Torben N. Sørensen har taget et grundigt kig på Champions League-gruppe-spillet og på holdenes videre muligheder frem i turneringen. Han er nået frem til konklusioner, som næppe vil vække gehør alle steder -eksempelvis at Tottenham praktisk talt var ude af Champions League, det tidspunkt resutatet for lodtrækningen forelå, at et Josip Guardiola-trænet hold aldrig vil få succes i Champions League, og at Zinedine Zidane er en taktisk katastrofal træner...
Vi er på trapperne med en ny Champions League-sæson, der med første spillerunde i gruppespillet løber af stablen tirsdag/onsdag i næste uge og slutter med finale lørdag den 26. maj næste år på Dinamo Kijev og det ukrainske landsholds normale hjemmebane, NSC Olimpijskij Stadium, i Ukraines hovedstad Kijev med plads til 70.000 tilskuere.
Indrømmet, ikke nogen særlig genial indledning på denne artikel, men featuren her tager ikke sigte på foromvunden skriveri, den er forfattet stringent med sigte på omtale af Champions League-gruppespillets 32 mandskaber, deres muligheder, og herunder ikke mindst hvad jeg (me, myself, I) mener om deres muligheder og chancer for succes.
I de kommende dage, inden Champions League kommende tirsdag starter med de første kampe, vil jeg komme på banen med nogle forhåbentligt brugbare spil-forslag her på BetXpert, men lige her og nu er det sådan set bare at skride til en gruppe- og hold-gennemgang.
Imidlertid, hvis man pønser på langtids-spil på en eventuel endelig vinder af Champions League, så et råd. Mens den indledende gruppe-inddeling er klar for alle, så er paringen/lodtrækningen, når det kommer til forårets cup-fase, af naturlige årsager ikke. Her kan det imidlertid være vigtigt at være opmærksom på UEFA’s lodtrækningsregler.
I ottendedelsfinalerne vil gruppevinderne være seedet og således møde en gruppetoer. Gruppevinderen vil have hjemmebane i det andet opgør. Hold fra samme nation eller fra samme indledende gruppe kan ikke trække hinanden. I kvart- og semifinalerne er der ’free draw’ uden seedning eller restriktion for hvilke hold, der kan trække hinanden.
Forbruger-oplysning: Og hvad er det så, der er vigtigt ved det? Ja, for mig at se, er én ting indlysende vigtig: Nemlig at de spanske hold ikke kan trække hinanden i ottendedelsfinalerne. Og det betyder, at alle andre hold end de spanske vil have en forøget chance/risiko for at trække en spansk modstander, og den chance/risiko forøges matematisk, jo flere hold fra samme nation, der eksisterer i turneringen til den tid. Dette blot til oplysning. Men nok snak og til sagen – lad os kigge på grupperne og de 32 hold.
Gruppe A
Manchester U:
Bang – for en lodtrækning, Manchester United har fået!
José Mourinhos mænd havde det held, at klubben var topseedet (det giver godt med UEFA-koefficient-point at vinde Europa League), og tager man i betragtning, at United ret beset næppe er blandt Champions Leagues otte stærkeste hold, så var dét, i kombination med, hvad der kom op af hatten ved gruppelodtrækningen i Monaco, alt andet end uheldigt. For det vil nemlig være intet mindre end en sensation, hvis ikke United klarer sig videre fra dette gruppe A-gruppespil med deltagelse af Basel, Benfica og CSKA Moskva.
Odds på Manchester United til at gå videre fra gruppen, endsige vinde den, er dog ikke noget, der frister mig - dertil er betalingen alt for lav. Og selvom jeg da vil blive overrasket, hvis ikke Manchester United er at finde blandt de 16 resterende hold, når vi når frem til forårets knald-eller-fald-fase, så kan jeg snildt se dem få problemer i holdets udekampe. Eksempelvis er det ikke svært at øjne potentielle point-tab for United både i Lissabon og Basel.
Manchester U kvalificerede sig til Champions League via sejr i Europa League, og selvom man da skal have respekt også for den ”lille” af de to europæiske turneringer, så er der temmelig stor forskel på i forårets cup-fase at klare sig gennem St. Etienne, FK Rostov, Anderlecht, Celta Vigo og i finalen Ajax Amsterdam og så dén modstand, United vil få at føle i Champions League, når vi når frem til foråret. Jeg ser med andre ord ikke Manchester United som noget rigtigt serøst bud på at vinde den store europæiske turnering, og i det lys bør man vel også have med, at Manchester United i sidste sæsons engelske Premier League sluttede blot som sekser, hele syv point efter Liverpool på den Champions League-kvalificerende fjerdeplads.
Uanset, skal Manchester United nok blive interessant at følge. Mourinho har jo tidligere bevist, at han kan dét der med Champions League, og så er det heller ikke uinteressant, at en vis Zlatan Ibrahimovic er at finde blandt de foreløbigt udtagne til Uniteds CL-trup.
Prediction: Det ligner kvalifikation fra gruppen (nul værdi deri dog), men det bliver nok næppe til mere end en max. kvartfinale eller med lodtrækningsheld måske semifinale for Manchester United.
Benfica:
Andenfavoritten i gruppen er Benfica, der temmeligt suverænt tog sig at sidste sæsons mesterskab i Portugal og i disse år ligner det stærkeste hold fra UEFA’s nation nummer fem på koefficient-liste (efter Italien, men foran Frankrig). Benfica har omfattende europæisk erfaring, hvilket er vigtigt, men det har de øvrige hold i gruppen også, hvilket udligner det lidt.
Portugiserne er dog som regel driftsikre og "plejer" at klare sig videre fra gruppespillet, hvilket sidste år i en halv-tricky gruppe med Napoli, Besiktas og Dinamo Kijev, da også var tilfældet, inden Dortmund agerede stopklods i ottendedelsfinalen. Året før gik Benfica i gruppe med Atletico Madrid, Galatasaray og Lokomotiv Astana også videre til forårets ottendedelsfinaler, hvor de eliminerede Zenit St. Petersborg, men så røg ud til Bayern München i kvartfinalen.
Prediction: Benfica ser bestemt ikke svagere ud end i de seneste par år, hvis noget så tværtimod, og jeg vil ikke afvise, der kan være værdi i dem i et videre-kvalifikations-spil fra gruppen (odds 1,52 hos førende licensløs bookmaker). Det er dog ikke et hold, man skal regne med, går dybt i forårets cup-fase.
