Hvorfor ikke bare tage tyren ved hornene med det samme og straks udpege vinderen? VM for Klubhold, der fredag i denne uge i Japan løber af stablen med første kamp mellem iranske Sepahan og new zealandske Waitakere United, slutter med en finale mellem Sydamerikas repræsentant og Europas repræsentant - og sydamerikanene vinder.
Hvorfor? - tjae, sådan plejer det at gå.

Holder prognosen stik, kan vi søndag den 16. december se frem til et showdown mellem den argentinske storklub Boca Juniors og italienske AC Milan.
Boca Juniors vandt tilbage i juni Copa Libertadores-finalen med samlet 5-0 (3-0 hjemme og 2-0 ude) over brasilianske Gremio, og VM for Klubhold 2007 bliver historisk på den måde, at det vil være første gang et ikke-brasiliansk hold vinder. Der er nemlig ikke noget brasiliansk hold med.

Første gang, VM for Klubhold blev afholdt tilbage i 2000, vandt Corinthians på det store Maracana stadion i Rio de Janeiro en finalesejr over landsmændene Vasco da Gama. Den ordinære kamp sluttede uafgjort 0-0, hvorefter Corinthians med 4-3 trak det længste strå i straffesparkkonkurrencen.
Europa var repræsenteret af Real Madrid og Manchester United, og af de to gjorde Real Madrid det bedst, da de nåede til kampen om tredjepladsen, hvor de dog tabte til mexicanske Necaxa.
Derefter var der et afbræk i VM for Klubhold-historien frem til 2005, hvor det endelig lykkedes FIFA-præsident Sepp Blatter at få overtalt de europæiske klubber til igen at deltage.
Det blev fra 2005 og frem besluttet at placere turneringen i Japan, og formatet skiftede - for at tilfredsstille europæerne - til at være et rent cup-system, hvor den europæiske og den sydamerikanske deltager seedes til at gå ind i hver sin semifinale. Det betyder maksimalt to kampe, hvilket lige går an for de vanskelige europæere.
I 2005 vandt Sao Paolo finalen med en 1-0-sejr over Liverpool, og sidste år var det Internacional Porto Alegres tur til at triumfere med en 1-0-finalesejr over FC Barcelona.

Programmet for 2007-udgaven

Mens Boca Juniors og Milan er seedet til hver deres semifinale, så har FIFA og de japanske arangører indført noget nyt ved dette års VM for Klubhold - en ottendels-finale. Som delvis erkendelse af, at Oceaniens repræsentant ikke er ”on par” med de øvrige deltagere (lidt frit oversat: ”kanonføde”) skal Waitakere United fra New Zealand i turneringens første kamp på fredag i Tokyo i en såkaldt ottendedelsfinale op mod klub nummer to i Asian, iranske Sepahan.
Vinderen af det opgør skal i en af turneringens to kvartfinaler, som spilles i Toyota City, op mod japanske Urawa Red Diamonds, der blev asiatisk mester med en finalesejr over Sepahan. Vinderen af det opgør møder i semifinalen i Yokohama Milan.
I den anden kvartfinale i Tokyo støder de afrikanske mestre Etoile Sportive du Sahel fra Tunesien ind i den mexicanske CONCACAF-mester Pachuca. Vinderen af det opgør møder i semifinalen i Tokyo Boca Juniors.
Søndag den 16. december spilles så i Tokyo kampen om tredjepladsen samt 3½ time senere, kl. 13.30 dansk tid, finalen.
Lad os kigge lidt på de syv deltagende klubber:

Waitakere United

Waitakere United er med ved VM i Klubhold som Oceaniens repræsentant, og det er faktisk dårligere, end det antyder. Australien er, som vil være de fleste bekendt, overflyttet til AFC, den asiatiske del af FIFA’s verdensomspændende forbold-organisation, og det betyder, at det oceaniske mesterskab er ringere end nogensinde. Skal man sammenligne, så er det et godt gæt, at de bedste klubber fra Oceanien (hvilket er lig med de bedste klubber i New Zealand) ville få mere end vanskeligt ved at undgå nedrykning fra den danske Superliga. Og lad os bare være ærlig: Hverken Lyngby eller Viborg ville have megen berettigelse ved et VM.
Oven i købet kom Waitakere United med til det oceaniske mesterskab på afbud, og klubben, der ikke er mere end tre år gammel (Waitakere United blev stiftet i 2004), havde i dén grad heldet på sin side gennem den oceaniske mesterskabs-turnering, The O-League, som den kaldes på de kanter.
Havde det ikke været fordi, Vanuatus mesterhold, Port Vila Sharks, havde trukket sig, og der dermed opstod en fri-plads, som gik til et ekstra mandskab fra stormagts-nationen i området, New Zealand, så ville Waitakere United aldrig have været med.

I O-League gruppespillet spillede Waitakere United (vistnok meget heldigt, påstås det) to gange uafgjort med det new zealandske mesterhold Auckland City, men da Waitakere var i stand til at besejre gruppens tredje hold, AS Mont-Dore fra Ny Caledonien (6-1 og 3-0) større, end Auckland City gjorde det, var Waitakere United pludselig i finalen i O-League.
Ifølge rapporter fra den modsatte del af kloden af, hvor Danmark befinder sig, fik finalen vurderet udfra spil og chancer også den forkerte vinder. Waitakere United blev på udebane i den første kamp i den grad udspillet af den fijianske mesterklub Ba, som imidlertid kun vandt opgøret 2-1, og på en enkelt scoring i returen hjemme i New Zealand trak Waitakere United på reglen om flest scorede udebanemål det længste strå med sejr 1-0 - igen stik mod spil og chancer. Den store helt i begge kampe var målmand Michael Utting, der ikke er med i Japan.
Det lugter stærkt af, at Waitakere United kun får én kamp ved VM for Klubhold.

Sepahan

Fodbolden i Iran har ikke de bedste forhold i disse år, men stats- og religions-overhovede Mahmoud Ahmadinejad er fodbold-interesseret, så helt hensunken er iransk boldleg ikke. Perserne har altid været i stand til at producere mange gode teknikere, og skal man finde svagheden hos Sepahan, er det bestemt heller ikke på det tekniske, men mere mangel på stram organisation på holdet.
Det var noget af en overraskelse, da Isfahan-klubben Sepahan i 2003 vandt det iranske mesterskab. Sepahans liga-sejr for fire år siden er eneste gang, det er lykkes for en provins-klub at bryde de store Teheran-klubbers mangeårige dominans i præstestyret.

At Sepahan er med med VM for Klubhold skyldes ikke indsatsen i sidste sæsons iranske mesterskab, hvor de blot sluttede på syvendepladsen, men at de vandt pokalturneringen Hafzi Cup og dermed sneg sig med i den asiatiske pendant til Europas Champions League.
Efter et succesfuldt gruppespil var Sepahan på hælene i kvartfinalen mod Kawasaki Frontale, men det lykkedes at holde japanerne til to gange 0-0, hvorefter Sepahan vandt straffesparkkonkurrencen. Lidt nemmere gik det i semifinalen, som blev vundet samlet 3-1 over Al Wahda fra De Forenede Arabiske Emirater, inden det japanske storhold Urawa Red Diamonds blev for stor en mundfuld i finalen. Første kamp i Isfahan sluttede 1-1, men Urawa vandt efterfølgende i Tokyo 2-0.
Sepahan styres fra trænerbænken af den rutinerede kroat Luka Bonacic og har to store profiler i den irakiske(!) topscorer Emad Mohammed samt ex-Bochum-spilleren og den tidligere anfører for Irans OL-hold, Maharram Navidkia, der også stod i spidsen for Iran, da de i 2002 vandt den på de kanter prestigefyldte Asian Games-turnering.

