Mine bud på den kommende Champions League-vinder er... Roma… samt langskuddene FC Porto og Sporting Lissabon.
Indrømmet, det lyder jo lettere sindsygt.
Nu er det imidlertid ikke sådan, at jeg er gået hen og blevet vanvittig, for jeg ér godt klar over, at f.eks. FC Barcelona og Manchester United har større chancer for at vinde Champions League - betydeligt større endda - men oddsene gør, at der er nul værdi i spil på favoritterne.
Med odds 200 på Sporting Lissabon skal de f.eks. blot have en halvtredsentyvende del af den chance, FC Barcelona med odds 4,00 har... og så husk lige en anden ting... finalen spilles i Rom…
Hvem vinder Champions League?
Ikke det nemmeste spørgsmål i denne verden at svare på, men jeg vælger at gøre forsøget ... eller rettere nej, det gør jeg ikke. Jeg vælger at give mit bud på, hvilke(t) hold, der er værdi i spil på som Champions League-vinder, og det er lidt noget andet, men nok lidt mere relevant for BetXpert.
For lad os slå det fast med det samme - bolden er rund, og ingen er i stand til at forudsige udfaldet af fodboldkampe med noget, der bare ligner sikkerhed. At bolden er rund - og banen af og til glat - måtte Chelseas John Terry sande for ni måneder siden, da han gled i grønsværen i Moskva. Det var dyrt, for det skete i finalen i sidste og afgørende spark af den ordinære straffesparkkonkurrence mod Manchester United. Var Terry ikke gledet i samme sekund, han sparkede, men havde scoret, ville Chelsea havde vundet. Nu blev det i stedet Manchester United, der kunne hæve pokalen med de store ører, og det fortæller lidt om, hvor små marginaler, der skiller succes og fiasko.
På min egen lidt mindre betting-bane var jeg også ked af, at Terry gled i græsset. Inden finalen i Moskva var det de foregående tre sæsoner, før ottendedelsfinalerne løb af stablen, lykkedes mig at gætte den senere vinder. Den statistik var ikke langt fra at blive forbedret, da jeg havde Chelsea som vinder-bud sidste år, men sådan skulle det altså ikke gå. Imidlertid får det mig ikke til at miste modet, og jeg er klar på et nyt bud i år.
Mit bud er... Roma!
Yes, Roma, men når det er sagt, så er det ikke helt korrekt formuleret. Den rigtige formulering er, at jeg ser Roma som et værdi-spil som Champions League-vinder, og det er jo lidt noget andet. Således skal jeg gerne vedgå, at jeg tror, hold som FC Barcelona, Manchester United, Chelsea og Inter har større chancer, men pga. oddsene er der nul værdi i spil på dem, tværtimod.
Og Roma er i øvrigt ikke det eneste hold, hvor jeg mener at have analyseret mig frem til værdi. Selvom det er langskud, tror jeg nemlig, at indskud på de to portugisiske mandskaber, FC Porto og Sporting Lissabon, også er værdi-spil.
Ottendedelsfinalerne & vinder-odds
Atletico Madrid - FC Porto
Lyon - FC Barcelona
Arsenal - Roma
Inter - Manchester U
Real Madrid - Liverpool
Chelsea - Juventus
Villarreal - Panathinaikos
Sporting Lissabon - Bayern München
FC Barcelona 4,00 (Paddy Power, Betsson*)
Manchester U 6,75 (Betsson*)
Chelsea 9,00 (Centrebet, Ladbrokes, Betsson*)
Inter 13,00 (Centrebet, BetSafe)
Liverpool 14,00 (Pinnacle)
Bayern München 15,00 (Betsson*)
Real Madrid 15,00 (Betsson*)
Arsenal 17,00 (Unibet*, Bet365*, Ladbrokes, Pinnacle, BetSafe)
Juventus 23,00 (Betsson*)
Roma 23,00 (Bet365*)
Villarreal 34,00 (Bet365*, Ladbokes)
Atletico Madrid 40,00 (BetSafe)
Lyon 45,00 (Unibet*, Betsson*)
FC Porto 75,00 (BetSafe)
Panathinaikos 100,00 (Unibet*, BetSafe)
Sporting Lissabon 200,00 (Unibet*)
Det naturlige vinder-bud - Barca
Det kræver ikke den helt store matematiske regnestok for at finde ud af, at der næppe kan være værdi i spil på de to store odds-favoritter, FC Barcelona og Manchester United (og når det er sagt, så er der næppe tvivl om, at det er de to mest populære spil rundt om hos bookierne).
