De Olympiske Lege synger efterhånden på sidste vers. I denne næstsidste af i alt seks reportager fra Kina har Torben N. Sørensen ikke fokus på OL eller sporten, men på, hvad man kan opleve ved en spadseretur på gaden. Er du sart, kære læser, bør du måske springe denne artikel over...


Fra guld til blodsudgydelse

Jeg har ikke tænkt mig at dvæle så meget ved OL og sporten i denne beretning fra Kinas land, hvor Argentina just har vundet fodbold-turneringen ved at slå Nigeria 1-0 i en kedelig finale, Kina tordner videre deruda’ i guldmedalje-stillingen, og halvdelen af favoritterne taber depechen i atletikkens staffetter... Denne rapport kommer i stedet til at dreje sig om, hvad jeg har oplevet i Kina på gadeplan... og lad mig bare sige, at det er en del anderledes end at vandre rundt på Strøget i København eller gågaden i Bjerringbro...


”Man kan jo starte med at lære alfabetet...”

Én ting skal man være klar over som vesterlænding i Kina: Kan man ikke tale kinesisk, har man problemer. Officielt anslås det, at ca. ni procent af alle kinesere behersker det engelske sprog, men jeg har stærkt på fornemmelsen af, at det bl.a. inkluderer de taxi-chauffører, der hilser en i møde med ”Welcome” og samtidig ser ganske stolte ud over egen formåen. Uanset hvilket spørgsmål, man så stiller chaufføren, er svaret: ”Welcome!” ledsaget af et endnu større smil. Tredje gang, hvor svaret stadig er ”welcome”, begynder der at gå en prås op for èn...
Vidende lokale ud i den slags anslår, at i Shanghai, der er Mainland Chinas (altså alt andet end Hong Kong og Macao) klart mest internationale og veluddannede by, taler ca. 10 procent funktionelt engelsk. Begiver vi os til Beijing, er tallet betydeligt lavere, formentlig max. fem procent, mens man ”på landet” skal være heldig for at finde én ud af 100, der behersker engelsk.

Det fordrer med andre ord enten en konstant fingersprogs-ekspertise eller, at man gør sig ulejligheden at lære sig nogle kinesiske ord og vendinger. Lad mig bare sige, at det ikke er nemt. I modsætning til at lære sig et nyt ”europæisk”sprog, så har man som dum dansker intet at hænge nytilhvervet sproglig kinesisk viden op på - der er ingen genkendelse fra ord, man i forvejen kender. I det mindste kan man i (det meste af) Europa se på bogstaverne og været hjulpet den vej... i Kina skal man lige lære ”alfabetet” først... ved omkring 2.500 skrifttegn kan man så småt begynde at begå sig... joe, tak!


Kinesisk er ikke bare kinesisk

Værre bliver det kun af, at kinesisk ikke bare er kinesisk. Sproget, der tales, er ganske vist skrifttegns-identisk over hele Folkerepublikken, men når det kommer til lyd og udtale, stiller sagen sig helt anderledes. I den forbindelse talte jeg for et par uger siden her i Beijing med en tysker, som nu har boet i alt seks år i Kina. Da han kom til Kina - Shanghai - begyndte han ivrigt at gå i gang med det lokale sprog, og han gjorde ganske hæderlige fremskridt, syntes han selv. Så blev han af sit firma i Tyskland dirigeret 200 km sydpå til Hangzhou... hvor han hverken kunne gøre sig forståelig eller selv forstå noget som helst og således kunne begynde forfra med Hangzhou-kinesisk i stedet for Shanghai-kinesisk... (derefter begyndte han så, hvilket han burde have gjort allerede fra begyndelsen, at lære ”Mandarin” - det ”rigskinesiske” sprog, som de fleste kinesere behersker, men som ingen taler til dagligt).

Min egne fremskridt på kinesisk (Mandarin) har ikke overraskende været små og få og primært koncentreret om ”taxi-kinesisk” og ”restaurant-kinesisk” - det er jo vigtigt at komme hen, hvor man skal, og det er jo også vigtigt at få noget at spise, ikke sandt? Sandt at sige skal jeg anstrenge mig meget, hvis jeg skal snige vokabulariet op over 50 ord og vendinger, men det kommer vel efterhånden... man har i hvert fald lov at håbe.


Demonstration + kritiske spørgmål = fængsel

Kina er - med god grund - blevet kritiseret i Vesten for at se stort på menneskerettigheder. Et af områderne er censur. I den kinesiske lovgivning er intet nævnt om, at det er forbudt at skrive noget som helst, eller negativt om noget som helst, dette inklusive kommunist-partiet... men det betyder bestemt ikke, at det er lovligt, hvilket flere kinesiske journalister har måtte sande ved fængslinger, typisk for at ”krænke dem offentlige ro og orden”.

Vi kender alle til det forfærdelige jordskævl i Chengdu for tre måneder siden, hvor ca. 70.000 mennesker omkom. Den kinesiske regering har gjort et stort arbejde for at redde og hjælpe... det meddeler de i hvert fald flittigt befolkningen i tv og andre medier. Malingen krakkelerer imidlertid, hvis man kradser lidt i overfladen. Eksempelvis brasede en splinterny skole fyldt med børn sammen under skælvet, og 250 børn døde. Da skolebygningen for et år siden stod færdigbygget og blev åbnet under prompt og pragt, blev det stolt offenliggjort, at den var jordskælvssikret...

