Det bliver sjældent bedre. Ikke for os gamblere i hvert fald.
Det sker ikke ofte, at bookmakernes odds-sættere er på så tynd is som i Intertoto Cup’en, og det skaber for os gamblere mulighed for at ramme, hvor det gør ondt på spiludbyderen.

Og det er ikke hverdagskost, i hvert fald ikke på fodboldfronten. Lad os prøve at gå bagom kulissen og placere os som en flue på væggen på bookmakerens kontor.

Sat på spidsen er det vanskeligt for bookmaker-kunderne, selv de meget kompetente af slagsen, at lave overskud ved spil på liga-kampe. Især i de store ligaer - lad os i det følgende bruge rædselseksemplet den engelske Premier League - er det noget nær umuligt på den lange bane at lave et interessant positivt afkast. Man får nemlig stort set ingen muligheder for at tage bookmakerne med bukserne nede.

Utilsigtede fejl-odds forekommer så at sige ikke i Premier League. Der er så høj fokus på ligaen, at alle relevante informationer er ude i cyperspace’ presserum stort set øjeblikkeligt. Derfor kan man godt glemme alt om at være bedre informeret end bookmakerens odds-sætter.

Når man dertil lægger, at den populære Premier League omsætter for så store beløb, at alle bookmakere prioriterer den højt... ingen oddssætter-besparelser her... så kæmper man som spiller mod meget vanskelige odds. Odds-sætteren på området kan nemlig sit kram.

I det hele taget må man regne med, at når det gælder almindelig liga-fodbold, så er odds-sætteren inde i sit område. Han følger med i det pågældende lands fodbold-nyhedsstrøm, er opdateret på klubberne og har som regel erfaring på området. Ihukommende, at man som gambler først skal indhente bookmakerens ”margin” (forskellen på bookmakerens teoretiske tilbagebetaling og 100 procent), inden man kan drømme om overskud, så er det klart, at man kæmper en vanskelig kamp.

Men Intertoto, derimod...

En bookmaker har sine eksperter - odds-sættere - fordelt rundt på de forskellige ligaer, bookmakeren udbyder spil på. Men hvad så, når der er tale om hold fra forskellige ligaer, der møder hinanden - som f.eks. i Intertoto Cup’en. Hvad gør bookmakeren så?

Tjae, bookmakeren er her nødt til at ”sjusse sig frem”. Få i oddssætter-staben er fortrolige med ”tværliga”-vurderinger, og det gøres ikke bedre af, at hold fra Makedonien, Moldova, Kasakhstan, etc. ikke normalt figurerer i bookmakerens kamp-program. Den uheldige odds-sætter, der får hade-opgaven at være ansvarlig for sommerens Intertoto Cup (mens alle hans kolleger er på ferie!) har ikke nogen nem opgave. I mange tilfælde må han gøre det tunge arbejde helt fra bunden, og det ofte uden særlige forudsætninger.

Odds-sætningen vil derfor ske på et betydeligt tyndere grundlag end normalt, så risikoen for deciderede fejl-odds er stærkt forøget. Set fra gamblerens synspunkt skal det være en meget tynd Intertoto Cup-omgang, hvis man ikke i det mindste kan score sig et par solide værdi-væddemål.

Med et smil på læben...

Internationale kampe repræsenterer de potentielt mest indbringende muligheder for den opmærksomme gambler - og med et lille smil spillende på læben, mens jeg skriver disse linier, så er det for mig en ikke helt lille tilfredsstillelse at vide, at odds-sætningen af Intertoto Cup’en er et helvede for odds-sætteren. Han skal pinedød levere en chancevurdering (= odds) så tæt på den objektive sandhed som muligt, i hver kamp, mens jeg kan slå ned, hvor jeg lyster og lade resten ligge - ulig nemmere.

Nu skal man imidlertid ikke tro, at bookmakerne ikke gør alt for at være oppe på tæerne og eliminere, hvad de godt ved, indeholder en stor risiko for at blive fanget i fejl-odds.
Få steder oplever man så mange odds-ændringer som i Intertoto Cup’en. Og de sker ikke kun, hvis bookmakeren modtager massive indskud, eller hvis markedet ændrer sig. Man kan også være sikker på, at hos langt de fleste bookmakere er der højt beredskab på informations-strømmen på bl.a. sites som BetXpert. Tro endelig ikke, at bookmakerne ikke overvåger betting-sites og fora.

For at score kassen i Intertoto er informations-søgning parret med en sund skepsis nøglen. Den grundlæggende research fra tidligere sæsoners internationale resultater skal være på plads, og man narrer sig selv ved at tro, at den slags ikke tager tid, for det gør det. Men det betaler sig.
Jo mere af den slags research, man laver, jo mere baggrundsviden lagres der ”på harddisken” til brug i fremtiden. Det gør næste rundes research nemmere, og det gør med den opsamlede information og erfaring, at de fremtidige interessante betting-muligheder mere umiddelbart springer i øjnene (”hov, det var da et højt odds, de er ude med der, kan det nu også være rigtigt...”).

Husk værdien

Jeg nævnte skepsis - hvor kommer det ind i billedet? Jo, skepsis overfor informationer og pludselige markeds-ændringer. Ingen steder som i Intertoto Cup’en oplever man så mange rygter om, at kampe er fixede, og det er ofte fristende at hoppe med på vognen, når et odds er på vej ned, og det på Nettet florerer med forlydende om, at det ene hold stiller med et rent junior-hold, slet ikke er interesseret i at gå videre, eller endda er betalt til at tabe.
Lad det være sagt med det samme: - Den slags forekommer bestemt. Det forekommer bare ikke så ofre, som man skulle tro ifølge rygtebørsen.

Derfor er der grund til at have alt mulig skepsis over for ubekræftede informationer. Mindst lige så mange penge er tabt på at følge den slags info som vundet. Og uanset, skal man holde sig begrebet ”værdi” for øje. Hvis oddset er faldet, kan man så være sikker på, at der forsat er værdi i væddemålet, også selvom informationerne om, at det ene hold primært stiller op med reserver, skulle vise sig at holde stik?

Det er interessant, at virkeligt rutinerede hardcore-gamblere tjener lige så mange penge på at spille ”imod” informations-strømmen som med den. Evnen til at kunne dechiffrere, om et pludseligt odds-styrtdyk er sket pga. reelle årsager, eller det blot er fordi, der er gået selvsving i markedet, kan være mange penge værd.

Endelig kan et odds også falde så meget, at der er værdi i at spille modsat, selvom informationerne bag odds-dykket viser sig at være sande.
Der er en tendens til, at almindelige spillere mister fornemmelsen af, hvor værdien ligger, hvis de får information om, at et hold stiller med en masse reserver. Man skal ikke glemme, at bolden stadig er rund, og selvom det pågældende holds chancer er forringede i forhold til tidligere, så er oddsene måske forandret så meget, at der pludselig kan være værdi i at spille på netop det svækkede mandskab.


Torben N. Sørensen er tilknyttet BetXpert som artikelskribent og tipper i juli og august. Hans tip kan findes på denne side: http://www.betxpert.com/ekspert/torben/