Grundet tv-rettighedskrisen blev ligastarten udskudt en uge, og således er et i forvejen presset program blevet endnu mere intenst.
BetXpert er klar til dækning af argentinsk fodbold – ved vores nye ekspert Anders Diaz der har boet adskillige år i det smukke (og fodboldgale) land i Sydamerika. Hans tip kan følges på denne side (der ligger et tip til lørdag aften: San Lorenzo - Atlético Tucuman), men først bør man gøre sig selv den tjeneste at læse hans optaktsartikel om den argentinske liga.
Der er tale om en grundig introduktion til en liga som de fleste danskere kun kender meget perifært (typisk støder vi kun på argentinske klubnavne når de leverer stortalenter til rige, europæiske klubber):
Optakt: Apertura 2009
Den argentinske sæson består af to halvdele med hvert sit mesterskab: Apertura (åbning) og Clausura (lukning).
Her og nu gælder det Apertura 2009.
Lad os håbe at mesterskabsafgørelsen bliver lige så spændende som sidst (Clausura 2009), hvor hele tre hold, Huracán, Lanús og Vélez kunne blive mestre med to runder igen. Den alm. argentinske fodboldkender ved sikkert godt, at det hele endte superdramatisk i sidste runde, hvor netop de to mesterskabskandidater mødte hinanden.
Vélez – Huracán kampen blev én til historiebøgerne. Kampen blev afbrudt i 25 minutter pga. haglvejr, der var tre udvisninger, slagsmål på banen, to annullerede mål, 14 minutters tillægstid af dommeren i 2.halvleg, samt et mesterskabsmål, scoret af Vélezs magiker Maxi Moralez, blot 7 minutter før tid i 1-0 hjemmesejren. Et mål, som Huracán var så ivrige efter at få underkendt pga. et påstået frispark mod deres målmand i scoringssituationen, at det udviklede sig til en mindre retssag efterfølgende (som Vélez dog vandt).
De to hold der var i direkte op/nedrykningskampe, Rosario Central og Gimnasia de la Plata, overlevede begge. Men især Gimnasia LP havde det hårdt, og endte i et drama, der om muligt var endnu større end det der omhandlede mesterskabet.
Gimnasia havde tabt den første af de to nedrykningskampe 3-0 ude til Atlético Rafaela, og med blot 18 minutter igen på hjemmebanen stod det 0-0. Endvidere havde Gimnasia endda fået Sosa vist ud. Ikke desto mindre lykkedes det at score 3 gange inden for det sidste kvarter. De to sidste mål sat ind hhv. 3 og 1 minut før tid – og således er Gimnasia LP stadig at finde i rækken.
Sidste sæsons nedrykkere, Gimnasia de Jujuy og San Martín de Tucumán, er blevet erstattet af Chacarita og Atlético Tucumán. Sidstnævnte har ikke været i den bedste række siden 1984, så det er glade mennesker, der vender tilbage, efter så lang tid uden for det fine selskab. Atlético vandt faktisk bronze i 1979, men det er det nok de færreste af Betxperts læsere, der kan nikke genkendende til.
Chacarita er tidligere relativt stort hold i Argentina. Klubben kommer oprindeligt fra det centrale Buenos Aires (men er nu flyttet ud af byen), og har tidligere været med i toppen af Primera División over en lang periode – dog primært i begyndelsen og midten af det sidste århundrede.
Desværre er Chacarita også kendt for hooliganisme, og deres fans bliver betragtet som nogle af de mest destruktive og voldelige i hele Sydamerika.
SUPERMARKEDET
Som så mange andre steder i latinamerikansk fodbold er kontinuitet ikke et foretrukket koncept i spillertrupperne. Vinduerne mellem hver Clausura og Apertura er så fyldt med handler, at det er næsten umuligt at holde styr på dem. I Argentina går dette begreb under navnet ’supermarkedet’, da det handles og sælges så voldsomt, man nærmest skal have en indkøbsvogn med for at have styr på alle ’varerne’.
Som altid har der været et par spektakulære skift op til sæsonstarten. Det mest omtalte er nok at ’El Burrito’ (æslet) Ariel Ortega er kommet fra endnu et alkoholiseret dyk til et sekundahold fra Mendoza tilbage til River Plates startopstilling. Manden bliver dog ikke yngre, og er med sine 36 år ikke længere en Duracell kanin. Men faktum er, han på sine gode dage stadig er en gudsbenådet spiller, og han var i høj grad årsagen til at River vandt Clausura’en i 2008.
En del dygtige spillere er, traditionen tro, taget til Europa. Heldigvis er en hel del andre kommet tilbage, så der er langt op til endnu en halvsæson med fantastisk og medrivende fodboldspil med markante profiler og farverige kulisser.
HVAD KAN VI FORVENTE
Sandheden er, at med den store udskiftning i trupperne, og generelle jævnbyrdighed, der er i argentinsk fodbold, er det ofte svært at spå præcist om hvad der kommer til at ske placeringsmæssigt. Nedenunder forsøger jeg dog at trække nogle generelle retningslinier op for hvert hold; hvad der er sket siden Clausura’en sluttede i juni, og hvor vi kan forvente at se holdene henne i tabellen.
En udpræget argentinsk detalje er, at med så korte turneringer (der er kun 19 kampe for hvert hold i hhv. Clausura’en og Apertura’en) er det uhyre vigtigt at komme godt fra start. Typisk kan et hold spille over evne i en periode, hvis det pludselig får færten at en bedre placering end hvad klubben havde forventet.
Det var i høj grad hvad der skete for Huracán i den forgangne turnering. Samtidig kan andre hold, som ikke er i umiddelbar nedrykningsfare pga. nedrykningsregnskabsudregningen, spille groft under potentiale, hvis deres motivation til kampene forsvinder.
