Vinderspil til høje odds: En genvej til store gevinster eller spild af gode indskuds-kroner? Torben N. Sørensen blev bedt om at forfatte en artikel om emnet. Han gik dog kold i det oprindelige oplæg og skrev i stedet en lang og til tider lidelsesfuld beretning om højodds-betting, når det er bedst og allerværst. Måske du kan genkende dig selv? Værsgo' at læs og gys.

Jeg har engang læst det bag på en Gajol-pakke: ”Håbet er som en høne, der lægger flere æg, end den kan ruge ud.” Det lyder for mig lidt som langtids-betting på høje odds.

Redaktør her på BetXpert, Peter Bollerup, stak for nogen tid siden følgende spørgsmål ud til mig: ”Hør, Torben, kunne du ikke tænke dig at skrive en feature om betting-langskud – vinderspil til høje odds?”

Uden at tænke mig det store om, svarede jeg, ”jo, det kan jeg da sagtens” ... og nu, hvor featuren endeligt er forfattet, må jeg indrømme, at den voldte mig betydeligt større kvaler end oprindeligt tænkt. Den er heller ikke blevet, som jeg oprindeligt havde tænkt.

Mit udgangspunkt, hvad jeg oprindeligt à tempo tænkte, og hvad jeg efterfølgende indså, passede nemlig ikke sammen.

Høje odds er vel odds over 10 eller deromkring, og fint nok, men hvad så? Jeg har naturligvis en del erfaring med spil på sådanne langstids-langskud, som vi passende kan kalde dem, men det ville blive lidt pauvert med kun mine erfaringer (hvad denne feature så stort set er endt med kun at indeholde alligevel), så jeg besluttede mig for at gøre noget research på sagen.

Researchen viste... ingenting

Inden min research stod to ting klart for mig (så meget ved jeg dog). Den første er, at langtids-vinderspil er meget vanskeligere at værdi-sætte end f.eks. en liga-kamp i den kommende weekend. Der er ganske enkelt flere ubekendte faktorer, som kan spille ind. Den anden ting er indnu mere indlysende, nemlig at fluktueringer ved disse langtids-langskud vil være enorme, og at det derfor vil være meget vanskeligt at konkludere, om man har fat i noget rigtigt... eller måske det modsatte?

Men til researchen... og her er det så, at jeg er kommet til kort. Der er nemlig masser af gambling theory out there, men jeg har ikke været i stand til at hitte noget brugbart udfra et teoretisk udgangspunkt. Intet overhovedet, faktisk (udover, at der skal være værdi, men det er jo så nemt at sige og ret så indlysende).

Tilbage stod mere eller mindre personligt prægede artikler om, hvordan man efter den pågældende skribents mening bør gribe langtids-betting an. Nogle artikler afgjort bedre end andre, men intet af brugbar teoretisk eller matematisk substans.

Hvad så? Jo, i en situation, hvor gammelfar fattes råd, så vælger han typisk at trække på egne erfaringer. Også undertegnede, simpelthen i mangel af bedre. Derfor har jeg som udgangspunkt valgt at gribe denne artikel an udfra et personligt udgangspunkt ved at gå tilbage i mit regnskab og se hvilke høje odds, jeg selv har skudt efter de seneste håndfulde år.

Nul ”gyldne råd”, teori eller matematik

Lad mig sige det med det samme. Jeg er faktisk – ved jeg nu – ikke særligt kompetent til at udbrede mig om dette emne. Problemet er, at det er uhyre bredt, der er megen lidt specifikt teori, turnerings-vinder i tennis, cykel-vindere, Melodi Grand Prix og den slags har jeg meget lidt forstand på, så det vil jeg behørigt afholde mig fra at gøre mig klog på, så det efterlader én ting, jeg kan tage udgangspunkt i, noget jeg ved lidt om – fodbold.

Hvis man forventer nogle ”gyldne råd”, teoretiske/matematiske redegørelser, og andet af den slags (og jeg har på fornemmelsen, at det bl.a. var det, redaktør Peter Bollerup forventede), så vil man desværre blive skuffet. Jeg er ikke bange for at ”dele ud”, hvis jeg mener at have viden, og jeg er med fare for efterfølgende at blive udstillet heller ikke bange for at stå ved, hvad jeg mener at vide, eller hvordan jeg vurderer tingene, men her...?

