Som bettor kan det være ganske lukrativt at spille på særlige navne. Bookmakerne har nemlig tendens til at overse en væsentlig psykologisk faktor. BetXpert-brugeren federer skriver her om fænomenet.
Da Real Madrid 20. december på hjemmebane mødte Rayo Vallecano, blev udeholdets Tito vist ud efter 14 minutters spil, og Real Madrid endte med at vinde kampen 10-2.
Den sammenhæng mellem spillernavne og resultater blev en øjenåbner for undertegnede, som lige siden har indkasseret adskillige units på at grave dybt i hvilke skjulte signaler, der ligger i navne på såvel klubber som spillere.
Jeg garanterer ingen lette gevinster, men kan blot konstatere, at jeg med god held har slået markedet så betragteligt på denne spilniche, at der ikke længere kan være tale om tilfældigheder.
Jeg vil i det følgende komme med enkelte eksempler, men ellers lade det være op til Betxperts brugere selv at dykke ned i det fascinerende univers.
Videnskabeligt blåstemplet
Umiddelbart vil de mere logiske og rationelt tænkende brugere – og jeg er opmærksom på, at de er i flertal på et site, der prædiker valuebetting – være skeptiske og tænke, at det lyder som det rene hokus pokus.
Men jeg gør opmærksom på, at sammenhængen mellem navne og skæbne har været kendt i mange tusinde år, og er blevet benyttet i eksempelvis esoterisk numerologi, hvor navneændringer og selv mindre ændringer i stavemåden har bidraget til en ændring af personers liv og løbebane.
Det er ligeledes for nyligt blevet videnskabeligt blåstemplet i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science.
Lad mig som lovet give nogle eksempler, og vi starter i den lette ende af spekteret:
Ito og Ymer
Den japanske tennisspiller Tatsuma Ito vil - som efternavnet mere end antyder - sjældent få afgjort sine kampe i tre sæt, og derfor kan det overvejes – hvis ellers oddset ser fornuftigt ud – at spille under 2,5 sæt.
Vi kan blive i tennisverdenen, hvor vi har det svenske talent Elias Ymer – og som en bonus tilmed en yngre bror, Mikael Ymer, der også gør sig på højt plan. Det er spillere, som let kører sur i det, men det til trods er meget langtidsholdbare og derfor typisk vil gå over den fastsatte linje med hensyn til antal partier.
Også den chilenske tennisspiller Gonzola Lama kan være et bet værd. Han vil sjældent være mere end en spytklat fra sejren, og det kan derfor overvejes med et handicapspil på ham, hvis han er underdog.
Billedtekst: Sammenhængen mellem navne og skæbne har været kendt i mange tusinde år. Her ses eksemplet med "Tito" der sladrede om kampens forløb og fik brugeren federer på sporet af denne spilniche.
Stride nordfranske børster
Fra basketballens verden er det oplagt at nævne det serbiske hold Mega Leks, som ofte spiller en underholdende gang bold med mest fokus på angrebet og mindre på forsvaret. En kombi som kan gøre et over-spil oplagt.
Også i fodboldens verden skal der holdes øje. Franske Montpellier stiller fx ofte med brasilianeren Vitorino Hilton i midterforsvaret, og selv om han er blevet 38 år og dermed lidt langsom, kan man med rette forvente, at han vil leve op til hotelkædens løfter om clean sheets.
Som rosinen i pølseenden bevæger vi os ned i den fjerdebedste franske fodboldrække, hvor vi støder på holdet ES Wasquehal, der indimellem markerer sig med overraskende resultater i pokalturneringen.
Det er imidlertid ikke på 1X2-markedet fidusen er at finde, men derimod på uddeling af gule og røde kort, da spillerne - som navnet præcist udtrykker det - er nogle hårde børster.
Federer har de seneste uger været igennem en ekspert-kvalifikation, hvor han har fundet en lang række øvrige eksempler. På baggrund af dette indlemmes han fra næste uge i vores ekspertpanel.