Kvalifikationsturneringen til årets sidste Grand Slam, US Open, er et par dage forsinket pga. regnvejr, men får vi snart opholdsvejr, kan vi regne med, at det på mandag for alvor går løs, når den absolutte verdenselite indtræder på New Yorks fineste tennisstadion.
Nedenstående optaktsartikel tager et kig på favoritterne og outsiderne hos henholdsvis herrerne og damerne.
Tips vil løbende blive udlagt her (der foreligger allerede et enkelt US Open-spilforslag): http://betxpert.com/ekspert/lars-baes
HERRERNE
Der er som sædvanlig lagt op til en spændende dyst mellem verdens fire bedste spillere; Federer, Djokovic, Nadal og Murray, og helt ærligt så vrimler det ikke ligefrem med seriøse outsidere i år. Vi så dog med Del Potros titelgevinst sidste år, at overraskelser kan forekomme i selv de helt store finaler, og i følgende artikel vil jeg forsøge at vurdere chancerne hos både favoritter og outsidere. Desværre er Del Potro ikke med i år.
US Open 2009
Sidste års turnering endte i et brag, hvor undertippede Del Potro kom fra baghjul og sendte Federer hjem til Schweiz med sølvtrofæet i hænderne. Federer førte endda 2-1 i sæt og lignede en spiller med masser af overskud i modsætning til argentineren, men pludselig vendte det hele på en tallerken. Del Potro var enestående i de to sidste sæt, hvor han sendte det ene forhåndsmissil af sted efter det andet. Desværre må Del Potro melde forfald i årets udgave af den prestigefyldte turnering. Bortset fra finalen var der flere skuffelser undervejs: Murray var tydeligvis skadet mod Cilic i fjerde runde og kunne ikke forsvare sin finaleplads fra 2009, Nadal havde også problemer med helbreddet og var chanceløs mod Del Potro i semifinalen, og Roddick røg allerede ud i tredje runde mod en godt nok storspillende og -servende Isner.
US Open 2010
Favoritterne
Federer
Schweizeren er ubestridt New Yorks konge, når vi taler om tennishierarkiet i metropolen. Hele fem gange har han vundet denne turnering, og der skulle en uhyggeligt godt spillende Del Potro til for at stoppe den imponerende sejrsrække sidste år. Formen er god efter finale i Canada (tabte til Murray) og turneringssejr i Cincinatti (vandt over Fish), og det hurtige underlag i New York passer ham perfekt. Jeg synes stadig ikke helt, han rammer sin maksimale top, men det skyldes måske også bare generelt, at man har kolossale og urealistiske forventninger til Federer, fordi han over en meget lang periode var en helt igennem suveræn verdensetter. På papiret ser det i hvert fald godt ud med præstationerne i de to optaktsturneringer, og lur mig om ikke han rammer et fremragende niveau i løbet af turneringen. Han har været en smule shaky i finaler det seneste år, og faktisk har han kun vundet to af slagsen (Australian Open og Cincinatti)siden august 2009. Nederlag til Del Potro i US Open, Hewitt i Halle, Djokovic i Basel, Nadal i Madrid og Murray i Toronto viser en 2-5-statistik i finaler gennem det seneste år, hvilket er ganske uligt Federer og en anelse bekymrende ift. dét at kunne vinde sin sjette US Open-titel.
Bedste odds: 3,50 hos Betsson*
Min vurdering: 29-30%
Murray
Skotten har stadig sin første Grand Slam-titel til gode, og jeg synes efterhånden, det sker oftere og oftere, at man forud for en af turneringerne siger: ”I år er det Murrays tur”. Han præsterer såmænd ofte fint, men selv om han både har stået i US Open-finale (2009) og Australian Open-finale (2010), så har han altid manglet det sidste skridt i de afgørende kampe. Faktisk har han ikke engang vundet sæt i sine to finaler, som han begge gange har tabt til Federer. Ikke desto mindre synes jeg, Murray ser bedre ud en før i optakten til dette års US Open. Han vandt Toronto Masters efter fremragende kontrolleret offensiv tennis i sine kampe mod Nalbandian, Nadal og Federer, og generelt passer US Opens hurtige hard court-baner ham fortrinligt. Jeg tror på, Murray har en rigtig god sejrschance i år, og jeg føler mig som minimum overbevist om, at han når semifinalerne.
