FCK skal forbi de tyrkiske mestre, hvis de vil i Champions League-gruppespillet for første gang siden 16/17-sæsonen. I denne artikel sætter vi Trabzonspor under lup sammen med Hasan Sahin og Nicklas Degn.
Du har givetvis set det. Billederne fra Trabzonspors eksalterede og lidenskabelige fejring af mesterskabet tilbage i foråret. Billeder og videoer, der får samtlige mesterskabsfester herhjemme til at blegne.
Det tyrkiske hold, der skal op mod FCK i playoffrunden i Champions League, vandt mesterskabet for første gang i næsten 40 år og for syvende gang i klubbens historie, og betydningen af det var ikke til at tage fejl af. Det sjette mesterskab sikrede man i 1983/84-sæsonen, så nyere fans af Trabzonspor har ikke, før nu, prøvet at fejre triumfer i den størrelse.
Jovist, man har da vundet den tyrkiske pokalturnering og den tyrkiske Super Cup en del gange siden 80'erne, men mesterskabsforløsningen måtte man vente længe på.
Mesterskabet er dog ikke noget, man har været langt væk fra siden dengang. Hele seks gange siden Trabzonspors sjette mesterskab er klubben fra Trabzon endt som nummer to i ligaen, og man var uhyre tæt på i særligt 95/96- og 10/11-sæsonen.
95/96-sæsonen var for Trabzonspor-fans en traumatisk oplevelse. Man førte ligaen med få runder tilbage, Shota Arveladze endte som topscorer med 25 mål, men man sluttede som nummer to i tabellen. Kampen mod Vanspor den 19. april 1996 og kampen mod Fenerbahçe den 5. maj samme år er begivenheder, man stadig husker i Trabzon den dag i dag. Og det er ikke for det positive. Et smerteligt 0-1-nederlag hjemme til Vanspor i 30. spillerunde betød, at Trabzonspors forspring til Fener svandt ind til blot et point.
Både Trabzonspor og Fenerbahçe vinder i runden efter, og det vil sige, at det er en mesterskabsduel, der venter den 5. maj 1996 i Trabzon. Her kommer hjemmeholdet foran med 1-0, men Fenerbahçe kommer tilbage og sejrer med 1-2. I Copa90's anbefalelsesværdige dokumentar om Trabzonspor nævner fans af klubben, at nogle fans på tragisk vis begik selvmord grundet nederlaget dengang.
I 10/11 glippede mesterskabet grundet ringere målscore end Fenerbahçe. Man var ét mål ringere end Istanbulklubben, men Trabzonspor-fans mener stadig, at man vandt mesterskabet dengang. Mere om det længere nede.
Ellevild fodboldby
For at gøre os klogere på Trabzonspor har BetXpert interviewet Nicklas Degn, der er journalist på Radio4 og samtidig er ekspert i tyrkisk fodbold. Derudover har vi også interviewet Hans89, der er BetXperts ekspert på tyrkisk fodbold. Hans89's borgerlige navn er Hasan Sahin.
Nicklas Degn beskriver Trabzon som en by, der, som så mange andre byer i Tyrkiet, er yderst begejstrede for fodbold.
- Trabzon er, som byer er flest i Tyrkiet, hvad fodbold angår. Det vil sige, at det er en fodboldgal by i en sådan grad, at det er svært relateret til herhjemme. Men lige præcis Trabzon er også anderledes end alle andre byer i Tyrkiet, fordi lokalbefolkningen over en bred kam holder med Trabzonspor, fortæller Nicklas Degn og fortsætter:
- Det lyder jo ikke særligt underligt, men de tre Istanbul-giganter Galatasaray, Fenerbahçe og Beşiktaş er bare så store bastioner i Tyrkiet, at de har store fanfraktioner i alle byer - undtagen Trabzon, for der holder man altså med Trabzonspor.
Hasan Sahin var tidligere på sommeren tre uger i Tyrkiet, og her bemærkede han en forskel fra tidligere besøg. Desuden tegner eksperten et billede af en mesterskabslængsel, der kan sammenlignes med en sovende vulkan. Og den vulkan kan man vist roligt sige gik i udbrud jævnfør de tidligere omtalte billeder fra Trabzon i foråret.
- I modsætning til de mesterskabsfejringer, vi plejer at se, når de sædvanlige tre Istanbulklubber nærmest skiftes til at vinde mesterskabet, har Trabzonspors mesterskab givet de fodboldinteresserede nogle farverige øjeblikke. Trabzonspor er den klub med fjerdeflest fans, og deres længsel efter endnu et mesterskab har været som en vulkan, der venter på at gå i udbrud, siger Hasan Sahin og fortsætter:
- Dermed har fansene ventet i næsten 40 år på at fejre et mesterskab, og for mange har det været nogle meget følsomme øjeblikke. Det kunne bestemt også mærkes i de tre uger, jeg var i Tyrkiet, hvor folk fra Trabzon stolt viste deres fodboldtrøjer frem i gadebilledet. Normalt ser man ikke så mange med Trabzonspors spilletrøjer på gaderne, andre steder end selve byen Trabzon, men i år var anderledes.
