Hvad gør man hvis (når) man løber ind i 10 kiksede tips i træk? Rapport fra en eksperttippers rutsjebane - om varians og menneskelighed.
Hvem sidder der bag skærmen og laver mentale voodoo-dukker af fodboldspillere? Det gør såmænd Jens fra BetXpert...
Det er ikke sjovt at tabe et bet. Det er endnu mindre sjovt at tabe 10 i træk. Flere end 10 i træk? Vejen til vanvid.
Da Edinson Cavani og PSG 22. august leverede en elendig indsats mod bundholdet Evian og måtte nøjes med 0-0, var det mit ellevte kiksede spil i træk. ELLEVTE.
Var jeg glad på Jesper Hansens vegne (den tidligere FC Nordsjælland-målmand havde gjort det flot og bl.a. snuppet tre Cavani-afslutninger)? Fanme nej. Jesper Hansen var lige i det øjeblik nr 2 på min hadeliste. Nr 1 var selvfølgelig den impotente uruguayaner fra PSG. Han blev Serie A-topscorer i 2013, nu kan han dårligt slå en bule i en blød hat.
Dagen efter PSG-misèren ramte jeg endelig et tip, og i løbet af den næste måned fik jeg møjsommeligt rådet bod på august-massakren. Men så skete det huleme igen...
Endnu en ørkenvandring
Fra 27. september til 2. oktober kiksede jeg ni tips i træk. ARGGGHHHHH!
En hovedårsag til kiks nr ni var i øvrigt sjovt nok (omend jeg i situationen overhovedet ikke syntes det var morsomt) en anden dansk målmand, Jonas Lössl, der med stærkt spil for Guingamp sørgede for at de ellers formstærke grækere fra PAOK måtte gå målløse fra banen i Europa League-kampen 2. oktober. Men tilbage til historien.
Da september blev til oktober, da jeg sad med fem røde tips i træk, besluttede jeg mig for at skrive en artikel om udsving, men jeg besluttede mig også for at jeg først ville skrive artiklen når jeg var ovenpå igen, dvs ikke bare når den igangværende ørkenvandring var slut, men når jeg havde genvundet alle de tabte indsatser (hvad jeg sådan cirka har nu, efter 6 pletskud i træk).
Hvordan kunne jeg vide at det ville ske? Matematik og erfaring. Hvorfor kunne jeg så ikke skrive artiklen mens jeg befandt mig i den røde krise? Fordi jeg ikke er en maskine, men et menneske med de irrationelle tilbøjeligheder som vi alle døjer med (nogle mere end andre). Jeg havde simpelthen ikke det nødvendige mentale overskud til at skrive artiklen midt i alle nederlagene.
Varians: Betting går op og ned
Sagen er at alle tippere, uanset hvor dygtige de er, før eller siden løber ind i nedgangsperioder. Og opgangsperioder. Der vil være udsving, også kaldet varians (det er lige præcis derfor man skal sørge for at have styr på Money Management).
Tag en mønt og slå plat eller krone. Hvad er chancen for krone? Da der er to mulige udfald (vi ser bort fra den lille chance der er for at mønten lander og balancerer på kanten, eller for at mønten gribes af en forbiflyvende ravn), må chancen være 50%.
Betyder det at hvis du kaster mønten 10 gange, så vil den lande med krone øverst præcis fem gange? Måske, men den kan lige så godt give krone seks eller fire gange. Den kan sågar give krone 10 gange i træk uden at der er grund til at ringe til Åndernes Magt.
Hvorfor det? Fordi tilfældigheder spiller en større rolle, jo mindre tal der er tale om. Og tilsvarende: Jo større tal, jo mindre vil tilfældigheder relativt set spille ind. I matematikken taler man om Store tals lov.
Chancen for at man slår krone 10 gange ud af 10, er lille (0,1%), men reelt til stede. Det kan ske. Chancen for at man slår krone 100 gange i træk? Hyper-mikroskopisk.
Får du da krone præcis 50 gange ud af 100? Næppe. 45 eller 55 gange kan lige så vel være udfaldet. Men jo flere gange man kaster mønten, jo mere vil det samlede resultat ligne den teoretiske chance på 50%. Efter 1000 kast vil du med al sandsynlighed stå tæt på 500 gange med krone-udfald.
Det gælder også betting. Jo flere bets der er tale om, jo tættere vil tilbagebetalings-procenten vil være på det forventede resultat, men tager man et lille udsnit af disse bets, så kan tilbagebetalingen for udsnittet sagtens være langt fra den generelle tilbagebetaling. Og ind i mellem rammer man altså lange opgangsperioder - eller nedgangsperioder.
