VM i cykling 2015 - odds og optakt: Ligger til sprinterne

Richmond huser årets VM i cykling, og det sker på en rute, der favoriserer sprintere som Alexander Kristoff. Jesper Sørensen kigger nærmere på løbet i denne optakt, hvor han gennemgår ruten, rytterne og finder interessante odds. Se blandt andet et godt special-væddemål. Landevejsløbet køres søndag 27. september.

VM i cykling er vendt tilbage til USA efter et fravær på næsten 30 år. Dengang blev der kørt VM i Colorado Springs, hvor legendariske Moreno Argentin, der året forinden havde vundet Post Danmark Rundt, endte med at vinde VM-striberne.

Denne gang hedder værtsbyen Richmond, der spillede en stor rolle under borgerkrigen, hvor byen en overgang fungerede som hovedstad. Herudover er Richmond også kendt for at være en af de mere farlige byer i USA i 90'erne, hvor den var med i toppen af statistikken over de byer, hvor der foregik flest mord per indbygger.

Krigen er væk, og selv kriminaliteten er dalet en del, selvom der allerede under dette VM har været nogle sager med stjålne cykler. Dermed er fokus forhåbentligt ene og alene på dette års verdensmesterskaber. VM i cykling 2015. Årets rute ser noget lettere ud end sidste år, og kigger man udelukkende på højdemeter, så kunne det sagtens ligne et år, hvor en sprinter løber af med de meget eftertragtede VM-striber.

Hverken Marcel Kittel eller Mark Cavendish stiller til start, mens årets måske bedste sprinter Andre Greipel står lidt i skyggen af sin tyske landsmand John Degenkolb, der formentligt foretrækkes som tysk VM-kaptajn grundet hans historik i hårde klassikerløb.

For selvom ruten måske ikke synes af meget, så skal man huske på, at de skal køre hele 250 kilometer, og her bliver løbsudfald i den grad påvirket af distancen. Samtidigt er det en meget teknisk rute, der på hver rundstrækning afsluttes med tre små bakker. Det kan gøre løbet svært at kontrollere, for de sprinterhold der er til stede - især fordi der er mange hold, der har interesse i at gøre alt for at løbet ikke ender i en spurt.

Stærke nationer som Italien og Spanien vil gøre alt hvad de kan for at få gjort løbet så hårdt som muligt, så de kan snyde Kristoff, Degenkolb, Sagan og co., der forventes at være forhåndsfavoritterne til årets løb.

Odds & tips - VM i cykling 2015

Hold øje med vinderspil og h2h-tips fra BetXperts eksperter:
Jesper Sørensen
Jacob Nordestgaard
Søren Knudstorp

Favoritterne - fem mand skiller sig ud

For mig at se er der fem forhåndsfavoritter i dette meget åbne løb. Naturligvis er det Kristoff og Sagan, man snakker mest om, men i bund og grund er der fem ryttere, som jeg synes man kan klemme ind i en favoritgruppe. De har alle sammen den hurtige spurt tilfælles, så de skal blot ”nøjes” med at holde sig fremme hele tiden. Men det kan vise sig at være en svær opgave.

Alexander Kristoff, Norge

Chancevurdering: 11 %

Skulle man pege på én til at vinde løbet, så ville de fleste nok ende med at pege på Alexander Kristoff. Det er også let at blive forelsket i nordmanden på denne rute.

Kristoff har i den grad bevist sig som en af de bedste klassikerryttere i feltet. Sidste år vandt han Milano-San Remo, og i år var han meget tæt på at gentage den sejr. Han tabte dog spurten mod John Degenkolb. I stedet vandt end Flandern Rundt på flotteste vis. Kristoff var før løbet lidt frygtet grundet den hurtige afslutning, som han besidder, så på en af de sidste bakker gik han i offensiven og angreb sammen med Niki Terpstra. Det er i den grad flot af en rytter, som ellers normalt ”blot” kunne vente til finalen med at køre sejren hjem i en spurt.