Trabzonspor var som nævnt tæt på at vinde mesterskabet for 11 år siden, og det føler man i Trabzon også, at man gjorde, fortæller Nicklas Degn.
- Trabzonspor er den største klub udenfor Istanbul, så derfor betød det jo åbenlyst meget, at man vandt det første mesterskab i 38 år. Også på grund af den forhistorie, der er med 2010/2011-sæsonen, som Fenerbahçe vandt, men som efterfølgende blev martret af skandaler, der kastede et væld af retssager med sig. De er alle lukket for nu, og Fenerbahçe står stadig som den officielle vinder af 10/11-sæsonen, men Trabzonspor mener stadig, at titlen tilhører Trabzonspor.
Skandalen, som Degn omtaler, er den tyrkiske matchfixingskandale, der kom frem tilbage i juli 2011. Det var også den skandale, der gjorde, at Trabzonspor kom med i Champions League-gruppespillet i 11/12-sæsonen, da det tyrkiske fodboldforbund valgte at udelukke Fenerbahçe fra turneringen. Siden den 'stjålne sæson', som fans af Trabzonspor kalder 10/11-sæsonen, har kampene mod Fenerbahçe været præget af fjendskab, og der har været optøjer ved flere lejligheder. Fx blev der i april 2015 skudt mod Fenerbahçes holdbus.
Storebroren fra Anatolien
De tre store Istanbulklubber har tilsammen vundet det tyrkiske mesterskab hele 66 gange, og Trabzonspor kan ikke måle sig med dem på storhed og historie. Beşiktaş, Galatasaray og Fenerbahçe blev alle stiftet for over 115 år siden, mens Trabzonspor er en yngre klub end Brøndby. Desuden har Istanbulklubberne også den klare fordel, at de kommer fra den klart største by i Tyrkiet, hvor 19 procent af befolkningen er bosat.
Siden Trabzonspor vandt klubbens første mesterskab i 1975/76, under ti år efter klubbens grundlæggelse, har de vundet mange trofæer, og man har derfor også respekt for dem i Tyrkiet, hvor man ifølge Hasan Sahin ser dem som en slags storebror fra Anatolien.
- Man taler tit om de tre store, nemlig Galatasaray, Beşiktaş og Fenerbahçe, men ofte nævner man Trabzonspor som den fjerdestørste klub og faktisk også som den eneste klub, der konsistent kan konkurrere med Istanbulklubberne.
- Derfor er der generelt også en respekt for Trabzonspor, når de eksempelvis spiller på udebane i andre dele af Tyrkiet; netop fordi de som en slags storebror fra Anatolien er den eneste, der kan give de magtfulde klubber kamp til stregen. Selvom klubben først blev stiftet i 1967, var de hurtige til at gøre en mærkbar forskel i tyrkisk fodbold, siger Hasan Sahin og fortsætter:
- Der var en periode i slut-70’erne og start-80’erne, hvor Trabzonspor dominerede tyrkisk fodbold og endte med seks mesterskaber. Siden da er det ikke blevet til flere mesterskaber - indtil sidste sæson. Imidlertid har Trabzonspor hele tiden formået at holde sig i toppen af tyrkisk fodbold, og utallige gange har de været med i mesterskabsræset.
Netop mesterskabsræset er noget, Nicklas Degn forventer, de bliver en del af igen i denne sæson. Han ser endda mere positivt på Trabzonspors muligheder i indeværende sæson end den seneste.
- De er faktisk endnu bedre nu, end de var op til den foregående sæson. Trabzonspor er de største mesterskabsfavoritter sammen med Fenerbahçe, men jeg vil dog lige akkurat give fordelen til Fenerbahçe. Og de to er ikke altoverskyggende favoritter, for Galatasaray kommer ikke langt efter - og bør måske endda nærme sig en favoritværdighed, eftersom de lige har hentet Lucas Torreira og Dries Mertens. Og så skal hverken Beşiktaş eller Başakşehir afskrives, siger Nicklas Degn og fortsætter:
- Niveauet i Tyrkiet er blevet mere udlignet over de seneste år, så man kan ikke længere bare kan sige, at det bliver Gala, Fener eller Beşiktaş, der vinder.
- Det skal siges, at det også kunne lade sig gøre, at Trabzonspor blev mestre, fordi de andre storhold fejlede, så det er lige så meget et udtryk for et dalende niveau i Tyrkiet, som det er et udtryk for et stærkt Trabzonspor-hold.
