VM for Klubhold i Japan går i gang denne torsdag med 1/8-finalen mellem værtsnationens Kashiwa Reysol og Auckland City fra New Zealand (favoritterne Barcelona og Santos træder først ind i turneringen i semifinalerne 14./15. dec.).
Læs optakts-artiklen der kommer vidt omkring – fra turneringens historie over et kig på odds og værdi til en gennemgang af de syv deltagende hold (herunder Al-Sadd med den bemærkelsesværdige dommertække) og deres spillerprofiler...
Fodbold-VM er lige om hjørnet, ja faktisk starter det med åbningskampen i torsdag formiddag dansk tid. Chok?, nej, for det er naturligvis ikke landshold-VM’et, jeg taler om, for der må vi vente til sommeren 2014, men det årlige VM for Klubhold, som traditionen tro løber af stablen i december måned.
VM for klubhold er i sin nuværende form en relativt ny foreteelse, for bortset fra et tidligt Sepp Blatter prestige-arrangement i 2000 i Brasilien har det kun været afholdt siden 2004. Traditionen med forløberen Intercontinental Cup er imidlertid lang, første finale fandt sted i 1960, hvor Real Madrid og Penarol dystede det til 0-0 i Uruguay, hvorefter spanierne tog stikket med en klar 6-1-sejr i returen på den europæiske side af Atlanten (sydamerikanerne kom dog hurtigt tilbage og tog de næstfølgende tre finaler).
Efter den enlige misére i Brasilien i 2000 blev de første fire officielle VM for Klubhold-turneringer (2004-2008) spillet i Japan, nærmere bestemt Yokohama, mens de to seneste er blevet afviklet i De Forenede Arabiske Emiraters hovedstad Abu Dhabi. Nu flytter turneringen så tilbage til Japan og Yokomaha (samt Toyota City), hvilket betyder, at det denne gang bliver Japan og ikke De Forenede Arabiske Emirater, der får et ”ekstra” hold med i turneringen.
Turnerings-form
Turnerings-formen er lidt speciel. Syv hold deltager: vinderen af hver af de seks verdensdeles respektive ”Champions Leagues” samt vinderen af værtsnationens J-League.
Første kamp på programmet er ”ottendedelsfinalen” mellem værtsnationens deltager, Kashiwa Reysol, samt vinderen af Oceaniens Champions League, new zealandske Auckland City.
Derefter følger to ”kvartfinaler”. Afrikas Champions League-vinder, Esperance fra Tunesien møder Asiens ditto, Al-Sadd fra Qatar, mens den anden kvartfinale står mellem den nord- og mellemamerikanske CONCACAF Champions League-vinder Monterrey fra Mexico, samt vinderen af opgøret mellem Kashiwa Reysol og Auckland City.
I semifinalerne venter så de to giganter, spanske FC Barcelona og brasilianske Santos. Barcelona skal op mod vinderen af Esperance/Al-Sadd, mens Santos møder vinderen af Monterrey/Kashiwa Reysol/Auckland City.
Der spilles om alle placeringer. Den uheldige taber af ”ottendendelsfinalen” får kun én kamp, men ellers er alle deltagere sikret to optrædener på den japanske grønsvær, enten i Yokohama eller Toyota City, idet der ikke blot spilles finale og bronze-kamp, men også om 5-6. pladsen.
Tidligere finaler
Da det dybest set kun er den europæiske og sydamerikanske deltager, der for alvor kan gøre sig forhåbninger om at vinde titlen, virker det logisk at medtage den tidligere Intercontinental Cup, som fandt sted mellem den europæiske Champions League-vinder og den sydamerikanske Copa Libertadores-ditto, i en statistik over VM for Klubhold-titler og finaler. Intercontinental Cup var det uoficielle klub-VM.
Lad os kigge på, hvordan det er gået i finalen siden årtusindskiftet (se faktaboksen til højre for artiklen).
Historisk konklusion...?
Det giver efter årtusindskiftet syv europæiske VM for Klubhold-titler og fire til Sydamerika. UEFA/CONMEBOL-dominansen er tydelig for kun én gang i de i alt syv officielle klub-VM (2000 + 2005-2011) er det lykkedes en ikke europæisk/sydamerikansk klub at komme i finalen. Det skete sidste år, hvor congolesiske TP Mazembe chokerende slog brasilianske Internacional Porto Alegre ud i semifinalen.
Historisk set havde sydamerikanerne faktisk et mindre overtag på europæerne i VM for Klubhold/Intercontinental Cup indtil for ganske få sæsoner tilbage, men det billede har med fire europæiske VM-triumfer på stribe de seneste fire år ændret sig, og europæerne har i det samlede VM for Klubhold/Intercontinental Cup-regnskab nu udlignet til stillingen 25-25.
Spørgsmålet er så, om det er fluktuering rent resultatsmæssigt, eller om man kan drage den konklusion, at de europæiske klubber den seneste lille håndfuld år ganske enkelt er blevet væsentligt stærkere end de sydamerikanske?
Til det er der at sige, at ja, den europæiske Champions League-vinder er og skal være gennemsnitligt stærkere end den sydamerikanske Copa Libertadores-vinder. Imidlertid er det vigtigt at holde sig for øje, at den opfattelse af styrke-forholdet har eksisteret meget længe, og indtil for ganske nyligt har sydamerikanerne altså alligevel været i stand til at føre statistikken over vundne klubholds-VM-titler.
Langt hen ad vejen har sydamerikanernes større fokus på klub-VM, som de europæiske klubber da gerne vil vinde, bevares, men alligevel, når det kommer til stykket, ikke prioriterer som super-vigtigt, til en vis grad har udlignet den ellers formodede styrke-forskel.