Urawa Red Diamond

Urawa Red Diamonds er storholdet par excellence i japansk fodbold nu om dage. Klubben er nærmest en institution i lokalområdet omkring Saitama i Tokyo og har den største support af samtlige klubber i den japanske J-League. Tilskuer-tallene ville gøre mange europæiske storklubber misundelige med et gennemsnit på mere end 60.000 tilskuere pr. kamp.
Da Urawa Red Diamonds også opererer med J-Ligaens største spillerbudget var det derfor ikke noget overraskelse, at klubben i 2006 vandt det japanske mesterskab for året efter at - næsten - at genvinde titlen samt nok så væsentligt tage sig af den asiatiske Champions League. Det hører dog med til historien, at det mod forventningerne ikke lykkedes Urawa at genvinde den nationale titel. Urawa smed den nemlig på gulvet, da de for to uger siden i næstsidste spillerunde tabte 0-1 hjemme til Kashima Antlers, som dermed vandt mesterskabet med to points forspring.

I AFC’s Champions League gik det dog som forventet. Urawa Red Diamonds spillede en del uafgjorte kampe gennem turneringen, men tabte ingen. Eksperter udi asiatisk fodbold peger på, at Urawas kvartfinale og semifinale, var der, hvor den asiatiske Champions League blev afgjort. I kvartfinalen var Urawa Red Diamonds oppe mod sidste sæsons asiatiske mester, Jeonbuk Hyundai, som blev elimineret med sejr 2-1 hjemme på Saitama stadion og efterfølgende en ny sejr 2-0 i udekampen i Sydkorea. I semifinalen stod et andet sydkoreansk hold, de nationale mestre Seongnam Ilhwa, på programmet, og her måtte Urawa efter to gange uafgjort ty til afgørelse i straffesparkkonkurrence, før finale-billetten var hjemme. I finalen mod Sepahan, der blev vundet med samlet 3-1, var der aldrig tvivl.
Urawa Red Diamonds’ styrke er primært holdets fireback-kæde bagude, som ofte også udgør det japanske landsholds forsvar. Fremme til at score målene har Urawa de to brasilianere Robson Ponte og Washington, ligesom den fra Feyenoord hjemvendte midtbanespiller Shinji Ono er en stor stjerne i klubben. Urawa Red Diamonds ledes fra trænerbænken af tyskeren Holger Osieck.
Og hvorfor hedder klubben så Urawa Red Diamonds? Jo, sponsor - og stifter - af fodboldklubben Urawa er den store bil-koncern Mitsubishi, og i deres logo indgår tre diamanter.

Etoile Sportive de Sahel

Det var lidt af en overraskelse, da tunesiske Etolie Sportive de Sahel for en måned siden i finalen om det afrikanske klubmesterskab besejrede storfavoritterne Al Ahly 3-1, og det endda i den egyptiske storklubs egen hule i Cairo.
De fleste egyptere samt neutrale iagttagere troede, spillet var ude for Etoile Sahel, da de hjemme i Sousse i den første kampe kun formåede at drive det til uafgjort 0-0, og endda var gæstende Al Ahly tættest på sejren.
Al Ahly er den store traditionsklub på det afrikanske kontinent med fem Champions League-titler, heraf de to sidste i 2005 og 06, men det rakte ikke denne gang. Etoile Sahel spillede deres chance i Cairo med en uventet offensiv formation, hvilket gav pote.