Lad os kigge lidt på FC Barcelona, der er berettiget Champions League-favorit.
Barca har spillet forrygende fodbold hele sæsonen, og i Lionel Messi har de efter min mening haft verdens klart bedste fodboldspiller i efteråret 2008. Spørgsmålet er, om Barcelonas super-form kan fortsætte? I weekenden blev det i Primera Division hjemme på Camp Nou til et 1-2-nederlag mod bysbørnene Espanyol, og selvom kampen skiftede karakter, da Seydou Keita blev udvist i slutningen af første halvleg, så var Barcelona heller ikke inden da så alverden imponerende.
Meget tyder på, at Barcas formkurve er for nedadgående. Ugen inden nederlaget mod Espanyol var Barca heldig med at redde 2-2 i land mod Betis Sevilla, og kampen mod Espanyol var på mange måder dårlig for katalonierne, bl.a. fordi backen Eric Abidal røg ud for resten af sæsonen med en grim skade.
FC Barcelona har det med at ”spille friskt derudaf”, hvilket selvfølgelig er en fornøjelse for os tv-kiggere, men ikke altid så smart, når det for alvor bliver alvor i Champions League. I ottendedelsfinalen skal FC Barcelona op mod Lyon i to opgør, hvor der ikke er tvivl om en klar Barca-favoritværdighed (dog næppe så stor én, som odds-markedet indikerer), og slipper de helskindet fra mødet med de mangefoldige franske mestre (chancen for det er efter min vurdering omkring de 70 %), så venter formentlig en række hårde opgør.
Og historikken er ikke helt med Barcelona i den slags. Ganske vist vandt FC Barcelona Champions League for tre sæsoner siden i 2006, men ellers har de faktisk ikke klaret sig overvældende godt i den store europæiske turnerings vind-eller-forsvind-fase. Sidste sæson nåede Barcelona ganske vist semifinalen, inden Manchester United satte en stopper for dem, men det hører med til historien, at Barca med Celtic og Schalke 04 i ottendedels- og kvartfinale havde turneringens nemmeste lodtrækning på vejen dertil, og året før røg Barca ud allerede i ottendedelsfinalen mod Liverpool.
Jeg vil i respekt for FC Barcelonas kapacitet give dem flotte 22-23 procents chance (med fornemmelsen, at det er for meget, men okay) for at vinde Champions League, for Barca er et så sindsygt vanskeligt hold at stoppe på gode dage, at de skal være relativt klare favoritter mod de fleste. Det er ikke nogen urimelig antagelse, at Barca har 70 procents chance for at gå videre mod Lyon, og derefter mellem 60 og 70 procent i en kvart-, semi- og finale (afhængig af modstander naturligvis). Det modsvarer samlet et odds omkring fireenhav gange pengene. Vi skal med højeste Barca-odds på markedet, 4,00, op på over 25 procents sejrschance for at kunne finde værdi i Barcelona, og det kan jeg slet ikke komme i nærheden af. Ergo, minus-værdi i spil på FC Barcelona som Champions League-vinder.
Den ”ondeste” ottendedelsfinale
Det er ikke overraskende, at der ikke er værdi at finde i spil på store favoritter, sådan er det bare. Bookierne ved, at de vil modtage flest indskud på de store populære favorit-hold, og så bliver odds naturligvis derefter.
Et godt eksempel er Manchester United.
Manchester United er blevet parret med Inter i den ”ondeste” af alle otte ottendedelsfinaler. Både United og Inter har klassen til at tilhøre inderkredsen af Champions League-favoritter, og i begge klubber kaster man sandsynligvis ærgelige blikke efter opgør som Atletico Madrid-FC Porto og Villarreal-Panathinaikos. Der var for Manchester United nok af nemmere modstandere at trække end Inter, og for italienerne er situationen den samme.
Inter-Manchester U set over to kampe anser jeg for værende temmeligt åbent. Skal Manchester United tilskrives en favoritværdighed, bliver det noget à la 53/47, mere kan det ikke række til i min bog.
Dén er bookmakerne - naturligvis (langt de fleste indskud vil med garanti falde på United) - ikke med på, og det gør, at Inter er et værdi-spil som samlet ottendedelsfinale-vinder. Men det gør ikke Inter til et godt spil som Champions League-vinder. Lad os imidlertid gøre Manchester United færdig først.