Det var eksempelvis tilfældet med Argentina Juniors og Arsenal i den netop afsluttede turnering.
DERFOR: hold altid øje med kampformen, nedrykningstabellen og motivationen, når du better på argentinske kampe.
Her følger så en lille opdatering omkring hvert hold, samt deres styrker og svagheder.
Jeg har valgt at kategorisere efter 4 grupper: Forventede slutplacering: 1-5, 6-10, 11-15 og 16-20.
Indenfor disse kategorier er klubberne listet i alfabetisk rækkefølge, så blot fordi Boca Juniors beskrivelse kommer før Vélez Sarsfield i min gruppering af pladserne 1-5, er dette ikke et udtryk for at Boca Juniors nødvendigvis er vurderet som værende stærkere end Vélez Sarsfield.
Pladserne 1-5:
Boca Juniors
Lanús
River Plate
San Lorenzo
Vélez Sarsfield
Pladserne 6-10:
Banfield
Estudiantes
Independiente
Racing
Tigre
Pladserne 11-15:
Arsenal
Colón
Gimnasia LP
Huracán
Newell’s Old Boys
Pladserne 16-20:
Argentina Juniors
Atlético Tucumán
Chacarita
Godoy Cruz
Rosario Central
PLADSERNE 1-5
Boca Juniors skuffede kolossalt i sidste turnering ved blot at slutte som nummer 13. Placeringen kom endda efter at have vundet den seneste Apertura i 2008. Styrmanden over dem alle, Román Riquelme, kunne slet ikke finde sit spil. Desuden sad han uden for med en del skader, hvilket er noget af forklaringen på det dårlige resultat. De normalt skarpe angribere, Palacio og Figueroa, havde heller ikke nogen heldig halvsæson, selv om Martín Palermo scorede de + 8-10 mål, han som regel er god for.
Men den store akilleshæl var forsvaret. Det sejlede virkeligt i mange af kampene, og selv på det normale sværtindtagelige hjemmefort, La Bombonera, blev Boca i flere omgange udspillet. Det skete bl.a. da Gimnasia LP vandt 2-1, og da Godoy Cruz vandt 3-2 i Buenos Aires.
Forventningspresset er enormt på Argentinas mest populære klub, og således accepteres to dårlige halvsæsoner i træk ikke. Derfor er der blev handlet voldsomt – og ganske godt - ind. Specielt købene af den tekniske angriber Insúa, og den chilenske forsvarslandsholdspiller, Gary Medel, er positive.
Insúa har tidligere været topscorer i den argentinske liga for Independiente, og har senere spillet for Wolfsburg i Tyskland. Lige nu kommer han dog fra et ophold i mexicanske América.
Medel er også et stort navn i Sydamerika. På Chiles velspillende landshold har han for tiden noget der ligner stjernestatus.
Derudover skal man også huske at nævne Monzón fra Bétis og Ariel Rosada fra Celta, som alvorlige indkøb i den blå-gule lejr.
Om holdet er blevet stærkere, er dog svært at spå om. Offensivt kunne det godt se ud til at Boca er svækket, for både Figueroa og Palacio er røget til Genoa.
I forsvaret et den argentinske landsholdsforsvarskæmpe, ’Cata’ Díaz, røget til Universidad de Chile. Den colombianske landsholdspiller og midtbanemand, Vargas, er gået til Almería i Spanien, Jesús Dátolo er nu i Napoli, og endeligt er Roncaglia også røget en tur over Atlanten til Espanyol.
Summa summarum: Boca har nogenlunde samme niveau som før pausen. Meget afhænger af om Riquelme er klar og velspillende, og hvorvidt Insúa og Palermo finder storspillet frem. Gør de det, er her en mesterskabskandidat.
Lanús er en underlig størrelse. Klubben har gjort det fremragende de sidste mange år, trods et beskedent budget og en placering som ’andenrangsklub’ i Buenos Aires. Det er ikke mere end 2 år siden klubben vandt sit første mesterskab nogensinde.
Og Lanús var minsandten tæt på at gentage kunststykket i sidste sæson, indtil et fæl 4-1 nederlag i tredjesidste runde mod bundholdet Arsenal, satte en stopper for drømmen.
Hvad Flemming Østergaard er FCK, er José Sand for Lanús. Den argentinske landsholdspiller har om nogen været symbolet på Lanús fremgang de senere år. Dette er dog slut nu, da Sand er rykket til de Forenede Arabiske Emirater for at tjene en god skilling.
Om post-Sand Lanús er det samme hold, vil tiden vise. Man har hentet den dygtige forsvarer Salcedo i Newell’s, Aguirre i Valladolid og Pelletieri i AEK Athen. Men med afgangen af Graieb, Sand og angrebskollegaen Valeri – der er gået til FC Porto – så tvivler jeg på holdet har samme styrke offensivt som tidligere.
Lanús store styrke har dog altid været kollektivet, og sæsonstarten med udesejren på 2-1 over River Plate i Copa Sudamericana, viste at disse værdier synes at være intakte.
Summa Summarum: Lanús bliver nok ikke mestre, men det er uden tvivl stadig et stærkt mandskab der kan aspirere til en topplacering.
River Plate er efter en halvskuffende sæsonafslutning, hvor man endte som nummer 8, blevet voldsomt kritiseret for ikke at have hentet forstærkninger. To relativt ukendte paraguayanere samt Nicolás Navarro fra Napoli og 36 årige Ariel Ortega, er hvad det er blevet til.
