VM i enkeltstart for U23-herrer køres mandag på en kuperet rute i Holland. Danmark stiller med en OL-guldvinder, en filmstjerne og en talentfuld klatrer - alle med top10-chancer, måske mere. Læs Jesper Sørensens optaktsartikel...

Sidste år vandt Rasmus Quaade sølv på hjemmebane, men skønt nr 1 og nr 3 fra sidste års VM ikke længere kører i U23-klassen, så har nye konkurrenter umiddelbart overhalet ham en anelse. Han er dog stadig blandt medaljefavoritterne.

Desværre er der ikke tv-billeder hos U23-løbene i år.

Tips

Hold øje med VM-tips fra BetXperts dygtige cykeleksperter:

Jesper Sørensen

Jacob Nordestgaard

RUTEN

U23-herrerne kører 36 kilometer og slutter i Valkenburg kort efter Cauberg. Det er – som alt andet under VM – en kuperet rute, hvor der er to stigninger til sidst, der må være de sværeste. Den ene er Sibbergruppe (2.100 meter, 4,1 %) og Cauberg (1.200 meter, 5,8 %). Begge er indenfor de sidste seks kilometer.

Det er med andre ord en lidt hård rute, og det kan i min optik godt skubbe favoritværdigheden lidt væk fra danskernes skuldre.

FAVORITTEN

For få dage siden vandt Rohan Dennis den sidste prøve før VM, da han vandt Chrono Champenois. Det er et løb, der sidste år blev vundet af Luke Durbridge (mens Rasmus Quaade tre gange i træk har været på podiet) der også vandt enkeltstarts-VM, og det giver nok et meget godt fingerpeg af hvem, der er den hurtigste mand på enkeltstarten.

Rohan Dennis kører gode enkeltstarter, og har således vundet enkeltstarten i både Olympia Tour og Thüringen Rundfahrt, samtidigt med at han også klatrer rigtig godt, hvilket han beviste med 5. pladsen i Tour Down Under sidste sæson. Garmin-Sharp har fået fat i en guldfugl her, og umiddelbart er det mit bud, at han har god chance for at vinde endnu en enkeltstart her under VM.

Han var samtidigt også en del af Australiens 4.000 meter hold, der vandt sølv under OL i den forgangne sommer. Han er altså noget af et talent, og kan han holde udviklingen, så bliver U23 VM i enkeltstart næppe det største løb, han kan komme til at vinde i løbet af karrieren. Han er dog ikke lige så stor favorit som Luke Durbridge var for en sæson tilbage.

OUTSIDERNE

En af hans konkurrenter er danske Rasmus Quaade. Quaade er virkelig stærk på enkeltstarten, og han blev nummer to ved det seneste U23-VM, ligesom han i år har vundet EM og blev numer tre ved Chrono Champenois. Herudover blev han nummer 6 på enkeltstarten i Post Danmark Rundt – og så stopper resultaterne ligesom lidt der. I år har han nemlig også haft fokus på OL, hvor han var med det danske 4.000 meter hold, og dernæst er han udpræget enkeltstartsrytter: det er det han kan.

Rasmus Quaade er f'ørnævnte "filmstjerne" - der er nemlig lavet en interessant dokumentarfilm om ham, med navnet "Moon Rider".

Umiddelbart bør Quaade være god nok til at få en medalje, men det jeg godt kan frygte, er at bakkerne bliver for meget for Quaade. Uden disse havde jeg vurderet det til en meget sikker medalje til Quaade, men jeg er bange for at bakkerne kan blive for meget for Quaade-drengen.

Hos russerne spytter man enkeltstartsryttere ud, og endnu en af slagsen er Sergey Chernetskiy, der blev nummer to i Chrono Champenois efter Rohan Dennis. Ligesom Dennis kan han også mere end bare at køre enkeltstarter. Det beviste han senest under Tour de l’Avenir – de unges Tour de France – hvor han med sin fjerdeplads blev en af tre russere, der kørte i top10.

Spørgsmålet er dog, om det var en god form, der kørte ham ind på andenpladsen i Chrono Champenois snarere end evner. Han er nemlig relativt svingende i disciplinen, og hans eneste store bedrift på en enkeltstart var en sejr på en bjergenkeltstart i Italien. På prologen i Tour de l’Avenir var han langt efter.

Men når man får en andenplads i den sidste forberedelse før VM, og oven i købet skal køre på en kuperet rute, så er man blandt de mere interessante navne.

En anden interessant russer, er Anton Vorobev, der sidste år blev nummer 4, og faktisk var relativt tæt på podiet. I år har han fortsat de gode enkeltstarter, og han blev blandt andet nummer 8 på enkeltstarten i Post Danmark Rundt, ligesom han er blevet 7’er på enkeltstarten i GiroBio. Han klarer bakker relativt okay, så jeg tror faktisk godt han kan smutte ind og nuppe en medalje, hvis han finder den rette fart hurtigt på ruten.

Han har ligeledes vist god form på det seneste, og mon ikke han er meget opsat på at revanchere sidste års fjerdeplads med en medalje?

Den sidste udenlandske contender, der bør nævnes, er Bob Jungels. Luxembourgeren er et relativt kendt navn, på trods af at han stadig er U23-rytter, men selv om han har fine resultater på enkeltstarterne, så tvivler jeg på, han løber med sejren.

Bob Jungels er nemlig en af de ryttere, der er så forbandet god til mange ting, men som bare ikke helt har fundet sin spidskompetence endnu. Han kører en god enkeltstart, hvilket han viste med sin sejr på Fleche de Suds enkeltstart, og han blev også 2’er under EM, hvor kun Rasmus Quaade slog ham. Men i Chrono Champenois blev han kun 7’er, og det er måske meget sigende for hans niveau i øjeblikket. Han har arbejdet en del med evnerne på stigninger, hvorfor ruten burde passe ham glimrende, men selv om han har medaljechancer, får han næppe guld.

DANSKERNE

Vi er så heldige, at vi har et ganske kompetent hold sendt til VM, for foruden Rasmus Quaade, har vi to andre dygtige ryttere.

Den ene er Lasse Norman Hansen, der vandt OL-guld i Omnium tidligere på sommeren. Jeg tror dog ikke, ruten er noget for ham, men han kan på en god dag måske overraske en anelse. Han blev 10’er ved EM.

Samtidigt har vi også Rasmus Sterebo, som er klar til at være bedste dansker, hvis bakkerne bliver for meget for Rasmus Quaade. Den lille spinkle dansker kører nemlig en god enkeltstart, og han klatrer relativt godt grundet sin statur – jeg tror, der venter en top10-placering til Sterebo, der blev nummer 7 ved EM. Han blev også nummer 7 ved DM i Hammel (mod eliten).