Norge har kun seks ryttere med, men det er et stærkt hold. Sven Erik Bystrøm har været luksushjælper for Kristoff hele året, og Lars-Petter Nordhaug kan spilles ud i finalen – og så har man en anden VM-outsider i form af Edvald Boasson Hagen, som man også kan (og bør) spille ud i finalen. Det gør, at selvom Norge ”kun” har seks ryttere til start, og dermed kan få meget svært ved at kontrollere løbet, så kan man sende farlige favoritter ud i offensiven. Hvad gør Sagan og Degenkolb for eksempel, hvis Edvald Boasson Hagen pludselig sidder i udbrud med få kilometer igen?

Norge skal satse på Kristoff, men det betyder også, at man skal benytte sig af de taktiske redskaber, man trods alt har til rådighed. Jeg tror, det vil bide dem i enden, hvis de forsøger at kontrollere løbet med de seks mand de har til rådighed, som Kristoff har udtalt de vil gøre. Kristoff kan i al fald hurtigt ende med at være eneste mand i frontgruppen.

Kristoff er hurtig, men han beviste i Flandern Rundt i år, at han ikke er bange for at gå i offensiven. På denne rute ser jeg det dog ikke ske – han venter på de sidste 200 meter, og så har han en pæn chance. Han er dog ikke så overlegen i en spurt, at jeg ville føle mig sikker på, at han slår de øvrige sprintere i spurten, men modsat nogle af konkurrenterne – for eksempel Sagan - har han ikke vist svaghedstegn i en spurt efter en meget hård og lang dag. Tværtimod.

Peter Sagan, Slovakiet

Chancevurdering: 10-11 % 

På papiret er Peter Sagan altid favorit til disse løb. VM, Paris-Roubiax, Amstel Gold Race, Flandern Rundt, Milano-San Remo – det er alle løb, som han burde kunne vinde, men som han indtil nu ikke har gjort. På dagen er han den bedste klatrer i favoritgruppen (sammen med Matthews), og samtidigt er han også – på dagen – den bedste sprinter. Jeg synes, den er ret lige mellem ham og Kristoff i en spurt, særligt den type spurt, der venter i Richmond.

Peter Sagan har haft flere ting imod sig indtil videre i de store løb. Først og fremmest har han haft en tendens til at bruge unødig energi før målstregen. Matti Breschel udtalte kort før afgangen til VM, at det handler ”om at vente og vente og vente” – og tålmodighed slår mig ikke just som Sagans største styrke. Det har tit resulteret i, at han ikke har den fornødne energi til at vinde en spurt i finalen.

Et andet problem for ham, er at han nærmest aldrig har et stærkt hold omkring sig, og det samme er tilfældet her under VM, hvor Slovakiet ikke just kan mønstre kvalitetsryttere omkring ham. Det betyder, at han ikke kan smide en holdkammerat ud i et angreb i finalen – og så kan han afgjort ende i en situation, han har stået i alt for ofte: isoleret i finalen uden nogen andre hold eller ryttere vil hjælpe ham.

Heldigvis for Peter Sagan er der mange hold, der har interesse i det samme som ham: en spurt. Det betyder, at han kan lukrere lidt på de andre holds arbejde. Hans eget hold er ikke til megen hjælp. Modsat tidligere år har Peter Sagan rent faktisk kørt helhjertet efter at komme i VM-form. De senere par år er han blot dukket op uden de store ambitioner, men i år kørte han Vueltaen med henblik på at blive verdensmester. En motorcykel tog ham dog ud af løbet, og spørgsmålet er, hvor meget det har hæmmet ham.

Det vil afgjort ikke være en overraskelse, hvis Sagan går hen og vinder VM, men man kan heller ikke lade være med at tænke på, at han nok skal finde en måde at blive nummer to på.