CSKA Moskva:
Bevares, de falder da sjældent igennem, men det ér også sjældent, CSKA Moskva for alvor gør væsen af sig i Europa, hvor det i Champions League-gruppespillene typisk bliver til en tre-fire-fem point for russerne og så ellers exit. Det hører dog med, at CSKA Moskva historisk set ikke ligefrem har været begunstiget af heldige lodtrækninger, men i denne 2017/18-udgave kan de ikke med rette klage. Det ikke, hvis man anser videre-kvalifikation til foråret CL-cup-fase for målet (Man. U, Benfica og Basel ser for mig ud som værende lettere end sidste års Monaco, Leverkusen & Tottenham).
Derfor bør man ikke afskrive CSKA Moskva totalt fra at kunne klemme sig ind blandt de to første i gruppen. Kravet bliver dog primært et godt udbytte hjemme i den russiske hovedstad og så ellers at håbe, resultaterne i gruppen generelt flasker sig.
Prediction: CSKA Moskva er for stærkt et hold til nogensinde at kunne blive en walkover, men jeg finder alligevel, at de mangler noget. Stammen på holdet er gennemrutineret, men måske også lige lidt over the hill. Jeg har dem som svag favorit til sidstepladsen, men ikke langt efter Basel (bemærk dog, at bookmakerne er uenige med mig i dette). Umuligt, at de kan byde Benfica op til dans om gruppens andenplads, er det ikke, omend det dog ville overraske mig.
Basel:
Alpelandets storklub par excellence, Basel, har et nærmest ubrydeligt monopol på mesterskabet i Schweiz, og klubben gør sig som regel da også ganske pænt i Europa. Basel har et taktisk fleksibelt mandskab, som både kan kunsten selv at svinge taktstokken, men også stå dybt og spille på hurtige kontraer.
Noget af en nøglefigur for Basel i denne sæson bliver sandsynligvis den nyindkøbte hollandske bomber Ricky van Wolfsvinkel, der er en snedig afslutter, men som også skal sættes i scene. Sæsonstarten har imidlertid været aldeles grimrende for van Wolfsvinkel, der har nettet foreløbigt seks gange i seks kampe.
Prediction: Man ved aldrig rigtigt helt, hvor man har Basel, der kan klassificeres som solid øvre europæisk mellemklasse-niveau. Kommer det til at køre for Basel, er det et farligt mandskab for alle hold i denne gruppe, herunder også Manchester United, men jeg har mine tvivl, hvad angår bundniveauet. Mit gæt er, at Basel kommer til at slås med CSKA Moskva om den Europa League-kvalifcerede tredjeplads.
Odds på vinderen af Gruppe A |
Bedste odds | Bookmaker |
Manchester United | 1,44 | |
Benfica | 4,50 | |
CSKA Moskva | 13,00 | |
Basel | 17,00 |
Gruppe B
Bayern München:
Vi skal tilbage til 2013, hvor Bayern München med finalesejr over Dortmund senest tog sig af trofæet med de store ører, og det er jo ikke så forfærdelig lang tid siden, synes man. Men før det ligger Bayerns seneste Champions League-triumf helt tilbage til 2001, og dét er efterhånden ret længe...
Der skal meget frirum og plads til, før bliver nok til rumme ambitionerne i den tyske storklub, og derfor er det også gået slemt ud over selvforståelsen, at man – det i hvert fald efter bayersk mening – underpræsterer i Champions League. For nok er Bundesligaen og DFB-Pokalen da vigtige, meeen... det er altså Champions League, der er vigtigst!
Traditionen tro, for sådan har det været den seneste håndfulde år, er Bayern München at finde i top-3-inderkredsen af forhåndsfavoritter til CL-trofæet, og det er egentligt ikke en vurdering, jeg sådan for alvor vil gå i rette med - og så alligevel en lille smule.
Bayern synes nemlig, for mig at se, ikke så stærke som seneste sæson, hvor de heller ikke så så stærke ud som sæsonen før. Dér, hvor jeg vil hen, er, at spillere som især Franck Ribery og Arjen Robben, som tidligere var rendyrket verdensklasse og til en vis grad den bærende del af Bayern-mandskabet, ja så ser man fra de to herrer i dag da også god fodbold, bestemt, men ren verdensklasse? Jae, momentvist, men ikke stabilt. Og så har jeg ikke engang været inde på de skadespauser, de to herrer har haft og pga. alderen også vil løbe ind i i fremtiden.
Nu er Bayern München naturligvis meget andet end Ribery og Robben, og en spiller som Kingsley Conan har da gjort det rigtigt godt, Robert Lewandowski leverer stadigvæk, etc. Ydelrigere man da naturligvis folk som Joshua Kimmich, der er på vej frem, men alligevel har jeg lige nu og her vanskeligt ved at se Bayern som en 100 procent alvorlig kandidat til Champions League-titlen.
Prediction: I dette gruppespil bliver det ret sikker til videre-kvalifikation sammen med Paris St. Germain. Fremme i forårets cup-fase vil Bayern München naturligvis være et af de hold, der bliver taget alvorligt, men hvor langt det rækker, når især de tunge spanske hold kommer til at stå på programmet... jae, på det stadie tvivler jeg på, lederhoserne holder – de sidste fire år har Real Madrid, Atletico Madrid, FC Barcelona og så igen Real Madrid ageret stopklods for Bayern i enten kvart- eller semifinale.
Paris SG:
Det gode spørgsmål i denne gruppe er ikke, hvilke to klubber, der kvalificerer sig videre, for det er nærmest givet, men om Paris St, Germain retteligt ikke bør vurderes som mindst lige så stærkt et mandskab som Bayern München? Måske, måske ikke, men der har været gang spendér-grisen hos pariserne, som sprængte alle rekorder med købet af Neymar fra FC Barcelona. Han skal i PSG-angrebet så finde sig til rette med afprøvede Edinson Cavani, hvor man som joker ikke må glemme også nyindkøbte Kylian Mbappe fra ligakonkurrenten Monaco.
Det er en meget spændende trup, Paris St. Germain råder over, og det ikke kun i offensiven, men man mangler endnu lige at se det sidste fra franskmændene, der de seneste år er snublet, når det for alvor er blevet alvor i knald-eller-fald-fasen.
Prediction: Pyh, dén er svær. Potentialet ér der og det helt bestemt. Jeg vil rangere PSG som et sted som nummer to til seks af kandidaterne til at tage sig af denne sæsons udgave af Champions League-titlen, men hvor de lige skal ligge der i laget to-seks, står mig ikke klart. Formentlig, og objektivt, mellem nummer fire og nummer seks, idet man endnu, som tidligere skrevet, mangler at se det sidste fra pariserne. Paris SG bliver et spændende hold at følge.