Selvom Etoile Sahel er den eneste tunesiske klub, der nu kan prale af at have vundet alle fire afrikanske klubturneringer (Champions League, Cup Winners’ Cup, CAF Confederations Cup og Super Cup’en), så plejer Sousse-klubben ofte at stå i skyggen af konkurrenterne oppe fra hovedstaden Tunis. Det uanset har Etoile Sahel været Tunesiens bedste kort internationalt, og det er således ikke første gang klubben vinder CAF’s Champions League, det er sket to gange før, i 1995 og 2003. Ydermere var Etoile Sahel i CAF Champions League-finalen både i 2004 og 05, hvor de tabte til henholdsvis nigerianske Enyimba (efter straffesparkkonkurrence) og Al Ahly. Det er således langtfra noget internationalt urutineret hold, der repræsenterer det afrikanske kontinent ved VM for Klubhold.
På vej mod finalen mod Ah Ahly var det i semi’en mod sudanesiske Al Hilal imidlertid lige ved at gå galt. Nederlag 1-2 i Khartoum blev dog til slut hjemme i Sousse vendt til samlet sejr 4-3. Etoile Sahels store profil er den unge angriber Amine Chermiti, der både er hurtig i kontrafasen og som pga. sit stærke hovedspil modstanderne også gør klogt i at holde et godt øje med ved indlæg og dødbolde.

Pachuca

Dette er en klub, man skal holde øje med i Japan. Pachuca er ikke en af Mexicos store traditionsklubber, men de seneste år må man sige, at de har gjort hold som America og Chivas Guadalajara rangen stridig. ”Los Tuzos” har nemlig vundet fire mesterskabstitler i Mexico inden for de seneste syv år (man skal dog være opmærksom på, at der i Mexico ligesom i de fleste andre latinamerikanske lande spilles to mesterskaber om året), og det gør man ikke uden kvalitet, og heller ikke uden, at der løftes øjenbryn.
Når jeg skriver, at Pachuca ikke er en af de store traditionsklubber i Mexico, er det dog en sandhed med modifikationer, da Pacuca stiftet i 2001 faktisk er nationens ældste fodboldklub. Det er i nyere tid dog først de seneste år, Pachuca har sat kraftigt aftryk.
Da Pachuca sidste år vandt den mexicanske Clausura, blev det ved samme lejlighed også til sejr i Copa Sudamericana (Sydamerikas pendant til Europas UEFA Cup), og da Mexico strengt taget ikke er en del af Sydamerika, blev Pachuca således det første hold i verden, der vandt en kontinent-turnering uden for deres egen verdensdel.

I sammenligning var sejren i CONCACAF’s Champions League Cup, der kvalificerede til deltagelse i VM for Klubhold, blot en mindre ting. Det var dog ikke uden sværdslag, at Pachuca kunne tage billetten til Japan. Finalen mod Chivas Guadalajara måtte efter to gange uafgjort ud i straffesparkkonkurrence, før Pachuca-spillerne kunne række armene i vejret.
Det lykkedes lige præcist ikke for Pachuca i årets Apertura at kvalificere sig til det otte klubber store mexicanske mesterskabs-slutspil, men det er formodentlig kun godt for indsatsen i VM for Klubhold.
Træner hos Pachuca er den rutinerede Enrique Meza, som tidligere bl.a. har stået i spidsen for det mexicanske landshold. Pachuca har mange mexicanske landsholdsspillere i truppen, og træner Meza udnytter flittigt den store bredde i spillertruppen, da han er stor tilhænger af rotations-princippet. Om det bliver nødvendigt i Japan, får tiden vise.

Boca Juniors

Boca Juniors er en af de helt store traditionsklubber ikke kun på det sydamerikanske kontinent, men i verden. Og tag ikke fejl - den argentinske hovedstadsklub er med i VM for Klubhold for at vinde.
Boca Juniors har siden årtusindskiftet været i tre Intercontinental Cup-finaler og vundet de to, i 2000 over Real Madrid samt i 2003 over Milan. I 2001 måtte Boca mod Bayern München trække det korte strå, noget argentinerne bestemt ikke er vant til i internationale finaler.
I Sydamerikas Champions League, Copa Libertadores, var Boca Juniors flere gange undervejs i problemer, men det rutinerede mandskab formåede hver gang at redde kastanierne ud af ilden, hvilket er typisk for Boca. Hverken i ottendedels-finalen mod bysbørnene fra Buenos Aires, Velez Sarsfield, i kvartfinalen mod paraguayanske Libertad Asuncion eller i semifinalen mod den colombianske overraskelse Deportivo Cucuta, var Boca Juniors overbevisende, men modstanderne måtte som vanligt sande, at Boca er et særdeles vanskeligt hold at få bugseret ud af en turnering. Fremme ved finalen mod Gremio viste Boca Juniors dog endelig klassen, da de i suveræn stil vandt 3-0 hjemme og 2-0 i Brasilien.