John Degenkolb, Tyskland

Chancevurdering: 8 %

I starten af året var tyske John Degenkolb min helt store favorit. Den tekniske rute med det meget omtalte brostensstykke lød for mig som den perfekte kombination for John Degenkolb. Det gør det i grunden stadig, og Degenkolb er en af de allerbedste klassikerryttere i feltet. Se blot hvordan han vandt både Milano-San Remo og Paris-Roubaix i år.

Men det var ikke imponerende, det han leverede under årets Vuelta a España. Farten virkede lidt fraværende, han placerede sig heller ikke optimalt og samtidigt sled han i det for Tom Dumoulin. Han vandt godt nok en etape i løbet, men når man ser på konkurrencen, så burde der have stået mindst to sejre på CV’et – og allerhelst endnu flere.

Degenkolb er dog afgjort en af favoritterne. Jeg synes, hans tyske hold ser rigtig godt ud – især hvis Andre Greipel arbejder for Degenkolb på samme måde, som han arbejdede for Lotto-kaptajnerne under Flandern Rundt. Greipel har farten, men de bør beslutte sig på forhånd om, hvem de kører for i spurten, og jeg tror Degenkolb er bedst efter sådan en lang dag. Han er det sikre bud for tyskerne – men vil Greipel ofre sig for Degenkolb, hvis han selv mener han har en chance for at sidde med i finalen?

Hvis han sidder i finalen, så er han på papiret den hurtigste i den flade spurt. Den sidste bakke passer ham glimrende – han er afgjort en af de bedste sprintere, når det går opad.

Det kræver dog, at han er køligere og stærkere i finalen, end vi så det i Vueltaen i år, men det ville være tosset at afskrive en mand, der har vundet to af denne sæsons hidtidige fire monumenter.

Michael Matthews, Australien

Chancevurdering: 7 %

Uanset om det bliver et hårdt eller let løb, så kan vi forvente at se Michael Matthews kæmpe med om de helt sjove placeringer. Australieren er en fremragende klatrer, og han håndterer de lange løb fint. Kun Peter Sagan kan matche ham, når det bliver rigtig hårdt.

Matthews har ikke kørt Vuelta a España i år, men har i stedet forberedt sig i canadiske løb. Først kørte han Tour of Alberta, hvor han vandt en enkelt etape, og dernæst har han kørt de to canadiske endagsløb: GP de Quebec og GP de Montreal. I Quebec vandt han feltets spurt, men måtte lige akkurat se Rigoberto Urán holde hjem. I det langt hårdere GP de Montreal blev han nummer 18 – 12 sekunder efter Tim Wellens. Til sammenligning blev Kristoff nummer 29, 1:06 efter Wellens.

Jeg er altså ikke i tvivl om, at han kommer til at sidde der i finalen. Australien har holdet til at køre det her løb optimalt – de har folk, de kan sende afsted i finalen, for eksempel Simon Gerrans, og de har ryttere, der kan kontrollere løbet i finalen, hvis de er friske nok. Det er svært at forestille sig en finale, hvor Matthews ikke er involveret, for han kan sagtens finde på at køre med i et farligt udbrud.

Hans største problem bliver hans fart. Han er hurtig, men i en direkte spurt mod Kristoff og Sagan tror jeg, han må komme til kort, og i en spurt mod Degenkolb vurderer jeg nok også tyskeren som hurtigere – i al fald i en normal, flad spurt. Der er dog naturligvis andre faktorer, der er på spil efter 250 kilometers kørsel, men alle rytterne her i favoritkategorien har det tilfælles, at de er dygtige i en svær spurt efter en lang og hård dag.

Det er lidt interessant, at Michael Matthews tilbage i 2010 slog John Degenkolb i U23 verdensmesterskaberne.

Greg van Avermaet, Belgien

Chancevurdering: 4-5 % 

Den sidste rytter, jeg har med som favorit, står måske lidt bag de fire andre, fordi han på papiret ikke er lige så hurtig – men det er altså en finale, der lynhurtigt kan komme til at passe Greg van Avermaet helt formidabelt.