Odds – hvor er værdien?
Kigger man på odds-markedet rent historisk har den europæiske deltager næsten altid været meget klar forhånds-favorit, og så behøver man ikke være noget matematisk geni for at regne ud, at der gennemsnitligt har været massv minus-værdi i at spille den europæiske deltager som slutvinder. Samtidigt har der naturligvis været meget klar værdi at hente på den sydamerkanske deltager, som ikke usædvanligt har givet på den øvre side af tre gange pengene som titel-tager.
Præcist det samme billede tegner sig denne gang. FC Barcelona er mega-høj forhånds-favorit med Santos haltende et godt stykke efter. Det ville normalt nærmest pr. automatik få mig til at postulere klar værdi i et vinder-spil på Santos, men man vil være godt dum, hvis man ikke tager de seneste fire års resultater i ed for slet ikke at snakke om, hvor stærk FC Barcelona er i disse år. Derfor er en nærmere analyse påkrævet.
Først tager vi et kig på oddsene, og de ser således ud:
Vinder-odds på VM for Klubhold
FC Barcelona 1,40 Nordicbet*
Santos 4,5 NordicBet*
Monterrey 12,00 NordicBet*
Kashiwa Reysol 22,00 NordicBet*
Esperance 50,00 Betsson*, NordicBet*
Al-Sadd 100,00 Betsson*, NordicBet*
Auckland City 250,00 Betsson*
Odds-analyse: Værdi i Santos
Det gennemsnitlige markeds-odds for FC Barcelona som vinder er 1,29. Og så er det, at jeg siger ”Wauh... . you must be f.x.x.x.ing kidding, my dear bookmakers ... 1,29 ...” (okay, det hører med, at NordicBet* faktisk sprænger rammen her med lidt mere realistiske 1,40).
Sandt er det, at FC Barcelona skal være meget, meget klar favorit til VM-titlen, ganske som de var for to år siden. Men det er altså uhyggeligt lavt betalt. Markedets gennemsnits-odds svarer til, at Barca skal vinde turneringen med 78 procents sikkerhed, og den tror jeg altså ikke på holder for en nærmere risk-granskning.
Så, selvom jeg er behørigt imponeret af FC Barcelona (hvem er ikke det), så kan jeg altså ikke andet end se, at det er alt, alt for sølle en betaling og bestemt ikke umagen værd at gøre indskud på.
Det efterlader Santos, som reelt er eneste modbud. Odds 4,5 ... hmm ... Santos’ semifinale mod Monterrey er ikke decideret nem, men brasilianerne skal være store favoritter til at gå videre. Jeg vil sige noget á la 80/20-favoritter, idet man skal indregne, at det er muligt, Monterrey bliver slået ud i kvartfinalen, hvilket vil gøre Santos’ opgave nemmere.
Så kommer en finale, som med, skal vi sige 97/98 procents sikkerhed, bliver mod FC Barcelona. Hvad er Santos’ chance for at trække det længste strå i det ultimative show-down med Barcelona?
Min vurdering i en Barca-Santos-finale (ikke en 1X2-vurdering, men for at løfte pokalen) bliver noget á la 67/33 til 68/32 i Barca-favør. Jeg kan ikke gå lavere på Santos, det bl.a. med skelen til de historiske resultater, selvom jeg er klar over de seneste fire års tendens, og det også fordi Santos virker noget stærkere end set længe hos den sydamerikanske repræsentant (de har været i stand til at holde på cremen af deres spillerstab, Neymar, Ganso, etc. – se herom nede i omtalen af Santos).
Santos’ præstationer i dette års brasilianske liga bør man ikke tage det store notam af. Bl.a. har de de seneste par måneder stillet med reservehold hver anden gang for at deres nøglespillere skulle være friskest muligt til denne for dem meget vigtige turnering. Samme luksus har FC Barcelona ikke haft (yes, jeg ved, de stillede med reserver i seneste Champions League-kamp mod BATE Borisov, men det var en enlig svale, og i den kommende weekend venter El Classico mod Real Madrid).
Med konservativ regning når jeg frem til følgende udregning på Santos’ chancer for at vinde Klub-VM:
Semifinalen: 80 % (et gennemsnitligt tal – mere, hvis Monterrey ikke bliver modstanderen, lidt mindre, hvis det bliver Monterrey)
Finalen mod FC Barcelona: 32 % (og her tager jeg ikke højde for, at Barcelona ikke når finalen).
Udregning: 80 % x 32 % = 25,6 % = fair odds på 3,91
Ergo (hvis man altså deler min opfattelse om procenterne) værdi i markedets gennemsnits-odds 4,00 på Santos som VM-vinder (og det uden at indregne mulighederne for Barcelona-fiasko i semifinalen) og klar værdi i NordicBet*’s odds 4,50.
Barcelonas chancer
Hvis vi kiger på Barcas chancer i forhold til mine procenter (som man naturligvis har ret til at være uenige i), ser Barcas chancer således ud (og her har jeg ikke været konservativ, tværtimod venlig, med tallene):
Semifinalen: 98 %
Finalen (mod formentligt Santos): 71 % (udregnet ved 68 %’s chance, hvis det bliver Santos og 88 %, hvis det bliver Monterrey, samt et ekstra-tillæg, hvis det skulle ske, at det skulle blive Kashiwa Reysol, her 95 % = resultat: 54 % + 12 % + 5 %).
Udregning: 98 % x 71 % = 70 % = fair odds på 1,43, ergo minus-værdi på Barca, da de odds, man kan få, er lavere (omend NordicBet*’s med højeste markeds-odds 1,40 faktisk ikke er så langt fra at være ”fair/neutral”).