Landets næststørste klub kæmper med alvorlige økonomiske problemer, og River Plates økonomi var faktisk en af dem AFA (fodboldforbundet) havde for øje, da man så sig sur på de argentinske klubbers gæld. Rivers underskud i 2008 var på over 100 mio. kroner.
Derfor er det begrænset hvad træner Gorosito får at handle med. Han mener dog selv at have et slagkraftigt hold, men efter at have mistet så dygtige spillere som den colombianske stjerneangriber Falcao (FC Porto), den tekniske, men ofte skadede angriber Flores (Villareal), samt Gerlo og Sambueza på midtbanen, virker de få indkøb som lidt i underkanten af det krævede, hvis tanken er at rykke op i tabellen.
Summa summarum: Meget står og falder dog med Ortegas tilbagevenden. Når han er i form har det historisk vist sig, at River klarer sig godt. Truppen som sådan rummer også stadig kvalitet nok til en topplacering, men Ortega skal finde sin anden ungdom, hvis River skal tage trofæet.
San Lorenzo har ikke været gode de senere år. Klubbens tilhængere var meget lidt begejstret for klubbens netop afsluttede Clausura. Ikke blot landede man pænt langt nede i tabellen, man måtte også se sig slået hjemme af ærkerivalen Huracán, som ellers i mange år har været lillebroren af de to.
San Lorenzo var ekstremt svingende og uskarpe i sidste sæson, men i modsætningen til mange andre af de klubber, der havde lovet bål og brand efter sæsonen, har San Lorenzo rent faktisk gjort noget ved sagen.
I Argentina siges det pt., at San Lorenzo er den af alle klubberne, som har forstærket sig mest op til den nye sæson.
Ind er kommet den ’gamle’ klubstjerne, og tidligere argentinske landsholdspiller, Leandro Romagnoli. Han blev i en alder af blot 20 år anfører for San Lorenzo, og har i mange år haft pæn succes i Sporting Lissabon. Det er virkelig klubbens egen dreng, der er kommet hjem. Han valgte San Lorenzo til trods for et ellers lukrativt tilbud fra Fluminense i Rio de Janeiro.
Derudover er den mildt sagt meget karismatiske målmånd, Migliore, kommet til Flores (San Lorenzos nabolag i Buenos Aires). Han er en meget kontroversiel person, der ofte kommer i pressens søgelys. Men han er frem for alt, en fremragende målmand. Han blev købt af Boca Juniors for små to år siden, men fik aldrig chancen. I denne Clausura var han udlejet til Racing, og ofte var han nærmest ene mand ansvarlig for at Racing høstede points i kampen mod nedrykning.
Men her stopper festen ikke. Den gamle Valencia stjerne, Kily González, kunne nemlig ikke blive enig med manageren i hjerteklubben, Rosario Central, om en forlængelse af kontrakten. Derfor tog han med tungt hjerte fra Rosario, og trods sine 36 år, har han stadig noget at bidrage med på det ustabile San Lorenzo hold.
Slutteligt er en anden ’gammel dreng’ kommet hjem, nemlig forsvareren Jonathan Botinelli. Også her er der tale om ren kvalitet, og det lover i det hele taget godt for ’Los Cuervos’
Den uskarpe angriber Solari er smuttet til Mexico, mens Ledesma er gået til græske Olympiakos. Endnu en uskarp angriber, Tula, er flyttet til Arsenal de Sarandí, og Navarro er nu at finde i Independientes røde trøje.
Største tab må dog siges at være forsvaren Méndez, som nu spiller for Banfield.
Summa summarum: Man har mistet en smule kvalitet, specielt i form af Méndez og Ledesma, men man har fået en større portion kvalitet og rutine ind.
Der er sket så mange ændringer, at det er svært at spå om udfaldet. Nu skal det nye hold først spilles sammen. Men muligheden for en topplacering burde være til stede med denne trup.
Vélez Sarsfield har endnu engang fulgt den gamle devise om ’never change a winning team’. Det er blevet tradition i Liniers, at når de andre skiftet ud, holder Vélez på grundstammen og kontinuiteten. Og det har klubben haft stor succes med.
Økonomisk går det godt, stadion er nyrenoveret, klubben er regerende mester – og seneste mesterskab før Clausura’en 2009 kom for blot 3 år siden.
Vélez Sarsfield er en af Argentinas største succeshistorier i nyere tid. Klubben er altid at finde i den pæne halvdel af tabellen, og så har den en særlig evne til at hente nye, talentfulde spillere op truppen fra egen avl. Dette var fx tilfældet med Lucas Castroman, Mauro Zárate (nu topscorer i Lazio i Italien) samt den stærkt undervurderede Leandro Gracián.
I Argentina taler man som regel om ’de 5 store’ klubber, hvor man refererer til Boca, River, San Lorenzo, Independiente og Racing. Oftere og oftere hører man dog betegnelsen ’de 6 store’, hvilket er en anerkendelse af hvor godt Vélez har gjort det igennem de sidste to årtier.
De blå-hvide tog mesterskabet 3 gange i 90’erne, og har gjort det to gange i dette årti. I 1994 vandt Vélez Libertadores trofæet (Sydamerikas svar på Champions League), og blev efterfølgende verdensmester ved at slå selveste AC Milan i finalen.
Mesterklubben har endnu engang vurderet, at man bør bygge videre på det man har. Så det er blevet til få handler. Største tab er den dygtige angriber, Nanni, som noget overraskende valgte at flytte til paraguayansk fodbold. Derudover har man mistet Larrivey til Cagliari, Francou til Gimnasia LP og Coria til Argentinos Juniors.
Ingen af disse er dog alvorlige tab i forhold til truppens sammensætning.