Van Avermaet har længe været en af de der ryttere, der altid har været med fremme, men som ikke for alvor vinder de store sejre. Det har han fået ændret på i år. Han vandt en spurt i Arezzo i Tirreno-Adriatico, hvor en lille led bakke satte de hurtigste ud af billedet, og så kunne han tage sejren for snuden af Sagan. Senere blev han nummer 3 i både Flandern Rundt og Paris-Roubaix, inden han blev nummer 5 i Amstel Gold Race.

Det er ret flot kørt, og det vidner om en alsidighed, som kun meget få andre besidder. Senere på sæsonen vandt han to etaper under Tour de France (holdløb og 13. etape), og havde hele fire yderligere top10-placeringer. I de seneste par løb har han kørt de canadiske endagsløb, og her har det i høj grad handlet om at teste benene af.

Greg van Avermaet skal håbe på, at løbet bliver kørt bare lidt hårdt, for så kan han triumfere. Hans sejr i både Tirreno-Adriatico og Tour de France er kommet i hus efter en lille led bakke før målstregen. Den har i begge tilfælde været lidt hårdere end den, der venter her i Richmond, men de kan til en vis grad sammenlignes.

Det belgiske hold har tre kandidater: Tom Boonen, Philippe Gilbert og Greg van Avermaet. Det er mange egoer, der skal tilfredsstilles, og det er ikke just fordi Gilbert og Greg van Avermaet i det hele taget fungerer optimalt hos BMC. Greg van Avermaet søgte i sin tid væk fra Lotto, fordi han ville køre sin egen chance i stedet for at arbejde for Gilbert. Det nåede han i én sæson, inden Gilbert drog samme vej som ham, og i tiden hos BMC har man i store træk egentligt gjort sit for at holde dem adskilt – altså køre hver deres løb som kaptajner.

Belgiens VM-taktik burde være klar: de skal ud og gøre løbet hårdt, og så skal man sende Gilbert afsted på næstsidste eller sidste omgang, inden Greg van Avermaet forsøger sig i spurten. Send folk ud på ruten og lad de andre hold om at forsøge at kontrollere løbet. Men det virker som en utopisk tankegang – jeg har i al fald svært ved at se Gilbert angribe langt udefra i håb om at hjælpe en holdkammerat til sejr.

Som udgangspunkt er Greg van Avermaet den ”svage” af de fem, men jeg synes, han har taget et skridt op i karrieren i denne sæson.

Stærkt felt af angrebslystne outsidere

De fem ovennævnte ryttere har alle interesse i en spurt, og de virker til at være et lille niveau over konkurrenterne. Derfor vil vi se mange af de andre lande gå i offensiven og forsøge sig med nogle farlige angreb i håb om at gøre løbet så hårdt som muligt. Det er et helt vildt åbent løb, hvilket oddsene også indikerer – prøv at tæl efter hvor mange ryttere, der giver under odds 100 som vinder af løbet – det er lidt voldsomt. Jeg vælger her at gennemgå nogle udvalgte ryttere.

Spanien stiller op med VM-profilen Alejandro Valverde, der nærmest altid formår at finde frem til en VM-medalje. Han får meget svært ved at gøre det i år, men han kan finde på at rykke på sidste omgang – ligesom han også sagtens kan finde på at gemme sig til spurten, selvom jeg tvivler på, at han har den store chance her. Spanien har også Juan Jose Lobato, der i princippet er deres bedste bud i en spurt. Han er fabelagtig i disse spurter, men nok et lille niveau under de fem store.

Det er ikke en optimal rute for Colombia, men det er måske værd at holde øje med Rigoberto Urán, der vandt et løb i Canada op til løbet. Han skal afgjort ud i offensiven, men han er et oplagt bud på en rytter, der angriber på sidste omgang sammen med nogle af de andre store navne, der ikker har den største chance på denne rute.