Bedste odds: 5,00 hos Unibet*
Min vurdering: 21-22%
Djokovic
Det er op og ned med Djokovic for tiden. I slutningen af sidste sæson mente mange, at han var verdens bedste, men da de reelle styrkeprøver skulle stå, forsvandt kræfterne som dug for solen. Og netop sol, varme og høj luftfugtighed er et tilbagevendende problem for serberen, som efterhånden altid ryger ud af turneringerne, når kræfterne slipper op. Fysisk er han egentlig udmærket på flere områder, og der skal ikke herske tvivl om, at han inderst inde er en god fighter, men han falder bare fuldstændigt sammen, så snart varmen melder sin ankomst. Derfor er det for mig ret svært at se ham gå hele vejen i US Open – han klarer ikke det fysiske pres.
Bedste odds: 16,75 hos Pinnacle
Min vurdering: 5-6%
Nadal
Nadal har aldrig spillet rigtig godt i denne turnering, og sidste år var han faktisk temmelig svag, men en aldeles fremragende lodtrækning og en underligt ligeglad Gonzalez gjorde, at han alligevel nåede hele vejen til semifinalen. Skrøbelige knæ og disse hard court-baner passer bare ikke godt sammen, og jeg tror, at Nadal lige som sidste år vil falde i niveau de kommende måneder. Han må være træt på både mentalt og fysisk – han har vundet de to for ham vigtigste turneringer – og nu tror jeg ikke, han kan samle tilstrækkelig energi til endnu en kraftpræstation. Bliver han kun minimalt generet af sine skrøbelige knæ, så kan han selvsagt gå hele vejen, men jeg tror, der er størst sandsynlighed for, at mønsteret gentager sig, således at Nadal spiller årets dårligste Grand Slam-turnering.
Bedste odds: 4,60 hos Pinnacle
Min vurdering: 18-20%
Outsiderne
Roddick
Jeg bryder mig slet ikke om Roddicks tennis pt. Uhyggeligt defensivt, men fordi han har sin gigantiske serv, kan han stadig kalde sig en offensiv spiller… Det hele er dog så paradoksalt, at det næsten grænser sig til det tragikomiske. Han kan ikke afgøre en andenbold, om han så får den serveret på servelinien, og mod Söderling for nyligt lavede han kun fem vindere fra baglinien foruden de ca. 30 esser, han fik banket af i den lange tresætter. Det er simpelthen ynkeligt kun at lave fem vindere i så mange partier, når man får så mange nemme andenbolde at arbejde med pga. den store serv, og den Roddick som engang kunne flæske vindere af sted fra baglinien er tilsyneladende død og begravet. Söderling holder selvfølgelig et massivt pres på Roddick i duellerne, men det er gennemgående for Roddicks kampe, at han bare ikke magter at spille offensiv tennis. Han har dog lige gennemlevet et mildt tilfælde af kyssesyge, så måske jeg ikke kan være bekendt at være SÅ hård ved ham. Summa summarum; Roddick er for defensiv og ikke i tilstrækkelig god form til at gøre væsen af sig i det samlede regnskab, men den store serv, hjemmebanen og et generelt udmærket topniveau gør, at jeg alligevel betragter ham som en af outsiderne til titlen, når jeg nu skal nævne nogen.
Bedste odds: 26,00 hos Centrebet
Min vurdering: 3%
Fish
Fisken må være yderst beæret over at se sit navn blandt outsiderne til titlen, men selv om jeg inderst inde finder det mere sandsynligt, at Ølholm rammes af terror, så fortjener Fish prædikatet ”outsider”. Han har tabt sig mange kilo i år, og han virker derfor hurtigere og mere fit end nogensinde. Han er lidt skrøbelig mentalt, og han har aldrig rigtig bevist sit værd i femsætskampe, men han har heller aldrig været så formstærk som nu. Han server fremragende og formår modsat Roddick både at spille offensiv og defensiv tennis. Roddick er klart stærkere mentalt, men alligevel har Fish vundet de to nylige indbyrdes opgør, hvilket fortæller en god historie om et klart bedre tennismæssigt niveau hos Fish pt. Jeg regner dog ikke med, han i længden er holdbar i en turnering som denne, hvor rutine og mental styrke spiller afgørende ind, men den forbedrede fysik kan meget vel gøre, at han opnår større succes end tidligere.
Bedste odds: 67,00 hos Sportingbet
Min vurdering: 1%
Nalbandian
Det er vidunderligt at have Nalbandian tilbage på touren i noget, der minder om god reel form, men det virker stadig som om, der er et skridt op til de bedste. Sejre over Söderling, Baghdatis, Ljubicic, Ferrer, Wawrinka, Davydenko og Cilic viser en Nalbandian i sin bedste form længe, men forholdsvis store nederlag til Murray og Djokovic bekræfter, at der stadig er et stykke op til det niveau, hvor er en stor trussel for top 4. Alligevel er han en spiller, som alle vil undgå, fordi hans topniveau er højt og hans tekniske og taktiske formåen er i verdensklasse. Han server dog for ringe til at vinde denne turnering efter min mening, men rammer top 4 ikke toppen, så vil han stå klar i kulissen som en af de farligste outsidere.