På indkøbssiden ser det aldeles fornuftigt ud. Den offensive Rolando Zárate, som oprindeligt kommer fra Vélez, og havde en andel i 2005 mesterskabet, er kommet hjem tilbage. Lima er kommet hjem efter et låneophold hos Rosario Central, hvor han gjorde det udmærket, mens man har gjort lidt af et scoop ved at få fingrene i Leandro Caruso fra Udinese, som spillede fantastisk for Godoy Cruz sidste år.
Summa summarum: Træner Gareca har et komplet og talentfuldt hold at arbejde med. Vélez er i mine øjne et godt bud på en top tre placering, hvis man kan fortsætte Clausura’ens takter.
PLADSERNE 6-10
Banfield ligger normalt midt i tabellen og roder, og seneste Clausura var da heller ikke nogen undtagelse.
Generelt er klubben fint administreret, og man får meget ud af lidt. Historisk set er her ikke tale om nogen sværvægter, men det er gået ganske fint de seneste sæsoner. For 3 år siden var Banfield sågar i Libertadores kvartfinalerne, som man dog tabte knebent til River.
Der er handlet godt ind, og med omtanke. Den tidligere Banfield profil, Bilos, er vendt hjem fra Atl. Rafaela. Derudover har man hentet Battión i Aris Salonica og Méndez i San Lorenzo. Alle tre er ganske dygtige spillere der styrker truppen. Rygter vil endda vide at Moreno y Fabianesi er på vej fra Estudiantes for at yderligere styrke Banfields midtbane.
Største tab er at den gode forsvarsdirigent, Nasuti, er solgt til græsk fodbold. Derudover har man også mistet Bertolo (Palermo) og Santillo (Racing)
Summa summarum: Det ser godt ud, og det er et stærkere mandskab træner Falcioni kan sende på banen nu end før pausen. Banfield kan sagtens blive en positiv overraskelse i dette års tabel.
De forsvarende Libertadores mestre skal nok ikke helt forvente samme succes i år. Estudiantes har uden tvivl stadig en slagkraftig trup, med bl.a. Sydamerikas spiller i 2008, Juan Verón, i staben, men den er nok ikke længere god nok til at tage det fornemmeste trofæ af dem alle – ej heller at vinde det nationale.
Ind er kommet Cristian Rodríguez fra Spartak Moskva samt Carrusca og Neumann fra hhv. Cruz Azul i México og 2.divisions klubben Instituto. Desuden har man skaffet sig González fra Racing og den paraguayanske målmand Edgar González.
Seneste nyt: Rygtebørsen vil vide at den chilenske landsholdspiller Fabiano Orellana muligvis er på vej…
Desværre for La Plata folkene er der røget endnu mere kvalitet den anden vej. Den argentinske landsholdsmålmand, Andújar, er smuttet til Catania i Italien. Offensivt er man også blevet svækket, da man har mistet superteknikeren Gastón ’La Gata’ Fernadez til mexicansk fodbold. Bogado og Tripoli har forladt La Plata i retningen af Atlas og Colo Colo, så transferregnskabet er kvalitativt ’negativt’.
Meget af Estudiantes fokus var på Libertadores turneringen i sæsonen der gik, og det viste sig at give pote. Men det er dog usandsynligt at den nye trup er stærk nok til at kæmpe med om nye trofæer.
Summa summarum: Det ligner et mellemår med mindre nogle af de nye folk overrasker meget positivt. Offensivt er man i hvert fald svækket med ’La Gatas’ afgang, og en landsholdsmålmand afløser heller ikke sig selv.
Independiente var tæt på noget der må være argentinsk rekord i dårlig udebanestatistik i seneste halvsæson. ’Los Rojos’ tabte 8 ud af 9 udekampe - og spillede uafgjort i den sidste.
Holdet har været som dag og nat, og det er svært at blive klog på hvornår det går godt og skidt.
Klubben fra La Avellaneda, som har vundet La Libertadores hele 7 gange, er langt fra tidligere tiders storhed. Den legendariske manager Gallego har lovet mere stabilitet i denne sæson, og han har da også formået at hente både forsvareren Matheu fra Cagliari, midtbanespilleren Walter Busse fra Gimnasia LP og den tidligere superstriker for netop Independiente, Andrés Silvera, tilbage fra San Lorenzo. Desuden er den dygtige Piatti, ligeledes fra Gimnasia LP, blevet tilknyttet klubben.
Men selv om indkøbssiden ser fin ud, er det bekymrende at man på samme tid har mistet mange kvalitetsspillere. Angriberen Sosa er gået til Argentinos Juniors. Holdets største profil i mange år, som til tider figurerer på det argentinske landshold, Rolfi Montenegro, er solgt til Mexicos største klub, América. Ledesma er forsvundet til Racing, og midtbaneslideren Centurión er nu at finde i Chacarita.
Endelig blev det aldrig til nogen succeshistorie med midtbaneteknikeren, Ríos, som trods sit åbenlyse talent, ikke fandt sig til rette i Independiente.
Summa summarum: Det er en spændende trup Gallego råder over. Dog næppe én, hvor man kommer med i medaljespillet. Afgørende bliver det at se om man finder stabiliteten, og om Andrés Silvera kan finde sin gamle målnæse frem igen.
Racing formåede i sidste Clausura, for tredje gang i træk, at slippe godt fra nedrykningsspøgelset. Det er en af de helt store lidelseshistorier i argentinsk fodbold, vi her beskæftiger os med. Klubben har sammen med River og Boca den største fangruppering i Buenos Aires. Uden for hovedstaden har ’La Academia’ dog knapt så mange tilhængere som de to andre giganter kan prale af.