Italien lider meget af, at de ikke har den her store klassikerrytter med en meget hurtig afslutning. De stiller til start i år med et stort hold, men hvor der ikke er et oplagt vinderbud. Vincenzo Nibali har vist forrygende form, men ruten er ikke optimal for ham, så han må i offensiven – det kan han sagtens lide, så han er en af dem, der virkelig kan sætte farve på løbet. Han er en formidabel endagsrytter, men han besidder ikke den hurtige afslutning. Det gør til gengæld Diego Ulissi, men han leverer til gengæld ikke mange resultater uden for Italien – og så er han ikke så hurtig som sprinterne i en afslutning.

Der er god grund til at være lidt optimistisk i Danmark. Vi har afgjort ikke favoritten til løbet, men i form af Matti Breschel har vi en vaske-ægte mesterskabsrytter. To VM-medaljer og flere flotte præstationer er det blevet til, og det er en god rute for ham. Problemet er, at der formentligt vil sidde lidt hurtigere folk end ham i feltet, men på dagen er meget få så gode som Breschel. Rammer han sin sædvanlige VM-form, så kan en medalje godt være på tapetet igen. Andre danske ryttere er folk som Rasmus Guldhammer og Lars Bak, men det er hos Matti at vi har vores bedste chance.

Frankrig stiller med et spændende hold. I form af Julian Alaphilippe har man fremtidens puncheur og en rytter man kan sende ud i finalen sammen med Tony Gallopin, og samtidigt har man to af feltets hurtigste sprintere i form af Arnaud Demare og Nacer Bouhanni. Ingen af dem har dog haft en særligt god sæson, men begge kan være med helt fremme om de sjove placeringer, hvis det holder hjem til en spurt.

Jeg synes, at Holland har et ret interessant hold. De har flere formstærke folk, men de har så godt som ingen chance i spurten. Tom Dumoulin er måske deres bedste mand til denne finale, men der bør sidde hurtigere folk end ham ved målstregen. Så de må i offensiven, og her har de flere interessante folk som formstærke Bauke Mollema og særligt Niki Terpstra, som jeg personligt tror er i rigtig god VM-form. Han har gjort det her nummer mange gange før i klassikerne – sidste år vandt han Paris-Roubaix med et snedigt og veltimet angreb. Hold øje med ham i finalen.

Belgien har som sagt andre kort end Greg van Avermaet at spille ud. Den tidligere verdensmester, Philippe Gilbert, vil nok meget gerne spille en hovedrolle, men han skal nok i offensiven. Jeg ville slet ikke blive overrasket over at se et udbrud bestående af folk som Valverde, Gilbert, Breschel, Nibali, Terpstra, Gallopin m.fl. ude på sidste omgang. Der er ret meget kvalitet, og på grund af ruten ved de store ryttere også, at de må og skal ud og presse sprinterne så meget som muligt, hvis de vil have metal med hjem. Udover Gilbert har man også Tom Boonen, der godt kan vente på spurten, samt Sep Vanmarcke, der også har vist sig god til at køre offensivt i disse finaler, om end taktikken af og til fejler for ham.

Jeg er spændt på at se, hvilken taktik Tjekkiet bruger med Zdenek Stybar. Stybar er god i disse finaler, fordi han er relativt hurtig på stregen, ligesom han heller ikke er bange for at rykke kort før mål, som vi så det i årets Tour de France, hvor han vandt en etape. Men samtidigt ville han jo også være drønfarlig i et udbrud, for med de mange sving på ruten bliver det hurtigt en teknisk affære – og få ryttere er altså teknisk lige så gode som Stybar. Hvis han ender i et lille udbrud i finalen, så tror jeg, at han kan blive en svær rytter at hente ind igen. Han tager de sving så perfekt.