Bedste odds: 36,00 hos 10bet
Min vurdering: 2%
Söderling
Endimensionelle Söderling er fantastisk på sine bedste dage og middelmådig på sine værste. Desværre synes jeg, at der er for mange af de dårlige dage pt., og sådan har det generelt været siden han fik klø af Nadal i French Open-finalen. Sidst han spillede, tabte han til en middelmådig Andy Roddick i Cincinatti, og det er som om, at disse baner simpelthen er for hurtige til ham. Han kommer ikke rundt om baghånden og generelt er han ikke i stilling til boldene, som han f.eks. er på gruset i Paris. Derudover kan Söderling godt lide, at boldene hopper højt op, hvilket de ikke gør på de amerikanske hard court-baner. Jeg synes, han er klart overvurderet, og odds 21 er langtfra spilbart i min optik.
Bedste odds: 21,00 hos Centrebet, Paddy Power, Pinnacle og Centrebet
Min vurdering: 2%
Berdych
Tjekken har fået sit store gennembrud i år, og han ender såmænd nok med at kvalificere sig til sæsonfinalen i London, hvortil verdens otte bedste spillere er kvalificeret. Han er i god form, han elsker de hurtige baner og det flade spil, og han har forbedret sig mentalt efter et tiltrængt trænerskifte i starten af året. Sejren over Federer i Wimbledon viser, at han på en god dag kan slå alle på alle underlag, men det sikre nederlag til Nadal i Wimbledon-finalen viser også, at han stadig ikke for alvor kan være med i de aller største kampe. Har han fået styr på nogle af de nerver, som gennemsyrede hans tennis i den nævnte finale mod Nadal, så er han uhyggelig at løbe ind i for enhver, og jeg ser ham som en af de farligste outsidere til top 4 i denne turnering.
Bedste odds: 26,00 hos Paddy Power, Centrebet og Betsafe
Min vurdering: 4%
Andre
Verdasco, Isner, Querrey, Davydenko, Baghdatis, Cilic, Tsonga, Hewitt, Gonzalez m.fl.
Min vurdering: ca. 10-12%
DAMERNE
En enkelt kamp – finalen i New Haven mellem Wozniacki og Petrova – mangler stadig at blive spillet, før vi kan gøre status over spillernes form og forberedelser op til sæsonens vigtigste og største resterende turnering; US Open. Turneringen er afbudsramt af nogle af de helt store stjerner som Serena Williams og Henin, og det gør kun turneringen endnu mere interessant med danske øjne, når førsteseedede Wozniacki skal forsøge at kravle yderligere et trin op af sejrsskamlen ift. den flotte finaleplads i 2009.
US Open 2009
Sidste års turnering markerede for alvor gennembruddet for Wozniacki på den helt store tennisscene, da hun godt nok med en ret gavmild lodtrækning nåede finalen, hvor det blev til et nederlag mod hard court-dronningen, Kim Clijsters. Clijsters havde kort forinden gjort comeback på touren efter en lang selvvalgt pause, og det var for mig ret overraskende, at hun kunne gå hele vejen og blandt andre sende Serena ud i en semifinale. I Danmark gik der totalt miss Sunshine i den, og da først Wozniacki havde sendt amerikanernes egen miss Sunshine, Oudin, ud af turneringen, tog amerikanerne også Wozniackis smil og charme til sig. Finalen blev dog aldrig helt det tilløbsstykke, som man kunne have håbet på – dertil var Clijsters for stærk, og Wozniacki lignede da også en spiller, som inderst inde var godt tilfreds med, hvad hun allerede havde opnået.
US Open 2010
Favoritter
Sharapova
Endelig ser det ud til, at Sharapovas skadeshelvede har fundet sin afslutning, og det er som regel sådan med åbenlyse talenter, at de folder sig ud, hvis ikke de bliver forstyrret eksterne uheld. Sådan er det også med Sharapova, for hun er en af de allerbedste, når hun er skadesfri, og pt. viser hun efter min mening fremragende form. Hun var i finalen i Stanford (tabte til Azarenka), og hun skulle have slået Clijsters i finalen i Cincinatti, men en regnvejspause ved stillingen 62 53 40-40 ødelagde det helt for hende, og hun måtte nøjes med en andenplads i turneringen velvidende, at hun havde misbrugt tre matchbolde undervejs. Lodtrækningen har maget det således, at hun står til at møde Wozniacki allerede i fjerde runde, hvilket er noget rigtig lårt for begge spillere. Umiddelbart tror jeg mest på Sharapova i dette møde, men de tre foregående runder vil naturligvis gøre os en del klogere.
