Her præsenteres de 24 landshold der deltager i U20-VM i fodbold (Tyrkiet, 21. juni til 13. juli)..
Wimbledon og Tour de France nærmer sig - men der er også noget for fodboldelskerne (ud over den igangværende Confederations Cup): U20-VM spilles i Tyrkiet fra 21. juni til 13. juli.
En fin mulighed for at se en række verdensstjerner i svøb. Ved U20-VM i 2005 førte Lionel Messi Argentina til triumf efter bl.a. at have slået Columbia med Radamel Falcao på holdet. Ved seneste U20-VM, i 2011, blev guldet snuppet af Brasilien anført af folk som Coutinho og Oscar.
Hverken Brasilien eller Argentina er med denne gang – første U20-VM nogensinde uden mindst een af disse to fodboldstormagter der snublede i kvalifikationen - men det er diverse andre gode hold. Og interessante spillere.
Her følger først vinderoddsene og så en kort præsentation af de seks grupper og de i alt 24 deltagende hold. Byd meget gerne ind med inputs og spilforslag!
Turneringens officielle website
Vinder-odds
Spanien 5,0 Unibet*, 4,5 Bet365*
Frankrig 10,0 Bet365*, Betsafe 10,0
Columbia 12,0 Unibet*, Tipico, 11,0 Bet365*
Portugal 13,0 Bet365*, 12,0 Unibet*
England 17,0 PartyBets, 15,0 Unibet*
Tyrkiet 17,0 Bet365*, 15,0 Unibet*
Mexico 20,0 Unibet*, 19,0 Bet365*
Chile 20,0 Unibet*, 19,5 Betsafe
Paraguay 20,0 Unibet*, 19,5 Betsafe
Kroatien 26,0 PartyBets, 25,0 Unibet*
Nigeria 29,0 PartyBets, 26,0 Bet365*
Grækenland 30,0 Unibet*, 29,0 Betsafe
Egypten 40,0 Unibet*, 35,0 Betsafe
Ghana 41,0 Bet365*, 34,0 PartyBets
Sydkorea 50,0 Unibet*, 35,0 Betsafe
USA 67,0 Bet365*, 60,0 Betsafe
Irak 75,0 Unibet*, 67,0 PartyBets
Mali 100,0 Unibet*, 81,0 PartyBets
Australien 100,0 Unibet*, 95,0 Betsafe
Uzbekistan 101,0 Bet365*, 95,0 Betsafe
El Salvador 251,0 Bet365*, 250,0 Unibet*
Cuba 300,0 Unibet*, 250,0 Betsafe
New Zealand 300,0 Unibet*, 250,0 Betsafe
GRUPPE A
Frankrig
Ghana
USA
Spanien
Dødens Gruppe indeholder Ghana der vandt sølv ved de afrikanske U20-mesterskaber i marts, samt de to stærkeste hold fra sidste års U19-EM, Spanien og Frankrig.
Det tynde øl ser umiddelbart ud til at være USA, men amerikanerne (mange af dem med mexicanske aner) tvang stærke Mexico ud i forlænget spilletid i finalen ved CONCACAFs U20-mesterskaber i marts og skal ikke undervurderes. Holdet tæller profiler som "Benji" Joya på midtbanen og Cody Cropper i mål og er muligvis det mest talentfulde USA-ungdomshold nogensinde.
Ghana trænes af den snu Sellas Tetteh der har valgt at basere sit hold på hjemlige spillere, krydret med en håndfuld udlandsprofessionelle (fx midterforsvarer Pappoe fra Chelseas ungdomshold og Boakye der, udlånt af Juventus, scorede 11 mål i 32 kampe for Sassuolo i Serie B i sidste sæson). Umiddelbart ligner det et urutineret mandskab, uvant med at spille i højt tempo, men det blev altså til sølv ved de afrikanske mesterskaber tidligere i år: finaletab mod Egypten, men via straffesparkskonkurrence. Senest deltog Ghana ved en ungdomsturnering i Italien hvor det blev til sejr over Kosova og finalenederlag mod Brasilien (igen via straffesparkskonkurrence).
En sjov statistik fortæller at Ghana aldrig – i 32 opgør – har tabt en kamp før semifinalen ved U20-VM (i 2009 blev det endda til guld, efter sølv i 1993 og 2001).
Profiler er målmand Antwi, forsvarsstyrmand Lartey og angriber Assifuah (3 mål i 5 kampe ved de afrikanske mesterskaber i marts). Men det er også værd at bemærke at midtbane-oprydder Mensah – udtaget til Turneringens Hold i marts – ikke er med i Tyrkiet.