Anderlecht:
Jeg har megen sympati for dette belgiske mandskab, der på gode dage magter at spille seværdigt fodbold. Kontiuiteten (læs: bundniveauet) lader dog noget tilbage at ønske, og Anderlecht er ikke en af de klubber i Belgien, der har nydt godt af belgisk fodbolds fremgang. Den har nemlig ikke reelt betydet, at Anderlecht over den seneste håndfuld år ikke rigtigt har været i stand til at højne niveauet, men blot at konkurrenterne er kommet tættere på.
Prediction: Jeg kan godt se Anderlecht hive en enkelt overraskelse ud af ærmet mod Bayern München eller Paris St. Germain, men på den lange bane er der ingen chance for belgierne at slutte blandt de to bedste i gruppen. Det kommer til at dreje sig om den Europa League-udløsende tredjeplads for dem, og her holder jeg dem smalt foran Celtic.
Celtic:
Man siger jo, at det aldrig bliver kedeligt at vinde, men det må alligevel være en smule trivielt for Celtic i Skotland. Mesterskabet er på det nærmeste vundet, inden sæsonen er i gang, men så kan Celtic-spillerne og -fansene jo heldigvis se frem til en sæson (eller i det mindste noget af den) i Europa, hvor der er længere mellem sejrene.
Med det sagt, så har Celtic de seneste år faktisk klaret sig absolut hæderligt i Europa. Som regel lykkes det at slå sig igennem til Champions Leagues gruppespil, hvorved den totale overlegenhed (tænk økonomi, altså de penge, det giver) i Skotland er sikret også de næste sæsoner.
Prediction: Celtic er på papiret det ringeste hold i denne gruppe, men de har stor erfaring i at få det maksimale ud af meget lidt fodboldspil, når det gælder Europa, og man kan ikke udelukke, at de kan byde Anderlecht op til dans om den Europa League-kvalificerende tredjeplads.
Odds på vinderen af Gruppe B |
Bedste odds | Bookmaker |
Bayern München | 1,90 | |
Paris SG | 2,00 | |
Anderlecht | 101,00 | |
Celtic | 81,00 |
Gruppe C
Atletico Madrid:
Jeg har haft et lidt uheldigt kærlighedsforhold til Atletico Madrid i Champions League de seneste fire sæsoner. Til fede odds, typisk omkring de 20 gange pengene, har jeg spillet dem til at løfte pokalen med de store ører. Ikke fordi jeg er Atletico Madrid-fan, men fordi jeg hvert år, qua en klar markedsundervurdering af, hvor godt et turneringshold Atletico Madrid er, mente at se klar værdi i det pågældende punt. Og dette med værdi, det er jeg da også overbevist om, var til stede, men selvom to finalepladser, en semifinale og en kvartfinale indenfor de seneste fire CL-udgaver indikerer close, så var der nul cigar. Især de to finaler mod Real Madrid var onde. I den første for fire sæsoner siden var Atletico foran indtil dybt inde i overtiden, og i den anden for nu snart halvandet år siden tabte de i straffesparkskonkurrence efter at have været bedste hold (med bl.a. et brændt straffespark) i den ordinære kamp.
Den slags kan give et hold (og dem, der punter på dem) traumer, men der er ting i Atletico Madrid, som peger på, at det kan blive den stik modsatte effekt, vi får at se. Nemlig, at holdet bider tænderne sammen og fortsætter jagten på Champions League-trofæet, nu blot mere intenst og fokuseret end tidligere. De ting, jeg taler om, er, at de vigtigste spillere med Antoine Griezmann i spidsen alle har valgt at blive, samt ikke mindst at træner Diego Simeone har forlænget sin kontrakt frem til sommeren 2020. Og uden at forklejne nogle af trænerne i Europas topklubber de seneste fem sæsoner, så er det næppe nogen, som har været så vigtige for deres hold og deres klub, som Simeone har været for Atletico.
Prediction: Så jeg slipper ikke udenom det - endnu et år bliver jeg nødt til at gøre tidligt indskud på Atletico Madrid som kommende Champions League-vinder. Odds 25,00, som NordicBet* tilbyder, er ganske enkelt alt, alt for meget. Objektivt set, så er især Real Madrid et bedre bud på CL-titlen, end Atletico er det, men hvem ellers? De fleste vil sikert pege på FC Barcelona, Bayern München og Paris St. Germain, og måske endda et par engelske klubber vil få et par stemmer, og sikkert også Juventus. Men stop lige op engang.
Atletico Madrid er et vanvittigt stærkt turneringshold gearet til at satse på Champions League. Indenfor de seneste fire sæsoner er det blevet til to uhyggeligt tætte finaler, som snildt kunne være svinget deres vej, samt en semifinale og en kvartfinale. Hvem udover lokalrivalerne Real Madrid og FC Barcelona kan fremvise noget lignende? Svaret er; ingen. Og har Atletico toppet? Jeg tror det faktisk ikke. Et par spillere er måske på vej over the hill (Godin, Koke, Gabri, Torres), men der er også folk som Carasco og Saul Niguez, der trækker den anden vej, og til det kan man lægge, at en mand som 26-årige Antoine Griezmann vel næppe har toppet endnu.
Gruppelodtrækningen er lidt tricky, idet der er tre stærke hold, som vil byde ind på de to første pladser (Atletico, Chelsea og Roma), men jeg ser Atletico som klart det mest driftssikre mandskab af de tre og vil følgeligt blive overrasket, hvis ikke de er at finde blandt de 16 sidste (en førende licensløs bookmaker giver odds 1,27 for dette, og selvom det måske lyder lavt, synes jeg faktisk, det lugter af værdi). Og derfra er det altså et uhyggeligt vanskeligt mandskab at få ekspederet ud at Champions League, så vanskeligt at det kun er lykkedes for Real Madrid (som Atletico så til gengæld har måttet bøje sig for fire år i træk) - alle andre hold, har Atletico elimineret. Så det gælder tilsyneladende for Atletico Madrid om at håbe at undgå Real, for klubber som FC Barcelona, Bayern München, Chelsea og andre, ja dem synes de i CL nærmest at ”eje” (kig blot på de seneste års historik, mine damer og herrer).
Læs Torben N. Sørensens spilforslag på Atletico Madrid som CL-vinder her.
Chelsea:
Det skal blive interessant, hvad Chelsea kan under Antonio Conte i Champions League. The Premiership blev jo vundet ganske komfortabelt seneste sæson, men den europæiske turnering er noget andet. De engelske klubber har ikke haft succes i CL i nu pænt mange år, hvor de spanske har siddet på flæsket, og selvom jeg godt kan se Chelsea som en bejler til en endelig succes i maj, så er det ikke en af mine favoritter.
