Atlético Madrid-spilleren Kieran Trippier ligner mere og mere en skyldig mand i sagen om brud på bettingregler, efter at anklageren er kommet i besiddelse af afslørende WhatsApp-beskeder.
Fodboldspilleren Kieran Trippier skiftede i sommeren 2019 fra Tottenham til Atlético Madrid. Det er der for så vidt intet galt i. Hvad der straks er mere beskæmmende er, at englænderen i december blev idømt ti ugers karantæne for al fodbold samt en bøde på 70.000 pund, svarende til 576.000 kroner.
Det gjorde han, fordi han blev kendt skyldig i brud på bettingreglerne. Anklagen gik på, at Kieran Trippier havde forsynet nogle af sine venner med information om, at han ville skifte til Atlético Madrid. Dette så hans venner kunne placere penge på det og dermed få en økonomisk gevinst ud af insiderviden fra en fodboldspiller. Dette er strengt forbudt.
Karantænen er imidlertid sat i bero, fordi fodboldspilleren har appelleret dommen.
WhatsApp-beskeder styrker anklagerens sag
Kieran Trippier skal dog ikke regne med at få medhold i appelsagen. Sky Sports skriver nemlig, at Kieran Trippier har givet klare indikationer til sin ven Oliver Hawley om, at han ville skifte til Atlético Madrid. Dette via WhatsApp-beskeder, som anklageren er kommet i besiddelse af.
Oliver Hawley skulle angiveligt have skrevet følgende til Trippier:
”Odds 7,00 for et skifte til Atlético Madrid”.
Atlético Madrid-spilleren besvarede beskeden med tre grinende emojier, hvilket måske ikke afslører særlig meget. Hvad straks værre er, at Trippier senere på sommeren, helt nøjagtigt den 12. juli, skrev følgende til Oliver Hawley:
”Det (skiftet til Atlético Madrid, red.) kommer til at ske.”
Kort herefter spillede vennen yderligere på skiftet. I alt placerede Oliver Hawley ti bets på spillet – både nogle før og nogle efter den meget bekræftende besked. Spillene var med en indsats på mellem 20 og 65 pund, svarende til cirka 165 og 535 kroner.
Den 14. juli mødtes Tripper med en anden ven ved navn Matthew Brady. Efter deres møde sendte Brady en tekst til Trippier:
”Bør jeg spille på, at du skifter dertil (Atlético Madrid, red.)?”
Hertil svarede den tidligere Tottenham-spiller, at han kunne ”spille på det, hvis han ville”.
Senere skrev Trippier i en gruppe i WhatsApp, at det nu var en ”done deal”. Hertil ærgrede Matthew Brady sig over, at han fik ”massive limits” på spillet og derfor ikke kunne spille det beløb, han ville.
Nogle af Kieran Trippers venner skulle have spillet helt op til 300 pund, svarende til 2.500 kroner, på skiftet til Atlético Madrid. Hvis de også har fået odds 7,00, ville de stå med en nettogevinst på 15.000 kroner alene på det spil. Hertil kommer gevinsterne fra de mindre beløb, som blev satset.
Trippier har sagt til sit forsvar, at beskederne blot var ”ment i spøg”.
Handelen mellem Tottenham og Atlético Madrid blev officiel den 17. juli.