Værstlandet USA må nok sætte deres lid til Tyler Farrar eller Taylor Phinney. I min verden er det ikke en svær vurdering: Farrar kan ikke for alvor blande sig her, men han er en dygtig vejkaptajn, hvilket nok bliver hans opgave. Phinney har været ude med en skade i lang tid, men han virker ikke for alvor hæmmet i hans comeback, og han melder selv, at han er i rigtig god form. Hans afslutning er ret hurtig, og han er deres bedste bud på en medalje.

Den forsvarende verdensmester er Michal Kwiatkowski fra Polen. Han får svært ved at gentage den bedrift, men hvis han kan få sneget sig med i et udbrud sidst i løbet, så er han da afgjort en kandidat, særligt fordi han har en relativt hurtig afslutning. Men det bliver nok en meget svær opgave for ham, og han har ikke for alvor imponeret siden han vandt Amstel Gold Race i midten af april. Top15-resultaterne i de canadiske endagsløb tyder dog på en OK grundform.

Man kunne nævne mange flere. For eksempel har blandt andre Alexey Lutsenko vist fin form, mens også Ben Swift tidligere har været god på lignende ruter. Det er på mange måder et vanvittigt åbent løb.

Ruten

Årets VM-rute i Richmond er isoleret set ikke hård. Strækningen på 16,2 kilometer indeholder sølle 103 højdemeter, og samlet set giver det 1.648 højdemeter over de 16 rundstrækninger. Det er selvfølgelig noget, og det vil decimere feltet lidt, men målt på rene stigninger, så er ruten ikke synderligt hård.

Til gengæld er den hamrende teknisk, og det kan få en meget stor effekt. Der er utroligt mange sving på ruten, hvilket kan gøre ruten ekstrem svær at kontrollere. For enden af hver rundstrækning er der tre små bakker, der igen isoleret set ikke er de hårdeste – det er dog værd at bemærke, at der er brostenspassager på to af de tre stigninger, og umiddelbart ser de relativt udfordrende ud.

Den sidste stigning er 300 meter lang, og på toppen af denne er der 680 meter ”falsk fladt” hen til målstregen. Det vil sige, at der følger er fladt stykke - og ikke nedkørsel. Hvis det var afslutning på en 200 kilometer lang Tour de France-etape, så tror jeg ikke, at den ville være meget anderledes end mange af de sprinterafslutninger, vi har set de seneste par år.

Men det er en VM-rundstrækning, der skal klares hele 16 gange. Distancen alene – 259,2 kilometer – vil være et problem for mange af rytterne. Derudover vil alle ikke-sprintere forsøge at angribe, og selvom ruten ikke er den hårdeste, så tror jeg, at man kan få et stort problem med at kontrollere løbet. Det er lettere at sidde i et udbrud end at skulle have et helt felt med i de mange tekniske sving. Det her VM bliver i høj grad et ”sprinterne mod angriberne”, så her får holdene i den grad en stor betydning.

En af de største favoritter til titlen, Peter Sagan, har for eksempel ikke holdet til at lukke hullerne, så han er afhængig af at Tyskland (Degenkolb), Norge (Kristoff) og Australien (Matthews) vælger at hjælpe til med at lukke huller og ikke angriber. Australien kunne sagtens finde på at sende en mand i udbrud fremfor at tage del i jagten (det ville nemlig være en typisk Orica-GreenEDGE-taktik).

Det fascinerende ved VM-ruterne, er at de som oftest kun køres én gang. Dermed har man ikke rigtigt noget sammenligningsgrund, men jeg synes helt klart, at årets VM-rute er en af de lettere. Jeg tror, at den er lige en tand sværere end VM-ruten i 2011 i Danmark grundet de store tekniske udfordringer. Jeg tror, at vi ender i en samme situation som VM 2010 i Geelong, hvor en decimeret gruppe skal afgøre det – måske dog større end den var i Geelong dengang. På grund af rutens tekniske udfordringer kan et udbrud – et farligt et af slagsen i finalen – også godt overraske lidt. Jeg tror virkelig, at det kan blive et åbent løb i år, men dog med (hårdføre) sprintere som favoritterne.