Tour de France 2017 er særdeles bjergrigt og byder på en masse spændende stigninger - men hvilke er vigtigst, og hvor bliver løbet afgjort? Se etapeprofilerne her når cykeleksperten Jesper Carstens analyserer samtlige bjergetaper helt i bund.
Tour de France afgøres som regel i bjergene, og 2017-udgaven af den franske rundtur bliver næppe nogen undtagelse.
Arrangørerne har således kun skrevet 36 kilometer enkeltstart ind i løbet, hvorfor forskellene her bør blive små og mindre betydningsfulde.
Problemet er bare, at etaperne kun tre gange slutter på toppen af en stigning. Favoritterne kan derfor blive presset til at udnytte landskabet udefra i år, hvis de vil true de allerbedste. Det er i al fald arrangørernes håb.
Men uden Mont Ventoux, Alpe d'Huez og alle de meget kendte stigninger på ruten, hvor kan vi så forvente at se forskellene i Tour de France 2017?
Vi har kigget nærmere på alle de vigtigste bjerge i løbet, og afslutningsvist analyseres der på hvilke stigninger, der får den vigtigste rolle i løbet.
Hvis du vil gå direkte til en bestemt etape, så brug navigationen til højre.
Oversigt over stigningerne
Lad os først tage en oversigt over alle de væsentlige stigninger i Tour de France 2017. Jeg har sorteret enkelte fra, fordi de var for langt fra mål eller andet. Nedenstående bør være de stigninger, der potentielt kan spille en afgørende rolle.
Der kan klikkes på de enkelte stigninger for at hoppe ned til teksten, hvor der skrives lidt mere om stigningerne.
Etape | Stigning | Kat | % | KM | HM | Fra top til mål |
---|---|---|---|---|---|---|
5 |
1 |
8,5 |
5,9 |
1.035 |
0 |
|
8 |
1 |
6,4 |
11,7 |
1.202 |
11 |
|
9 |
HC |
9,0 |
10,5 |
1.316 |
112,5 |
|
9 |
HC |
9,9 |
8,5 |
1.501 |
89 |
|
9 |
HC |
10,3 |
8,7 |
1.504 |
25 |
|
12 |
HC |
7,7 |
11,7 |
1.755 |
30 |
|
12 |
1 |
7,8 |
9,7 |
1.569 |
5 |
|
12 |
2 |
8,4 |
2,4 |
1.580 |
0 |
|
13 |
1 |
8,2 |
10,0 |
1.570 |
54,5 |
|
13 |
1 |
7,9 |
9,3 |
1.375 |
27 |
|
15 |
1 |
7,4 |
8,3 |
1.190 |
31 |
|
17 |
1 |
7,9 |
11,9 |
1.556 |
50,5 |
|
17 |
HC |
6,9 |
17,7 |
2.642 |
28 |
|
18 |
HC |
7,3 |
14,1 |
2.360 |
0 |
De afgørende målstigninger
Tour de France 2017 vælter ikke i etaper, der slutter på toppen af en stigning. Her skiller løbet sig markant ud i forhold til Giro d'Italia og især Vuelta a España, hvor halvdelen af løbets etaper slutter på toppen af en stigning.
Det er der selvfølgelig flere forklaringer på, men primært skyldes det, at man ønsker at skabe et anderledes løb, der byder på uforudsigelige ting.
Skal man kritisere Vuelta a España for noget, så er det at etaperne meget ofte kan risikere at følge det samme manuskript dag efter dag. Det var især tydeligt for et par år siden, hvor det var Joaquim Rodriguez, Alejandro Valverde og Alberto Contador der dominerede dag ind og dag ud.
Tour de France 2017 slutter tre gange på toppen af et bjerg. Lad os kigge på de stigninger først, da de som udgangspunkt er de vigtigste i løbet.
5. etape: La Planche des Belles Filles
Allerede på 5. etape kommer den første hårde bjergafslutning, da rytterne slutter på toppen af La Planche des Belles Filles, der senest blev brugt i 2014-udgaven af Tour de France.
Fakta om La Planche des Belles Filles
5,9 kilometer lang
8,5 % i snit
Topper i 1.035 meters højde
Højeste stigningsprocent: 20 %
Historikken på La Planche des Belles Filles
La Planche des Belles Filles er en fin lille stigning, der næppe vinder nogen priser for at være den hårdeste i Frankrig. Stigningen er på intet tidspunkt let, og er de fleste steder konstant mellem 8-9,5 %. Kort før målstregen rammer den dog 20 %.