Racings økonomi har været kronisk dårlig i mange år. I 1999 blev klubben erklæret konkurs, og kun en politisk indgriben reddede den fra at blive tvangsnedrykket til 3. division. Dette har betydet få dyre indkøb over en længere periode, hvorfor det var særligt imponerende, da den daværende træner Diego Simeone formåede at føre dem til mesterskabet i 2001 – det første mesterskab i 53 år på det tidspunkt!
Den dårlige økonomi er også grunden til man ikke har kunnet beholde mirakelmålmanden Migliore, som næsten burde havde stadion opkaldt efter sig, med den indsats han ydede for klubben i den overståede Clausura.
Historien er også én om konstante nedrykningskvaler, da de dårlige sæsoner har givet et skidt gennemsnitspointantal for Independiente rivalen (gennemsnitspointantallet over de sidste 3 år afgør hvem der rykker ned). Dette gør sig også gældende for denne sæson, men det virker efterhånden til at den hårdføre klub har udviklet en nedrykningsresistens.
Den gode nyhed er, der stadig er kvalitet i truppen. Spillere som den tidl. Lazio og Vélez angriber, Lucas Castroman, Matías Cahais, Franco Sosa og forsvaren Cabellero, ville kunne pynte på mange Primera División hold.
Cahais er netop hentet i Gimnasia de Jujuy, mens den nye målmand Santillo, er kommet til fra Banfield.
Dog gør det ondt at have mistet den dygtige, unge forsvarer Zuculini, til Hoffenheim i Tyskland samt Shaffer til Benfica og Vignieri til Puebla i Mexico.
Netop forsvaret har været Racings problem, men med Migliore som sidste skanse, spillede man sig alligevel op på en fin 5.plads i turneringen.
Nu er Migliore og Zuculini væk, så Santillo kommer på en manddomsprøve i de næstkommende måneder…
Summa summarum: Racing er gode nok til at overleve endnu engang, men må nok tage til takke med en midterplacering, hvilket ikke er så dårligt endda, situationen taget i betragtning.
Tigre, fra den nordlige del af Buenos Aires provinsen, har gjort det fornemt siden holdet rykkede op for nogle år tilbage. I modsætningen til de fleste oprykkere, var der ikke tale om et elevatorhold hér.
Grundet nytilkommer statusen, var det nærmest sensationelt, da Tigre i Apertura 2008 var tæt på at blive mestre. Et 3-kants spil om mesterskabet med San Lorenzo og Boca endte med et 2-1 nederlag til San Lorenzo, samt en 1-0 sejr over Boca Juniors, hvilket var nok til sølv.
Denne Clausura var dog knap så prangende, og holdet endte som nummer 13 ud af 20.
Træner Cagna råder over et par ganske spændende spillere. I forsvaret er det anfører, ex-Boca Juniors og Villareal, Arrubarrena, som styrer slagets gang. Men det er specielt Tigres angreb, der skræmmer modstanderne. Doublen med Lázzaro og Luna er nærmest garant for mål, og imponerende er det at Tigre flere sæsoner i træk har formået at holde begge i truppen.
Tigre er ikke en velhavende klub, men lever lidt på samme dyder som succesrige Vélez. Disse omhandler god mandskabspleje og fornuftigt købmandskab.
Det er således ikke de store navne, man kan præsentere denne gang. Midtbanespilleren Montiel er hentet hjem til Argentina fra Reggina i Italien, og i forsvaret har man styrket sig med Manzur fra Paraguay og Fondacaro, som sad på bænken hos Boca Juniors.
Eneste alvorlige tab på salgssiden er Rosano, som nu spiller i Racing, mens mindre vigtige spillere som Jerez, Fontanello og Blengio ligeledes er forsvundet.
Summa summarum: Det er en relativ intakt gruppe Tigre kan fremholde. Træner Cagna plejer at få meget ud af holdet, og man kan således forvente en ganske pæn placering til Tigre i Apertura’en. Eneste ulempe er man skal spille i Copa Sudamericana, hvilket holdet ikke er vant til, og dette kan måske flytte fokus fra turneringen.
PLADSERNE 11-15
Det var ikke godt hvad Arsenal de Sarandí leverede i sidste Clausura. Holdet lå længe sidst, og spillet kørte overhovedet ikke. Det blev ikke meget bedre af man skiftede træner til den nuværende levende legende, Burruchaga.
Men Arsenal har, bortset fra sidste sæsons svipser, leveret pæne resultater de senere år. Klubben har aldrig været argentinsk mester, men i 2007 vandt holdet overraskende Copa Sudamericana – ganske fortjent i øvrigt.
Arsenals historie er lidt speciel. Klubben blev grundlagt af det argentinske fodboldforbunds nuværende præsidents, Julio Grondona, far. Han fandt inspirationen til navnet…gæt selv hvor….farverne fik han ved at kombinere de to naboklubber Racing og Independientes farver, og striben på tværs over maven tog han direkte fra River Plates design.
I dag er Arsenal dog en selvstændig og voksen klub hvor midtbanen med Jara og Sena er det største aktiv. Man har fået Galván ind fra Estudiantes i pause, samt Peppino og Tula fra hhv. Racing og San Lorenzo.
Desværre må saldoen siges at være negativ på handelsfronten. Man har mistet den bedste angriber, Leguizamón, til arabisk ørkenbold, og den rutinerede forsvarer Uglessich, er også forsvundet. Videre mangler man den dygtige og hovedstødsstærke Facundo Sava i angrebet, og på midten vil man savne Casteglione.
Summa summarum: Det ser ikke pokkers godt ud for Arsenal. Holdet er styrkemæssigt tættere på de dårligste fem end gruppen over. Træner Burruchaga har noget af en opgave foran sig, og i særdeleshed angrebet ser svækket ud i forhold til tidligere.
