Verdensmesterskaberne i skiskydning afvikles 1.-11. marts i Ruhpolding, Tyskland. Læs Adam Vinters gennemgang af favoritter og outsidere...

Første disciplin er den nyeste af dem alle: mix-stafetten. Denne løbes allerede torsdag, mens vi ellers skal vente til weekenden før det rigtigt går løs. Begivenhederne slutter med kvindernes massestart 11. marts.

Ruhpolding har været vært een gang tidligere, i 1996. Dengang hed topløberne Drachev, Skjelbred, Behle m.fl., men der er faktisk en enkelt genganger: Ole Einar Bjørndalen. Ham kommer jeg ind på senere sammen med de andre store favoritter.


Discipliner og løbstider

1. marts 15:30
Mix-stafet

3. marts 12:30
Mænd 10km sprint

3. marts 15.30
Kvinder 7,5km sprint

4. marts 13:15
Mænd 12,5 km jagtstart

4. marts 16:00
Kvinder 10km jagtstart

6. marts 15:15
Mænd 20km individuel

7. marts 15:15
Kvinder 15km individuel

9. marts 15:15
Mænd 4*7,5km stafet

10. marts 15:15
Kvinder 4*6km stafet

11. marts 13:30
Mænd 15km massestart

11. marts 16:00
Kvinder 12,5km massestart

TV-dækning

Hvis du ønsker at følge løbene live, bliver de vist på Eurosport og ?livescoring? kan ses her:http://services.biathlonresults.com/Schedule....

Tips

Nicolai og jeg vil løbende komme med tips, se vores aktuelle tips her:


http://betxpert.com/ekspert/nicolai-kristense...

http://betxpert.com/ekspert/adam-vinter


Ruhpolding og vejret

Som sagt er det anden gang Ruhpolding er vært for et verdensmesterskab. Stedet er med i worldcuppen stort set hvert år, og det er derfor en destination som løberne er bekendt med.

I disse dage er der noget meget bemærkelsesværdigt set fra et bettingperspektiv. Temperaturene for weekenden er op mod 10-15 grader, hvilket gør sneen meget tung. Lette løbere, der har en mere ”dansende” stil, har derfor en ret pæn fordel i sporet, da det ikke påvirker dem på samme måde. Dette er interessant til analysen af tids-matchups specielt (tider i sporet - uden skydning), da bookies højst sandsynligt ikke er opmærksom her. Efter weekenden 3.-4. marts falder temperaturene dog igen.

Favoritterne: herrer

De to største favoritter til at tage flest sejre ved dette VM må være Emil Hegle Svendsen fra Norge og Martin Fourcade fra Frankrig. Nordmanden har uden tvivl været den hurtigste i sporet i denne sæson, hvilket har reddet ham fra katastrofer, da hans skydning har svinget. Jeg forventer fortsat at se hurtige løbetider fra ham, og kan han forbedrer sin stående skydning, bør han kunne hive en del medaljer hjem. Hans svageste disciplin ser jeg som den individuelle 20km med 20 skud i alt, hvor hvert bom koster 1 minut straf. Får han problemer bliver det i skydningen. Martin Fourcade skyder bedre end den norske løber, men er svagt langsommere i sporet end ham. Franskmanden har udvist rigtig stor stabilitet, og jeg tror godt vi kan regne med ham i samtlige discipliner. Han er indehaver af førstepladsen i den samlede worldcup, hvor der er en tæt kamp mellem disse to kæmper (se desuden eksperttippet på dette matchup, hvor jeg finder værdi i Fourcade til 1,85).

Naturligvis er der flere interessante navne at vælge imellem i toppen af herrernes skiskydning. En løber, jeg ikke finder vinderpotentiale i, i de individuelle løb er tyske Andreas Birnbacher, der pt. er nummer tre i den samlede worldcup. Han har forbedret sin fart i sporet i denne sæson, hvilket har kastet mange flotte præstationer af sig. I sprinten og 20km'eren, ser jeg ham ikke som den tredje bedste. Han har det med, at gøre det bedst, når der er direkte kamp mellem løberne, og den der kommer først har vundet. Således er alle tre sejre denne sæson også kommet i sådanne løb (to i massestart, en i jagtstart). Hans fart i sporet er ikke til at slå Svendsen/Fourcade i en sprint med kun to skydninger, hvis alle tre skyder fejlfrit, men derimod ved flere skydninger kan hans stabile skydeevner vinde en del sekunder.

Martin Fourcades bror Simon Fourcade kan også meget vel blive et interessant navn ved dette VM. Han var suveræn for et par afdelinger siden, hvor han vandt flere løb, men siden da har han lidt en kraftig formnedgang. Nu har han haft et par uger til at komme sig igen, og mon ikke han vil være til stede i toppen igen. Han er nummer fire i worldcuppen, og har sin styrke i skydningen, hvorfor jeg ikke aner ham vildt store chancer i sprinten.

Den forsvarende mester i sprinten Arnd Peiffer bør bestemt også nævnes. Han har hjemmebane, kommer i god form og holder et højt niveau i både skydningen og i langrend. Jeg tror ret meget på ham i sprinten, men skal ikke udelukke topplaceringer i andre discipliner heller.