Spanien er EM største favorit – pga sidste års EM-titel, og fordi holdet råder over stærke spillere som midtbanemand Oliver og offensivfolkene Jesé (5 mål i 5 EM-kampe) og Gerard Deulofeu. U20-holdet spiller i samme stil som A-holdet, dvs med masser af boldbesiddelse og hurtige, korte afleveringer.
Ved EM slog Spanien Frankrig i semifinalen, men der skulle straffesparkskonkurrence til, efter 2-2 i ordinær kamp og 3-3 efter forlænget spilletid. Franskmændene har nemlig også et stærkt hold, med diverse spillere der allerede er profiler i Ligue 1 og Serie A. I forsvaret er der således Zouma fra Saint-Étienne, Umtiti fra Lyon og Digné fra Lille. På midtbanen er der Pogba fra Juventus og Kondogbia fra Sevilla, og i offensiven folk som Thauvin (Bastia), Bosetti (Nice) og Bahebeck (Troyes). Målmand er Areola der spiller på PSGs andethold og er et stort talent.
Frankrig burde først have mødt Spanien i finalen, men dummede sig i sidste gruppekamp mod England der vandt 2-1 over et fransk hold uden Areola, Pogba, Digné og Bahebeck fra start.
GRUPPE B
Cuba
Sydkorea
Nigeria
Portugal
Gruppefavorit er Portugal der kun blev nr 3 i indledende pulje ved sidste års U19-EM, men før sidsterunde-nederlaget mod Grækenland blev det 3-0 over værtsnationen Estland og 3-3 mod de senere vindere fra Spanien. Portugiserne tæller – på et i det hele taget målfarligt hold – blandt andre den målfarlige midtbanemand André Gomes fra Benfica (hvor han dog ikke er fast mand).
Nigeria vandt bronze ved de afrikanske U20-mesterskaber i marts, efter at have tabt 0-2 til Egypten i semifinalen. I bronzekampen blev det med 2-1-sejr til revanche mod Mali der havde vundet den indbyrdes kamp i indledende gruppespil. De største profiler hos ung-ørnene er angriber Aminu Omar (topscorer i marts med 4 mål i 5 kampe) og midtbanemand Ajagun (fik som den eneste nigerianer en plads på Turneringens Hold i marts).
Sydkorea vandt de asiatiske U19-mesterskaber sidste år – med en målscore på 11-4 for i alt 6 kampe. I finalen skulle der dog straffesparkskonkurrence til for at slå Irak (efter 1-1) der også havde tvunget sydkoreanerne ud i uafgjort (0-0) i indledende gruppespil. Sydkoreas topscorer ved U19-mesterskaberne, Moon Chang-Jin (4 mål, heraf 1 på straffe) er ikke med i Tyrkiet.
Cuba fik en fjerdeplads ved CONCACAFs U20-mesterskaber tidligere i år, efter 0-2-semifinaletab mod USA og bronzenderlag mod El Salvador på 0-1. Tidligere i turneringen var det blevet til sejr over Canada og Costa Rica. Det gav en billet til dette U20-VM – landets første nogensinde. Holdets topscorer blev Arichel Hernandez med 2 mål i 6 kampe, og han er nok også frontløber i Tyrkiet.
GRUPPE C
Tyrkiet
El Salvador
Columbia
Australien
At dømme efter oddsene, ser førstepladsen ud til at blive en kamp mellem Columbia og værtsnationen Tyrkiet (automatisk kvalificeret).
Tyrkiet formåede ikke at kvalificere sig til U19-EM sidste år og ser altså ikke ud til at have et særligt stærkt hold – men hjemmebanefordelen, herunder tilskueropbakningen, betyder typisk temmelig meget.
Columbianerne ser til gengæld ud til at have talentet med sig – de vandt nemlig de sydamerikanske U20-mesterskaber i januar/februar. Efter en svingende indsats i indledende gruppespil hvor det blev til nederlag mod både Argentina (der ellers ikke gik videre) og Chile, gik det klart bedre i afgørende gruppespil med 4 sejre ud af 5 mulige. Kun eet tab (igen var det Chile der stak en kæp i hjulet).
Profilerne tæller folk som midtbanemand Quintero (5 mål i 9 kampe) og angriber Cordoba (4 mål). Og Columbia ser ud til at være i glimrende form - fik 2-2 mod Frankrig i seneste træningskamp.
Australien tabte 0-2 til Irak i semifinalen ved sidste års asiatiske U19-mesterskaber, men fik dermed een af AFCs fire VM-billetter. Holdets topscorer blev angriber Corey Gameiro (6 mål i 5 kampe) der også er med i Tyrkiet.