Manchester United har ikke mindst defensivt været ualmindeligt godt kørende længe, men mod Inter er der med Nemanja Vidic ude og flere skader i den defensive ende af spilletruppen nu pludselig tvivl om, hvor solid United rent faktisk vil være bagude. Derudover skal man have med, at hvis nogen ved, hvordan man lægger en god taktik mod netop Manchester United, så er det formentlig Inter-træner José Mourinho. Desuden ser Inter stærkere ud, end de har gjort det på noget tidspunkt de seneste tre sæsoner, hvor de altså ikke desto mindre hvert år har taget scudetto’et i Italien.
Jeg vil som sagt give Alex Fergusons tropper 53 procents chance for at slå Inter ud, og derefter vil United nok blive vanskelig at få ekspederet ud af Champions League. Men uanset så vil de fleste kampe fremover i turneringen blive relativt tætte, og mere end gennemsnitligt 65 procent pr. runde fremover kan man umuligt give United. Er jeg venlig, bliver Uniteds chance for at genvinde trofæet 14-15 procent.
Inter er i kraft af, at de er blevet undervurderet af markedet mod United, ikke helt så dumt et spil, men heller ikke her holder oddsene vand. Inter vil i de fleste matchninger frem mod en finale være favoritter, men næppe forfærdeligt voldsomt. Mine beregninger siger, at Inter skal have ca. syv procents chance for samlet Champions League-sejr = et fair odds på 14 gange pengene. Bedste betaling på markedet: 13,00.
Den fjerde store favorit, som bookierne ser det, er Chelsea. London-holdet fremstår som berettiget favorit i ottendedels-finalen mod Juventus, og markedets procenter for, at Chelsea går videre - 59 procent har gennemsnits-bookien givet dem - kan jeg ikke gå i rette med. Samlet skal de dog vurderes under Manchester United, anderledes kan det ikke værre. Jeg kan ikke få det til mere end omkring 11 procents chance for, at Chelsea vinder dette års Champions League.
Mellem-gruppen
Med de tunge favoritter overstået har vi så resten. Og jeg vil dele dem ind i to grupper - en mellemgruppe med seks hold, der med marginalerne på deres side absolut kan byde ind på trofæet, samt en gruppe bestående af seks ”long-shots”.
Kigger vi på et opgør som Real Madrid-Liverpool, så har jeg meget vanskeligt ved at udnævne en favorit. En fifty/fifty-vurdering af chancerne forekommer rimelig, og det virker også rigtigt at give Real og Liverpool ca. samme muligheder videre frem (skal ét hold vurderes som lidt stærkere, bliver det i min bog nok Real Madrid, men det er marginaler). Jeg vil give begge hold seks procents chance for en Champions League-triumf = med et fair odds på omkring 17 gange pengene.
I samme kategori har vi mandskaber som Arsenal og Roma. Arsenal er blevet gjort til svag favorit af bookierne til at trække det længste strå i de to klubbers indbyrdes ottendedelsfinale, men den mening er jeg ikke sikker på, jeg deler. Roma har givet fordel af at spille på hjemmebane i retur-mødet, og ligesom Real Madrid ser jeg de to kampe som fifty/fifty.
Hvem vil være favorit mod Roma i en finale?
Videre frem kan man argumentere for, at den samlede vinder af Arsenal-Roma måske står med lidt dårligere chancer end vinderen af Real Madrid-Liverpool, men det er ikke helt sikkert. Arsenal vil jeg godt give lidt dårligere muligheder end f.eks. Liverpool - London-holdet får i min bog fire-fem procents chance, men Roma er en anden størrelse.
Francesco Totti og kompagni er langtfra verdens mest driftssikre fodboldhold, men de vinrøde romere udgør en ubehagelig modstander for et hvilket som helst mandskab. Romas offensiv - og kontraspil - er på gode dage uhyggeligt. På mindre gode dage har Roma-mandskabet det med at underpræstere slemt, og det er bestemt ikke på stabiliteten, at jeg regner Roma som en mulig Champions League-vinder.
Men den kvalitet, at Roma på dagen kan slå alle hold, er vigtig, og odds på Roma er høje - 23 gange pengene.
