De fleste moderne gamblere er efterhånden fortrolige med under/over 2,5 mål-væddemål. Ofte har man en kamp foran sig, der lugter af at kunne udvikle sig til en forsigtig taktisk affære, hvor intet af de to mandskaber er gået på grønsværen for at tage chancer, ligesom man ofte kan stå over for opgør, der stinker langt væk af at kunne udvikle sig til det rene indianer-bold. I begge tilfælde kan det måske være vanskeligt at finde ud af, hvilket af de to hold, der trækker det længste strå, men under/over-spillet virker derimod som en god investering.
Under/over-spillene har sin gode berettigelse, og man kan vinde gode penge på dem, hvis man er i stand til at læse en forestående fodboldkamp rigtigt. Det gælder om at have styr på scorings-statistikken i den pågældende liga/turnering, noget man skal være opmærksom på, odds-sætterne selvfølgelig også har, og det gennemsnitlige over/under-odds fluktuerer da også voldsomt fra liga til liga. Ikke så underligt, da det jo ikke er nogen hemmelighed, at der f.eks. scores langt flere mål i den danske 1. division, end der gør i den franske Ligue 1.
Et sted, hvor almindelig research kan gøre under/over-spil oplagt, er, hvis man snubler over oplysninger om, at et - eller endnu bedre begge - hold i en kamp står uden deres faste angribere, som måske er skadet eller ude med karantæne. Er reserverne ikke af tilsvarende klasse, er et under-spil måske lige sagen. Omvendt, men lige så attraktivt, stiller sagen sig, hvis det er forsvarskæderne, der er afgørende svækket. I så fald er det bare over-spillene, man skal have fat i.
”Kvarte” mål-handicaps
I takt med, at visse spiludbydere - og her tænker jeg primært på de bookmakere, der udbyder Asian Handicaps - i konkurrencens hellige navn de seneste par år har vist tendenser til at komme tættere og tættere på en 100 procents teoretisk tilbagebetaling (faktisk opererer flere spiludbydere med 98 procents tilbagebetaling på deres Asian Handicaps-væddemål), er et stigende antal af disse begyndt at differentiere under/over-væddemålene, så de ikke begrænses til blot det klassiske under/over 2,5 mål, men nu for bedre at kunne lægge en korrekt linie også hedder f.eks. under/over 2,25 eller under/over 2,75. Bortset fra en let irritation over, at det kan gøre det vanskeligere at regne eksakt værdi ud, og i en given situation måske sår tvivl om det rigtige spil nu er på under 2,25 fremfor under 2,5, så skal vi gamblere bare klappe i hænderne over de ekstra muligheder. Det ikke mindst, fordi de bookier, der udbyder de differentierede mål-handicaps, typisk belønner os med en højere tilbagebetaling.Inden vi kan glæde os over de forøgede under/over-muligheder, er det dog væsentligt at forstå mekanismerne bag. Det nytter ikke meget at råde over flere muligheder, hvis man er ude af stand til at holde rede på dem.
Læsere af denne artikel husker måske en anden artikel fra min hånd på BetXpert, for en uge siden - ”Asian Handicaps - beherskelse”. I Asian Handicaps argumenterer jeg for, at forskellen mellem et halvt måls handicap svarer til enten dobbelt op eller en halvering af størrelsen på oddset over 1,00 (den såkaldte ”dobbelt op”/”halverings”-tommelfingerregel). Den regel kan med nødvendig modificering strengt taget også godt bruges ved mål-handicaps, men der er ingen grund til at gøre tingene unødigt komplicerede. Det gælder i stedet om at have et redskab, man kan bruge hurtigt uden alt for megen besvær.
Af praktiske hensyn er det med mål-handicaps derfor formålstjentligt at bruge et helt andet omregningssystem, og det vil jeg nu introducere.
Et kvart mål = odds-forskel 0,20-0,25
Hvis bookmakerne bruger de ”skæve” (eller ”kvarte”, kan vi også kalde dem) mål-handicaps, så er det, fordi de derved kommer tættere på en lige fordeling af chancerne for under- og over-resultatet, hvilket betyder, at begge odds er relativt tæt på 2,00 (i mange ligaer afspejler en skillelinie mellem ”under” og ”over” på 2,25 mål meget bedre virkelighedens verden end en linie på 2,5). For at sammenligne de forskellige mål-handicaps, vil jeg tage udgangspunkt i de odds, der ligger tættest på en ”ligelig” fordeling af chancerne for under og over, og så vurdere værdi derfra i forhold til øvrige mål-handicaps.Ligesom i Asian Handicaps en tommelfinger-regel om, hvordan man omregner fra ét handicap til et andet:
Den fair odds-forskel på et kvart mål er lig 0,20-0,25.
Lad os kigge på et eksempel:
Real Madrid - Valencia, under/over 2,25: 1,96 - 1,96
Her vurderer bookmakeren chancerne for ”under” eller ”over” 2,25 mål for totalt lige. Man vil helt sikkert opleve adskillige bookmakere ude på markedet med tilbud om spil på under/over 2,5 mål i stedet og vil selvfølgelig gerne tjekke, om der er større værdi i ens indskud (hvad enten det måtte være under- eller over-muligheden, man er fristet af), hvis det bliver gjort på under/over 2,5 mål i stedet for de 2,25.
