Der er ikke overraskende et utal af Tour de France-regler. Vi har taget et kig på både de nutidige samt de historiske Tour-regler.
Der er ikke overraskende et utal af Tour de France-regler. Nogle er mere velkendte end andre. Blandt dem, som de fleste kender, er 3 kilometers-reglen, tidsgrænsen og trøjerne.
Tour de France-regler omkring betting
Som man kender det fra fodboldens verden, så er det forbudt for personer på de forskellige hold at bette på Tour de France.
Det er naturligvis for at undgå, at der skulle forekommet matchfixing. Dette er beskrevet i artikel 30 af de officielle Tour-regler. Brud på reglen ka medfører diskvalificering af regelbryderen eller dennes hold.
Rangering af trøjerne
Skulle en rytter fører flere af klassementerne, så er det på forhånd afgjort, hvilken trøje han skal køre i. Den gule har naturligvis førteprioritet. Derefter kommer de øvrige trøje i følgende rækkefølge, point-, bjerg- og ungdomstrøjen.
Når der er en rytter, som fører flere klassementer, så skal trøjen, som han ikke kører i, naturligvis stadig repræsenteres. Det sker ved, at rytteren, som ligger to'er i klassementet kører i den. Undtagelserne er, hvis den rytter er nation mester, verdens- eller europamester.
Uafgjort
Der er klare Tour de France-regler, når det gælder uafgjort. Hvis der har været en enkeltstart, så vil hundredelsen fra denne afgøre, hvem der er bedst i klassement.
Står det stadig lige eller har der ikke været en enkeltstart, så vil rytternes etapeplacering blive lagt sammen. Skulle det mod forventing stadig være lige, så vil placeringen på den sidse etape være afgørende.
Tour de France-regler gennem historien
Tour de France har efterhånden 120 år på bagen. Dermed er det ikke overraskende, at der gennem tiden er sket meget, når det kommer til, hvordan løbet er blevet kørt. Vi har taget et kig på et par af de mere drastiske ændringer, som arrangørerne har foretaget i løbet af Tour-historien.
Copyright: Radu Razvan/Shutterstock.com
Læs også vores store guide til Tour de France
Lantern Rouge - Nej tak!
I slutningen af 1970'erne var der gået sport i at blive den såkaldte Lantern Rouge. Betegnelsen dækker over rytteren, som slutter sidst i klassementet. Det kan være ganske lukrativt, da det traditionelt har givet godt med sponsorater og deltagelse i diverse gadeløb.
I 1979 tog det dog overhånd, da østrigske Gergard Schönbacher og Philippe Tesnière udkæmpede en benhård duel om sidstepladsen. Det gad Tour de France-arrangørerne ikke se på.
Tour-arrangørerne ønskede at sætte en stopper for denne tendens ved det efterfølgende år, at introducere en regel om, at sidstepladsen i klassementet på 14. til 20. etape ville blive taget ud af løbet.
Touren afgjort på point
Allerede i den tredje udgave af Tour de France kom en radikal ændring af reglerne. I de to første udgaver var løbet afgjort på tid, som man kender det i dag.
Tour de France 1904 var dog en regulær skandale, hvor de første fire ryttere i klassementet endte med at blive diskvalificeret. Det skete blandt andet på baggrund af, at de undervejs skulle have benyttet andre transportmidler som bil eller tog.
For at komme denne form for snyd til livs blev Touren fra og med 1905 i stedet afgjort på point. Det fungerede således, at dagens vinder fik et point, andenpladsen to og så fremdeles. Den rytter med færrest point blev så kåret til løbets vinder. Det system fortsatte helt frem til 1913. Siden da er løbet blevet afgjort på tid.
Landshold i Tour de France
Tilbage i 1930 indførte Tour-bossen Henri Desrange, at holdene fremover skulle være landshold. Her havde de fem største nationer Frankrig, Belgien, Italien, Spanien og Tyskland hver ét hold bestående af otte mand. Senere kom også blandede hold af ryttere fra andre nationer som Schweiz og Luxembourg.
Landsholdene i Touren holdt helt frem til 1962, hvor firmaholdene var tilbage. Landshold vil formentlig aldrig komme på tale igen, da Touren er vanvittigt vigtig for sponsorerne. Konceptet eksisterer dog stadig i ungdommens Tour de France - Tour de l'Avenir, som de fleste i feltet har kørt tidligere.
Det kunne dog være sjovt at lege med tanken om, hvordan det ville se ud, hvis man genindførte landshold. Danmark kunne i hvert fald stille et særdeles slagkraftigt hold med folk som Jonas Vingegaard, Mattias Skjelmose og Mads Pedersen.
