VM i fodbold i Rusland nærmer sig med hastige skridt, og alle landes 23-mandstrupper er nu offentliggjort. Vi har kigget nærmere på startopstillinger, de største profiler og de mest lovende stjerneskud - og dem, der må blive hjemme. Få et overblik over VM-trupperne her.
4. juni var deadline for de 32 landes trænere til at indsende deres endelige 23-mandstrup. Det betyder, at der skal helt særlige omstændigheder til nu, hvis en spiller i truppen skal byttes ud med en anden. Det kræver nemlig en alvorlig skade til en af de udtagede spillere. En evt. udskiftning i truppen skal dog senest foretages 24 timer før holdets første gruppekamp. Efterfølgende er det ikke tilladt at lave udskiftninger i 23-mandstruppen. Det blev aktuelt for ni spillere ved VM 2014 herunder Tysklands Marco Reus, der beskadigede sin ankel i en træningskamp mod Armenien kort før afrejse. Han blev dengang erstattet af Shkodran Mustafi.
Vejet og fundet for let
En af de helt store trupnyheder fra den danske lejr var, da landstræner Åge Hareide den 4. juni annoncerede, at Nicklas Bendtner grundet en skade ikke skal med til VM. På kuriøs vis har flere end 10.000 mennesker underskrevet en erklæring om, at FIFA bør udskyde slutrunden, til "Lord" Bendtner er klar. Med danske briller på er det måske i virkeligheden mere interessant, at Andreas Bjelland, der har dannet et solidt makkerpar med anfører Simon Kjær i store del af stimen på 14 ubesejrede kampe, også må blive hjemme pga. en lægskade.
Af andre væsentlige navne, der er endt som tabere i VM-stoledansen, kan nævnes Tysklands Leroy Sané, der blev sorteret fra til fordel for Leverkusens Julian Brandt. Sané har været forrygende for de suveræne engelske mestre, Manchester City, og tog blandt andet titlen som årets bedste unge spiller i England.
Det er heller ikke gået stille af sig, at Belgiens landstræner, Roberto Martinez har sorteret midtbanemotoren Radja Nainggolan fra. Romaspilleren kvitterede ved at trække sig fra landsholdet, og man kan da også undre sig over, hvorfor han er blevet sorteret fra, når der i truppen er blevet fundet plads til Anderlechts Leander Dendoncker, West Bromwichs Nacer Chadli og Monacos Youri Tielemans.
Se vores Champions league optakt og læs eksperternes vurderinger
Det gik verden rundt, da den vikarierende anfører for det brasilianske landshold, David Luiz, for fire år siden græd og græd og græd sin frustration og skuffelse over at have fået prygl af Tyskland på Belo Horizonte i VM-semfinalen ud foran rullende kameraer. Luiz havde i store dele af kampen lignet en hund i et spil kegler, og han var impliceret i flere af tyskernes syv mål. I år bliver det dog ikke til offentlig skue, hvis David Luiz fælder en tåre i løbet af slutrunden, for landstræner Tite har ikke ønsket at have ham med til Rusland.
Se også: VM kampprogram med TV-oversigt.
Slået ud, inden det bliver sjovt
Sommerens VM-slutrunde i Rusland bliver uden et par af de helt store fodboldnationer. For første gang i 60 år er det ikke lykkedes vinderne fra 2006, Italien, at kvalificere sig. Den stolte fodboldnation, der i alt har vundet VM fire gange, måtte i playoff-kampene se sig besejret af Sverige.
Dermed kommer man ikke til at opleve den karismatiske store målmandsprofil, Gianluigi Buffon, få sin sidste store slutrunde. Buffon har været i den italienske trup ved de seneste fem VM-slutrunder, hvoraf han har spillet i de fire. Med deltagelse ved VM 2018 kunne han ellers sætte rekord som den eneste spiller nogensinde, der har været i truppen til seks VM-slutrunder. Højdepunktet i hans landsholdskarriere har uden tvivl VM-triumfen i 2006, hvor Italien slog Frankrig efter straffesparkskonkurrence i en dramatisk finale, hvor Frankrigs Zinedine Zidane blev udvist.