Clijsters
Belgieren har fået den lodtrækning som Wozniacki og Sharapova drømte om. Hun er i kvartdel med Dementieva, Bartoli og Stosur og først i semifinalen står hun til at møde én af mine turneringsfavoritter, Azarenka. Hun har allerede vundet tre hard court-turneringer i år, hun vandt den store opvarmningsturnering i Cincinatti, og hun er forsvarende mester i US Open… Det lover alt sammen godt, men i den sidste styrkeprøve i Montreal måtte hun dog give fortabt i tre sæt mod Zvonareva efter at have pådraget sig en ifølge hende selv mindre skade. Under alle omstændigheder kan man ikke forvente, at en spiller vinder rub og stub op til en Grand Slam-turnering, og hun fremstår helt klart som en af de mest formstærke spillere på WTA-touren. Min fornemmelse siger mig, at hun ikke forsvarer sin titel, men rammer hun sit topniveau, så er der selvfølgelig intet logisk, der understøtter min fornemmelse.
Wozniacki
Det er med glæde, at jeg for første gang nogensinde rent faktisk betragter Wozniacki som en seriøs bejler til en Grand Slam-titel. Desværre møder hun som nævnt Sharapova i fjerde runde, men overvinder hun den massive hurdle, så er vejen åben til noget rigtig stort. Hun er i fantastisk form, hun spiller på baner med Hawk-eye, hvilket betyder, at hun slipper for at skabe sig over liniedommernes kendelser, og hendes niveau er pludselig steget en tak eller to ift. tidligere. Der er mere substans i hendes offensive spil, og selv om jeg aldrig tror, hun får en killer-forhånd, så har der de seneste uger været mere længde og tyngde på den. Selvtilliden må være i top efter titlen i Montreal, hvor hun fejede al modstand til side, og kan hun vinde New Haven i aften, så kan det vel næsten kun være træthed eller en fantastisk modstander, der kan ende med at spolere en dansk fest i New York.
Azarenka
”The screamer from Belarus” lyder vel mere som en seriemorder end en tennisspiller, men ikke desto mindre er det en betegnelse, som passer perfekt til Azarenka. Hun skriger og skriger til stort set alle andres irritation, men for hende selv er det tilsyneladende af ret stor vigtighed at kunne høres på samtlige baner. For nyligt så jeg en kamp på tv fra centre court, men da Azarenka spillede på banen ved siden, var det næsten udelukkende hende man hørte… Det er formentlig en vane for hende, og det er formentlig noget hun bruger for at kunne slå sig fri, men det er i hvert fald grænsende sig til et tryk på mute-knappen. Nå, men tennisen bliver bedre og bedre for hende, og hun er for alvor i gang med at forløse sit store potentiale pt. Formstærk uden tvivl med turneringssejr i Stanford, og hun kan på sine bedste dage spille med et tryk som kan få selv den hurtigste og mest kontrastærke spiller til at ryste i nederdelen. Hun står til at møde Venus i kvarten, og Clijsters i semi, men før det ligner det ren walk over for hviderusseren.
Outsidere
Venus Williams
Skadesplagede Venus har der været tvivl om op til denne turnering, men Gudskelov er hun efter sigende blevet klar nok til at spille turneringen. USA har vel aldrig været så svagt repræsenteret på herre- og kvindesiden sammenlagt, som de er i år, og må hun give hurtigt fortabt, så er der formentlig kun et par amerikanske servekanoner på herresiden at klynge sit stolte amerikanske hjerte til. Jeg regner overhovedet ikke med, Venus kan vinde denne turnering, men man er ikke for snu, hvis man afskriver hende på forhånd i en turnering som US Open. Her har hun altid stået i skyggen af sin søster, men er hun skadesfri og rammer hun sit niveau undervejs i turneringen, hvilket er set ofte, så kan det sagtens ende med endnu en Williams-triumf på Flushing Meadows-anlægget.
Kuznetsova
Har skiftet træner og ser bedre ud end længe. Hun har haft en gedigen møgsæson, men vandt så pludselig en titel i San Diego og nåede semifinalen i Montreal, hvor Wozniacki kørte hende godt og grundigt over. Den kamp bekræfter for mig, at hun er på vej tilbage, men samtidig også, at hun ikke bare kan nå sit topniveau på rekordtid igen, når det nærmest har været pist forsvundet et helt år. Hun har vundet turneringen før, og derfor vil jeg bestemt ikke afvise, at hun på en eller anden måde kan finde tilstrækkelig med form undervejs i turneringen til, at hun kan slå sig igennem alle de andre… Men det er ikke mange procenter af min tillid, hun får.