Det mest sandsynlige er, at FC Barcelona tager sig af endnu et VM for Klubhold, men det er efter min mening altså langfra der, værdien ligger.
Odds på kampe
Jeg skal gøre opmærksom på, at selvom første kamp i VM for Klubhold spilles allerede i morgen, så er kun meget få bookier i skrivende stund ude med odds på begivenheden. Men det skal nok komme.
Jeg forventer, at Kashiwa Reysol eliminerer Auckland City (ingen værdi i det spil dog), og så skal de kære spil-udbydere nok komme på banen med odds inden søndagens kvartfinaler.
HOLD-PRÆSENTATIONER
BARCELONA
FC Barcelona behøver næppe nærmere præsentation, da verdens no-arguments-against klart stærkeste klubhold over de seneste par sæsoner har spillet sig ind på de flestes nethinder.
Los Azulgrana med en vis Lionel Messi som den strålende stjerne var allerede fremme som en sandsynlig kandidat til den uofficielle titel som verdens bedste klubhold måske nogensinde, men sæsonen 2009/10 var hvor det store gennembrud kom for alvor og de fleste kritik-punkter forstummede.
Med den dengang forholdsvis urutinerede træner Josip Guardiola ved roret vandt FC Barcelona i kalender-året 2009 simpelthen alt, hvad der var muligt at vinde.
I foråret 2009 løftede Barca trofæerne i den spanske Copa del Rey, den spanske Primera Division og i ikke mindst Champions League, og i efteråret tog catalanerne sig af den europæiske Super Cup, den spanske Super Cup, samt som kronen på værket i december VM for Klubhold-pokalen med en forlænget spilletid-finalesejr over argentinske Estudiantes.
Det er ikke for meget at sige, at 2009 var et godt år for Josip Guardiola og FC Barcelona, og selvom det ikke har været muligt at vinde alt lige siden, så har Barcelona ikke hvilket på laurbærene. Det spanske mesterskab er taget med stor sikkerhed begge efterfølgende sæsoner, og selvom Champions League 2010 glippede med et samlet semifinale-nederlag til Inter og José Mourinho, så tog Barcelona i foråret 2011 revanche med en knusende sikker finale-sejr 3-1 over Manchester United.
Fokus på Real Madrid
I denne sæson kunne det dog godt ligne, at Barcelona-maskinen får sværere ved at levere de efterhånde vante resultater, og årsagen skal findes i én mand, den samme som i 2010 forhindrede en ny Champions League-triumf – José Mourinho.
”The Special One” er som bekendt forlængst fortid i Inter – faktisk forlod han Milano-skuden umiddelbart efter deres Champions League-finalesejr i 2010 over Bayern München – og gør nu i stedet livet besværligt for Barcelona i Real Madrid.
Det projekt, Mourinho har gang i i Real Madrid, ser i mine øjne ud til at blive særdeles konkurrencedygtigt med FC Barcelona. Begge klubber er uden nogen som helst problemer gået videre fra deres respektive indledende Champions League-grupper, men Real Madrid topper i øjeblikket La Liga-tabellen i Spanien med tre point ned til Barcelona og en kamp i hånden.
Pikant nok, så venter der Barcelona på lørdag umiddelbart inden afrejsen til klub-VM i den opgående sols land det sindssygt vigtige El Classico-møde med Real Madrid og det på arvefjendens San Bernabeu. Uden at ville spå om udfaldet i det møde (noget, jeg nok skal vare mig for), så vil et Barca-nederlag betyde, at de sandsynligvis kommer tilbage fra Japan 9 point efter Real Madrid, og det hul kan blive mere end vanskeligt at lukke i foråret. I forhold til tidligere sæsoner er El Classico-mødet denne gang med kniven på Barcas strube og ikke på Real Madrids.
Messi, Xavi, Iniesta og Piqué
Barca råder til klub-VM over de fleste spillere, som i 2009 var med til at tage titlen i Abu Dhabi, og som dengang er de helt store profiler de samme. Lionel Messi vil være første Barca-spiller på de flestes læber, men i min bog er midtbanespillerne Xavi og Andres Iniesta næsten oppe i samme kaliber. Derudover kan jeg ikke lade været med at fremhæve centerforsvareren Gerard Piqué, som synes bare at blive bedre og bedre fra sæson til sæson.
FC Barcelona er den klare favorit til at tage over fra Inter som kommende klub-verdensmester, og det vil komme som et chok for de fleste, hvis Barca skulle snuble.
SANTOS
Skulle Barcelona-maksinen gå hen og få grus i fin-mekanikken, så er der næppe tvivl om, hvorfra truslen kommer, nemlig Copa Libertadores-vinderen Santos.
Brasilianske klubber har i denne tid overtaget på det sydamerkanske kontinent, og det skyldes primært, at den brasilianske øknomi har det ikke så lidt bedre end hos naboen i syd Argentina.
Som bl.a. BetXpert-skribent og –blogger Frank Pilantra har været inde på flere gange, så har de store brasilianske klubbers økonomi de seneste år vokset sig så solid, at de i langt større grad er i stand til at holde, eller i hvert fald holde længere, på de største talenter, i stedet for som tidligere straks at skippe dem afsted over Atlanten til europæiske klubber, så snart de kom med et købs-tilbud.
Styrket økonomi
Tydeligst har denne tendens kunnet ses ved Brasiliens største fodbold-talent set længe, den 19-årige Santos-angriber Neymar. Adskillige af Europas top-klubber (heriblandt FC Barcelona og Real Madrid) har trippet længe for at tilknytte Neymar, men han bliver angiveligvis i Santos indtil (landsholds-)VM-slutunden 2014 i Brasilien er overstået.