50 procents chance mod Arsenal og samlet i alt seks procents chance for turneringssejr = fair odds på 17 gange pengene, vil jeg godt give dem, og én af årsagerne til det er, at skulle Roma nå til finalen, så spilles den meget behændigt for dem på deres egen hjemmebane, Det olympiske Stadion i Rom... Når vi dertil, er det svært at finde et mandskab, der vil være favorit mod Roma...
Som sagt er Roma et virkeligt svingende mandskab, men rammer de dagen, så...
Juve og Bayern-navnet
(Et andet italiensk hold med lidt anderledes kvaliteter, men ca. samme niveau som Roma, er Juventus. Her vil flere sikkert protestere, for Juve har i Serie A gjort det end del bedre end Roma, men jeg er ikke sikker på, de virkelig ér stærkere, når vi taler Champions League. I denne sammenhæng trækker det ned i Juventus’ chancer, at de i ottendedelsfinalen møder Chelsea, som man ikke kan andet end vurdere stærkere end Arsenal. Bookmaker-markedet (og jeg er enig) giver Chelsea 59 procents chance for at trække sig sejrrigt ud af de to opgør, og skulle det lykkes for Juventus at snyde London-holdet, så bliver det måske lidt nemmere i en kvart- og semifinale, men næppe meget. Jeg kan ikke give Juventus mere end fire-fem procents turneringsvinder-chance.
Sidste hold i ”mellem-gruppen” er Bayern München, men spørgsmålet er, om ikke tyskerne odds-mæssigt befinder sig her mere pga navn end gavn. Man skal passe på med at drage for store konklusioner af Bayerns til-grin-præstationer senest i Bundesligaen, for man kan ikke regne med form-overførsel - god som dårlig - fra de hjemlige ligaer til Europa Cup’en. Alligevel er det svært at se Bayern München som en rigtig seriøs Champions League-kandidat. Bedste vinder-odds på Bayern er helt nede i 15,00, og det skyldes to ting - Bayern-navnet, samt at de har en på papiret relativ nem ottendedels-modstander i Sporting Lissabon. Men, men, men... Bayern er blevet udskreget som storfavorit i matchningen mod Sporting - gennemsnits-oddsene på ”hvem-går-videre” på Bayern fortæller om en bookie-vurdering på 78 procents chance for tysk avanchement, og det kan ikke være andet end en grov undervurdering af det portugisiske mandskabs chancer.
Bayern er langt fra imponerende i øjeblikket, og jeg kan selv med min bedste vilje ikke skubbe den tyske storklubs samlede sejr-procenter mod Sporting op over 67, og selv det virker lidt nedvurderende på Sportings vegne. Holder jeg imidlertid fast i to tredjedels-vurderingen, så er det videre frem svært at få øje på det attraktive i Bayern-indskud. Siger vi, at de fra en kvartfinale og frem har 45 procents chance for at overstå hver hurdle (og dét er venligt vurderet), så ender vi op med seks procent chance for en endelig Champions League-triumf = et fair odds på 17 gange pengene, og jeg har som antydet på fornemmelsen, at der er en ”venlig” vurdering...
Seks langskud - to med værdi
Tilbage resterer seks klubber, som ingen vel næppe for alvor tilskriver realistiske chancer for onsdag den 27. maj på Det olympiske Stadion i Rom at kunne løfte Champions League-pokalen. Det drejer sig om Villarreal, Atletico Madrid, FC Porto, Panathinaikos, Lyon og Sporting Lissabon. Imidlertid finder jeg værdi i spil på de to portugisiske klubber, men lad os kigge på holdene ét for ét.
Spanske Villarreal og Atletico Madrid klager næppe over lodtrækningen. Begge sluttede som toer i deres respektive Champions League-grupper i efteråret, og blandt de otte gruppe-vindere at se Panathinaikos og FC Porto komme op af hatten, må have været opløftende.
Trods ikke overbevisende form må Villarreal vurderes til at være relativ klar favorit mod Panathinaikos. Det græske hold er imidlertid kontrastærkt, og udesejre i gruppespillet over både Inter (1-0) og Werder Bremen (3-0) viser, at man kan slå sig på Panathinaikos Uanset er det vanskeligt ikke at give Villarreal ca. to tredjedeles chance for videre avanchement, men klarer ”den gule undervandsbåd” det, bliver det selvklart vanskeligere. Omkring 35 procents samlet sejrschance i hver af de følgende hurdler giver et fair odds på Villarreal som Champions League-vinder på ca. 35 gange pengene. Tæt på de udbudte odds, men ikke helt.
