AGF er rykket ned fra Superligaen, men klubbens fans kan alligevel glæde sig til at se samtlige holdets kampe hos TV3 Sport i den kommende sæson.

 

Selv om AGF i den forgangne sæson rykkede ud af Superligaen, og dermed skal jagte oprykning i NordicBet* Ligaen i den kommende sæson, så kan klubbens fans stadig glæde sig over at kunne se samtlige holdets kampe på TV.

Således bliver alle aarhusianernes kampe vist på TV3 Sport-kanalerne i den kommende sæson.

- Med den store fanskare og bevågenhed, AGF har, er det attraktivt for os, at vise AGFs kampe. Og det er ikke blevet mindre interessant, efter at Morten Wieghorst og Jacob Nielsen er kommet til. Det bliver spændende at følge det projekt, klubben har sat i gang for at komme tilbage i Superligaen, siger Kim Mikkelsen, der er ledende redaktionschef hos TV3 Sport i en pressemeddelelse.

AGF åbner den nye sæson i NordicBet* Ligaen den 27. juli 2014, hvor det gælder opgøret mod FC Roskilde hjemme på NRGi Park.

Kilde: tv3sport.dk