Det er ikke mere end halvanden uge siden, at Boca Juniors tabte den argentinske Apertura på gulvet med to udebane-nederlag i træk, 1-2 til Arsenal Sarandi og 1-2 til Tigre, hvorefter Boca, nu de ikke kunne vinde mesterskabet, i sidste spillerunde stillede med et halvt reservehold mod Lanus, der så med 1-1 vandt titlen. Selvom der fra den kamp var næsten to uger til, Boca skulle i aktion i Japan, så fortæller atituden meget godt, hvad det hele drejer sig om. VM for klubhold har top-prioritet, og der tages ingen chancer.
I Boca Juniors er man begejstret over Juan Riquelmes tilbagekomst fra Villarreal, men den argentinske landsholds-styrmand er ikke spilleberettiget i Japan. Det er dog ikke profiler, Boca Juniors mangler, så langtfra endda. Holdets store styrke er forsvaret, hvor keeper Mauricio Caranta samt rutinerede folk som Claudio Morel Rodrigues, Hugo Ibarra og Daniel Diaz garanterer for soliditeten.

Milan

Favoritten - for det er den europæiske repræsentant nemlig hver gang i VM for klubhold (selvom de indtil nu aldrig har vundet). Hvis man som europæer håber på en europæisk triumf, så er det sandsynligvis godt, at det er en italiensk klub, der på vegne af vores gamle verdensdel drager til Japan, og ikke en af de engelske eller spanske storklubber. Det ikke nødvendigvis fordi Milan er bedre eller stærkere end f.eks. Manchester United, Chelsea, Real Madrid eller FC Barcelona, men fordi italienernes motivation og vilje til at vinde VM for Klubhold er større.
Mens man hos engelske eller spanske klubber tidligere har hørt røster eller brok om at skulle besværes med VM for Klubhold eller Intercontinental Cup, så er det ikke tilfældet for de italienske klubber. Konkurrencen og interaktionen (måske det er et spørgsmål om ”face”?) med de latinamerikanske klubber er større i Italien end den f.eks. er i Spanien, og der er mere prestige i den internationale turnering for italienerne, end der er for spaniere eller englændere. Desuden satser Berlusconi meget på en fjernøstlig markedsføring af AC Milan, og så vil en VM-titel i Japan jo være handy...

Milans vej til Champions League-sejren kender vi. Som vanligt cruisede milaneserne gennem det indledende Champions League-gruppespil. Ottendedels-finalen mod Celtic var ikke helt nem, men blev dog klaret med 0-0 ude og 1-0 hjemme (efter forlænget spilletid). Til gengæld viste Milan så klassen i kvartfinalen mod Bayern München og semi’en mod Manchester United, hvor de ganske enkelt var et niveau bedre end modstanderne. Finalen mod Liverpool blev lidt af et anti-klimaks med overtoner fra den fatale (set fra milanesisk synsvinkel) Champions League-finale for tre år siden, hvor Milan oppe 3-0 ved pausen alligevel formåede at tabe det hele på gulvet. Denne gang var Liverpool faktisk det bedste hold på banen, men i modsætning til for tre år siden viste Milan fuld koncentration hele vejen og vandt 2-1.
Det store show-nummer de seneste par sæsoner på træner Carlo Ancelottis hold er den brasilianske playmaker - og afslutter - Kaka, der netop er blevet tildelt ”Ballon d’Or” som verdens bedste fodboldspiller. En Kaka i topform er uhyre vanskelig at styre for modstanderne, men ellers er det Milans stærke organisation, man hæfter sig ved. Sæsonen indtil nu i Serie A har været skuffende for Milan, og måske turen til Japan kan komme som et tiltrængt ”break” for spillerne, så de kan få den hjemlige turnering lidt på afstand.