El Salvador (debutant ved U20-VM) fik bronze ved CONCACAFs U20-mesterskaber i februar/marts. Det blev til to nederlag mod Mexico (i indledende gruppespil: 0-3, og i semifinalen: 0-2), men i bronzekampen blev det 1-0 over Cuba, og i kvartfinalen var det blevet 3-1 over Panama (der havde turneringens topscorer i Amet Ramirez). El Salvadors største profil er højrefløj Jairo Henriques der blev holdets topscorer i februar/marts.
GRUPPE D
Mexico
Grækenland
Paraguay
Mali
En temmelig lige gruppe. Favoritter er Mexico og Paraguay (i mine øjne ser mexicanerne bedst ud, pga en imponerende defensiv), men Grækenland lurer også. Og Mali skal heller ikke undervurderes.
Mexico vandt guld ved CONCACAFs U20-mesterskaber i februar/marts, efter en temmelig suværen turnering. Efter maksmumpoint i indledende gruppespil og målscorer på 6-0 for to kampe, blev 4-0 over Jamaica i kvartfinalen og 2-0 over El Salvador i semifinalen. Først i finalen var der problemer da USA med 1-1 tvang kampen ud i forlænget spilletid. Her scorede mexicanerne dog to mål, så det samlet blev 3-1.
Mexico leverede hele defensiven til Turneringens Hold: målmand Sanchez samt forsvarerne Flores, Hernandez, Marin og Briseño (sidstnævnte midterforsvarer blev Turneringens Bedste Spiller). Desuden en midtbanemand i Van Rankin. De er alle med i Tyrkiet – og det er holdets topscorer, offensivmand Corona, også.
Paraguay fik sølv ved de sydamerikanske U20-mesterskaber i januar/februar – og faktisk var det kun et 1-2-nederlag mod Columbia der holdt landet fra at få guld. I afgørende gruppespil blev det 3-1 over Chile der ellers havde vundet den indbyrdes kamp med 3-2 i indledende gruppespil. Topscorer for Paraguay blev angriber Derlis Gonzalez med 4 mål i 9 kampe der gav 16 point og en samlet målscore på 17-9.
Grækenland vandt sølv ved sidste års U19-EM og tabte kun til guldvinderne fra Spanien – det skete til gengæld to gange, i indledende gruppespil (1-2) og i finalen (0-1). Grækenland slog Estland med 4-1, Portugal med 3-2 og England med 2-1 (via forlænget spilletid, 1-1 i ordinær kamp). Finalen var altså den eneste græske kamp uden mål i begge ender. Holdets topscorere (3 mål hver) blev midtbanemand Katidis og angriber Diamantakos, men der er kun sidstnævnte vi får at se i Tyrkiet. Katidis var nemlig tåben der i foråret fejrede et ligamål for AEK Athen med at nazi-heile publikum. Det kvitterede det græske fodboldforbund for med en livstidskarantæne.
Mali er gruppens underhund, men kan sagtens være stærkere end som så. Ved de afrikanske U20-mesterskaber i marts blev det i indledende gruppe til sejr over Nigeria og DR Congo før det i sidste betydningsløse (Mali havde allerede vundet gruppen) blev til tab mod Gabon. I semifinalen fik holdet 0-0 mod Ghana og tabte først i straffesparkskonkurrencen. I bronzekampen tabte Mali så endelig – Nigeria fik revanche med 2-1.
Blandt Malis profiler er forsvarer Diarra (kom på Turneringens Hold i marts) og midtbanemand Keita (der dog havde svært ved at komme på Bastia Ligue 1-hold i seneste sæson).
GRUPPE E
Chile
Egypten
England
Irak
Endnu en temmelig lige gruppe.
Favorit er England der dog muligvis er en smule overtippet. Det blev ganske vist til en førsteplads foran Frankrig i indledende gruppespil ved sidste års U19-EM, men kun fordi franskmændene i sidste runde dummede sig og sparede fire profiler fra start. Englænderne vandt kampen 2-1 (efter forinden at have spillet 1-1 mod Kroatien og vundet 2-1 over Serbien). I semifinalen tabte de 1-2 mod Grækenland.
Umiddelbart ligner det en temmelig tynd engelsk årgang – ingen nye "Rooneys"... Men man skal ikke kimse ad at der er tale om spillere der har deres daglige gang i stærke Premier League-klubber (dog uden at få ret meget spilletid på førsteholdet). Der er een udlandsprofessionel – forsvarer Dier der spiller for portugisiske Sporting (hvor han faktisk er temmelig fast starter).
Chile ser mere spændende ud. Landet indledte de sydamerikanske U20-mesterskaber i januar/februar med brask og bram – 12 point i 4 kampe i indledende gruppespil. Blandt andet blev det til sejr over Paraguay og de senere vindere fra Columbia. Chile slog ogsp columbianerne i afgørende gruppespil, men derudover kunne man ikke holde kadencen (sejr over Ecuador og uafgjort mod Peru, men tab mod Paraguay og Uruguay), og det blev kun til en samlet fjerdeplads. Holdets topscorer blev angriber Castillo der også er med i Tyrkiet, sammen med andre profiler som midtbanemand Rabello og forsvarer Huerta.