For det første skal Chelsea videre fra gruppen, og her kan de i gruppe med Atletico Madrid og Roma kaste misundelige øjne på kollega Manchester United, som har været ganske anderledes heldig med deres lodtrækning. Mens gruppen fjerde hold, Karabakh Agdam, givet kommer til at agare prygelknabe, så bliver der hver spillerunde et superinteressant opgør i denne gruppe C, nemlig kampene mellem Chelsea, Atletico Madrid og Roma.
Prediction: I min bog vil det være en overraskelse, hvis ikke Atletico Madrid (uanset bookierne har mere tiltro til Chelsea, end de har til Atletico, men sådan plejer det jo at være) tager sig af den ene af de pladser i gruppen, som giver adgang videre frem, og kigger vi specifikt på Chelsea, finder jeg dem som favoritter i konfrontationen med Roma, men givet er videre-kvalifikationen ingenlunde. Kommer Chelsea videre til forårets cup-fase, ja så vil det være et hold, man skal tage seriøst. Men til inderkredsen (læs: top-6) af favoritter i CL, der mener jeg ikke, Chelsea hører hjemme.
Karabakh Agdam:
Ja, det skulle jo have været FC København her, men tingene har ikke stemmet i sæsonstarten for Ståle Solbakkens mænd, og det held, de havde i de tidlige CK-kval-runder mod MSK Zilina og Vardar Skopje, det blev ophævet af en smule uheld mod Karabakh Agdam. Bortset fra pengene og prestige ved at deltage i Champions League-gruppespillet, så skal FCK sportsligt nok ikke været alt for kede af det, eksempelvis har de med garanti langt større chancer for at slutte blandt de to bedste i deres nuværende Europa League-gruppe, end de ville have for ikke at slutte sidst i selvskab med Atletico Madrid, Chelsea og Roma.
Kigger vi så på Karabakh Agdam, så er der det at konstarere, at deltagelsen i CL-gruppespillet kan betragtes som lidt af en kulmination oven på små 10 års udvikling i klubben, der nu om dage er flagskibet og symbolet på aserbajdsjansk fodbolds opstigning (og så uretfærdig var den samlede sejr over FCK nu heller ikke). At det så ret sikkert bliver til bøllebank for Karabakh Agdam i denne hårde gruppe, det er en anden sag.
Prediction: Sidstepladsen i gruppen synes stensikker.
Roma:
Jeg for min part glæder mig til at se, hvor langt Roma rækker mod Atetico Madrid og Chelsea. Romerne spiller det mest seværdige fodbold af de tre hold, men har også det klart mest gavmile forsvar, så jeg kan frygte lidt for, om krukken bærer vand.
Skal det blive til Champions League-succes (læs: videre-kvalifikation), så vil det nok være smart, hvis træner Eusebio Di Francesco lægger offensive tøjler på sine spillere, så det ikke blive for hovedløst fremadrettet. Men ihukommende, at det trods alt er et italiensk hold, vi har med at gøre her, så bliver det sandsynligvis næppe det store problem.
Prediction: Skal jeg lægge hovedet på bloggen, så bliver Roma treer i denne gruppe. De er ikke uden muligheder mod gruppens på papiret to bedste mandskabet, især ikke mod Chelsea, men let bliver det ikke.
Odds på vinderen af Gruppe C |
Bedste odds | Bookmaker |
Atletico Madrid | 2,40 | |
Chelsea | 2,25 | |
Roma | 5,50 | |
Karabakh Agdam | 101,00 |
Gruppe D
FC Barcelona:
Hvor står FC Barcelona egentligt? Sidste sæson var dybest set en fiasko, og denne sommer plukkede Paris St. Germain så Neymar ud af det verdensberømte MSN-angrebs-trekløver. Sidstnævnte kan blive af stor betydning for FC Barcelona. Ikke, at Neymar nødvendigvis er så fantastisk eller så uundværdig for Barca, men klubbens selvforståelse har lidt og lider stadigvæk (som en sammenligning med sindsstemningen og den sårede selvforståelse i Barcelona, kan man sammenligne med, hvis Mexico erklærede USA krig og besatte Texas, uden at USA var i stand til at gøre noget...).
Men hvor vigtigt er det så? For at svare på mit eget spørgsmål, så ved jeg det ganske enkelt ikke. Jeg synes, Neymar eller ej, uanset, at Barcelona-mandskabet ser en smule svagere ud, end de gjorde sæsonen før, og der så de også svagere ud, end de gjorde det sæsonen før den (lidt ligesom det er tilfældet med Bayern München). Uanset det, råder Barca dog over et stjernemandskab, og de skal være at finde i inderkredsen af kandidater til Champions League-titlen. En af top-kandidaterne? Måske nok, ja - men ikke stensikkert.
Prediction: FC Barcelona kommer naturligvis videre fra gruppen, og så har de fra nu et halvt år til at få tingene til at fungere til forårets cup-fase. Det er vanskeligt at sige, hvordan Barca står til dén tid, men man må vel objektivt sige, at de lige nu er et dårligere bud på CL-titlen end Real Madrid, men, med det sagt, så måske et bedre bud end resten. Leder man efter minusværdi hos nogle af de store favoritter, ja så springer Barcelona i øjnene.
Juventus:
I gruppe D er vi ovre i en såkaldt ”to-holds-gruppe”, forstået på den måde, at der næppe blver den store tvivl om, hvilke to klubber, der tager billetten videre frem. Juventus spillede tilbage i maj ej slet så ringe i klubbens anden Champions League-finale de seneste tre år, selvom 1-4-cifrene mod Real Madrid lyder som lidt af en afklapsning, og klubben har klare ambitioner om også at spille en længere rolle i Europas fineste turnering.
Alessandro Allegri ved roret virker til at fungere for Juventus, som bortset fra afgangen af Leonardo Bonucci (som til gengæld er en af verdens allerbedste centerforsvarere) til Milan har holdt fast på stammen. Rutine mangler Juventus-mandskabet ingenlunde, og der er fortsat udviklingsmuligheder i en spiller som Paolo Dybala.
Prediction: Juventus går sammen med FC Barcelona videre fra gruppen, og italienerne har vist, at man skal regne med dem også i cup-fasen. Jeg har vanskeligt ved helt at præcisere, hvor de skal stå i rangeringen mellem de forskellige klubber, men laget nummer to-tre-fire stykker til nummer seks er vel ikke urealistisk. Jeg forstår i øvrigt ikke helt, hvorfor Juventus typisk får så lidt tiltro på markedet, som nogle af de engelske hold gør (og det gør jeg så alligevel, men det er en anden historie...). Juventus kan snildt gå dybt i Champions League igen, og det vil være dumt at udelukke de nu efterhånden mangedobbelte italienske mestres muligheder.
Olympiakos Piræus:
Så er vi ved fyldet i denne gruppe E. Olympiakos Piræus vinder hver år mesterskabet i Grækenland nærmest usvigeligt sikkert, men hvad beviser det?