Colón spillede overraskende godt i den netop overståede Clausura. Det er ikke et hold med store individuelle stjerner træner Mohamed råder over. Santa Fés stolthed er normalt et midterhold, men i den afsluttede Clausura var man længe med i mesterskabskapløbet.
Det holdte dog ikke i længden, hvilket uden tvivl ærgrer tilhængerne af ’Los Sabaleros’ – de har nemlig aldrig smagt mesterskabets sødme.
Der er ikke blevet hentet de store forstærkninger siden sidst. Pellerano fra Arsenal samt Caire og Nieto fra hhv. Gimnastíc i Spanien og Huracán, er hvad det er blevet til.
Colón ser lidt svækkede ud defensivt, da den store styrmand, Prediger, er smuttet til FC Porto. Derudover har man tilmed mistet Aguilar, Lazzaroni samt en række andre mindre værdifulde spillere.
Summa summarum: Colón gentager ikke den flotte bedrift, der bragte dem op som nummer 4. Der er stadig kvalitet i truppen, men ikke én, der berettiger til at tro på mere end en midterposition. Det skal blive interessant at følge forsvaret efter Predigers afgang.
Det kan virke uretfærdigt at placere Clausura’ens sølvvindere, Huracán, i dette 3. lag. Men dette skyldes, at det er min overbevisning, klubben spillede over evne, samt at en del af succesholdet allerede er splittet igen.
Den vigtige forsvarer, Pastore, er nu i Palermo. Arano blev solgt til Aris Saloniki. Diaz gik til Boca Juniors, Nieto til Colón og Meza Sánchez, Medina og Colzera fik ikke forlænget kontrakterne. Men værst er det nok, at Defederico, ungdomsspilleren i angrebet, som fik sit store gennembrud, nu ser ud til at forlade nabolaget Flores klubben i retning af Brasilien.
Det er mere beskedent, hvad der er kommet ind. Trecarichi fra Sevillas B-hold, García fra Racing, Trecco og Malbernat fra to sekunda hold, og den noget aldrende Dario Rodriguez fra Peñarol. Rodriguez er tidligere uruguayansk landsholdsanfører, men det ligger tilbage i tiden omkring 2002 hvor bl.a. Danmark vandt 2-1 over Uruguay ved VM.
Summa summarum: Av, det var ikke godt. Træner Cappa får meget svært ved at genskabe svanesangen, som endte så ’tragisk’ med et tabt mesterskab blot 7 minutter før tid mod Vélez. Huracán har stadig gode spillere som Goltz og Bolatti, men holdet når sandsynligvis ikke længere op end midten denne gang.
Det var nær gået helt galt for Gimnasia de la Plata i slutningen af Clausura’en. Holdet var ude i en meget dramatisk overlevelseskamp, som kun lykkedes fordi Guderne var på Gimnasias side indtil det allersidste minut af nedrykningskampen mod Atl. Rafaela.
I virkeligheden burde det aldrig være gået så galt, for Gimnasias hold er slet ikke så dårligt som nedrykningskampen giver indtryk af. Med spillere som Gastón Sessa, Roldán, Sosa og Villar burde provinsklubben have chancen for at tage kampen op med den evige rival, Estudiantes, længere oppe i tabellen.
2009 har uden tvivl været smertefuld for tilhængere af ’El Lobo’. Ikke blot var holdet ved at rykke ned, konkurrenten fra La Plata tog sig minsandten kærligt af den største titel af dem alle – Libertadores.
Gimnasia er ikke blevet videre forstærket siden den alvorlige forskrækkelse og legen med 2. Division. Det er lykkedes at beholde Leandro Cufré, som ellers så ud til at forsvinde, samt at hente angriberne Sebastián Ereros og José Vizcarra. Sidstnævnte kommer fra et ophold hos Rosario Central.
Modsat har man mistet den arbejdsvillige midtbanemand Piatti til Independiente, da man ikke kunne blive enige om kontraktforlængelsen. Men værst er det, at have sagt farvel til Franco Niell, som var holdets farligste angriber.
Summa summarum: Gimnasia bør være for gode til at rykke ned. Men noget skal der ske mentalt eller taktisk, for set over en bred kam er holdet kommet svækket ud af pausen. Tabet af Niell kan komme til at gøre ondt.
Newell’s Old Boys har i en længere periode fristet en tilværelse som midterhold. Klubben med de engelske rødder fra Rosario vandt i 2004 Apertura’en med en storspillende Ariel Ortega på holdet, men siden da dukker man kun op i toppen og snuser til savsmuldet med sjældne mellemrum. Til gengæld er man stærke nok til at holde sig væk fra alt der hedder nedrykningsspil, men Newell’s placering som nummer 15 i denne Clausura var lidt under vanlig standard.
Der er skiftet lidt ud i træner Nestor Sensinis trup i pausen. Forsvundet er Spolli til Catania i Italien og Salcedo til Lanús. En række mindre værdifulde folk har også fundet andre græsgange, men i særdelshed tabet af forsvareren Iván Pillud, er et handicap for ambitionerne om at forbedre 15. pladsen.
Forstærkninger er kommet i form af midtbanemanden Sánchez Prette, som er tilbagevendt fra rumænske CFR Cluj, og forsvareren Nahuel Roselli fra den succesfulde 2.divisionsklub Aldovisi. Man har hugget midtbanemanden Barrientos hos Huracán, Quiroga er kommet fra Talleres de Córdoba, og slutteligt har man fået uruguayanske Boghossian ind fra Cerro Montevideo.
Summa summarum: Et Newell’s hold, der stadig lider under ikke rigtigt at kunne finde sin spillestil. Træner Sensini har prøvet mange varianter, men fortsat uden held. Dette er sandsynligvis ikke et hold man skal kigge langt oppe i tabellen for at finde når turneringen er overstået.