Tjae, her mener jeg ganske enkelt ikke, at jeg er kvalificeret til at byde ind med gode råd. Det eneste, jeg kan gøre, er at dele en smule ud af mine erfaringer, og det bliver i det følgende et selekteret tilbageblik over de, primært tunge, langskuds-vinderspils indskud, jeg har gjort gennem årene.

Da jeg gik tilbage i mit personlige betting-regnskab, forventede jeg at finde mange vinderspils-indskud, og der er da også adskillige, men egentligt ikke så mange endda. Mit regnskab (idet man dog kan gøre dette op på flere måder) over de seneste mange år afslører, at ca. 2½ procent af mine satte spil er vinderspil, men herunder finder man i min bogføring vinderspil, som bl.a. ”hvem går videre” i Europa Cup’en o.lign, hvor der kun er to udfald, og trækker man dem fra, er jeg nede på under én procent.

Kigger man så på indskuds-størrelser, udgør disse godt én procents vinderspil endda langt fra en procent rent omsætnings-mæssigt, idet jeg justerer mine væddemåls-størrelser efter tre parametre, ”værdi”, ”hvor sikker er jeg på, at der rent faktisk ér værdi”, samt ”risiko”.

Og her er det klart, at selvom min vurderede værdi i et vinderspil måske er interessant høj, så gør de to sidstnævnte parametre, at der bliver justeret ned. Det dels fordi jeg er realistisk nok til at vide, at det er meget vanskeligt at fastslå værdier på høj-oddsede langtids-vinderspil, og dels, ret så indlysende, at ved høje odds så er risikoen for, at indskuddet går tabt, stor.

Omsætnings-mæssigt er vi derfor nede på ca. 0,3 procent af min samlede omsætning, når vi taler vinderspil til over odds 10 (her hører det dog med, at min samlede omsætning med Asian Handicaps som den helt store overall indskuds-sluger er, hvad de fleste formentligt vil kalde betragtelig,).

Og, nåh, ja, nogle vil før eller siden sikkert spørge: Min tilbagebetaling? Overskud eller underskud?: Well, isolerer jeg og tager kun fodbold og kun vinderspil til minimum odds 10, så er min tpb 147,8 procent. Det lyder jo mildest talt afsindigt godt, men der er tale om en sample på kun 108 spil (over mange år), og indskud-størrelser og odds er spredt udover adskillige hektarer af blandet landskab.

Derfor vil jeg afstå fra at konkludere noget som helst, det ikke udfra falsk beskedenhed (ikke min stærke side, anyway ;-) men fordi, jeg ikke mener sample, kontinuitet og indskuds-størrelser (de er for varierende) tilfredsstiller nogen form for konklusion, ikke i dette område i hvert fald, der pr. definiton med høje odds skal være stærkt fluktuations-bestemt (det har ikke skullet meget til for at rykke ting i det samlede regnskab, eksempelvis kan straffesparkskonkurrencer sammenlignes med et møntkast, og det kan få ret stor indflydelse, om det bliver plat eller krone... som man vi få kendskab til længere nede i denne artikel).

Successer og nedture

Men tilbage til, hvor vi slap tråden – mine vinderspil over odds 10. Indlysende nok har jeg betydeligt flere missere end vindere (hvis ikke, ville der stå en flåde af Lamborghini’er i garagen :-) For ikke at trætte dig, kære læser, unødigt, vil jeg springe de fleste væddemål over (ellers ville dette skriv blive en omstændig affære), og fordi det er sjovere at fokusere på succes-oplevelser, vil jeg gøre det, men dog krydret med super-irriterende lige-ved-og-næsten-nedture ind imellem.

Og jeg vil lige understrege, der er nul eksempler angivet i denne tekst, hvor indskuddet trods alt ikke har været, lad os sige pænt højt, der er altså ingen ”for-sjov-spil” med (den slags er ikke for mig).

Der drejer sig alt sammen om fodbold, og jeg vil fokusere først på Champions League-vinderspil (disse er alle sat senest omkring nytårs-tide, altså senest før ottendedels-finalerne, men for ca. to tredjedele vedkommende tidligt på efteråret inden gruppespillet var gået i gang).