Noget lignende ville have været utænkeligt for bare tre-fire år siden, men den brasilianske økonomi, og herunder fodbold-økonomien, har som sagt været under kraftig forbedring, så samba-nationens klubber ikke længere behøver danse strengt efter de store europæiske klubbers pipe.
Udover Neymar, som tidligere her i december blev udnævnt til årets brasilianske spiller, så råder Santos over et andet i Europa stærkt eftertragtet talent, den 22-årige offensive midtbanespiller Paul Henrique Ganso, og vurderet på markeds-pris, så bliver Santos en ganske velhavende klub, når de på et tidspunkt slipper de to.
Ikke kun Neymar og Ganso
Udover Neymar og Ganso, så udgøres Santos-offensiven af nok så væsentlige Borges, som med sine 31 år er en mere erfaren herre. Borges sluttede den nys afsluttede brasilianske sæson af med at snuppe topscorer-titlen til trods for, at han langtfra var med i samtlige kampe.
Af andre profiler på Santos-holdet kan nævnes den gennem-rutinerede midtbanemand Elano samt forsvareren Elo, der trods sine efterhånden 36 år stadig er going strong. Man skal således ikke forledes til at tro, at Santos, selvom deres to største profiler er unge Neymar og Ganso, er et urutineret eller naivt mandskab.
Santos kvalificerede sig til klub-VM ved at vinde Copa Libertadores efter en samlet finale-sejr 2-1 over uruguayanske Penarol, men det var ellers ikke fordi det flaskede sig Santos’ vej i begyndelse af sæsonen.
Deltagelsen i Copa Libertadores tod hårdt på resultaterne i det hjemlige Campeonato, eller Serie A om man vil, og holdet var i problemer i gruppespillet i Copa Libertadores, hvilket kostede træner Adilton Batista en fyreseddel. Til kom Muricy Ramalho, resultaterne stabiliserede sig og Copa Libertadores-titlen blev hevet hjem. At Santos kun sluttede som en beskeden nummer 10 i den brasilianske liga var nærmest forventeligt, da en Copa Libertadores-triumf traditionelt koster dyrt på den hjemlige scene.
Stærk motivation
Selvom Santos uden tvivl har stor respekt for FC Barcelona, så kan man være sikker på én ting – Santos kommer til Japan for at tage VM-titlen. Og Santos kan blive en ganske alvorlig modstander for Barcelona i, hvad der ligner den logiske finale.
Sporere fra landsmændene Internacional Porto Alegres deltagelse i klub-VM sidste år kan skræmme. Internacional tabte, primært med årsag i en dyb undervurdering, semifinalen til congolesiske TP Mazembe, men det bør ikke ske for Santos. Deres ”held” er nemlig, at de i semifinalen har trukket turneringens formentligt tredje-stærkeste mandskab, Monterrey frra Mexico. Og uanset en Internacional-warning fra sidste år eller ej, så vil Santos ikke undervurdere Monterrey – brasilianerne har respekt for mexicansk fodbold – i samme grad som kunne tænkes at være tilfældet mod ”et ukendt afrikansk hold”.
Santos er den primære – den eneste? – konkurrent til FC Barcelona i VM for Klubhold, og vil givet gå efter det. Denne turnering har tårnhøj prestige i Sydamerika, hvor den vurderes på samme niveau som Copa Libertadores. Det ville være synd at sige, at de europæiske klubber vurderer VM for Klubhold lige så højt som Champions League, og deri ligger Santos’ chance.
MONTERREY
Okay, jeg tror ikke på det, men skal jeg nævne en mulig konkurrent til FC Barcelona og Santos, så må det blive mexicanske Monterrey.
CONCACAF’s repræsentant er altid mexicansk, da de øvrige nationers klub-hold i den nord- og mellemamerikanske region er langtfra af standard som findes i den mexicanske liga.
Problemer mod USA's repræsentant
På vejen til CONCACAF’s Chamions League-titel slog Monterrey i kvart- og semifinaler da også mexicanske rivaler (Toluca og Cruz Azul) ud, men overraskende kom Monterrey i finalen ud mod hård modstand i form af MLS-holdet Real Salt Lake fra USA. Efter skuffende 2-2 hjemme lykkedes det dog Monterrey at hive en 1-0-gevinst hjem fra besøget i den mormonske hovedstad, og andet havde da også været lidt af en sensation.
”Los Rayados” fra Monterrey er ikke en af Mexicos traditionelle storklubber, men de seneste ca. 10 år er der sket noget. Fra traditionelt at kæmpe om overlevelse i den mexicanske ligas bund-region har Monterrey, bl.a. takket være ganske massiv penge-tilstrømning kunnet hæve sit niveau gradvist til i 2009 og 2010 at tage to Apertura-titler på stribe.
Helt så godt er det ikke gået i denne sæsons Apertura, hvor Monterrey sluttede som blot nummer 11, to point fra det otte hold store slutspil.
Der er dog ingen tvivl om, at Monterrey er et særdeles konkurrence-dygtigt mandskab, blot er holdene i den mexicanske liga traditionelt meget tæt på hinanden rent styrkemæssigt, så der skal på de breddegrader ikke meget til, før en triumf bliver vekslet til fiasko.
Suazo og andre gode navne
Monterrey, som de seneste tre år har været under ledelse af den taktisk defensivt orienterede træner Victor Vucetich (som er mexicaner, trods det Balkan-klingende efternavn), råder over flere ganske prominente profiler, den største vel angriberen Humberto Suazo (14 landskampe for Chile) med bl.a. en fortid i spanske Zaragoza.