Var et spil på Villarreal tæt på værd at overveje, stiller det sig anderledes med Atletico Madrid, her er odds ikke i nærheden af at være attraktive.
Atletico Madrid er blevet gjort til favorit samlet mod FC Porto, men det er en vurdering, jeg ikke køber. Det portugisiske mesterhold har rig Champions League-erfaring - vi skal ikke mere end fem sæsoner tilbage, før de vandt turneringen - og Atleticos form er mildest talt ikke prangende. Jeg ser Atletico-Porto-matchningen som fuldstændig åben, og samlet kan jeg ikke give Atletico Madrid mere end to procent turneringsvinder-chance = fair odds på 50 gange pengene.
Samme regnestykke kommer jeg frem til med FC Porto. Selvom vi vurderer portugiserne som marginalt dårligere end Atletico Madrid (ikke i den direkte matchning, men videre frem - Atletico er et mere uberegneligt mandskab end Porto, hvilket som underhund mod en stor favorit måske kan give dem et par ekstra procenter ), så kan jeg ikke komme højere op end 60 gange pengene på FC Porto som et fair odds. Og på markedet kan vi score os 75,00.
Panathinaikos har jeg været inde på ved omtalen af Villarreal. Jeg vurderer grækerne til at være det dårligste af de 16 tilbageværende hold, og skulle de komme videre fra mødet med Villarreal, kan jeg ikke tildele dem mere end maksimalt 30 procents chance pr. runde for at slå sig videre frem. Det giver samlet et fair odds på mere end de 100 gange pengene, markedet tilbyder.
Så er der Lyon. Der er aldrig blevet til noget rigtigt internationalt gennembrud for Lyon, der efterhånden har monopol på mesterskabet i Frankrig, og heller ikke denne gang ser chancerne for gode ud. Undervurdere Lyon skal man dog ikke, og jeg mener f.eks. ikke, at deres samlede chancer i ottendedelsfinalen mod FC Barcelona er så dårlige, som bookmakerne har gjort dem til. 23 procent siger markedets gennemsnits-odds... jeg mener nærmere, at det sande tal bør være ca. 10 procent højere. Sætter vi Lyon til 30 procents chance for at klare Barca-hurdlen, så er det næppe helt skævt. Uanset vil Lyon i langt de fleste tilfælde derefter være underhund, og mindre end 50 gange pengene som fair odds kan man næppe postulere dem til.
Slutteligt er der Sporting Lissabon, som er den klub blandt de 16, der giver højest odds. Dem vil jeg gerne spille på!
Årsagen er selvfølgelig, at 200 gange pengene er for meget, for så stor er forskellen holdene imellem heller ikke. Den tykkeste undervurdering af Sporting Lissabon ser man i oddsene på, om de går videre mod Bayern München. Kun 28 procents chance for en samlet Sporting-sejr vurderer det gennemsnitlige odds-marked det til, og det er for lidt.
Regner vi lidt husmands-regning, så får vi følgende regnestykke for Sportings chancer for en samlet Champions League-triumf: 33 procent mod Bayern, 30 procent i en kvartfinale og derefter 25 procent i en semifinale samt 25 procent i finalen... næppe helt urealistiske tal. Det giver samlet et fair odds på 163, og derfra er der et stykke op til 200.
Et samlet odds 16,20
Sammenfattende mener jeg at der er tre værdi-spil på samlet Champions League-vinder, Roma, FC Porto og Sporting Lissabon. At det mest sandsynlige er, at indskuds-pengene ryger samme vej som aktier i Den islandske Bank - ud af vinduet - er evident, men modsat så modsvarer betalingen risikoen.
Odds på Roma er 23,00 (Bet365*), på FC Porto 75,00 (BetSafe), og på Sporting Lissabon 200,00 (Unibet*). Fordeler man indskuddet med 70 procent på Roma, 22 procent på FC Porto og 8 procent på Sporting Lissabon, så rammer man et samlet odds på 16,20 for, at et af de tre mandskaber vinder Champions League. Et langskud, yes, men efter min mening et langskud med værdi.
Læs Torben N. Sørensens øvrige artikler.
Og se hans spilforslag
Annonce - Denne side indeholder reklamelinks*. Spillemyndighedens hjælpelinje: stopspillet.dk
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+