Ikke begejstret for Bayern

Omkring årtusindeskiftet havde jeg, syntes jeg selv, virkeligt godt fat i den europæiske dyst om pokalen med de store ører. Jeg kiksede – helt uretfærdigt, og det er naturligvis min mening, mange vil være af den modsatte – i 1999 et skud på, at Bayern München ville tage sig af Champions League, og det så virkeligt godt ud længe... faktisk lige indtil finalens overtid, hvor to mål af Teddy Sheringham (ét minuts overtid) og Ole Gunnar Solskjær (tre minutters overtid) vendte, hvad der lignede en stensikker Bayern-sejr til en nu historisk 2-1 Manchester United-triumf.

Bayern München rider mig i øvrigt som lidt af en mare betting-mæssigt. Når jeg spotter værdi i spil imod dem, vinder de som regel bare, og de gange, jeg backer dem, så taber de... og Bayern var heller ikke god ved mig i Champions League-finalen to år senere.

Anyway, året after den berømmede (i min bog famøse) United-Bayern finale var det cruise control sailing. Real Madrid havde det år et alt for godt hold i forhold til det udbudte odds (syv gange pengene), og ind på kontoen gled en fin Real-gevinst efter deres finale-sejr på 3-0 over Valencia.

Valencia var imidlertid i færd med at opbygge et rigtigt godt hold dengang, og i sensommeren 2000 forud for gruppespillet kunne jeg kun finde ét hold, hvor der kunne være tale om værdi i oddset, men til gengæld fandt jeg værdien ret suveræn. 20 gange pengene på Valencia til at vinde fik et ordentligt skud, og igen så det rigtigt godt ud længe. Valencia-føring 1-0 ved pausen i finalen mod Bayern München, okay 1-1 efter 90 minutter og også 1-1 efter den forlængede spilletid... og så via to brændte Bayern-straffespark Valencia foran to gange i straffespark-konkurrencen... som de altså alligevel endte med at tabe.

Netop hjemvendt fra et længere ophold i Mexico var det en meget sur aften foran tv-skærmen i Saxogade, og et deja-vu fra to år tidligere, hvor Bayern heller ikke gjorde, som de skulle.

Min fornemmelse, at jeg havde godt fat i Europa Cup’en, var dog så afgjort til stede, også selvom jeg to ud af de seneste tre år var blevet ”frarøvet” min gevinst.

3-0 ved pause, og så…you’ve got to be kidding...

Den fornemmelse sank lidt de følgende tre år, hvor jeg ikke rigtigt var i nærheden af vinderen, men så kom 2005, hvor jeg var flyttet til Malta, og hvor jeg nytårsdag ikke kunne finde på bedre end at lave lidt betting-research (poor life :-) Fremme ved ottendedelsfinalerne kunne man få odds 16 på Milan som kommende Champions League-vinder... helt psykedelisk, syntes jeg i min fifty/fifty efterbrænder og aspirin-rus... jeg have inden gruppespillet sat et lille beløb på Milan som CL-vinder til odds 17, men nu fik den et ordentligt skud!

Jeg fristes til at sige vanen tro, så gik alt godt... meget længe... Jeg husker endnu denne onsdag aften i maj, hvor jeg i første halvleg mutters-alene foran tv-skærmen i privaten koncentreret fulgte finalen fra Istanbul mellem Milan og Liverpool. Det startede godt. Paolo Maldini bragte Milan foran allerede i første minut, der stod Milan på alt, og inden pausen havde Hernan Crespo bragt italienerne foran ikke kom 2-0, men også 3-0.

Sådan! Det var et anseeligt penge-beløb, jeg havde skudt efter milaneserne 4½ måned tidligere, og dette multipliceret med 16 repræsenterede nede i Malta prisen på en bil i den bedre mellem-klasse. Således fuld tilfreds med mig selv, exit’ede jeg lejligheden i Sliema og spadserede raskt op til min stambar ”Menace Bar”, som jeg vidste viste Champions League-finalen og ville være fuld af venner og andet godtfolk.

