På Ungdommens Folkemøde i begyndelsen af september udarbejde en stor gruppe unge i samarbejde med Center for Ludomani en række anbefalinger til politikerne, som fik præsenteret dem senere.
Der skal være reklamer for spiludbydere i Danmark, og så skal de være mere gennemsigtige. Det skal være forståeligt og tydeligt, at man kan risikere at tabe penge på spil. Sådan lyder opfordringen fra en gruppe unge til politikerne efter en workshop med Center for Ludomani på Ungdommens Folkemøde, skriver Politiken.
"Det skal tydeliggøres, at der er en risiko for at tabe. Chancen for at vinde er monsterlille, men det er den, der fanger os, fordi risikoen for at tabe ikke bliver nævnt i reklamerne," sagde en af de unge på mødet med fire politikere ifølge Politiken.
De fire politikere til mødet var Jane Heitmann (Venstre), Andrea Steenberg (Radikale Venstre), Lisbeth Bech Poulsen (Socialistisk Folkeparti) og Jesper Petersen (Socialdemokratiet).
Det var planen, at skatteordførerne skulle diskutere spilleloven efter sommerferien med skatteministeren, men der er endnu ikke indkaldt til det. Det skyldes, at Skatteministeriet har travlt med andre sager som blandt andet finanslovsforhandlingerne, oplyser de til BetXpert, men de skulle gerne finde sted senere på året.
Danskerne er yngre, når de starter med at spille om penge
Blandt de andre anbefalinger til politikerne er, at der skal være krav om, at man skal bruge NemID, når man spiller fra mobilen, at der skal være flere foredrag om gambling og ludomani og præventionskampagner, og så skal det generelt være sværere for unge under 18 år at spille. Flere unge bruger nemlig deres forældres spillogin.
"Undersøgelser viser det samme, som I snakker om: at det drejer sig om mindreårige under 18 år, men lovgivning og behandlinger er målrettet myndige over 18 år," sagde Andreas Steenberg (Radikale Venstre) ifølge Politiken.
Center for Ludomani har i forbindelse med flere artikler udtalt, at de ser flere og flere unge, der henvender sig dem omkring et spilforbrug. På deres hjemmeside står der, at i 2016 var 27 procent af centerets klienter under 25 år, mens det tal i 2009 var 7 procent.
Og ifølge en anden artikel fra Politiken viser en ny undersøgelse for Center for Ludomani, som Kantar Gallup har lavet blandt et repræsentativt udsnit af danskerne, at danskerne er yngre end tidligere, når de starter med at spille om penge. Resultaterne viser, at debutalderen for gambling i aldersgruppen 18-35-årige var 16,5 år, mens den for personer over 60 år var på 29 år.