Græsk fodbold er i tilbagegang, onde tunger vil endda sige i frit fald udover skrænten, og Olympiakos Piræus er følgeligt ikke så stærkt et mandskab som for en håndfuld år tilbage.
Prediction: Ambitionen må være at tage tredjepladsen i gruppen foran Sporting Lissabon, og det er ikke umuligt, det kan lade sig gøre, men jeg ser grækerne som underdogs. Det også fordi, Sporting synes at have større chancer for at hente point imod Barca og Juve, end Olympiakos har.
Sporting Lissabon:
I sidste sæsons CL-gruppespil var Sporting Lissabon i gruppe med Dortmund og Real Madrid, så den realistiske ambition var at tage tredjepladsen foran Legia Warszawa. Det lykkedes til portugisernes store skuffelse imidlertid ikke. Situationen er lidt det samme denne gang, hvor tredjepladsen, som man skulle synes, Sporting burde være den objektive favorit til, burde være det realistiske mål.
I Portugal vil Sporting Lissabon meget gerne byde Benfica og FC Porto op til dans, men det bliver mestendels bare ved planerne. Sporting er dog milevidt foran klub nummer fire i Portugal, så der er ikke noget nyt på den front.
Prediction: De indbyrdes kampe mod Olympiakos Piræus bliver indlysende vigtige, men Sporting Lissabon bør være favorit til at tage gruppens tredjeplads.
Odds på vinderen af Gruppe D |
Bedste odds | Bookmaker |
FC Barcelona | 1,85 | |
Juventus | 2,30 | |
Olympiakos Piræus | 101,00 | |
Sporting Lissabon | 51,00 |
Gruppe E
FC Sevilla:
Det er det lange seje træk, der gælder. Atletico Madrid har lavet det og fremstår derfor lige nu som Spaniens klare klub nummer tre. FC Sevilla er i færd med det, og andaluserne fremstår for mig at se i øjeblikket som Spaniens klare klub nummer fire.
Masser af Europa Cup-rutine har FC Sevilla også – faktisk så meget, at det på et tidspunkt nærmest
blev rutine at vinde Europa League. Sidste sæson gjaldt det så om en større og dybere markering i Champions League, men her satte de daværende engelske mestre Leicester en kæp i hjulet med en for Leicester virkelig svineheldig ottendedelsfinale-eliminering af FC Sevilla.
Prediction: Ligesom sidste år har jeg denne sensommer gjort indskud på to klubber til at løfte Champions League-trofæet til maj. I modsætning til sidste år på samme tid (hvor jeg knyttede lav-oddsede Real Madrid til mit punt på Atletico Madrid), så har jeg til mit vanlige punt på Atletico Madrid (sorry folks, men der ér altså klar værdi) valgt at ”gardere” med en gedigen høj-oddser. Og igen drejer det sig naturligvis om værdi, og de 151 gange pengene, NordicBet* tilbyder på FC Sevilla som kommende Champions League-vinder, ja det ér altså værdi. Vist er det noget af et langskud, for nu at sige det mildt, men så langt ude i hampen er det altså heller ikke.
Videre-kvalifikation fra gruppen synes at være tæt på en formsag (de odds 1,22, en førende licenløs bookmaker tilbyder for det, kan godt være værdi), og så kommer spørgsmålet, hvad der kommer til at ske til foråret. Lodtræningen i cup-fasen vil være at stor betydning, og her er det ikke uvæsentligt, at FC Sevilla i ottendedelsfinalen ikke kan trække hverken Real Madrid, FC Barcelona eller Atetico Madrid. Derfor kan FC Sevilla med lidt held være at finde i kvartfinalen, og i en sådan situation vil jeg meget gerne sidde med et indskud på dem til odds 151.
Liverpool:
Ligesom Manchester United kan heller ikke Liverpool sige sig fri for en god portions lodtrækningsheld, da grupperne skulle fyldes ud. Helt så god som Uniteds er den dog ikke, da FC Sevilla bliver en vanskelig modstander, men hovedformålet er jo at gå videre til forårets cup-fase, og her er det rart, at de to øvrige hold i gruppen ikke virker skræmmende.
Jürgen Klopp har efterhånden fået sin tid at gøre godt med i Liverpool, og mens sidste sæsons fjerdeplads i det engelske Premiership vel var godkendt, så skal der helst større ting på bordet og i trofæskabet på Anfield.
Prediction: En gunstig gruppelodtrækning har gjort Liverpool til klar favorit til at nå frem til forårets knald-eller-fald-kampe, og spørgsmålet er så, hvordan de klarer sig derfra. Lodtrækningen bliver selvklart vigtig, men jeg tror, Liverpool generelt vil få det vanskeligt i det hårde selvskab, som foråret vil byde på.
NK Maribor:
Jeg har sympati for Sloveniens klub-flagskib, NK Maribor, der fremstår som den mest velfungerende, og vel også mest succesfulde, klub fra ex-Jugoslavien de seneste par håndfulde års tid.
Med det sagt, så siger det ikke alverden, og derudover er NK Maribor kommet i menneskehænder i denne gruppe E, og lodtrækningen kunne endda have været adskilligt værre. NK Maribor har fastholdt sit niveau over de seneste år, men har ikke rigtigt været i stand til at øge det.
Prediction: NK Maribor er favorit til fjerdepladsen i gruppen, men jeg udelukker ikke enkelte overraskelser fra deres side. FC Sevilla tilskriver jeg ikke slovenerne mange chancer imod, men engelsk undervurdering og et talentfuldt, men lidt usikkert Spartak Moskva-mandskab kan give åbninger. Objektivt set slutter NK Maribor på fjerdepladsen, men helt dårligt er holdet ikke, så man skal bestemt ikke regne med, de taber alle kampe.
Spartak Moskva:
Det russiske mesterskab blev taget i relativ overbevisende stil, og den slags skal man have respekt for, men jeg er ikke sikker på, hvor Spartak Moskva står, når det kommer til internationalt niveau. Holdet spiller, ret atypisk for russiske mandskaber, friskt til, og det er ikke sikkert, det går i Champions League.
Jeg har vanskeligt ved at vurdere, hvor holdet står internationalt i sammenligning med f.eks. CSKA Moskva, men skal man tro sidste sæson i Rusland, så kan Spartak ikke være svagere. Det er dog to hold med to deciderede forskellige spillestile. Uanset, så glæder jeg mig til at stifte et nærmere bekendtskab med Spartak Moskva.
Prediction: Det kan blive til både fisk eller fugl med Spartak Moskva-indtrykket, men der skal meget til, hvis de skal sætte sig på en af gruppens to første pladser. Vurderer man styrkeforholdene på de fire spillertrupper i gruppen, bør Spartak sætte sig på en forholdvis sikker tredjeplads foran NK Maribor.