Forudsigelsen - Boca vinder

Boca Juniors vinder! Sådan, så er det sagt. Mens de europæiske klubber altid er odds-favoritter, så vinder de sydamerikanske - det viser historikken i hvert fald - så er der med gambler-briller ingen grund til andet end at gøre indskud på Boca Juniors.
Alle forventer en finale mellem Milan og Boca Juniors, og sådan kommer det sikkert også til at gå. Milans vej ser lidt nemmere ud end Bocas, idet italienerne i semifinalen sandsynligvis vil stå overfor Urawa Red Diamonds, mens Boca Juniors skal møde enten Etoile Sahel eller Pachuca. Den sidstnævnte kvartfinale ligner umiddelbart bedømt en sejr til Pachuca, og en semifinale mod et mexicansk hold havde Boca Juniors nok gerne været foruden.
Sidste år sejrede Internacional Porto Alegre som bekendt over FC Barcelona i finalen, men der blev flere steder mumlet i krogene om, at repræsentanten fra Nord- og Mellemamerika, America (verdens største fodboldklub, hvis man tæller antal medlemmer), ville kunne blive en farlig dark horse.
Det mente man også i Mexico City, men America skuffede slemt i Japan. America ramte i semifinalen FC Barcelona på en meget dårlig dag, dvs. en dårlig dag for mexicanerne, for det var en af de dage, vor Barcalona-offensiven bare fungerede, så det endte med en sikker Barca-sejr 4-0.
I kvartfinalen havde America elimineret sydkoreanske Jeonbuk Hyundai 1-0, men skuffelsen mod Barcelona var for meget for mexicanerne, der tabte kampen om tredjepladsen til Al Ahly 1-2.

Hvorfor bruge tid på det? - jo fordi Pachuca har ambitioner om at gøre det bedre og muligvis også har holdet til det. Pachuca, der er stor-leverandør af spillere til Mexicos landshold, er et mandskab, som på papiret på en god dag kan byde Boca Juniors eller Milan trods.
Alligevel bør Boca Juniors være stærk nok til at kunne besejre Pachuca, og efter min mening bør Boca Juniors i finalen også være stærkere end Milan. Sidstnævnte afspejles på ingen måde af oddsene, men jeg er ikke den, der tør ignorere historikken, og at man kan få god betaling for en Boca Juniors-triumf gør jo ikke ligefrem væddemålet dårligere.
Med fare for at blive fuldstændig til grin vil jeg slutteligt forsøge at forudse resultatet af (næsten) alle kampe i VM for Klubhold-turneringen. Om afgørelserne bliver efter 90 minutter eller straffesparkkonkurrence eller hvad ved jeg, ved jeg ikke, men dette er mit bud på de syv kampe i Japan (det er dog vigtigt at bemærke, at jeg ikke nødvendigvis mener, der vil være såkaldt værdi i de enkelte nedenstående væddemål - set her og nu er de bedste anbefalinger spil på sejr til Sepahan over Waitakere United samt en finale-sejr til Boca Juniors).

Bud på forløb


Ottendedels-finale:
Sepahan vinder over Waitakere United

Kvartfinaler:
Urawa Red Diamonds vinder over Sepahan
Pachuca vinder over Etoile Sahel

Semifinaler:
Milan vinder over Urawa Red Diamonds
Boca Juniors vinder over Pachuca

Kamp om tredjeplads:
Urawa Red Diamonds - Pachuca: No idea

Finale:
Boca Juniors vinder over Milan



Læs Torben N. Sørensens øvrige artikler: http://www.betxpert.com/articles/main.asp?cat=spil

Og se hans spilforslag: http://www.betxpert.com/ekspert/torben/