Egypten ligner også en skarp modstander. Landet vandt guld ved de afrikanske U20-mesterskaber i marts hvor der kun var en smule slinger i valsen i finalen. Indledende gruppespil blev vundet med 9 point i 3 kampe, og semifinalen med 2-0 over Nigeria. Men i finalen skulle Egypten (efter 1-1 i ordinær kamp) ud i straffesparkskonkurrence for at slå Ghana – som egypterne havde slået med 2-1 i gruppespillet.
Faraonerne leverede fem mand til Turneringens Hold – målmand Awad, forsvarerne Samir og Rabia samt midtbanefolkene Gomaa og Kahraba (sidstnævnte blev desuden holdets topscorer med 3 mål). De er alle med i Tyrkiet, og det samme er angriber Ahmed Hassan – bedre kendt som "Koka" – der er topscorer for portugisiske Rio Ave. Hold også øje med Mahmoud Hassan, et 18-årigt fyrtårn (1,91 meter) der lyder kælenavnet "Trezeguet" og slår sine folder på den offensive midtbane.
Irak skal bestemt heller ikke undervurderes. Landet gik ubesejret igennem de asiatiske U19-mesterskaber sidste år hvor det blandt andet blev til sejre over Japan (2-1) og Australien (2-0) og to uafgjorte (0-0 og 1-1) mod guldvinderne fra Sydkora. I finalen tabte Irak dog via straffesparkskonkurrence.
Irakerne var turneringens mest fair spillende hold og leverede samtidig både Turneringens Bedste Spiller (hængende angriber Mohanad Abdul-Raheem – der desuden blev sit holds topscorer med 5 mål) og Turneringens Bedste Målmand (Mohammed Hameed). Begge er med i Tyrkiet.
GRUPPE F
New Zealand
Uzbekistan
Uruguay
Kroatien
Gruppefavorit er Uruguay der fik bronze ved de sydamerikanske U20-mesterskaber i januar/februar. Efter indledende gruppespils fire kampe med en samlet målscore på 10-9, fik uruguayanerne strammet op bagtil i afgørende gruppespil og lukkede kun tre mål ind i fem kampe og scorede selv fem (det blev dog til 0-1-tab mod Columbia og Paraguay).
Uruguay vandt turneringens fair play-pris og leverede også turneringens topscorer: angriber Nicolas Lopez (6 mål i 9 kampe). Lopez er også med i Tyrkiet, sammen med angrebskollega Rolan (4 mål).
Næstfavorit er Kroatien der er med på et temmelig yderligt mandat – nemlig en tredjeplads i indledende gruppespil ved sidste års U19-EM. Her blev det 1-1 mod England, 0-1-tab mod Frankrig og 3-0-sejr over Serbien.
Det ligner en temmelig solid defensiv, og på midtbanen er der profiler som Mrzljak og Pjaca fra Lokomotiv Zagreb og Radosevic der i januar skiftede fra Hajduk Spil til Napoli (hvor han dog stadig afventer førsteholdsspilletid), men offensiven ser svækket ud. I hvert fald mangler holdets to topscorere fra EM (hver 2 mål): Pavicic og Pongracic. Offensiven råder dog fx over Atalantas Livaja (2 mål i 11 Serie A-kampe i sidste sæson).
Uzbekistan og især New Zealand er nok et stykke under Uruguay og Kroatien.
Uzbekistan tabte 1-3 til Sydkorea i semifinalen i sidste års asiatiske U19-mesterskaber. Forinden var det blevet til puljesejr foran blandt andre Jordan og kvartfinalesejr over Syrien, så helt dårlige er uzbekerne ikke. Noget tyder i det hele taget på at der er grøde i uzbekisk fodbold – i hvert fald er A-holdet stadig med i spillet om en billet til VM-2014.
New Zealand er turneringens odds-prügelknabe (sammen med Cuba). Det skyldes at holdet er vant til langt ringere modstand end de fleste andre lande – NZ spiller nemlig (i modsætning til Australien som har valgt at spille i Asien) i Oceanien og har dermed lilleput-modstandere som Fiji og Vanuatu. Det blev da også til maksimumpoint ved U20-mesterskaberne i marts, men ud over nogle storsejre kun 1-0 over Vanuatu og 3-2 over New Caledonia.
Lad mig dog minde om at New Zealands A-landshold gik ubesejret gennem VM-2010. En prügelknabe kan af og til bide fra sig...