I det hele taget er Monterrey godt besat angrebs-mæssigt med ud over Suazo folk som argentineren Cesar Delgado og den mexicanske landsholdsspiller Aldo di Negris. På midten finder vi solide folk som den mexicanske landsholdsspiller Luis Perez og hans colombianske ditto Walter Ayovi, og i buret har Monterrey i Jonathan Orozco en stærk keeper.
På trods den den skuffende placering i årets Apertura bør Monterrey på papiret været en af Mexicos fire-fem stærkeste klubhold, og det er godt nyt for CONCACAF-regionen i forhold til sidste års klub-VM, hvor verdensdelen var repræsenteret af noget svagere Atlante.
Mexicanske klubber skuffer typisk
På papiret finder jeg, at der styrkemæssigt burde være et pænt stykke fra Monterrey ned til de næste deltagere ved dette klub-VM, men årsagen til, at jeg alligevel har vanskeligt ved at tage Monterrey som en seriøs udfordrer til FC Barcelona og Santos er, at de mexicanske klubber praktisk taget altid gør det skuffende.
Intentionerne er der uden tvivl, og på papiret er Monterrey slet ikke noget dårligt mandskab, men alligevel har jeg svært ved at se dem komme fordi Santos i semifinalen. Og inden da skal de lige overstå en kvartfinale, hvor modstanderen med stor sandsynlighed bliver den nykårede japanske mester Kashiwa Reysol. Monterrey vil være favorit her, men risikoen for at det kan gå galt allerede i kvartfinalen synes meget større end for, at de kan komme forbi Santos i semi’en.
KASHIWA REYSOL
Jeg har i denne klub-gennemgang valg at tage klubberne i rækkefølge efter min formodede styrke-vurdering, og så kommer turen altså til Kashiwa Reysol, som i seneste weekend sikrede sig mesterskabet i den japanske J-League.
Kashiwa Reysol holdt med en 3-1-sejr ude over Urawa Red Diamonds konkurrenterne Nagoya Grampus Eight og Gamba Osako henholdsvis et og to point efter sig i stilingen, men klubben har kun haft fire dage til at fejre J-League-triumfen, inden spillerne skal i ilden i klub-VM.
Kashiwa Reysols mesterskab i den opgående sols land kom som lidt af en overraskelse for pre-season-eksperterne, og efter tre fjerdedele af turneringen var der da heller ikke meget, som tydede på, at Kashiwa Reysol for alvor ville blande sig i mesterskabs-striden. Men så tog en vis herre ved holdet. Kashiwa Reysols scorede 11 sejre og en uafgjort ud af holdets seneste 13 kampe, en slutspurt ingen af konkurrenterne kunne hamle op med.
Kashiwa Reysol er en af Japans ældste fodbold-klubber, hvilket ikke siger alverden i europæisk eller latinamerikansk sammenhæng, men en eksistens som klubhold siden 1940 er opsigtsvækkende i japansk fodbold-historik. Men at Kashiwa Reysol, stiftet af Hitachi-koncernen, er en af Japans ældste klubber betyder ikke, at det også er en af de mest succesfulde, tværtimod så har Kashiwa Reysol gennem tiden ført lidt af en skygge-tilværelse traditionelt i enten J2-League eller i bunden af J-League.
Brasiliansk træner
Vendepunktet for Kashiwa Reysol, eller ”Sol-kongerne”, som de kaldes i Japan, kom i 2009 med ansættelsen af den brasilianske træner Nelsinho.
På det tidspunkt fra Kashiwa Reysol i færd med at rykke ud af J2-League, men Nelsinho fik reddet stumperne, sat skik på organisationen og reddede livet for klubben i den næstbedste række. Derefter fulgte sæsonen efter en klokkeklar oprykning – Kashiwa Reysol vandt J2-League med 10 point forspring ned til nummer to – og i denne sæson altså den foreløbige krone på værket – J-League-mesterskabet. Det er første gang nogensinde i Japan, at det er lykkedes en oprykker at vinde J-League.
Japans bedste hold?
Skal man være kynisk, så er Kashiwa Reysol på papiret ikke Japans stærkeste mandskab, så langt fra endda. Holdet profiterede i høj grad på tre-point-for-en-sejr-reglen, da konkurrenterne i toppen spillede mange flere uafgjorte kampe (spillede man efter to point for sejr, et for uafgjort-systemet, ville Kashiwa Reysol været sluttet efter både Nagoya Grampus Eight og Gamba Osaka), og reelt set ville klubber som ikke kun Nagoya Grampus Eight og Gamba Osaka, men også hold som Kashima Antlers eller Kawasaki Frontale vel stå med en bedre chance for at gøre det godt ved klub-VM.
Og så igen, måske ikke. For det kun målt med papirets alen, når man kigger på spiller-trupperne. For ingen kan tage fra Kashiwa Reysol, at holdet har vist rent ud sagt uhyggelig effektiv form de seneste toenhalv måned op til sæson-afslutningen, og selvtilliden er selvsagt i orden.
Brasilianske profiler
De store profiler hos Kashiwa Reysol er først og fremmest klubbens to brasilianere, midtbane-styrmanden Jorge Wagner og måltyven Lendro Domingues. De to står sammen med Domingues’ med-angriber Junya Tanaka for 39 af Kashiwa Reysols 65 scorede mål i denne sæson.
