Myndighederne indleder stor undersøgelse af de britiske spilleselskaber, som beskyldes for at bondefange deres kunder. Bookmakernes danske brancheforening mener ikke, at vilkårene kan sammenlignes med tilstandene i Danmark.
Vildledende kampagner. Pludselige oddsændringer. Dårlige klagemuligheder og brug af ufine metoder til at stoppe kunders udbetaling.
Sådan lyder nogle af anklagerne mod den britiske spilleindustri, som i den grad er kommet i modvind. Bookmakerne beskyldes slet og ret for "bondefangeri," og nu vil de uafhængige konkurrencemyndigheder CMA (Competition and Markets Authority) have kulegravet spillebranchen, der tjener millarder på sportsvæddemål og kasino. Undersøgelsen sker i samarbejde med de britiske spillemyndigheder.
"At spille indebærer i sagens natur en risiko, men det skal ikke være bondefangeri. Vi er bekymrede for, at spillerne taber, fordi bettingsiderne gør det svært for spillerne at forstå de vilkår, de spiller under, og ikke behandler dem ordentligt. Vi vil nu undersøge, om bettingfirmaerne bryder loven," forklarer senior director Nisha Arora fra CMA i en opsigtsvækkende udtalelse udsendt af den britiske regering.
Der er omkring 5,5 millioner britere, som spiller. Og de har krav på en fair behandling, fortsætter Nisha Arora.
"... folk bliver lokket til at tage imod kampagner med en meget lille chance for at vinde, fordi reglerne er både unfair og komplekse," fortsætter hun.
Anklage: For nemt at ændre odds
Mere detaljeret går anklagerne på, at bookmakernes regler og vilkår er ugennemsigtige og komplicerede. Og nogle gange umulige at opfylde.
Bookmakerne beskyldes også for at kunne ændre og annullere odds, som det passer dem, hvis blot de bruger mærkatet "fejlodds." Den problematik er også tidligere blevet diskuteret en del på BetXpert.
Som det er nu, kan både danske og britiske bookmakere annullere et odds efter, at spillerne har sat penge på det. Det vil CMA nu undersøge rimeligheden af.
Et andet kritikpunkt lyder på, at spillerne i dag nærmest ingen muligheder har for at udfordre en bookmakers kendelse i forbindelse med et annulleret bet eller anden af bookmakernes afgørelser. Alt det vil konkurrencemyndighederne CMA nu granske.
Forfatter: Bookmakerne tillader kun tabere
Den britiske journalist Mick McDermott har i mange år kritiseret vilkårene for spillerne på det britiske marked. Han er også forfatter til bogen "Forked Tongues," hvor han går i rette med mange af de anklagepunkter, som CMA nu rejser. Han forklarer til BetXpert, at de britiske bookmakere i dag nærmest kun tillader tabere i butikken.
"De britiske bookmakeres brug af limits er blevet markant værre i løbet af de seneste år og har nu nået et kritisk lavpunkt. Forholdene for valuebettere er virkelig dårlige, og mulighederne for at tjene penge på en lang række sportsgrene er næsten lig nul," siger han.
Læs et større interview med forfatteren på BetXpert de nærmeste dage.
Spillemyndighederne bakker op
Undersøgelsen bakkes op af de britiske spillemyndigheder (Gambling Commission), der, ligesom de danske, fører tilsyn med spilleselskaberne.
"Vi forventer, at spilleindustrien sikrer fair regler og vilkår, men operatørerne gør stadig ikke nok. Vi er bekymrede over, at spilleselskaberne i højere grad forvirrer end hjælper kunderne med at træffe kvalificerede valg," siger Sarah Harrison, chefen for Gambling Commission.
"... Kunderne skal have tillid til, at de kan vinde uden at blive ramt af en obskur regel, som de ikke forstod betydningen af. " Hun forklarer desuden, at hun ser frem til at komme i gang med undersøgelsen.
DOGA: Forventer ingen bombe
Mens undersøgelsen kan få store konsekvenser for den britiske spilleindustri, så er der ingen grund til at frygte, at det vil smitte af på den danske. Det fortæller Morten Rønde, direktør i bookmakernes brancheorganisation DOGA, til BetXpert.
"Jeg har ingen forventninger om, at der ligger en bombe og venter i Danmark," siger han.
Morten Rønde forklarer, at selvom nogle af de britiske bookmakere - Betfair* og Bet365* - også opererer i Danmark, så er reglerne ikke helt de samme.
I Danmark er det Spillemyndigheden og Forbrugerombudsmanden, som fører tilsyn med selskabernes markedsføring. Og det gøres grundigt i løbende dialog med spiludbyderne.
"På mange områder er reglerne strammere i Danmark end i Storbritannien, og jeg mener selvfølgelig, at spiludbyderne overholder markedsføringsloven herhjemme," siger Morten Rønde.
"Men jeg vil da også være fair at sige, at der har været nogle ting, hvor vi har måttet rette ind. Vi har skullet blive bedre til klart at kommunikere de vigtigste vilkår for vores tilbud. Det synes jeg også, at vi er blevet nu," siger han.
En af forskellene mellem Danmark og Storbritannien er eksempelvis markedsføringen af tilbud.
"Hvis bookmakerne laver et tilbud i Danmark, så skal de vigtigste vilkår stå i forlængelse af tilbuddet. Sådan er det ikke i England - her skal man klikke videre for at se vilkårene."
Den britiske spilleindustri er vokset med 146 procent siden 2009, og sikrer bookmakerne omkring 4 millarder pund om året. Om spilleselskaberne vitterligt bondefanger forbrugerne, eller om deres regler og vilkår er helt efter bogen, får vi nyt om i starten af 2017.