PLADSERNE 16-20
Argentinos Juniors havde deres hidtil dårligste sæson nogensinde i den bedste række i den nu afsluttede Clausura. Klubben kæmpede hårdt med Arsenal om at være den største negative overraskelse, og vandt til sidst slaget.
Det var tit rædderligt at se på, og i 19 kampe blev det kun til 2 sejre og en håndfuld uafgjorte. Og hvad værre er; klubben på sigt har bragt sig i nedrykningsrisiko efter den klare sidsteplads og de få opsparede points.
Argentinos Juniors er stedet hvor Maradona i 1975 spillede sin første ligakamp i en alder af blot 15 år. Stadionet er i dag opkaldt efter selv samme ikon, men det er nu ikke særlig majestatisk hvad hjemmepublikummet har skullet vænne sig til i år.
Traditionelt set er dette en af Buenos Aires ’mindste store klubber’, og her er da heller ikke de samme resurser at gøre med som i mange af naboklubberne.
Stadionet er ikke meget bedre end hvad et dansk provinshold kan byde på, og tilskueropbakningen er muligvis den laveste blandt alle Buenos Aires holdene i Primera División. Ikke desto mindre er her tale om en klub med historien på sin side. Klubben vandt faktisk Libertadores trofæet i 1985 med en 1-0 sejr over América fra Cali i Colombia, selv om det efterfølgende gik ned af bakke.
Sidste år vendte man tilbage til international fodbold for første gang i 12 år, men røg ud af Copa Sudamericana med et samlet 5-0 nederlag til Estudiantes.
Efter at være kommet tilbage til den bedste række i 2004, har man klaret sig godt igennem en del sæsoner, trods det, der er blevet flirtet kraftigt med nedrykningsstregen. Truppen bør under normale omstændigheder være bedre end til at ligge sidst, hvilket man sikkert vil se i denne Apertura.
Der er hentet en lang række spillere ind til holdet. Størst håb knytter der sig uden tvivl til midtbanemanden Santiago Raymonda, som er hentet i Banfield. Men også angriberen Ismael Sosa, den chilenske målmand Peric, Coria fra Vélez samt den uruguayanske forsvarer Federico Domínguez skaber forhåbninger om bedre tider i La Paternal, som i øvrigt ligger blot et stenkast fra Vélezs område, Liniers.
Væk er Carrera, Recalde, Coudannes og Viotti, samt andre marginalspillere, men det lader ikke til at have alvorligt svækket holdet. Største tab er Peñalba, som nu er at finde i franske Lorient.
Summa summarum: Det bliver svært for Argentinos. Man må håbe for træner Borghi han får rystet holdet mere på plads i denne omgang, for Argentinos risikerer snart at skulle kæmpe mod nedrykningsspøgelset igen. Det må forventes at se holdet i den nedre del af tabellen selv om truppen ikke er den svageste i ligaen.
Atlético Tucuman er et nyt bekendtskab i ligaen. Efter to oprykninger på to år, er andesbyens næststørste klub (den største er San Martín, som netop er rykket ud) pludselig med i det fine selskab igen efter 25 års fravær.
Der er sket en del på de år, og selv om Atlético gjorde det glimrende i B Nacional, hvorfra de klarede direkte oprykning, så spår de fleste fodboldkendere dem en svær tid i den bedste række.
Her er formentlig tale om rækkens på papiret svageste hold, og træner Rivoira får noget af en manddomstest over de næste 11 mdr. Det er dog før sket at klubber fra næstbedste række er vokset med opgaven, men jeg anser det som værende usandsynligt at Atlético laver de store mirakler.
Af naturlige årsager er der ikke så mange velklingende navne i truppen, og indkøbsniveauet bærer præg af man hører til i bunden af ligaen. Nye spiller op til sæsonen er hentet på Bocas og Gimansia LPs udskiftningsbænk, Villavicencio og Saavedra kommer fra de netop nedrykkede lokalrivaler fra Tucumán, samt Calandria og Gigliotti hos 3.divisionsklubben All Boys.
Gutiérrez er smuttet til Godoy Cruz, Castro til Atl. Rafaela og Reynosa til San Martín de San Júan før opstarten.
Der tales stadig om at hente Biglieri i Lanús, hvilket i så fald ville være den vigtigste transfer for Atlético i år.
Summa summarum: Blot fordi det er ukendt, behøver det ikke være dårligt. Og med tanke på den flotte kampagne holdet leverede i Nacional B før sommeren, kunne det tænkes de lyseblå kan skabe ravage i den bedste række. På lang sigt tror jeg dog ikke kvaliteten holder, og det er sandsynligt Atlético ender i den meget tunge ende af skalaen.
Rosario Central er endnu en klub der kæmper med rod i økonomien. Klubben har et meget fanatisk hjemmepublikum, som ofte er blevet tilskrevet æren for at holdet stadig befinder sig i bedste række.
Der er stolte traditioner hos ’Los Canallas’. Klubben er ikke blot en af kontinentets ældste, den har også fire mesterskaber på samvittigheden. Lokalopgørerne mod Newell’s Old Boys er, i modsætningen til hvad mange udlændinge tror, nok det meste indædte og hadfyldte i Argentina – ja, måske i verden. 4 timer før kampstart er det 42.000 mand store ’Gigante de Arroyito’ fyldt til bristepunktet, når de forhadte sort-røde fjender kommer på besøg.
Holdets ikon, Kily González, er til tilhængernes store utilfredshed skibet af til San Lorenzo – nærmest mod egen vilje.
Udover dennes afgang, er økonomien så dårlig, at der ganske enkelt ikke er råd til de store forstærkninger.