Kashiwa Reysol møder i VM for Klubholds første kamp i ”ottendedelsfinalen” Auckland City, og selvom new zealandsk klub-foldbold har vist en lille forbedring over de seneste år, så ligner det en opgave, som Kashiwa Reysol bør løse. Sker det, står Monterrey på programmet i kvartfinalen og det er en noget større mundfuld, da den mexicanske klubs spilletrup mand-for-mand bør være Kashiwa Reysols overlegen.
Men – fuld opbakning fra lægterne (noget man kan være sikker på uanset hvilken japansk klub, der havde kvalificeret sig), at optræde i vante omgivelser, samt ikke mindst uhyre stærk form... man kan på ingen måde udelukke, at Kashiwa Reysol kan eliminere Monterrey og kvalificere sig til en semifinale mod Santos. Men der vil festen så nok trods alt stoppe.
ESPERANCE
Det bliver efter alt at dømme en tung arv for tunesiske Esperance at løfte, når de på det afrikanske kontinents vegne skal søge at gentage congolesiske TP Mazembes sensationelle finale-plads fra sidste år. Og ja, det bliver ikke kun tungt, det ser nærmest umuligt ud.
Godt nok står Esperance med glimrende muligheder i kvartfinalen mod Qatar-mandskabet Al-Sadd, men semifinalen mod FC Barcelona ser uhyggelig grum ud, så er for meget næppe sagt...
Uanset så er det en stor triumf for Esperance at være med ved VM for Klubhold, og at tuneserne måske kan vinde bronze-kampen, kan man ikke udelukke.
En af Afrikas største klubber
Esperance fra hovedstaden Tunis er ikke kun en af Tunesiens helt store klubber men også en af kontinentets. Esperance vandt den afrikanske Champions League i 1994, og har de seneste 12 år været i finalen tre gange, senest før denne sæson sidste år, hvor de med samlet 1-6 imidlertid måtte bøje sig til TP Mazembe.
Denne sæson har været noget nær uovertruffen for Esperance, idet de ikke kun kun vandt CAF Champions League-finalen med samlet 1-0 (først 0-0 ude og så en 1-0-sejr hjemme) over marokkanske Wydad Casablanca, men også tog sig af både det tunesiske mesterskab og den tunesiske pokal-titel.
Holdets profiler
De store profiler på Esperance-mandskabet er den ghanesiske landsholds-forsvarer Harrison Afful, den tunesiske landsholds-midtbanespiller Kaled Korbi samt en på papiret ganske kompetent offensiv med folk som camerouneren Yannick N’Djeng og de to tunesiske landsholdsspillere Oussama Darragi og Youssef Mskani.
Realistisk set vil en tredjeplads være det maksimalt opnåelige for Esperance fra hvis side man skal forvente en helt anden slags fodbold, end man så sidste år fra TP Mazembe. Esperance er et teknisk bedre hold end TP Mazembe, og de spiller ud fra en anden taktisk forudsætning. Til gengæld må Esperance på negitiv-siden notere sig, at de ikke har samme fysiske kompetancer som sidste års afrikanske repræsentant.
AL-SADD
Al-Sadd er KLUBBEN i den lille golf-stat Qatar som i fodbold-verdenen på det seneste er blevet mest kendt for at have fået tildelt værtsskabet for verdensmesterskabet i 2022.
Al-Sadd har intet mindre end 30 mesterskaber bag sig i Qatar, hvilket er massivt taget den forholdsvis unge fodbold-historik i olie-staten i betragtning. Men også på den internationale / asiatiske / scene har Al-Sadd gjort sig gældende. Al-Sadd vandt således tilbage i 1989 det ”Asiatiske Klub-mesterskab”, forløberen for Asiens nuværende Champions League.
Trods udpræget dominans på den nationale scene har det været småt med internationale triumfer siden, indtil Al-Sadd i maj i år tog sig af den eftertragtede asiatiske Champions League-titel. En ganske imponerende triumf alt den stund finalen (kun én kamp som i Europas Champions League) blev spillet på Jeongbuk Motors’ hjemmebane Jeonju World Cup Stadium i Sydkorea – og modstanderen i finalen var ingen ringere end netop Jeongbuk Motors.
De tørre tal bag Al-Sadds Champions League-triumf først: Finalen mod Jeongbuk Motors sluttede 2-2, hvorefter Al-Sadd vandt den afsluttende straffesparkkonkurrence. I semifinalen havde Al-Sadd elimineret en anden sydkoreansk klub, Suwon Bluewings med først en 2-0-sejr i Sydkorea og derefter et 0-1-nederlag hjemme. I kvartfinalen kom Al-Sadd videre med først en 3-0-sejr ude over iranske Sepahan, hvorefter de blev til et 1-2-nederlag hjemme.
Det er den historie, man kan læse af resultaterne, nu kommer en anden. Lad os tage kvartfinalen mod Sepahan først:
Ekstremt held og dommertække
Det første møde i Iran sluttede efter massiv (ifølge rapporterne) Sepahan-dminans med sejr til hjemmeholdet på 1-0. Derefter fandt man ud af, at Sepahan havde benyttet en ikke-registreret spiller, hvorefter resultatet blev vekslet m til en Al-Sadd-skrivebordssejr på 3-0. I returen hjemme i Qatar lykkedes det så Al-Sadd at komme videre ved at indkassere et 1-2-nederlag (efter rapporterne vildt pres af Sepahan, som også kommer på 2-0, inden Mamadou Niang scorer fem minutter før tid på en kontra – ham kommer jeg tilbage til).
