Så fik vi VM-finalen på plads. Kombattanterne i søndagens verdensbegivenhed (sådan cirka halvanden millard seere vil følge med) i Berlin bliver Italien og Frankrig.

Efter at Italien tirsdag i en velspillet semifinale havde knækket Tyskland med to flotte mål i overtiden, var det onsdag tid til Frankrig-Portugal. Som frygtet blev det en match præget af to ekstremt gode organisationer og defensiver, mens det kneb med modet til at satse fremefter. For Frankrigs vedkommende kan det til dels undskyldes med, at holdet kom foran efter en god halv time og derefter kunne spille på kontra (hvilket holdet i øvrigt gjorde ganske godt), men for Portugal var der ingen undskyldning. Her kunne man virkelig se svagheden i Big Phil Scolaris stramme system.

Kedelig finale i vente?

Er det mon alle tiders kedeligste VM-finale, der venter på søndag (kl 20)? Det er jo indiskutabelt slutrundens to bedste forsvar, der mødes. Og offensiverne er ganske vist fyldt med stjernespillere, men de har været temmelig karrige med målene.

Tjah, det vil vise sig. Men det skal med, at Frankrig og Italien var DE ENESTE to hold af otte kvartfinalister, der havde chutzpa og nosser til at spille bold og prøve noget fremad (mod henholdsvis Brasilien og Ukraine). Alle de andre - inklusive Argentina, Tyskland, England, etc - kunne intet eller ville intet.

Nej, finalen ER et møde mellem verdens to pt bedste mandskaber - og selv om det næppe vil vrimle med mål (medmindre Barthez igen har smurt sine handsker med sæbe!), så vil det sandsynligvis blive en seværdig forestilling, fyldt med smuk fodbold og interessante detaljer. Hold øje med Zidanes tryllerier (som han også bød på mod Portugal) - og se, om Totti kan gøre ham kunsten efter (Roma-stjernen viste sit geni et par gange mod Tyskland). Prøv også at se det æstetiske i forsvars-indsatserne fra folk som Cannavaro og Thuram. Og glæd jer til midtbane-duellerne mellem Pirlo og Gattuso på den ene side, og Vieira og Makelele på den anden...

Hvad adskiller de to hold? For Frankrig taler, at Zidane må betegnes som en større spiller end Totti, og at Henry og Ribéry overgår den italienske offensiv (hvor især centerforwarderne har skuffet). For Italien taler især, at Buffon udstråler meget mere sikkerhed i målet end Barthez...

Finale-odds

Fra BetXperts side skal vi nok levere en analyse af finalen, når vi kommer lidt tættere på søndag - og hvem ved, måske også et spilforslag eller to.

I skrivende stund er odds-fordelingen som følger:
Italiensk sejr: 2,65 (24hPoker)
Uafgjort: 2,95 (24hPoker)
Fransk sejr: 3,28 (Pinnacle)

Bronze-kamp

Midt i al finale-hysteriet glemmer vi helt, at der også skal spilles bronze-kamp, mellem de ulykkelige semifinale-tabere, Tyskland og Portugal. Kampen står i Stuttgart lørdag kl. 21. Hold øje med vores VM-side, hvor en analyse vil komme senest fredag.

http://www.betxpert.com/ekspert/vm/

BetXperts VM-status

Efter 62 kampe ved slutrunden i Tyskland har BetXpert følgende regnskab:
Vi har leveret analyser af hver eneste kamp; det er blevet til i alt 60 spilforslag - og en samlet tilbagebetaling på 106,5%.