Odds på vinderen af Gruppe E |
Bedste odds | Bookmaker |
Liverpool | 1,66 | |
FC Sevilla | 2,87 | |
NK Maribor | 100,00 | |
Spartak Moskva | 10,00 |
Gruppe F
Feyenoord:
Nicolaj Jørgensen er vel nærmest selvskrevet til at blive Rotterdams næste borgmester, og derer med det hollandske mesterskab i huset i det hele taget fede dage i Rotterdam, hvor det aldrig skorter på velopskænket fadøl og opbakning til folkeklubben Feyenoord.
Oplevelsen i Champions League bliver stor, men også en stor mundfuld for Feyenoord, der er havnet i alt andet end en nem gruppe. Med Manchester City som gruppemodstander kan det dog give lidt reminicenser til sidste års gruppespil i Europa League, hvor Feyenoord foran eget publikum besejrede Manchester United. Mén Champions League ér og bliver en anden størrelse, hvor storholdene ikke tager let på opgaverne. Der venter generelt Feyenoord et meget vanskeligt gruppespil.
Prediction: Jeg tror ikke, Feyenoord falder igennen, og de skal nok hente point hist og her eller i det mindste et par stykker hjemme i ”Vaskebaljen” De Kuip. Med det sagt, vil alt andet end en fjerdeplads i gruppen dog være en overraskelse. Skal Feyenoord, med den Europa League-overførende tredje-plads som mål, hænge hatten på et andet hold, må det bliver Sjakhtar Donetsk, men det bliver som sagt et vanskeligt gruppespil for hollænderne.
Manchester City:
Der er altid store forventninger til Josip Guardiolas tropper. Forventninger, der oftere end ikke, bliver skuffet. På papiret har Manchester City naturligvis et glimrende mandskab, vel det bedste, England kan byde på, og holdet spiller da som regel også seværdigt fodbold. Når det kommer til hardcore-resultater, det især i Europa, er det imidlertid som om, Manchester City, når det for alvor bliver alvor, hvilket vil sige i forårets knald-eller-fald-kampe, mangler noget. Og måske det har noget at gøre med netop Josip Guardiola - det var jo heller ikke fordi han fik fantastisk international succes med Bayern München...
Prediction: Potentialet er der for Manchester City, som da også uden alt for store problemer bør kunne gå videre fra denne gruppe. Det store spørgsmål kommer som altid til foråret. Det er lykkedes Man. C at nå til semifinalen i CL, men aldrig længere, og jeg har også mine tvivl om, det vil lykkes under Guardiola. Så langt fremme i Champions League vil næsten alle hold stille med den optimale opstilling og taktik mod den modstander, de er oppe imod, men ikke Guardiola, der altid bare vil spille sit eget spil udfra egne idéer. Respekt for det, men kun til en vis grad. Han fik fiasko med det i Bayern München, og indtil nu er det heller ikke lykkes at få europæisk succes med det i Manchester City.
Napoli:
”Det bedst spillende hold i Europa” er der flere, inklusiv Manchester City-træner Guardiola, der har udtalt om Napoli, og sandt er det, at Napoli spiller fremadrettet og meget seværdigt fodbold. Men derfra og så til at nå resultater - ja det er, som vi alle ved, ikke det samme. Mange eksperter har seriøst ment, at Napoli har holdet til at udfordre Juventus om den interne italienske trone. Dén køber jeg ikke. Folk lader sig forblænde af, hvordan de mener, fodbold bør spilles, og ikke af realistiske kvalitets- og chancevurderinger.
Med det sagt, har Napoli med iscenesætter Marek Hamsik og den fornurlige afslutter Dries Mertens imidlertid et mandskab, der kan gøre ondt på alle. Holdets kvalitet er indiskutabel, og Napoli bør være stærk nok til at gå videre fra denne gruppe. Hvor langt Napoli så rækker i foråret mod eksempelvis nogle af de ”onde” spanske hold - ja det er mindre klart.
Prediction: Napoli kan snildt gøre ondt på Manchester City, men omvendt kan de også på en mindre god dag få det vanskeligt mod et hold som Sjakhtar Donetsk. Uanset, så har jeg dog Napoli som relativ klar favorit til at gå videre fra denne gruppe (og jeg finder værdi i spil derpå til odds 1,72 hos en førende licensløs bookmaker).
Sjakhtar Donetsk:
Det er altid spændende, hvad Sjakthar Donetsk har at byde på i disse gruppespil. Holdet er bevisligt stærkt, omend måske lidt svagere de seneste par år sammenlignet med før krigssituationen i det østlige Ukraine, hvor Donetsk ligger. Den uafklarede situation med Rusland gør da også, at Sjakhtar spiller sine hjemmekampe i det vestlige Ukraine langt fra Donetsk, hvilket indlysende ikke er nogen fordel for holdet.
Overordnet har jeg lidt vanskeligt ved at vurdere Sjakhtar Donetsk, idet det dog virker klart, at holdet bestemt ikke er stærkere, end vi er vant til at se dem - snarere svagere.
Prediction: Det er en interessant gruppe, men overordnet må Sjakhtar Donetsk indplaceres på en tredjeplads i forhåndsprognoserne. Det bliver vanskeligt at hamle op med både Manchester City og Napoli, og realistisk skal Sjakhtar nok stille sig tilfreds, hvis de kan holde Feyenoord bag sig i gruppestillingen.
Odds på vinderen af Gruppe F |
Bedste odds | Bookmaker |
Manchester City | 1,66 | |
Napoli | 3,60 | |
Feyenoord | 21,00 | |
Sjakhtar Donetsk | 14,00 |
Gruppe G
Besiktas:
Der manglede lige det sidste for Besiktas i CL-gruppespillet for et år siden, hvor klubben måtte se sig distanceret af Napoli og Benfica, men det var ikke langt fra, at tyrkerne var kommet videre til cup-fasen. I denne meget lige udseende gruppe – den nok mest åbne af alle otte CL-grupper – har Besiktas atter en fair chance for videre-kvalifikation.
Traditionelt og størrelsesmæssigt er Besiktas Tyrkiets klub nummer tre efter Istanbul-rivalerne Galatasaray og Fenerbache, men hierakiet er under forandring i disse år i Tyrkiet, hvor også en fjerde Istanbul-klub, Basaksehir, byder ind på en plads på pyramidens top. Til trods for meget stort potentiale har de tyrkiske klubber det med at misforvalte tingene og være dårlige til langsigtet planlægning, men på den front har Besiktas, trods et økonomisk dårligere udgangspunkt, de seneste år gjort det ikke så lidt bedre end Fenerbahce og især Galatasaray. Der er simpelthen mere flow og logik i beslutningerne i Besitas, og den slags forplanter sig på den lange bane til resultaterne på grønsværen.