Af Al-Sadds tre sidste kampe, de to semifinale-opgør mod Suwon Bluewings og finalen mod Jeongbuk Motors, overværede jeg de to fra tv-skærmen, så her kommer mine personlige betragtninger:
I første semifinale-kamp ude mod Suwon Bluewings (den kamp så jeg ikke, har kun læst kamp-rapporter) blev Al-Sadd fuldstændig spillet tilbage på banen, men Suwon Bluewings brændte den ene store chance efter den anden. I slutfasen scorer Mamadou Niang imidlertid to gange for Al-Sadd på to kontra-angreb.
Det andet semifinale-opgør hjemme i Qatar... jeg har sjældent set et hold være så heldig som Al-Sadd, da de trods kæmpe Suwon Bluewings-dominans lykkes at tabe med kun 0-1 (Niang er spærret af karantæne efter to gange gult kort i Sydkorea i slut-minutterne af den første kamp). Og ikke kun brænder Suwon Bluewing de utroligste chancer, de bliver også konsekvent underkendt af en tyk-tyk hjemmebane-dommer...
Videre til finalen, som sluttede 2-2 mod Jeongbuk Motors. Her er hjemmebane-dommeren i dén grad skiftet ud med en udebane-dommer. 2-2 giver overhovedet intet som helst billede af en kamp, hvor Jeongbuk Motors bare er det bedste mandskab over hele banen, men (og nu skal jeg passe på, hvad jeg skriver, men jeg gør det altså alligevel) det virkede som om, dommeren var købt og betalt af qatar’ske olie-penge...
Det korte af det lange – jeg har aldrig nogensinde set et hold havende så megen turnerings-held som tilfældet var med Al-Sadd i den asiatiske Champions League.
Og med aldrig mener jeg aldrig.
Største profil: Niang
Nå, men Al-Sadd er så nu Asiens repræsentant i VM for Klubhold, og det er de uden tvivl glade for i Qatar. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan det kommer til at gå dem.
Den altoverskyggende store profil hos Al-Sadd og klubbens i særklasse vigtigste spiller er den på dette niveau vitterligt stærke senegalenske angriber Mamadou Niang, som de fleste nok kender fra hans tid i Marseille. Niang har valgt en stor fed lønnings-check i Qatar i stedet for europæisk top-fodbold, og den kan man vel ikke fortænke ham i.
Udover Niang er en anden Al-Sadd-spiller, som vækker genklang, den ivorianske offensiv-midtbanespiller (mest kantspiller) Abdulkader Keita, som man måske husker fra Lille, Lyon og Galatasaray.
Dertil kan man tilføje de to forsvarere, algieren Nadir Belhadj og sydkoreaneren Jung Soo Lee, resten af spillerne er fra Qatar, og det giver fodbold-mæssige begrænsninger, som jeg har kunnet konstarere ved selvsyn.
Al-Sadd er underhund – medmindre dommeren er købt
Jeg tror ikke der kan være nogen tvivl om, at Al-Sadd set udfra en objektiv fodbold-synsvinkel skal være klar underhund i den kommende kvartfinale mod Esperance, men hvis man overvejer at bette på kampen, er der erfaringsmæssigt visse overvejelser, man bør gøre sig.
I den forbindelse har jeg kigget på, hvilke dommere FIFA har tildelt æren at dømme ved denne klub-VM-turnering... Opgøret mellem Esperance og Al-Sadd er endnu ikke påsat en dommer, men det bliver i hvert fald ikke italieneren Nicola Rizzola, så meget er klart, da han skal dømme ottendedelsfinalen mellem Kashiwa Reysol og Auckland City.
Det er lidt ærgeligt, da det efterlader følgende muligheder, Noumandiez Doue fra Elfenbenskysten, Ravsjan Irmatov fra Usbekistan, Yuichi Nsishimura fra Japan, Joel Aguilar fra El Salvador, Peter O’Leary fra New Zealand og Enrique Osses fra Chile. Jeg er ikke sikker på, at jeg føler mig helt tryg ved alle…
AUCKLAND CITY
Intet verdensmesterskab uden en new zealandsk klub, næsten da.
Den oceaniske Champions League er i de indledede faser vel maksimalt på niveau med den danske Danmarksserie, men lidt mere kvalitet… måske helt op til toppen af 1. division/bunden af Superligaen... kommer der i slutfasen, når de new zealandske deltagere som regel afgør, hvilken af de to new zealand-klubber, der er med i den oceaniske Champions League, som skal høste adgang til sæsonens helt store oplevelse for klubber fra den del af verden – VM for Klubhold.
Sådan plejede det i hvert fald at være, men okay, for to år siden vandt Papua New Guinea-holdet Hekari United imidlertid sensationelt OFC’s mesterskabs-turnering, og i seneste udgave blev et rent new zealandsk finale-showdown spoleret af, at Auckland City og Waitakere United af politiske årsager blev placeret i samme indledende gruppe...!
Det gav mulighed for Vanuatu-mandskabet Amical at nå finalen, men der blev det ganske forudsigeligt til nederlag samlet 1-6 mod Auckland City.
Den lette adgang til VM for Klubhold, betyder, at selvom klubben blev stiftet ikke længere tilbage end 2004, så er Auckland City sammen med FC Barcelona faktisk den mest rutinerede VM for Klubhold-deltager, idet begge har deltaget i alt tre gange.
Det bør man dog næppe lægge det helt store i...
Men faktisk står Auckland City bag en af VM for Klubholds ganske pæne sensationer, da de i 2009 i De Forenede Arabiske Emirater besejrede UAE-holdet Al Ahli. Stor opstandelse i Abu Dhabi. Og ikke nok med det, faktisk vandt Auckland City også kampen om femtepladsen mod de afrikanske mestre TP Mazembe, som året efter gjorde det så fornemt med en finale-plads.