For mit vedkommende var der cirka 0,14 procents chance for at lige præcis de 11 kampe i august alle ville gå galt. Det lyder af meget lidt, men det er fordi man kigger isoleret på de 11 kampe. Zoomer man ud, har jeg leveret næsten 2000 tips siden 2004. Selvfølgelig vil en nedgangsperiode på cirka 10 missere i træk forekomme før eller siden.
Ren matematik.
Bløde faktorer
Og dog. Som bekendt er betting ikke KUN matematik. Du kan ikke smide en masse svært-definerbare faktorer - som Messis scoringsevner når halvskadet eller Evertons motivation i et givent Mersey-derby - ind i en computer og få den til at spytte et klart facit ud (i hvert fald ikke endnu). Nej, du har en del statistisk materiale til rådighed (det har oddssætterne dog også), men i sidste ende skal du selv vurdere statistikken samt de bløde faktorer og anslå om der er værdi i oddsene. En ukonkret videnskab.
Men resultatet er ikke ukonkret. Din tilbagebetaling viser sort på hvidt om du evner at få overskud på dine tips, dvs om du er bedre til at vurdere kampenes udfaldschancer end oddssætteren (eller markedet). Ikke efter 5, 10 eller 100 tips - her spiller tilfældigheder (held/uheld) for stor en rolle - men måske nok efter 500 eller 1000 tips.
Og så er vi tilbage ved det forventede resultat jeg nævnte før. Jeg er ikke verdens bedste eksperttipper, men har dog tegnet mig for en samlet tilbagebetaling på 103% over de seneste 10 år (næsten 2000 tips). For den bedste franske liga, Ligue 1, siger min tilbagebetaling 106% efter 968 tips. Jeg kan altså med en vis rimelighed forvente at få overskud i det lange løb - hvis jeg altså fortsætter med at researche flittigt.
Men nedgangsperioder vil altid forekomme.
Fortrøstningsfuld - og desperat
Jeg har prøvet nedgangsperioder masser af gange og er altid kommet ovenpå igen. Så jeg havde god grund til at være fortrøstningsfuld, selv da impotente Cavani ikke formåede at score mod Evian, og da Jonas Lössl i sin kun anden kamp for Guingamp holdt et ellers offensivt sprudlende græsk hold fra fadet.
Og det var jeg da også - fortrøstningsfuld. Med een hjernehalvdel. Den anden flåede sig i håret, bandede betting langt væk og sov elendigt om natten.
Noget af ubehaget har en rationel basis. For det er sundt at blive rusket ud af rutinen og mindet om at man ikke skal tage noget for givet. En række missere får mig uvægerligt til at stille spørgsmålstegn ved om jeg nu også, lige pt, har fingeren på pulsen. Researcher jeg godt nok, og vurderer jeg faktorerne på tilstrækkelig ædruelig vis? En nedgangsperiode giver altså anledning til at tjekke sig selv og justere hvad der evt trænger til justering.
Ecce homo
Problemet er bare at der muligvis ikke er noget der trænger til justering - men den febrile hjerne kan, påvirket af de dårlige resultater, bilde sig ind at noget er galt. Resultat? At man fx bliver over-forsigtig i sine tips og dermed går glip af nogle værdi-spil.
Det gælder i øvrigt også den anden vej. I en opgangsperiode risikerer man at blive overmodig og dermed sætte over-optimistiske chancevurderinger.
Hvorfor? Det simple svar er at vi er mennesker, ikke maskiner. Det er klart at jo mere erfaren man er, jo bedre er man til at sætte sig ud over disse irrationelle indskydelser, men i mit tilfælde må jeg sige:
Det er blevet nemmere med årene, men det er altså stadig ikke NEMT for mig at være i en nedgangsperiode.
What to do?
Varians er et vilkår - ingen kan fuldstændigt undgå nedgangsperioder. Men man kan reducere og minimere udsvingene ved at justere sin spillestrategi.
Jo højere odds man spiller, jo større er risikoen for nedgangsperioder. Det er et temperamentsspørgsmål. Hvis man har det ok med lejlighedsvise nedgangsperioder, skal man bare klø på med høje odds (så længe man husker at følge de basale money management-regler). Men hvis man er bange for at få mavesår, kan man fravælge de rene 2taller og overveje at spille X2 eller 2tal med Draw No Bet (forudsat at der er værdi i skidtet).
Vil jeg personligt omlægge min spillestrategi? Tjah. Jeg er faktisk allerede noget mindre højodds-søgende end jeg var tidligere i min tips-karriere, netop for at imødekomme de sarte nerver, men jeg synes ikke jeg vil gå endnu længere i forsigtigper-retningen. Jeg vil stadig spille på 0-0 når jeg ser værdi i dét, eller smide fire krydser i træk. Ellers er det ikke sjovt for mig at tippe.
Angsten for at tabe er forkrøblende, men jeg nægter at lade den æde hele min spille-sjæl.