Renald, Alessandro, Ramon og drengene vidste, at jeg havde en ret så stor monetær interesse i finalen og havde i dagene forinden flere gange spurgt om vi ikke skulle se den sammen på Menace, men jeg havde afvist. Med gevinsten allerede placeret – så godt som i hvert fald... – solidt på bankbogen, éntrede jeg så imidlertid baren et par minutter før anden halvlegs start og beorderede naturligvs straks en omgang.

Anden halvleg står stadigt som en ond drøm for mig. Liverpool var stadigt dårligste hold på banen, men scorede på deres tre eneste chancer, mens Andrej Sjevtjenko brændte og brændte... Det hele endte med 3-3 og sejr til Liverpool i den afsluttende straffespark-konkurrence. Det eneste gode var, at det også endte med, at jeg blev temmeligt beruset... for nu at sige det mildt... jeg synes på én eller anden måde ligesom, jeg i det mindste fortjente bare dét...

Skæbnen kører i cirkler

Skæbnen har det imidlertid med på finurlige måder at køre i cirkler. To år senere i London overværende jeg så endnu en Champions League-finale på en bar i et godt øl-selskab (med B.T.s spil-redaktør Steffen Dam). Igen havde jeg, til igen 16 gange pengene, placeret et tidligt bet på Milan, og finalen hed igen Milan-Liverpool. Denne gang spillede Milan modsat to år tidligere i Istanbul helt forfærdeligt, og Liverpool var reelt bedste hold på banen, men to Filippo Inzaghi-kasser sikrede med 2-1, hvad der var i mine øjne, en helt retfærdig Milan-triumf.

Man siger, at succesoplevelser har det med at fortrænge negative, hvilket på sin sæt og vis måske også er rigtigt, og det økonomiske udbytte i Milan-Liverpool-finalen 2007 var ca. det samme, som det ville have været to år tidligere, men alligevel er det den famøse 2005-anden halvleg i Istanbul, som står mejslet i min hukommelse og som stadigt rider mig som en mare. Uanset, 2007 bekræftede mig i, at der trods alt er én eller anden form for retfærdighed til stede i denne verden.

Deja-vu (uanset hvor på kloden, jeg befinder mig)

Retfærdigheden var jeg fast besluttet på at følge op i 2008 (og trods endnu et Champions League-finale traume, som jeg vender tilbage til om lidt) så blev det et godt år. Det ikke mindst fordi det i den mere uforudsigelige Europa League til odds 100... yes, mine damer & herrer, odds 100... (!) ... lykkedes mig at ramme Zenit St. Petersborg som Europa League-vinder (jeg havde oven i købet meldt bettet op på BetXpert, desværre ikke i en decideret/officiel anbefaling, men dog i en Europa League-feature, jeg det år havde forfattet).

Én uge efter Zenit-triumfen skulle Champions League-finalen, som denne gang stod mellem Chelsea og Manchester United (sammen med Bayern München mit betting-ærke-hadehold!) løbe af stablen. Og også denne gang havde jeg en klar monetær interesse i finalen. Jeg havde nemlig dette år skudt en pæn sum efter Chelsea som Champions League-vinder til det pæne odds, syntes jeg, 8,50.

Mine Champions League-finaler de seneste mange år står underligt mejslet i hukommelsen, måske også, fordi jeg har overværet dem fra de mest mærkværdige steder. En fællesnævner er dog barer, alt fra ”El Tenampa” på Plaza Garibaldi i Mexico City, over en apertivo day- & nighclub i Perugia til denne gang i et strengt kinesisk restaurant-joint kl. 3 om natten lokal tid i downtown Xi’an.

Indlysende var jeg eneste ”laowai” (vesterlænding) til stede, men Tsingtao-øllene flød i linde strømme, og der var ingen problemer af nogen art. Åh ja, ét enkelt. Chelsea var klart bedste hold i kampen, som sluttede 1-1. I straffespark-konkurrencen var Chelsea også foran inden det afsluttede spark, som kunne have sikret trofæet, men John Terry gled i det våde græs i Moskva.

Derpå brændte Nicolas Anelka det efterfølgende Chelsea-spark, og grænseløst irriterende Alex Ferguson-United løb med det hele. Deja-vu igen. Det eneste gode, omend det var en ringe trøst, var, at stedet var fyldt med kinesiske Manchester United-fans, og der var på intet tidspunkt tale om, at jeg kunne tillades at gribe i egen baglomme.