Denne rampe kan påvirke ret meget, især når stigningen kommer så tidligt i løbet. Mange ryttere vil have utrolig stor respekt for de 20 %, hvorfor man kan frygte, at de allesammen holder lidt igen, for at kunne fyre en voldsom acceleration af til allersidst.
Det var her, Chris Froome for alvor slog sit navn fast i 2012. Året forinden havde han næsten vundet Vuelta a España, men da Tour-feltet i 2012 kom forbi stigningen, var det Chris Froome, der sad forrest i den store finale, mens hans kaptajn, Bradley Wiggins sad på hjul.
Da de ramte de hårdeste procenter, fik Froome lov at køre afsted, og ingen af konkurrenterne kunne fange ham igen. Wiggins' hjælperytter havde sat dem alle på plads, og en kommende mester havde meldt sin ankomst.
To år senere kom Tour-feltet igen forbi, og her var det Vincenzo Nibali - der også vandt løbet - der var knusende sikker. Begge gange har det altså været en klassementskamp, men tidsforskellene mellem de bedste er sjældent alt for store.
Årstal | Løb | Etapevinder | Tid til #2 | Tid til #10 |
---|---|---|---|---|
2012 |
Tour de France |
Chris Froome |
0:02 | 0:56 |
2014 |
Tour de France |
Vincenzo Nibali |
0:15 | 0:54 |
12. etape: Peyragudes
Anden bjergafslutning i løbet falder på 12. etape og er Peyragudes. Men når man snakker om Peyragudes, er det værd at huske på, at der ikke kun er tale om én stigning. Peyragudes kommer nemlig i forlængelse af først Port de Balés (11,7 km/7,7 %) og siden Col de Peyresourde (9,7 km/7,8 %).
Fakta om Peyragudes
2,4 kilometer lang
8,4 % i snit
Topper i 1.580 meters højde
Højeste stignignsprocent: 16 %
Historikken på Peyragudes
Officielt er Peyragudes kun 2,4 kilometer lang, men i virkeligheden er hele finalen omkring 41 kilometer lang. For når man slutter på Peyragudes, kører man altid først Port de Balés, der er 11,7 kilometer lang, og dernæst Col de Peyresourde på 9,7 kilometer.
Sammen med nedkørslerne og Peyragudes 2,4 kilometer udgør det altså lige i underkanten af 42 kilometer. Derfor er det naturligvis heller ikke rimeligt bare at aflæse de rå facts om Peyragudes.
Samtidigt må man dog huske på, at det blot er 12. etape, og man kan næppe forvente at favoritterne tør spille alt for meget ud med 40 kilometer til mål, så frygten er naturligvis at Port de Balés og Col de Peyresourde bare skal trætte rytterne inden Peyragudes.
De sidste 2,4 kilometer er nemlig ret stejle med sine 8,4 % i snit, hvorfor det fungerer perfekt som et afsæt for rytterne. I 2012 vandt Alejandro Valverde efter et udbrud. 19 sekunder efter kom Chris Froome over stregen med Bradley Wiggins lige bag sig.
I 2013 var stigningerne med i Vuelta a España og her vandt Alexandre Geniez en flot udbrudssejr med flere minutter ned til konkurrenterne.
Et ligende scenarie virker som det mest sandsynlige i dette løb også, da de tre stigninger er et perfekt afsæt for klatrestærke lykkeriddere, der måske har tabt alt for meget tid i klassementet.
Årstal | Løb | Etapevinder | Tid til #2 | Tid til #10 |
---|---|---|---|---|
2012 |
Tour de France |
Alejandro Valverde |
0:19 | 1:11 |
2013 |
Vuelta a España |
Alexandre Geniez |
3:03 | 3:23 |
18. etape: Col d'Izoard
Løbets sidste bjergetape kommer 'allerede' på 18. etape. Etapen slutter på toppen af Col d'Izoard. Det er en stigning, der er blevet brugt adskillige gange før i Tour de France (det bliver 35. gang i 2017), men det er første gang, at en etape slutter på Col d'Izoard.