En stor gruppe fortvivlede forældre organiserede sig for demonstrere og stille spørgsmål ved, hvordan den slags kan ske. De fleste mener at vide, at bygningen rigtigt nok officielt var jordskælvssikret, men at konstruktøren i samarbejde med kommunist-partiets højeste i Chengdu besluttede at spare på materialerne for at stikke fortjenesten i egen komme. Og i Kina, når man stiller spørgsmål ved højtstående kommunist-bossers hæderlighed, så havner man i fængsel... der sidder nu mere end 200 sørgende forældre...


Fisken skal - selvfølgelig! - holdes i live...

Historierne om kommunist-partiets knægtelse af, hvad vi vesteuropæere anser som almindelige menneskerettigheder, er talrige, men som besøgende i Kina bemærker man ikke meget.
Til gengæld kunne dyrerettigheds-forkæmpere få travlt, hvis de tog en spadseretur diverse steder.

Et besøg i et almindeligt supermarked kræver tilvænning. Alle større supermarkeder har naturligvis en ”friskvare”-afdeling, og her tænker jeg ikke på grønsager eller frugt, men på dyr og fisk. Egentlig er det jo fint, at kunne pege på sin egen fisk i supermarkedets akvarie - ”tak, jeg vil gerne have dén der” - og de renser oven i købet fisken for en, dog ikke på helt samme måde som hos en dansk fiskehandler.

I Kina sørger man for at holde fisken i live længst muligt - varen skal jo helst være frisk. Dvs. først ”skræller” man skællene af, derefter spætter man maven åben og tager indvoldene ud. Det dør fisken ikke øjeblikkeligt af, men kan derimod holde sig fint vrikkende en halv times tid i indkøbsposen... på den måde er den jo friskest mulig til man kommer hjem!


En ikke alt for glad hest...

Den slags udvikler man hurtigt hård hud over for, det er trods alt bare en fisk. Men jeg kunne godt tænke mig at se, hvordan en ivrig dyreretttigheds-forkæmper ville stille sig, hvis de havde oplevet følgende:
I Shanghai af alle steder - Shanghai er Mainlands Chinas klart mest ”civiliserede” by set med vestlige øjne - oplevede jeg følgende. På en gåtur en tidlig eftermiddag uden meget andet mål end lidt frisk luft og lidt motion til at fordøje frokosten bevægede jeg mig ind i et temmeligt lokal kvarter - man må jo opleve lidt kolorit, right? Det skal jeg love for, lykkedes.

Midt på den snævre, men stærkt befolkede lokalhandlende-forretningsgade stod fire mand og baksede med en ikke alt for glad stemt hest. Et ikke vanligt syn midt i en by med 20 mio. mennesker. Bedst som jeg var ved at gå forbi, kommer fyr nummer fem spænende med et sværd og en stor træbalje.

Hvad skal der nu ske?, tænker jeg, kigger på klokken, konstaterer, at jeg ikke har travlt, og stiller mig op lidt væk for at følge skuespillet. Hvad der sker, er følgende:
De fem mænd snørrer behændigt hestens ben sammen med et reb, så den dratter op midt på gaden. Derefter kaster de fire sig over den og holder den nede - ikke så vanskeligt, da dens ben er sammenbundne - mens den femte professionelt snitter hestens hals, så blodet løber ned i træbaljen... Det tager omkring et kvarters tid at ”tømme” hesten, hvorefter den fyldte balje, der har været udsat for heftig omrøring, bliver båret bort. Derefter begynder de fem mænd så at partere hesten og dels fordele kødet i plastikposer og dels bære store stykker ind i den restaurant, hvis facade jeg har stået og lænet mig op ad... kom ikke og sig, at man ikke oplever noget i Kina.


Og en ged med tre ben...

Jeg er ikke helt klar over, om sådan et heste-drab er forkasteligt eller ej rent ”dyrevelfærds-mæssigt”, men hvis det ikke kan få babysæl- og andre dyre-forkæmpere op ad stolen, så lyt engang til følgende:

Inden de olympiske Lege startede, rejste jeg lidt rundt i Kina og befandt mig på et tidspunkt i den gamle kejserby Xi’an (den med terracotta-soldaterne, hvis det siger dig noget). Lørdag beluttede jeg mig for at besøge en af de mindre byer udenfor Xi’an og tog busen til en i området kendt markedsby ca. 30 km øst for Xi’an. Markedet var udpræget ”landligt” præget marked - tænk afgrøder og dyr - men også med lokal kunsthåndværk, samt boder med fornødenheder til både de sultne og de tørstige.

Da jeg slentrede rundt på markedet, fangede én ting min opmærksomhed... dvs. jeg gik forbi... men det var som om, hjernen registrerede noget, der ikke helt passede... jeg kiggede mig tilbage, og ganske rigtigt, det der ikke passede, var en ged - med tre ben.

Mens jeg stod og kiggede, kom ejeren til sammen med et par folk - et ægtepar med en lille knægt. Jeg fattede intet af, hvad de stod og snakkede om, men et godt gæt er, at de tingene om prisen... prisen på hvad?... ja, frem trækker ejeren af geden en stor skarp kniv og begynder at skære af geden, der hvor benet mangler...! Af skærer han en ordenlig luns og stikker samtidlig en pind i en bøtte med tjære, han har stående ved siden af, og smører tjæren ud over det friske sår for at stoppe blødningen.
Geden? Ja, den står fuldstændig stille, dvs. ved et nærmere blik så ryster den over hele kroppen - den er tydeligvis i chok og har været det hele tiden.

Friske varer, mine damer og herrer, friske varer....






Læs Torben N. Sørensens øvrige artikler (herunder de øvrige fire fra OL/Kina): http://www.betxpert.com/articles/main.asp?cat=spil

Se hans spilforslag: http://www.betxpert.com/ekspert/torben/