Den levende legende Ole Einar Bjørndalen kan hive sin worldcup sejr nummer 94 i hus ved dette mesterskab. Han har ikke kunne ramme topniveau det meste af sæsonen, men på det seneste har han vist lovende takter idet han vandt det senest kørte løb. Det var en jagtstart, hvilket også er den disciplin, hvor han har gjort det bedst i denne sæson. Han har haft store udsving i skydningen, og da han ikke helt holder samme niveau i langrend som i de tidligere sæsoner, så har det været svært for ham. Skydningen er begyndt at virke stabil, og jeg anser ham udemærkede chancer for medaljer ved dette mesterskab.

Endnu en nordmand trækker opmærksomhed: Tarjei Bøe. Han vandt worldcuppen sidste sæson på trods af sin unge alder, men i denne sæson har det været anderledes. Han ligger nummer ni i worldcuppen, men han har kun en top 10 placering siden årsskiftet. Hans topniveau er højt, men om han kan ramme det efter et par ugers pause, tør jeg ikke spå om. Rammer han formen er han uden tvivl en god kandidat til medalje.


Favoritterne: damer

På damesiden må man forvente sig meget af især een løber: Magdalena Neuner. Det tyske hjemmebanehåb -og fører af worldcuppen - har trods sine blot 25 år, meldt ud at hun stopper efter denne sæson. Hendes motivation må derfor være ekstra høj. Hun har med sine 32 sejre sat sit indtryk på damesiden og mon ikke hun er 100% fit til at forsvare sine to titler fra Rusland sidste år i sprint og massestart. Hun er en af de hurtigste løbere i feltet, men skydningen har svinget en del. Denne syntes der dog, at være sket en del forbedringer med, og det er grunden til vi ser hende i toppen igen i år. Jeg forventer at se hende helt fremme i alle discipliner med undtagelse af 15km individuel, hvor jeg ikke har hende som den klare favorit. Hun kommer i forrygende form med fire sejre i de seneste fem løb.

Den hurtigste løber i sporet er Darya Domracheva, og hun er førsteudfordrer til tyske Neuner. Hun er nummer to i worldcuppen og løber - imponerende nok - fra Neuner i sporet. Hendes problem er skydningen. Den er hamrende ustabil, og det er ikke altid, hun kan hente så meget i sporet. Derfor tror jeg hvidrusseren får problemer på alle distancer, der omhandler fire skydninger (jeg ser hende ikke som favorit), mens hun sagtens kan drille Neuner i sprinten.

Der er mange om buddet på damesiden og det bliver uhyggeligt tæt, hvis der sniger sig et par missere ind fra Neuner og Domracheva. Den utilregnelige Tora Berger fortjenes også at blive nævnt. Man skal lede langt efter sådan en vindermentalitet, og jeg tror ikke hun kan undgå at give en medalje med hjem. Hun er i toppen i sporet og på standpladsen gør hun det fint. Hun kan i alle discipliner, og har vel nok den bedste afslutningsevne af alle.

Ligesom Domracheva er Kaisa Maakarainen en giftig dame i sporet, men svingende på standpladsen. Får hun det til at køre i skydningen, kan hun bestemt blande sig også. Hun har to sejre denne sæson, og en af dem kom i det seneste løb. Jeg anser hende fine chancer for medaljer.

Ser vi på de skudstærke løbere, som specielt er outsidere til den lange distance, hvor en bom koster dyrt, bør et par franske kvinder nævnes. Marie-Laure Brunet og Marie Dorin er begge to knaldgode skytter, mens deres langrend halter. Kan de sende fejlfri skydning af sted, er de bestemt at finde i top 5-7 stykker, og hvis andre resultater flasker sig, bør der være god mulighed for medalje. Dorin er den hurtigste i sporet af disse to, og derfor tror jeg hun har størst chance for medalje.

Herudover har svenske Helena Ekholm, russiske Olga Zaitseva også store chancer for medaljer, hvor specielt sidstnævnte har været i stabil i toppen hele sæsonen. Tyskernes næstbedste håb er rutinerede Andrea Henkel, som har rutinen, hvilket man ikke skal undervurdere.


De mindre nationer

Der er mange flere medaljepotentialer end ovennævnte løbere, og blandt disse er nogle fra mindre nationer. Af mulige medaljevindere bør nævnes:

Anastasia Kuzmina fra Slovakiet har en god fart i sporet, men døjer med en ustabil skydning.

Teja Gregorin fra Slovenien er en meget stabil skytte, der dog mangler fart i sporet. Jeg ser hende have fine chancer på den lange distance.

Benjamin Weger fra Schweiz, som er en lille skiskyttenation, har haft en kanonsæson og er nummer fem på ranglisten. Han skyder meget stabilt, men mangler stadig fart i sporet. Han får svært ved at få en medalje, men har bestemt chancen.

Rusland generelt har mange outsidere. De er ikke en af de mindre nationer, men fortjener at blive nævnt alligevel. Pt. er der mangel på deciderede dominerende løbere i Rusland, men der er et hav af unge skud på vej. På herrer-siden er der flere medaljepotentiale, såsom Garanichev, Ustyugov, Makoveev og Shipulin mens der på damesiden er Zaitseva, Bogali, Vilukhina, Sleptsova.

Åbningsløbet: Mix-stafet

Denne disciplin er den yngste af dem alle, men en begyndende tradition er, at denne åbner ballet. Der er flere gode bud på en vinder her, men i mine øjne er favoritter Tyskland, Norge og Frankrig. Blandt disse er Norge min favorit. Startlisten er kommet ud, og der kan derfor umuligt gå længe, før odds kommer på banen.

Velkommen til skiskydnings verdensmesterskaberne i Ruhpolding!