Prediction: Denne gruppe G er superinteressant, fordi den er relativt uforudsigelig. Og således kan det blive til både fugl og fisk for Besiktas. På baggrund af de typiske tyrkiske kvalitetssving (læs: lavt bund-niveau) vil jeg personligt være varsom med indskud på Besiktas, men med det sagt, skal jeg bestemt også have en ordentlig pris for at gå imod dem. Det er objektivt muligt, at Besitas skal være favorit til jumbo-pladsen i gruppen, men jeg synes, de er en smule undervurderede.
FC Porto:
I næste omtale (Leipzig) bevæger jeg mig ind på vigtigheden af et holds europæiske erfaring, hvilket ikke mindst i Champions League er vigtigt, men her med FC Porto vil jeg nøjes med at konstatere, at erfaringen så rigeligt er til stede.
FC Porto er langt fra noget supermandskab, men det er et hold, der ved, hvad der skal til, og det er normalt et driftssikkert mandskab på den europæiske scene (hvilket er noget, jeg normalt lægger en del vægt på i min personlige betting). I disse år skal FC Porto rangeres et lille niveau under landsmændene Benfica, hvilket jo ikke er alt for betryggende, men Porto er stadigt et mandskab, man på gruppespils-niveau skal tage seriøst.
Prediction: Gruppen bliver tæt, men FC Porto er en af mine to favoritter (sammen med Monaco) til at klare skærene til forårets cup-fase (betalingen er ikke overvældende – 1,76 hos en toneangivende licenløs bookmaker – men jeg finder smal værdi i et punt til den pris på, at FC Porto tager en af de to første pladser i gruppen). Fremme ved forårets cup-fase ville jeg imidlertid ikke ofre mange basseører på portugiserne. Dertil er holdets niveau simpelthen ikke godt nok.
Leipzig:
Spændende, og tro det eller ej, min kæreste sidder faktisk og drikker en Red Bull (uden vodka), mens jeg skriver disse linier. Men hvor har man sidste års toer i den tyske Bundesliga? Well, tyske hold bør ikke undervurderes, men én ting har jeg lært gennem mange års international sportsbetting, og det er, at aktører og holds rutine heller aldrig må undervurderes. Og Leipzig har altså nul europæisk rutine, plus, uanset hvor imponerende det end var med en andenplads i Tyskland, så var det altså en nyoprykker. Det kan pege på enormt potentiale, men det kan også pege på en sæson med supergejst = overpræstation.
De tyske mandskaber bortset fra Bayern München og Dortmund har faktisk ikke klaret sig særligt godt i de seneste mange års europæiske turneringer, og jeg kan snildt se Leipzig falde ind i denne kategori. Jeg skal se nogle internationale resultater fra dem først, før jeg tror på dem.
Prediction: Jeg går rampen ud: Maksimalt en Europa League-overførende tredjeplads i gruppen til Leipzig, og egentligt hælder jeg mest til sidstepladsen. Det kan lyde lidt hårdt, men marginalerne bliver små i denne gruppe, hvor man må forvente, holdene tager point fra hinanden på kryds og tværs. Det betyder, at Leipzig med lidt medvind kan gøre det betydeligt bedre, men det betyder også, at de kan præstere okay og stadigt risikere at slutte sidst.
Monaco:
Dette skal være, omend næppe med overbevisende margin, favoritten i denne gruppe. Der har været megen positiv tale om Monaco de seneste år, og at tage det franske mesterskab for næsen af stjernerige Paris St. Germain er bestemt respekt værd. Derudover skal man også have med, at Monaco for blot et halvt år siden var i Champions League-semifinalen, hvor Juventus imidlertid viste sig at være for stor en mundfuld. Det er altså et særdeles respektabet mandskab, vi taler om her.
Med det sagt, så jeg jeg betænkeligheder om Monacos holdbarhed på den lange bane. Med selvfølgelighed har Paris SG, udover at have snuppet Neymar fra FC Barcelona, også hapset sidste sæsons åbenbarelse, Kylian Mbappe, fra Monaco. Hvor meget det svækker Monaco-offensiven, står mig ikke helt klart – det er tænkeligt, Mbappe overpræsterede fælt sidste sæson – men svækker, det gør det. Meget kommer til at stå og falde med Radamel Falcaos træfsikkerhed. Leverer colombianeren, kan Monaco igen gå dybt i Champions League, gør han ikke, får fystendømmets hold problemer.
Prediction: Monaco bør gå videre fra denne gruppe G, men det er meget vanskeligt at spå om, hvor holdet vil befinde sig i foråret, når det kommer til CL’s cup-fase. Jeg kan snildt tage fejl, men min fornemmelse siger mig, at Monaco ikke vil være i stand til at gentage seneste sæsons semifinale. Mindre kan dog formentligt gøre det, og monegaskerne vil være et af de hold, jeg vil følge med stor interesse gennem sæsonen - både i Frankrig og i CL.
Odds på vinderen af Gruppe G |
Bedste odds | Bookmaker |
Monaco | 2,50 | |
FC Porto | 3,75 | |
Besiktas | 9,00 | |
Leipzig | 3,75 |
Gruppe H
APOEL Nicosia:
Igen-igen. Det er interessant, hvordan mange lande (herunder Danmark), undervurderer cypriotisk fodbold - uden hensyntagen til hvad statistik og historik viser. Det er nu ’the umpthiest time’ APOEL Nicosia spiller med i det fine CL-selskab, og sorry, det er ikke noget overraskelse overhovedet (skal man med danske briller finde trøst i det, så må det være i en cadeau til FC København, som sidste sæson eliminerede APOEL Nicosia i den afgørende kval-runde til CL-gruppespillet – det i øvrigt ikke uden en god potion held).
Med det sagt, så bliver APOEL Nicosia prygelknaben i denne ekstremt vanskelige gruppe H, no way around it.
Prediction: Jeg vil ikke blive overrasket, hvis APOEL Nicosia formår at hive ét eller to ’chok-resultater’ op af posen, men i det lange løb ser jeg ikke andet udkomme, end at cyprioterne ender på sidstepladsen. Jeg mener, tag lige et kig på gruppens tre øvrige mandskaber...!
Dortmund:
Respekt og atter respekt. Dortmund er, trods et ikke Bayern München-værdigt budget, konsekvent Tysklands næststærkeste mandskab, og det på et niveau, der aftvinger respekt også fra de rigtigt pengetunge storklubber i Europa. I den forbindelse husker alle formentligt, at Real Madrid vandt sidste sæsons udgave af Champions League, men husker de også, at Real faktisk kun sluttede toer i det indledende gruppespil efter Dortmund... Okay, Dortmund var på tredjepladsen placeret efter Leipzig i seneste sæsons Bundesliga, men lad os nu se, hvordan de to klubber klarer sig i CL...