Fakta om Col d'Izoard
14,1 kilometer lang
7,3 % i snit
Topper i 2.360 meters højde
Højeste stigningsprocent: -
Historikken på Col d'Izoard
Col d'Izoard er en ubarmhjertig stigning. Adskillige ryttere har i tidens løb bandet og svovlet over stigningen, der officielt måler 14,1 kilometer, men ser man på etapens ruteprofil, så er vejen allerede stigende 30 kilometer før toppen.
Stigningen bliver hårdere og hårdere jo tættere du kommer på toppen, og det er med til at gøre den ekstra hård for rytterne. De sidste 6 kilometer stiger næsten hele tiden med 9-10 % med undtagelse af en kort nedkørsel.
Det er første gang nogensinde, at Tour de France slutter på toppen af Col d'Izoard. Det skyldes logistikproblemer, som de har tænkt sig at løse i denne udgave.
Det var blandt andet på denne stigning, at Andy Schleck tilbage i 2011 satte alle ryttere i feltet under pres, da han lavede sit store soloridt, der på mange måder var hans flotteste øjeblik i karrieren.
Ryttere som Coppi, Bartali og Bahamontes har også vundet etaper, der har kørt over Col d'Izoard, så det er bestemt en vigtig stigning i Tour de France-regi.
Undervurder ikke højden
Col d'Izoard 2.360 meters højde. Det er altså en stor faktor, som man bare ikke må glemme. Alejandro Valverde har for eksempel flere gang vist svaghedstegn, når vi kommer over de 1800-2000 meters højde. Luften er tyndere, og det får nogle ryttere til at lide lidt mere end normalt.Andre vigtige stigninger
Det er naturligvis ikke kun etaper, der slutter på toppen af en stigning, der er vigtige. Forskellen er bare, at vi næsten er garanteret en klassementsdag, når en etape slutter på en stigning, hvorimod åbne etaper, der slutter med en nedkørsel eller flad vej kan blive en alt fra en langgaber eller årets løb.
Der er dog etaper og stigninger, der har potentiale til at lave meget ravage i Tour de France 2017. Jeg håber personligt, at Nairo Quintana fik blod på tanden efter hans og Contadors kup i Vuelta a España 2016, hvor de satte Froome langt udefra, hvilket endte med at give Quintana den samlede sejr. Landskabet skal udnyttes.
8. etape: Montée de la Combe de Laisia Les Molunes
Montée de la Combe de Laisia Les Molunes er en stigning, som jeg næppe nogensinde kommer til at huske navnet på, men på 8. etape kan den få en meget vigtig betydning.
Fakta om Montée de la Combe de Laisia Les Molunes
11,7 kilometer lang
6,4 % i snit
Topper i 1.202 meters højde
Højeste stigningsprocent: -
Topper 11 kilometer fra mål
Stigningen er i sig selv ikke synderligt hård. Kigger man på stigningsprocenterne i de stigninger, jeg har udvalgt, er det den mindst krævende. Men den kan alligevel blive ret væsentlig i årets løb.
Den er forholdsvist tæt på mål, og når rytterne rammer toppen, så skal de ikke køre nedad - de fortsætter på et plateau. Hvis man vil lave et overraskende angreb, så kunne den her etape godt være et frækt bud. Det er nemlig ikke den stigning, som umiddelbart er mest oplagt til at gøre det.
Men forudsætningerne er til stede, især hvis man bruger en af de lidt tidligere stigninger til at isolere nogle af de andre hold.
9. etape: Col de la Biche, Grand Colombier og Mont du Chat
Hvis der er en etape, jeg glæder mig til, så er det 9. etape. Det er dagen før en hviledag, det går op og ned hele dagen, og der er et par seriøse stigninger undervejs. Det kan godt blive rigtig godt.
Fakta om Col de la Biche
10,5 kilometer lang
9,0 % i snit
Topper i 1.316 meters højde
Højeste stigningsprocent: -
Topper 112,5 kilometer fra mål
Fakta om Grand Colombier
8,5 kilometer lang
9,9 % i snit
Topper i 1.501 meters højde
Højeste stignignsprocent: 22 %
Topper 89 kilometer fra mål
Fakta om Mont du Chat
8,7 kilometer lang
10,3 % i snit
Topper i 1.504 meters højde
Højeste stigningsprocent: 15 %
Topper 25 kilometer fra mål
En dag i Jurabjergene er særligt sjov, og her er det faktisk lykkedes arrangørerne at finde de to mest interessante stigninger: Grand Colombier og Mont du Chat. Gid løbet dog ville slutte på en af disse stigninger, for de har begge potentiale til at blive legendariske i løbet.