Mødet med FCK
Trabzonspor har fået en fin start på sæsonen i Süper Lig, hvor de efter to runder ligger toer med maksimumpoint. Det samme kan ikke just siges om tyrkernes modstandere i Champions Leagues playoffrunde. De danske mestre fra FCK er startet sæsonen yderst ringe med tre nederlag i fem kampe, og senest blev det til et hjemmebanenederlag på 1-3 til Randers.
Derfor skulle man mene, at Trabzonspor er pæne favoritter til at gå videre til Champions League-gruppespillet, men både Nicklas Degn og Hasan Sahin vil ikke give de tyrkiske mestre en alt for stor favoritværdighed.
- Alt i alt er FC København ikke langt fra Trabzonspors niveau, så jeg lå oprindeligt på 55/45 til Trabzonspors fordel, men kan nærme mig de 60 procent til tyrkernes fordel, når jeg kigger på deres sæsonstart og et par forstærkninger, der er på vej, fortæller Nicklas Degn.
Siden ovenstående citat fra Degn har Trabzonspor hentet Marc Bartra og Enis Bardhi, og begge er med i truppen mod FCK.
Hasan Sahin ser også Trabzonspor som favoritter, men fraværet af profiler som Hamšík og Višća kan få betydning.
- På papiret er Trabzonspor favoritter til at spille sig videre til Champions League-gruppespillet, men det bliver bestemt ikke en nem opgave. Niveauet i tyrkisk fodbold er ikke, hvad det har været, og resultaterne i de europæiske turneringer viser også meget vel, at man overordnet set ikke klarer sig særligt godt.
- Trabzonspor har stort set formået at bevare sin trup fra seneste sæson, og med nogle vigtige forstærkninger ser de ret stabile ud. Omvendt kan man sige, at fraværet af to vigtige profiler, nemlig Marek Hamšík og Edin Višća, unægteligt er en svækkelse af Trabzonspor. Det betyder et par trusler mindre for FCK, lyder det fra Hasan Sahin.
Trabzonspors styrker og svagheder
Hasan Sahin fremhæver Trabzonspors kollektive defensiv som en styrke i den forgangne mesterskabssæson, men han understreger samtidig Marek Hamšíks vigtighed her.
- Trabzonspors styrke i mesterskabskampen var deres kollektive defensiv. Her gjorde Marek Hamšík en markant forskel, idet han både organiserede angrebene, men også trak sig langt ned og nærmest figurerede som en slags midterforsvarer. Hans fravær kunne især mærkes i seneste spillerunde, hvor der var store udfordringer med opbygningen af spillet.
- Dog har Trabzonspor med Hamšíks fravær alligevel formået at vinde Super Cup-finalen for to uger siden samt de to første spillerunder. Det skal også nævnes, at de to nye backs, Stryger Larsen og Elmali, ser ud til at passe perfekt ind i truppen. Stryger Larsen har allerede gjort sig bemærket med et mål og en assist.
Nicklas Degn fremhæver træner Abdullah Avci som en styrke, og så er han vild med Trabzonspors nummer 10, den 23-årige Abdülkadir Ömür.
- De er godt trænet. Abdullah Avci er den dygtigste træner i Tyrkiet i mange år, og det var også ham, der skabte fundamentet for, at Istanbul Basaksehir kunne vinde mesterskabet for et par år siden. De har en god og dynamisk midtbane, og jeg er særligt vild med Abdulkadir Ömür, der er et særligt talent i forhold til tyrkiske standarder. Og så har de en bundsolid målmand i Uğurcan Çakır, fortæller Nicklas Degn.
Begge eksperter er enige om, at FCK kan gøre ondt på Trabzonspors defensiv.
- Summa summarum er, at Trabzonspor er et stærkt hold, der er sammensat af både teknisk og fysisk stærke spillere, som helt fortjent vandt mesterskabet i sidste sæson. Det betyder dog ikke, at de ikke har nogle sårbarheder. Trabzonspors to midterforsvarere Vitor Hugo og Stefano Denswil er knap så tekniske, og de har det mest komfortabelt i luftspillet, siger Hasan Sahin og fortsætter:
- Holder Trabzonspor sig kompakt og tålmodigt på egen banehalvdel, klarer de to midterforsvarere sig overordnet set fint nok. Men hvis Trabzonspor vil forsøge at spille højt på banen, kan Hugo og Denswil få store problemer.
Degn mener, at FCK vil kunne udnytte huller i tyrkernes defensiv.
- Forsvaret har huller, der kan udnyttes af et hold af FCK's kaliber, og så er det i øvrigt ret nyt, så relationerne er ikke på plads endnu. Begge de to nye foretrukne backs er nyindkøb, siger Nicklas Degn.
Første kamp mellem FCK og Trabzonspor spilles tirsdag klokken 21.00 i Parken, og returen finder sted i Trabzon onsdag den 24. august. Du kan her læse BetXperts optakt til FCK - Trabzonspor.