Holland er en anden stolt fodboldnation, som ikke kommer til at optræde på græsplænerne i Rusland til sommer. Holland havde en skuffende VM-kvalifikation og endte noget overraskende efter både Frankrig og Sverige i deres gruppe. Holland har tidligere været i VM-finalen hele tre gange - senest i 2010 mod Spanien. De har dog tabt alle tre finaler. I 2014 tabte de i en tæt dyst semifinaleopgøret mod Argentina efter straffesparkskonkurrence.
Derfor bliver VM 2018 uden Arjen Robben, som i det seneste årti har været en af de helt store profiler i international fodbold. Robben, der til dagligt spiller i Bayern München, har ellers deltaget ved de tre seneste VM-slutrunder. Han har nu officielt meddelt, at han har spillet sin sidste landskamp.
VM 2018 bliver også uden et par store, sydamerikanske stjerner som Alexis Sanchez og Arturo Vidal. Chile formåede nemlig ikke at kvalificere sig til VM 2018. Chile begejstrede ellers fodboldelskere med deres dynamiske og direkte spil ved VM i 2014. VM 2018 bliver også uden USA, der ellers har deltaget ved alle VM-slutrunder siden 1990.
Endnu en af de helt store navne, som man må se langt efter ved sommerens VM er Real Madrids Champions League-helt, Gareth Bale. Wales formåede ikke at følge op på deres flotte præstation ved EM i 2016 og sluttede under Serbien og Irland i deres kvalifikationsgruppe.
På trods af Sveriges kvalifikation kommer Zlatan Ibrahimovic ikke til at kaste stjernestøv over VM 2018. Den svenske landstræner har allerede udtaget de 23 spillere der skal med til VM og her var Ibrahimovic ikke iblandt. Brøndby-profilerne Johan Larsson og Simon Tibbling er heller ikke en del af truppen.
Gå ikke glip af Champions league kampene - Se kampprogram her
Hvem bliver stjernerne ved VM 2018?
Selvom vi kommer til at savne et par af fodboldens helt store spillere, så vil VM 2018 bliver en sand stjerneparade af store profiler. Der er dog enkelte stjerner, der lyser klarer op end andre. Det er ikke til at komme udenom, at de allerstørste navne ved VM 2018 er Christiano Ronaldo, Lionel Messi og Neymar.
Det siges, at de helt store spillere skal måles på de titler, de vinder for deres klubhold og landshold. Cristiano Ronaldo er den eneste af de tre nævnte spillere, der har en stor landsholdstitel på CV'et indtil videre. Ronaldo og Portugal vandt som bekendt EM i 2016 efter forlænget spilletid mod værterne fra Frankrig.
Lionel Messi sørgede nærmest på egen hånd for, at Argentina kvalificerede sig til VM 2018 på trods af store vanskeligheder. I den sidste og afgørende kamp sikrede Messi Argentinas VM-billet ved at score hattrick i holdets udesejr over Ecuador. På trods af alle de titler og rekorder, som Messi er indehaver af, så mangler han stadig at vinde en stor titel med Argentina. Han har været lige ved og næsten flere gange. Hele fire gange har han været på det tabende hold i en stor finale. Ved VM i 2014 tabte Messi og Argentina finalen til Tyskland, og i Copa America har Messi deltaget i tre finaler, som alle er blevet tabt.
Udover en OL guldmedalje har Neymar endnu heller ingen stor titel at skrive på sit landsholds-CV. Trods sin unge alder var han udset som Brasiliens store talisman ved VM på hjemmebane i 2014. Neymar gjorde en god figur, men blev skadet og var ikke med i det ydmygende 1-7 nederlag til Tyskland. Modsat Ronaldo og Messi har Neymar dog alderen med sig, og med sine 26 år har han sandsynligvis flere muligheder for at hente det helt store landsholdstrofæ, hvis ikke Brasilien vinder det i år.