Mont du Chat er kun blevet brugt én gang, og Grand Colombier blev først introduceret i 2012 i Tour-sammenhæng, men er siden blevet flittigt brugt. Col de la Biche er mig bekendt aldrig brugt før.
Stigningerne er umiddelbart langt fra målstregen, men husk på at det er sidste dag inden hviledagen, hvorfor nogen kan finde på at bruge terrænet til at sætte hårde angreb ind på konkurrenterne.
Mere realistisk er det dog nok, at etapen bruges som en slags udskilningsløb hele dagen. Et hold eller to sætter et højt tempo, og så falder rytterne stille og roligt fra.
Men man kunne jo for eksempel sende stærke folk i udbrud, som holdets kaptajn kunne forsøge at fange på toppen af Mont du Chat. En velkendt taktik som mange hold vil forsøge at prøve af.
Mont du Chat er ubarmhjertig. I bunden stiger den med 7,5 %, men derefter kommer den aldrig under 9 %, og faktisk er den nærmere 10-12 % end 9.
12. etape: Port de Balés og Col du Peyresourde
12. etape slutter godt nok med den korte stigning Peyragudes (2,4 km - 8,4 %), som er beskrevet længere oppe, men det ville være en stor fejl ikke at nævne de stigninger, der går forud - det er nemlig her, at løbet bliver skabt.
Fakta om Port de Balés
11,7 kilometer lang
7,7 % i snit
Topper i 1.755 meters højde
Højeste stigningsprocent: -
Topper 30 kilometer fra mål
Fakta om Col du Peyresourde
9,7 kilometer lang
7,8 % i snit
Topper i 1.569 meters højde
Højeste stigningsprocent: -
Topper 5 kilometer fra mål
Godt nok slutter det hele på Peyragudes, men den store udskilning bør ske på Port de Balés og Col du Peyresourde, der er noget længere end Peyragudes (der med god vilje nok kan kaldes en bakke).
Port de Balés er blevet brugt mange gange før. Det var her, Andy Schleck tabte kæden, hvilket Alberto Contador ikke var sen til at udnytte. Det er en hård stigning, men med 30 kilometer til mål (og to stigninger efterfølgende), er det næppe her, at favoritterne spiller ud.
Derimod kan de finde på at sætte pres på hinanden. Man kunne da i al fald godt forestille sig, at et hold som Team Sky ville sætte hjælperytterne frem og forsøge at isolere konkurrenterne.
Herefter venter Col du Peyresourde, og her kan man godt forvente lidt udspil. Stigningen er lang nok til at lave lidt ballade, og den er meget konstant hele vejen til toppen. Den topper fem kilometer før mål, så en rytter kan sagtens holde konkurrenterne bag sig.
Hele faren ved denne etape, er dog at rytterne kan finde på at vente til Peyragudes. Gør de det, så bliver tidsforskellene små.
13. etape: Col d'Agnes og Mur de Péguère
Tourens korteste etape kører over et par slemme stigninger, nemlig Col d'Agnes og Mur de Péguère. Her kan der komme ballade, selvom begge stigninger er et stykke fra målstregen.
Fakta om Col d'Agnes
10,0 kilometer lang
8,2 % i snit
Topper i 1.570 meters højde
Højeste stigningsprocent: -
Topper 54,5 kilometer fra mål
Fakta om Mur de Péguère
9,3 kilometer lang
7,9 % i snit
Topper i 1.375 meters højde
Højeste stigningsprocent: 18 %
Topper 27 kilometer fra mål
Det er ikke fordi, jeg forventer noget vildt på Col d'Agnes, men vi ser ofte, hvad korte etaper kan føre med sig: Når etapen kun er omkring 100 kilometer, så tør favoritterne en del mere, end hvis den er 200 kilometer lang.
Det er ikke fordi, man skal forvente at se Quintana og Froome køre fra kilometer 0, men hvis muligheden opstår, så tør de i højere grad satse alt på ét bræt.
Col d'Agnes kan måske bruges som en rampe, men hvis der skal ske noget vildt på denne etape, så skal det opstå på Mur de Péguère. Rytterne frygter stigninger, så snart det hedder noget i antydningen af 'mur', og det er til at forstå.
