men faktum er, at Fu ikke har spillet på højt niveau siden Masters, og en evt. skade er en kedelig følgesvend i det lange seje VM-format.

Fu’s problemer kan dels smitte positivt af på Hawkins vinderchancer, og dels kan det blive interessant at se, hvilken spiller fra kvalifikationen, som Fu ender med at skulle møde. Der kan meget vel ligge værdi i spil på hans modstander. Jeg følger op på dette, når kvalifikationen er færdigspillet, og den endelige lodtrækning foreligger.

Marco Fu's skade undervurderes af bookmakerne

Fu giver i øvrigt odds 81 som vinder, så markedet er ikke helt ubekendt med situationen, men jeg tror stadig, at de undervurderer den. 

Links

Hovedturnering (foreløbig lodtrækning): Link (pdf)

Lodtrækning, kvalifikation: Link (pdf)

Derudover henvises til World Snookers officielle hjemmeside: Link

 

Betxpert følger turneringen løbende

Jeg har aftalt med redaktør, Markus, at vi opdaterer på kvalifikationens resultater, når disse foreligger.

Jeg vil selv komme med uofficielle spilforslag i tråden under denne optakt, og som altid er det højt værdsat med feedback, spilforslag, spørgsmål og betragtninger fra jer brugere.

Jeg er selv på plads i The Crucible Theatre i dagene 28.4.18-02.05.18, og i det omfang tiden tillader det (der skal ses rigtig meget snooker), kommer jeg med input derovre fra.

 

God fornøjelse med VM i snooker!