Værdi? – stupid money er stupid money!

Vi spoler frem gennem årene. Fra 2009 til 2013 var der ikke det store at berette om i Champions League (omend jeg i 2009/10 kunne sparke mig selv over ikke at have gjort indskud på José Mourinhos Inter – jeg var flere gange så tæt på, men lod mig overbevise ud af det). Fremme ved Champions League-finalen 2014, altså for godt et år siden, befinder jeg mig så igen klokken 3 om natten lokal tid på en bar, denne gang på ”One 4 Da Road” i Alona Beach, Bohol province, i Filippinerne.

Jeg havde to gange denne sæson, til henholdsvist 18 og 16 gange pengene, gjort pænt tunge indskud på Atletico Madrid som Champions League-vinder. Jeg kunne ganske enkelt ikke få øje på andet, end at Diego Simeone-mandskabet ville blive meget vanskeligt at få ekspederet ud af Champions League og dermed repræsenterede værdi. Jeg anbefalede på BetXpert i en Champions League-feature før ottendedelsfinalerne også indskud på Atletico Madrid til odds 16.

Og der står/sidder vi så i den hede sommernat i Bohol omkring baren på One 4 Da Road, og der blændes op for Madrid-derbyet Real-Atletico. Hele baren tror, nej nærmere ved, at dén vinder Real Madrid da naturligvis. Alle fra kæresten, der er glødende Cristiano Ronaldo-fan (hvilket ikke gør mig det store, det får mig bare til at synes endnu mindre om krukken, end jeg gjorde i forvejen), over bar-ejer Günter, hans søn Benjamin, og stamgæster som ”Old George”, ”Wild Bill” og ”Krazy Tom”, ingen af dem har noget til overs for mine 16 gange pengene på Atletico Madrid.

Ethvert forsøg på at anføre ”værdi”, at Atletico på vejen til finalen har elimineret både Chelsea og FC Barcelona, samt ikke mindst at 16 gange pengene i en finale da må være godt, vinder nul gehør: ”Stupid monay, cause Real will win,” og længere er den sådan set ikke. Ganske rigtigt og en klar følelse af deja-vu. Atletico-føring indtil tredje(!) minuts overtid, men hvad hjælper det...?

Det var alt sammen en lille smule som tilbage på den våde græsbane i Moskva i 2008, hvor John Terry gled i græsset. Dengang kunne jeg glæde mig over at have ramt odds 100 på Zenit St. Petersborg en uge forinden, og denne gang kunne jeg i det mindste gøre det samme, da Europa League-sejr til FC Sevilla ugen forinden udløste odds 13 til mig. Noget er der (som regel) altid at glæde sig over.

VM og Copa America

Nok om Champions- og Europa League, idet det dog er her, jeg hyppigt har koncentreret vinderspil-indskud. VM-slutrunder er en anden turnering (EM-slutrunder holder jeg mig generelt fra, jeg kan ganske enkelt ikke hitte ud af dem), som jeg hvert fjerde år ikke kan afholde mig fra at bette på.

Jeg har ikke været succesfuld de to seneste gange i Brasilien og Sydafrika, men både i 2006 i Tyskland og 2002 i Japan/Sydkorea lykkedes det mig med pæne indskud at ramme vinderen. I 2002 var jeg tungt på enten Brasilien eller Argentina til at vinde verdensmesterskabet. Argentina røg ud i indledende gruppe, men brasserne holdt hele vejen. I 2006 var jeg vel den eneste i verden, som troede på Italien, og for en gangs skyld gik den afsluttende straffespark-konkurrence i finalen min vej.

EM holder jeg mig som sagt fra, men Copa America er en anden sag. Jeg kan godt lide sydamerikansk fodbold, og mit interne betting-regnskab afslører da også, at det generelt går fint med mine latinoamericano-indskud. Som de fleste ved, er Copa America i gang netop nu.

Inden start gjorde jeg til odds 6,62 indskud på Colombia til at vinde, og de røg i kvartfinalen som bekendt ud til Argentina på tabt straffespark-konkurrence (og jeg er fløjtende ligeglad med, at Argentina var det bedste hold i kampen, jeg tillader mig stadigvæk at føle mig uheldig, når mit hold taber på straffe).