For selvom Mur de Péguère blot stiger med 7,9 % i snit over 9,3 kilometer, så vil et kig på profilen afsløre, at den kan komme til at gøre afsindigt ondt i benene. De første seks kilometer er ganske rolige, men de sidste 3,3 kilometer er konstant et pænt stykke over 10 %, og flere stedet over 16 %.
Det er sådan en stigning, hvor man lave et par seriøse tidsforskelle, men det er også en stigning, der giver rytterne syre i benene - kan man opretholde forskellen fra toppen af denne og de sidste 27 kilometer mod målstregen?
Det kan blive en af de mest interessante dage - hvis nogen altså tør.
Hold øje med 9. etape
Etapen er naturligvis ikke helt sammenlignelig med 9. etape, men de bærer nogle lighedstræk, så man kan måske udlede nogle tendenser fra 9. etape. Kørte de bedste passivt? Turde de køre offensivt?15. etape: Col de la Peyra Taillade
Col de la Peyra Taillade er med i Tour de France for første gang. Det er en stigning, der godt kan lave lidt ballade, men umiddelbart får den næppe den største betydning i årets løb.
Fakta om Col de la Peyra Taillade
8,3 kilometer lang
7,4 % i snit
Topper i 1.190 meters højde
Højeste stigningsprocent: 14 %
Topper 31 kilometer fra mål
Col de la Peyra Taillade er en fin stigning, der er hårdest midtvejs, hvor den stiger med mere end 10 % i et stykke. Den når helt op på 14 % undervejs.
Så i sig selv er den ganske hård, men den topper altså 31 kilometer fra mål på en halv-lang etape. Det er svært at forestille sig, at favoritterne spiller alt for meget ud her.
Det lignere snarere et stærkt udbrud får lov at køre om sejren.
17. etape: Col du Télegraphe og Col du Galibier
På 17. etape kommer to af de måske mest kendte stigninger i årets løb. Col du Telegraphe og Col du Galibier står på menuen
Fakta om Col du Télegraphe
11,9 kilometer lang
7,9 % i snit
Topper i 1.556 meters højde
Højeste stigningsprocent: -
Topper 50,5 kilometer fra mål
Fakta om Col du Galibier
17,7 kilometer lang
6,9 % i snit
Topper i 2.642 meters højde
Højeste stigningsprocent: -
Topper 28 kilometer fra mål
17. etape er en hår en af slagsen, og det er næstsidste chance for klatrerne. Både Col du Télegrahpe og Col du Galibier er blevet brugt til hudløshed i Tour de France tidligere. De to stigninger kommer i forlængelse af hinanden, så det er ét langt helvede for rytterne.
Col du Télegraphhe er i sig selv hård: Den er lang og har en nogenlunde høj stigningsprocent.
Men Col du Galibier er den værste stigning af de to. Den er uendelig lang, har højere stigningsprocenter mod toppen - og så slutter den i 2.642 meters højde. Det kommer til at gøre ondt på så mange ryttere.
Der er mange højdemeter her, og selvom etapen ikke slutter opad, så kan der komme nogle gevaldige tidsforskelle her. Fra toppen af Col du Galibier går det nedad mod målstregen.
Jesper Carstens' vurdering: Her vindes Touren
Nu er alle de væsentlige stigninger blevet præsenteret, men hvor er det så, løbet bliver vundet?
Det er selvsagt svært at sige på nuværende tidspunkt, men nu har jeg jo lovet i titlen, at jeg giver svaret på, hvor løbet skal vindes, så her følger en oversigt over de stigninger, som jeg vurderer kan blive de mest afgørende.
Bag oversigten er der naturligvis en række faktorer. Det er altså ikke bare en oversigt over de hårdeste stigninger, men en vurdering over hvilke stigninger, der kan blive mest afgørende i løbet.
# | Stigning | Etape | Sværhedsgrad (1-5) |
---|---|---|---|
1 |
Col d'Izoard |
18 |
|
2 |
La Planche des Belles Felles |
5 |
|
3 |
Mont du Chat |
9 |
|
4 |
Peyragues/Col du Peyresourde |
12 |
|
5 |
Col du Galibier |
17 |
Løbet kan naturligvis altid udvikle sig anderledes, men vurderingen her og nu ser således ud. Artiklen opdateres frem til Tour de France 2017.