Når næppe videre
Det ligner dog en enlig svale. Al Ahli var vitterligt ringe, og man kan godt forestille sig TP Mazembe-spillerne havde svært ved at sætte sig op til en kamp om femte-/sjette-pladsen, mens det ikke var noget problem for new zealænderne.
Denne gang bliver det nok vanskeligere for Auckland City at nå to kampe i turneringen. Modstanderen i den indledende ottendedelsfinale er Kashiwa Reysol med garanteret stor opbakning fra lægterne og udvist fantastisk form på det seneste i J-League. Alt andet lige så når Auckland City nok kun én kamp denne gang.
Profiler?
Tjae, jeg kan nævne, at turneringens ældste spiller, er Auckland City-keeper Paul Gothard med sine 37 år (den ældste spiller nogensinde i VM for Klubhold, faktisk, selvom det ikke er nogen sindssyg høj alder for en målmand), og han skal nok få sit at se til.
TRUPPERNE
FC Barcelona
1 Victor Valdes
2 Dani Alves
3 Gerard Pique
4 Cesc Fabregas
5 Carles Puyol
6 Xavi
7 David Villa
8 Andres Iniesta
9 Alexis Sanchez
10 Lionel Messi
11 Thiago
13 Pinto
14 Javier Mascherano
15 Seydou Keita
16 Sergio Busquets
17 Pedro
18 Jonathan Dos Santos
19 Maxwell
21 Adrian
22 Eric Abidal
24 Andreu Fontas
25 Oier Olazabal
27 Isaac Cuenca
Træner Josip Guardiola
Santos
1 Rafael Cabral
2 Edu Dracena
3 Leo
4 Danilo
5 Arouca
6 Durval
7 Henrique
8 Elano
9 Borges
10 Paul Henrique Ganso
11 Neymar
12 Aranha
13 Bruno Aguiar
14 Bruno Rodrigo
15 Anderson Carvalho
16 Vinicius
17 Felipe Anderson
18 Ibson
19 Alan Kardec
20 Wason Renteria
21 Para
22 Diog
23 Vladimir
Træner: Muricy Ramalho
Monterrey
1 Jonathan Orozco
2 Severo Meza
4 Ricardo Osorio
5 Darvin Chavez
6 Miguel Morales
7 Jesus Corona
8 Luis Perez
9 Aldo de Nigris
11 Sergio Santana
12 Jesus Dautt
13 Abraham Carreno
14 Cesar De La Pena
15 José Maria Basanta
16 Guillermo Madrigal
17 Jesus Zavala
18 Neri Cardozo
19 Cesar Delgado
20 Walter Ayovi
21 Hiram Mier
22 Marcelo Cazaubon
23 Juan de Dios Ibarra
24 Sergio Perez
26 Humberto Suazo
Træner: Victor Manuel Vucetich
Kashiwa Reysol
1 Kazushige Kirihata
2 Takanori Nakajima
3 Naoya Kond
4 Hiroki Sakai
5 Tatsuya Masushima
6 Dong Hyuk Park
7 Hidekazu Otani
8 Masakatsu Sawa
9 Hideaki Kitajima
10 Leandro Domingues
11 Ryohei Hayashi
13 Akihiro Hyodo
15 Jorge Wagner
16 Koji Inada
17 Yong Hak An
18 Junya Tanaka
19 Masato Kudo
20 Akimi Barada
21 Takanori Sugeno
22 Wataru Hashimoto
28 Ryoichi Kurisawa
29 Koki Mizuno
32 Ryosuke Yamanaka
Træner: Nelsinho
Esperance
1 Moez Ben Cherifia
2 Zinelabidine Souissi
3 Banana Yaya
6 Idrissa Coulibaly
7 Khaled Aayari
8 Edriss Mhirssi
9 Aymen Ben Amor
10 Ousama Darragi
12 Khelil Chamman
13 Taha Khenissi
15 Yannick N’Djeng
16 Arbi Mejri
17 Sameh Derbali
18 Wajdi Bouazzi
19 Khaled Mouelhi
20 Mohamed Ben Mansour
21 Mejdi Traoui
22 Wassim Naouara
23 Khaled Korbi
26 Harrison Afful
27 Safouan Ben Salem
28 Youssef Msakni
29 Oualid Hichri
Træner: Nabil Maaloul
Al-Sadd
1 Saad Al Sheeb
2 Abdelkarim Fadlalla
3 Nadir Belhadj
4 Jung Soo Lee
5 Wesam Abdulmajid
6 Kasola Mohammed
7 Yusef Ali
8 Mesaad Al Hamad
9 Mamadou Niang
10 Mohammed Al Yazidi
11 Hasan Al Haydos
12 Kader Keita
13 Ibrahim Abdulmajed
14 Khalfan Al Khalfan
15 Talal Albloushi
16 Tahir Muhammad
17 Magid Hassan
18 Mohamed Saqr
19 Muhannad Naim
20 Ali Afif
21 Abdulla Koni
22 Naser Saad
23 Leandro
Træner: Jorge Fossati
Auckland City
1 Jacob Spoonley
3 Ian Hogg
4 Sam Campbell
5 Angel Berlanga
6 Chad Coombes
7 James Pritchett
8 Dave Mulligan
9 Manel Exposito
10 Luis Corrales
11 Daniel Koprivnic
12 Liam Little
13 Alex Feneridis
14 Adam Dickinsn
15 Ivan Vicelich
16 Albert Riera
17 Adam McGeorge
18 Paul Gothard
20 Emiliano Tade
21 Andreu Guerao
22 Andrew Milne
23 Simon Arms
27 Thomas Doyle
Træner: Ramon Tribulietx