Ud fra oddsene på under/over 2,25 scoringer kan vi nu regne ud, at oddsene på under/over 2,5 bør ligge på ca.:
Real Madrid - Valencia, under/over 2,5: 1,74 - 2,18
Man ser, at jeg har trukket 0,22 fra henholdsvis lagt 0,22 til oddsene i forhold til under/over 2,25. Man skal tillade en mindre margin her på i hvert fald 0,03 yderligere til hver side, men overstiger forskellen mellem de kvarte mål-handicaps 0,25 - eller er springene mellem handicaps’ene mindre end 0,19-0,20 - er der grund til kigge efter i sømmene. Med mindre der er en virkelig god årsag, så står oddsene nemlig ikke i realistisk forhold til hinanden, hvorfor der kan være markant forskel på værdien.
Er værdien ca. den samme - under/over 2,25- og under/over 2,5-oddsene står i realistisk forhold til hinanden - så kan man efter temperament vælge, hvad man lyster, uden at det påvirker væddemålets principielle værdi.
Springer vi yderligere et kvart måls handicap, vil oddsene iføge vores model skulle se sådeles ud:
Real Madrid - Valencia, under/over 2,75: 1,52 - 2,40
Men her vil observante rutinerede gamblere rynke brynene. For er odds på under-udfaldet nu ikke lige lovligt lave? Jo, det er de, og det illustrerer meget godt formlens begrænsning. Kommer man for langt væk fra ”lige chancer” for under/over - for langt væk fra odds omkring 2,00 - så gælder springet på 0,20-0,25 mellem de kvarte mål-handicaps ikke længere. Formlen gælder fint i området 1,60 - 2,40, kommer man udenfor især på den nedre side, er man nødt til at modificere. Det er imidlertid til at leve med, idet langt de fleste bookmakere, der opererer med kvart mål-handicaps, forsøger at gøre linien og dermed under- og over-oddsene så lige som mulig.
Ekstreme mål-handicaps
Uanset, så er det nyttigt at vide hvilke mekanismer, der gør sig gældende, også når mål-handicappet bliver enten ekstremt lavt eller højt. Visse bookmakere tilbyder af og til væddemål på under/over 2 mål eller måske endda under/over 1,5 mål. I så tilfælde er vi i, hvad jeg vil kalde ekstreme udfald, og her (især med tilfældet under/over 1,5) skal odds-ændringer i forhold til under/over 2,25 eller 2,5 være voldsomme. Et kvart eller halvt mål betyder meget mere i relativ odds-forskel, når man er langt væk fra ”lige” odds omkring de 2,00. Man skal derfor være opmærksom på, at der ikke er noget usædvanligt i, at odds på under/over 1,5 mål kan være måske 2,90-1,35, på under/over 2,5 mål 1,70-2,10 og på under/over 3,5 mål 1,25-3,75. Odds-springene skal være store, når man bevæger sig langt væk fra ”lige chancer”, men det er her vanskeligt at pege på matematiske formler eller tommelfinger-regler, som man bekvemt kan implementere. Det bliver i så tilfælde en sammenligning som må løses via en dybere analyse af den enkelte kamp.Men tilbage til odds omkring, hvor linien er lagt nogenlunde lige, altså odds ikke for langt fra de 2,00.
Man skal være opmærksom på, når man sammenligner oddsene for de forskellige mål-handicaps, at der er forskel på, om den pågældende kamp er fra f.eks. den franske Ligue 1 eller den hollandske Æresdivision. Med det mener jeg, at man skal være opmærksom på, hvor højt mål-gennemsnittet i den pågældende liga er.
Jo højere mål-gennemsnit, jo lavere odds-movement pr. mål. Jo lavere mål-gennemsnit, jo højere odds-forskel mellem hver mål. Derfor det tidligere nævnte spektrum mellem 0,20 og 0,25 for hvert kvarte mål (i ekstremt målrige ligaer - eksempelvis de danske 2. divisioner - bør forskellen mellem hvert kvarte mål være endnu lavere end 0,20).
Jeg håber, at artiklen har hjulpet med til at give et indblik i, hvad der foregår med de forskellige mål-handicaps ... ”hvor meget er det fair, oddset skal rykke sig, hvis mål-handicappet pludselig hedder under/over 2,25 mål i stedet for under/over 2,5 mål?” .... og jeg håber ligeledes at have medvirket til, at det bliver lidt lettere at finde frem til netop dét mål-handicap i en given kamp, hvor værdien er størst. I de fleste tilfælde, hvor bookierne har bestræbt sig på at sætte en så objektiv målhandicap-”linie” som muligt, er tommelfinger-reglen om et odds-movement på 0,20-0,25 pr. kvart mål et nyttigt værktøj.
Læs Torben N. Sørensens øvrige artikler: http://www.betxpert.com/articles/main.asp?cat=spil
Og se hans spilforslag: http://www.betxpert.com/ekspert/torben/