Klubben slap med nød og næppe fra nedrykning, da man vandt nedrykningskampene i juli måned.
Men det ligger stadig skidt til i nedrykningsregnskabet, og igen i år risikerer træner Russo at skulle kæmpe for overlevelse.
I bestræbelserne på at forbedre de uheldige resultater har man hentet midtbanemanden Astudillo i Alavés og lånt Ocampo i Vélez. Desuden har man fået forsvareren Chitzoff fra Colón.
Indkøbene opvejer dog ikke tabene i hvad der i forvejen var en – set med Rosarios øjne – halvsvag trup.
Udover ’Kily’ González har man også mistet Moreno y Fabianesi (manden som scorede det afgørende mål i nedrykningskampene), Lima er røget hjem til Vélez efter en afsluttet låneperiode, og Álvarez er smuttet til Catania i Italien.
Man forsøger at hente den erfarne og dygtige Krupoviesa hos Boca, og hans tilgang ville uden tvivl kunne hjælpe med at stabilisere forsvaret. Da det ser skidt ud offensivt har man også taget initiativ til at hente Luciano Figueroa i Genoa, men indtil videre er handlet strandet pga. Rosarios dårlige økonomi.
Summa summarum: Et i forvejen halvdårligt Rosario hold er om mulig blevet værre. Presset og opbakningen skal nok gøre sit for at holde spillerne ’til ilden’, men jeg synes ikke det ser godt ud for Russos mandskab. Rosario ender nok ikke sidst, men Los Canallas risikerer igen at skulle spille om direkte eller indirekte nedrykning kva den dårlige gennemsnitlige pointscore over de sidste 3 år.
Chacarita fra Buenos Aires provinsen er ikke altid kendt for begivenhederne på banen. Mange andre holds tilhængere holder sig langt væk fra kampene i Villa Maipú af sikkerhedsårsager. Det siges sågar, at Chacaritas organiserede fangrupper kan lejes i forbindelse med demonstrationer og andre politiske manifestationer.
Klubben har tidligere haft en vis betydning i argentinsk fodbold, men har i det seneste årti surfet mere rundt mellem 2. og 3. division. Derfor kom det som en overraskelse for mange da ’Los Funebreros’ (bedemændene – stadionet lå oprindeligt ved siden af kirkegården i Chacarita) kom tilbage i fornemmeste række.
Umiddelbart ligner holdet et af de svageste i ligaen, men har ikke desto mindre vist lovende takter i opstartsfasen, som da man for nylig besejrede Huracán 2-1 i en venskabskamp.
Man har hentet målmand Cejas i Pisa op til sæsonen. Derudover er midtbanefolkene Daniel Pereira, fra Universidad de Chile, samt Nicolás Ramírez fra Lanús kommet til Chacarita. Angriberen Sciorilli er hentet fra Rivers overskudslager, mens det mest alvorlige indkøb er den absolut kompetente midtbanespiller, Centurión, der er nappet fra Independiente.
Ud af truppen er gået en lang række mindre kendte spillere såsom; Dolci, Morel, Coyette, Basualdo, Romero, Rotondo, Toledo og Canevaro.
Lige som Rosario forsøger man at få fingre i rutinerede Krupoviesa fra Boca, men det er stadig uklart hvordan den sag ender…
Summa summarum: Chacarita må forvente at ende i bunden af tabellen. Nedrykning er ligeledes en meget reel risiko. Dog vurderer jeg umiddelbart holdet som værende en anelse stærkere end Atlético Tucuman, og med lidt held overlever man måske det første år i den bedste liga.
Til sidst finder vi Godoy Cruz fra Mendoza. Holdet har præsteret over evne i snart flere sæsoner i træk, og en stærk skepsis vedrørende holdets evner i det fodboldglade Argentina, er nu blevet opgraderet til en stor portion respekt sådan som sæsonerne er forløbet for forstadsklubben siden oprykningen i 2007.
Den dengang kun 34 årige træner Cocca har taget ligaen med storm. Taktisk snilde og god mandskabspleje har været kodeordene i den diskrete succeshistorie Godoy Cruz efterhånden er blevet til. Holdet er ikke i umiddelbar nedrykningsfare, da man har skrabet en pæn bunke points til sig i de forløbne sæsoner. Clausura 2009 udgaven endte således med en anstændig 9.plads. Sæsonen bød endda på en meget populær 3-2 sejr på udebane mod Boca, og holdets spil virkede generelt afbalanceret.
Grunden til vi alligevel finder Godoy Cruz i laveste lag er, at der simpelthen er blevet solgt for meget ud over pausen. Holdets store stjerne, Caruso, er efter et smut i Udinese nu allerede tilbage hos Vélez i Argentina. Men også vigtige brikker som Borghello, Encina og Victor Figueroa har forladt de lyseblå, mens det er mere sparsomt hvad der er købt ind i samme periode.
Angriberen Federico Higuaín er hentet hos Independiente. På samme plads spiller også et andet nyindkøb, Vega, som er kommet fra San Martín de Tucumán. Den rutinerede Christian Chávez, ligeledes angriber, er kommet til fra San Lorenzo, mens forsvaret har fået tilgang af Trotta (Albacete) og Carlos Valencia fra Estudiantes. Sebastián Salomón er eneste reelle mindtbaneforstærkning, og han er kommet fra Lanús bænk.
Summa summarum: Desværre er jeg ikke imponeret over hvad der er købt når man samtidig ser på hvad der er solgt. Både angreb og midtbane virker svagere, og Godoy Cruz skal i endnu højere grad end tidligere spille over evne, hvis man skal fortsætte de pæne ligaresultater i denne sæson.