Et dobbelt så tungt indskud gjorde jeg imidlertid på værterne Chile til odds 5,91, og fremme ved semifinalerne, hvor disse linier skrives og hvor Chile møder Peru, ser dét i hvert fald ikke ud til at indeholde minus-værdi...

Jeg er ikke blevet afskrækket af mine erfaringer fra Copa America for fire år siden. Dengang gjorde jeg indskud på tre hold, halvdelen af det samlede indskud på Uruguay, en fjerdedel på Paraguay og en fjerdedel på Colombia. Uruguay vandt finalen over Paraguay...

Idéen er såre simpel. Se bort fra de to største nationer og find så de logiske vindere. Minus-værdien i både vinder-spil og de enkelte kampe er massiv på Argentina og massiv til det ekstreme på Brasilien.

For fire år var det en fest at spille imod de to store i Sydamerika, og det har det også været denne gang. Argentina har vundet to af fire kampe og Brasilien ligeledes to af fire, og ingen (nul!) gange har de dækket AH-linien, og blot to gange (1-0 i gruppespillet til Argentina over Uruguay og samme cifre til Brasilien over Venezuela) har Argentina og Brasilien neutraliseret den. Altså seks ”tab” til de to store hold og to ”push”. Man skal være blind, døv og i koma for ikke at kunne spotte værdien.

Liga-vinderspil

Videre i teksten, perioden er hvert år juli og august og temaet er vinderspil i diverse ligaer. Og dem er jeg bestemt også til, skulle der dukke noget godt op. Det er imidlertid med tiden blevet mere og mere vanskeligt at finde attraktive odds i de store vesteuropæiske ligaer, men kradser man i overfladen og følger godt med, sker der regelmæssigt ting og sager i Østeuropa, som bookmakerne ikke altid er OBS på.

Et nydeligt eksempel kan man finde i Bulgarien før sæsonstart i sæsonen 2011/12. Dengang var der praktisk taget ingen, der havde hørt om oprykker Ludogorets Razgrad. Det har de så nu. Bookiere gav rask væk odds 50 eller bedre på Ludogorets Razgrad til at vinde det bulgarske mesterskab, og det lykkedes mig ved lidt behændighed at få placeret en mindre, men dog alligevel ganske okay sum på dem som vinder til 50 gange pengene. Hvordan det gik? – Ludogorets Razgrad havde (efter bulgarske forhold) fantastisk økonomisk opbakning, købte stort ind, og vandt naturligvis mesterskabet :-)

Jeg har haft et par succesfulde langtids-spots i Italien, men ingen til odds i nærheden af 10. Mit spot i Tyskland i 2007 på VfB Stuttgart til at vinde Bundesligaen var net, men også til under odds 10. Man finder i mit personlige betting-regnskab (ofte med klar inspiration fra Frank Pilantra) flere nice spots på vinderspil fra min side i Copa Libertadores, Brasilien og Argentina, men igen taler vi om mindre odds.

Danmark? Well, Superligaen, og hvad der rører sig derunder, har jeg selv ikke den store styr på, men jeg kender naturligvis folk, der har. Af langtids-vinderspil har jeg imidlertid kun ét enkelt siden årtusindskiftet. I sensommeren 2011 umiddelbart inden sæsonstart gjorde gode folk, som plejer at have tjek på tingene, fra det storkøbenhavnske område mig opmærksom på, at FC Nordsjælland ville blive holdet i Superliga-sæsonen 2011/12.

Det noterede jeg mig, men manglede modet til at tage deres direkte anbefaling og nøjedes med blot at spille FC Nordsjælland til at slutte i Top-2. Ah, well, smal money are still good money, as they say…

Og således vil jeg nu afslutte denne vinderspils-langskuds artikel. Har du, kærer læser, lært noget? Næppe. Fået brugbar inspiration i det mindste? Næppe heller. Ved granskning af mine vinderspil-stats er jeg ej heller selv blevet syndeligt klogere. Udover på måske to ting. Jeg er overbevidst om, at der kan være værdi at hente sig på høj-oddsede langstids-væddemål. Men jeg har også erfaret, at det er en ond-ond verden, når man synes at have forudset alt, men det så til allersidst bliver plat i stedet for krone...