Denne gruppe H er benhård. Der skal for både Dortmund, Real Madrid og Tottenhem budgetteres med seks point imod APOEL Nicosia, men lur mig, om det bliver nemt nede på Cypern. Målet for Dortmund er naturligvis videre-kvalifikation til forårets Champions League cup-fase, og da det vil være en gedigen sensation, hvis ikke Real Madrid tager en af de to pladser videre frem, så er konkurrencen primært mod Tottenham. Personligt kan jeg faktisk vældigt godt lide dette Tottenham-mandskab under Mauricio Pochettino, men Dortmund virker bare stærkere.
Prediction: Jeg er sikkert (igen!) upopulær hos BetXpert’s portefølje af ’englænder-fans’ med følgende påstand, men uanset: Dortmund går videre fra denne gruppe H! Og da jeg også godt tør postulere Real Madrd videre, så betyder det altså, at Tottenham ’will bite the dust’ (en førende licensløs bookmaker tilbyder odds 1,65 på, at Dortmund tager en af de to første pladser i gruppen, og det, synes jeg umiddelbart, indeholder værdi). Hvordan Dortmund så klarer sig videre frem fra ottendedelsfinalerne/i cup-fasen, ja, det er et godt spørgsmål. Normalt kommer Dortmund, trods typisk gode indsatser, til kort mod de stærke spanske mandskaber, og sådan ser tegningen egentlig også ud i denne sæson.
Real Madrid:
De er jo nærmest på toppen af verden på San Bernabeu i øjeblikket. Sidste sæson vandt Real både Champions League, det spanske mesterskab, samt diverse mindre betydende turneringer som bl.a. VM for klubhold, og forspringet ned til FC Barcelona synes bare at have vokset. Så hvad kan blive bedre, kan man med rette spørge? (i følgende afsnit vil jeg så pege på, hvad der kan blive bedre, og det er bestemt ikke et afsnit, der vil gøre mig elsket af Real Madrid-folket.)
Så for at svare på mit spørgsmå: Bortset fra spillertruppen, så næsten alt...!
Lad os kigge på træner Zinedine Zidane, og lad os starte med at kigge på, hvad han gør godt, for det er nemlig nemt besvaret – hans mandskabsbehandling er superb. Hvad gør han så ikke så godt – mit svar er... alt andet!
Rent taktisk er Zinedine Zidane gang ud og gang ind blevet reddet af, at hans stjernespillerne er trådt i fokus og reddet suppedasen. At gå så vidt som at kalde Zidane en taktisk katastrofe, vil måske være at gå for vidt, men analyserer man Reals kampe, herunder også Reals meget vigtige kampe, såsom i Champions League, så ér manden faktisk tæt på at være en katastrofe. At hans stjernespillere så disker op med uhyrlige afslutningsprocenter – ikke mindst Cristiano Ronaldo har præsteret fænomenalt de seneste par år – ja, det redder ham så.
Det gode spørgsmål er så: hvor længe holder dén? Og hurtigt tilbage til hans superbe mandskabsbehandling – den slags virker, så længe det går godt. Det tidspunkt, hvor det for alvor begynder at gå den anden vej, ja der er man så stuck med nul redskaber i posen.
Dette er det store potentielle problem for Real Madrid.
Prediction: Real Madrid er favoritten i Champions League, no doubt. Holdet har med to på stribe finalesejre i 2016 og 2017, og glem ikke, Real også vandt CL i 2014, simpelthen mentaliten til at vinde. De er sådan set vant til det, kan man sige. Med det sagt, er der dog ting, som taler imod, og overordnet, synes jeg, prisen på markedet for en ny Real-triumf er for lav. Tingene, der taler imod, er blandet andet, at ballonen kan briste, og gør den det, bliver spillerne frusterede.
Ydereligere så ser jeg ikke Real Madrid med nuværende træner have de taktiske redskaber til at klare sig, men snarere til at dumme sig. Dét, der kan stoppe Real Madrid, er en formnedgang hos nøglespillere - især Cristiano Ronaldo, og sker det, bliver de sårbare. Udover det, kunne man i Real Madrid med både Dortmund og Tottenham i samme gruppe godt have ønsket sig en bedre lodtrækning, men mon ikke det går?
Jeg vil svare på mit eget spørgsmål igen – jo det skal nok gå. Real Madrid er sjældent totalt omdrejningssikker i det indledende gruppespil, men holdet er spiller-for-spiller alt for stærkt til ikke at slutte på en af gruppens to første pladser. Og summa summarum, så ér Real Madrid den berettigede favorit til endnu engang at løfte pokalen med de store ører, men denne skribent ser faresignaler i holdets opbygning og fundament, så jeg ser ingen værdi i spil på dem (jeg puntede på dem, omend jeg til en vis grad kunne have skrevet det samme sidste år, men der var oddset på Real et pænt stykke højere, end det er tilfældet i år).
Tottenham:
Stakkels Tottenham. Mens Manchester United qua deres mange UEFA-koefficient-point (læs: qua deres Europa League-titel) blev seedet i første lag, så var Tottenham at finde i lag tre, og det koster (og oven i købet bliver det værre til næste sæson, da koefficient-point ikke tager højde for, hvilke hold man møder). En gruppeparing med Real Madrid og Dortmund er udpræget ond, og når man tager et kig på, hvordan Tottenham i seneste sæsons CL-gruppespil blev distanceret af Monaco og Leverkusen, ja så er der ikke meget, som tyder på, det bliver bedre denne gang.
Med det af vejen, så kan jeg passende bevæge mig hen til at begynde at rose Tottenham. Ikke at jeg på nogen måde er nogen fan (fy-føj-da), men fodboldmæssigt går jeg faktisk med et stille håb om, at det vil lykkes med Spurs at vinde mesterskabet i England. Jeg kan godt lide Tottenhams langsigtede strategi, jeg kan gode lide de økonomisk ansvarlige beslutninger, ledelsen tager, jeg kan godt lide træner Mauricio Pochettino, og jeg kan godt lide den form for fodbold, Tottenham spiller. Men i Champions League i år? – sorry, they’re out.
Prediction: Det ligner en sikker, det hvad angår både op og ned, tredjeplads i gruppen for Tottenham. På sigt burde og kan, hvis udviklingen fortsætter, Tottenham kunne gøre op med en klub som Dortmund om den anden kvalificerende plads efter Real Madrid, men sådan ser tingene ikke ud lige nu.