Udover disse tre megastjerner kan fodboldelskere verden over også glæde sig til at se spillere som Harry Kane, Antonie Griezmann, Eden Hazard og Sergio Agüero folde sig ud i Rusland til sommer.
Læs eksperternes spilforslag på årets Champions league
Stjerneskuddene ved VM 2018
Ved de store slutrunder er der som regel også nye navne og unge talenter, der for alvor bryder igennem på den store scene. Hvem husker eksempelvis ikke, da James Rodriguez sikrede sig et kæmpe skifte til Real Madrid efter at være blevet VM-topscorer i 2014. Eller da Thomas Müller med kun to landskampe for Tyskland i rygsækken blev delt topscorer med fem mål fire år tidligere?
Også i år kan flere unge spillere tage skridtet fra megatalent til megastjerne. I Frankrig er der kæmpestore forventninger til blot 19-årige Kylian Mbappé, som er fast mand for Paris SG, og som formentlig bliver verdens næstdyreste spiller til sommer, når hans lejeaftale fra Monaco veksles til en permant aftale, der er over en milliard kroner værd.
I Brasilien har arven efter Ronaldo været tung at løfte, og den stolte, sydamerikanske fodboldnation har i årevis manglet en 9'er med verdensklasse. Ved VM på hjemmebane i 2014 var Fred forreste mand for Seleção, og han scorede kun en enkelt gang under hele slutrunden inden afklapsningen mod Tyskland i semifinalen.
20-årige Gabriel Jesus kan være den spiller, som brasilianerne har sukket efter. Den unge angriber har i perioder holdt verdensstjernen Sergio Agüero helt ude af Manchester Citys startopstilling, og det er tydeligt, at englændernes træner, Pep Guardiola, ser et stort lys i Jesus, der i denne sæson har fået 42 kampe - heraf 25 fra start - for de engelske mestre.
Hos den spanske kongeklub Real Madrid har sæsonen i den hjemlige liga været ét langt mareridt, men undervejs har der været enkelte lyspunkter, og et af dem har været 22-årige Marco Asensio, som har fortsat de gode takter fra sidste sæson, hvor han bl.a. scorede i Champions League-finalesejren over Juventus. Asensio har med afgørende mål og assists flere gange været forskellen på vundne og tabte point for Real Madrid, og får han først bidt sig fast i den spanske startopstilling, er det ikke utænkeligt, at han kan blive en af de bærende kræfter for La Roja.
Den store angrebsstjerne på det engelske landshold er utvivlsomt Harry Kane, men i den røde del af Manchester har de en ung mand, som om nogle år formentlig giver ham kamp til stregen. Man kan nemt glemme, at Marcus Rashford kun er 20 år gammel, for siden han debuterede med to mål i 5-1-sejren over FC Midtjylland i Europa League i 2015, har han været en fast del af Manchester Uniteds førstehold, og han nærmer sig så småt de 100 kampe for klubben. Her er i øvrigt tale om en mand, der har gjort det til sit varemærke at score i sine debuter. Således scorede han også (to gange endda) i sin Premier League-debut mod Arsenal, i sit første Manchester-derby, i sin første FA Cup-kamp, i sin første Liga Cup-kamp, i sin første Champions League-kamp og både i sin første kamp for Englands U-21-mandskab og for A-landsholdet. Måske gør han det igen i sin første VM-kamp til sommer..?
I Tyskland står man i samme situation som Brasilien - bare helt omvendt. I en årrække har man haft flere af verdens dygtigste angribere til rådighed, men med Kloses stop efter VM 2016 er det, som om at der mangler målslugere på et på alle andre måder frygtindgydende tysk mandskab. Det er ikke sikkert, at Leipzigs lynhurtige Timo Werner, der i Tyskland har fået tilnavnet "Turbo Timo", får lov at starte alle kampe for Tyskland under slutrunden. Men med syv mål i 10 kampe for de regerende verdensmestre skal han nok få en rolle, og måske kan han, hvis han griber chancen, gøre som Thomas Müller gjorde for otte år siden og blande sig i kampen om den gyldne støvle.