Jeg better på fodbold, næsten exclusively. Hvis jeg har 500 bets ude om året, så er de 490 af de på fodbold. Men alle sports-væddemål danser om samme gyldne afgudsfigur - odds-værdi. Selvom jeg orienterer mig primært efter fodbold, så betyder det ikke, at jeg er blind for, hvad der rører sig på betting-fronten i andre sportsgrene. Og for ikke lang tid siden snublede jeg over en statistik i amerikansk NFL-football, der fik mig til at løfte øjenbrynene:

Siden 1983 har NFL helt konsekvent budt på flere spreadline ”underdogs”-sejre end på sejre til favoritterne.

Hvis man ikke er inde i amerikansk betting-terminologi, kræver det en lille forklaring.
Spreadline er det mål-handicap, en bookmaker udstyrer favoritten i en kamp med, for at ”linien” skal blive retfærdig, dvs. for at der ideelt set er fifty/fifty chance for begge udfald i en kamp.

Hvis vi f.eks. har et tænkt opgør mellem New England Patriots og Miami Dolphins, kan ”moneyline”-odds måske være 1,15 på New England og 7,00 på Miami, men det interesserer sjældent hverken den amerikanske bookmaker eller hans kunder synderligt. Det, der interesserer dem, er point-spread’et eller ”the spread line”, om man vil. Den bliver i dette tilfælde måske sat til -11,5 point til New England og +11,5 til Miami, og så bliver de udbudte odds på begge mandskaber identiske (typisk 1,95 eller deromkring: 2,00 fratrukket bookmakerens margin).

I alle kampe tilstræbes altså et ”retfærdigt” mål/point-handicap, der gør, at chancerne for, favoritten vinder (dækker spread’et), er 50 procent og chancen for, at underdog’en vinder (favoritten ikke dækker spread’et), ligeledes er 50 procent.

Og her er det, at undertegnede spærrede øjnene op, for med to undtagelser så har hver sæson siden 1983 budt på flere sejre til underhundene end til favoritterne. Samlet set over de seneste 23 år har spread’et mellem en favorit og en underdog ikke været et ”retfærdigt” fifty/fifty-væddemål - det har gennemsnitligt været et 48/52-væddemål.

Min tilgang til gambling er ikke sports-fans’ens tilgang. Min tilgang er økonomist’ens tilgang. Og præsenteret over for en sådan statistik er tanke nummer to, der èntrér mit hovedet efter den første naive forundring (”efter tyve år burde bookierne da have lært at justere linien bedre....?”): ”Okay der må være en logisk årsag, for så inkompetente er bookierne ikke - altså, try to follow the money”.

Og selvfølgelig viser der sig at være en god årsag. Det viser sig nemlig, at det amerikanske publikum spiller på favoritter.

Spread’et ikke ”retfærdigt”

Det skal her med, at mere end 50 procent (de seneste år har tallet været 52-55 %) af alle penge sat på sportsvæddemål i USA (undtaget heste- og hunde-væddeløb), bliver sat på NFL, og det er massive summer pr. kamp, vi taler om. Den relativt korte NFL-sæson består af færre end 300 kampe, og antallet af sports-kampe/-begivenheder pr. år er, som vi alle ved, overvældende.
Hvorfor er det vigtigt? Jo, det er det fordi, den øgede pengesum, der bliver placeret på NFL-kampene i forhold til andre sports-væddemål, primært kommer fra den store masse af gennemsnitlige sports-interesserede amerikanere, og ikke fra professionelle gamblere. Og det er denne store masse af amatør-gamblere, der spiller på favoritter (hvorfor man ikke uden videre kan overføre denne viden til f.eks. MLB, NBA eller NHL).
Principielt burde man i en kamp med point-spread forvente, at væddemålene placerede sig ca. fifty/fifty på hvert af de to mandskaber, da spread’et som udgangspunkt forventes sat så ”lige” eller ”retfærdigt” som muligt, men sådan forholder det sig ikke. Det viser sig nemlig, at gennemsnitligt bliver ca. 60 procent af en kamps indskuds-sum sat på favoritten uanset, at denne måtte være handicappet rigeligt af spread’et.

Med denne information tilgængelig kræver det ikke en udvidet matematik-eksamen for at deducere sig frem til, hvad det er, der foregår. Bookmakerne lægger selvfølgelig en linie - et mål/point-handicap - der favoriserer underhundene en smule. De får jo uanset flest bets på favoritterne, så hvorfor ikke skrue indtjeningen i vejret ved at skrue lidt på linien/oddsene? Alt andet ville da være dumt.
Blandt bookie-kunder, der ved lidt om bookmaker-branchen, men langt fra det hele, er det en almindelig antagelse, at bookmakere prøver at ”balancere” alle væddemål, så de på deres margin vinder uanset udfald. Det er som udgangspunkt rigtigt, men i kampe med stor offentlig interesse og betting-aktivitet ved de godt, at det er umuligt. Til gengæld ved de, at kundernes mønster er let at forudsige, og at det er tilbagevendende. Det gør, at hvad bookien taber på gyngerne, det vinder han rigeligt ind på karrusellen. Når den store publikums-favorit vinder, så taber bookien penge, men når favoritten kikser, så vinder bookien rigeligt til at dække tabene (rigeligt pga. margin + oddsene på favoritten er skruet ned). Det er kun små bookmakere med en (for) lille kassebeholdning, der bliver berørt af mange favorit-weekends i træk. Velkonsoliderede bookmakere ser det blot som indtægts- og udgifts-fluktueringer... pengene skal nok komme rigeligt ind igen.

I tilfældet med amerikansk NFL-football er det let at se, at der i længden ikke er andet end minus-værdi ved at spille favoritter til at dække point-spread’et, og det er ligeledes indlysende, at spiludbyderne ved en forsigtig justering af spread’et/oddsene (forsigtig justering er nøglen... kunderne skulle jo nødigt få indsigt i, hvad der foregår...) har skruet deres indtjening i vejret.

Det store spørgsmål er så, om man kan overføre denne tendens til europæisk fodbold/soccer?

For at svare på det, er vi igen nødt til at tage økonomist-brillerne på - let’s ”follow the money”:

Bookierne tjener mere end de burde...

Det er evident, at bookmakerne på en stor Champions League- eller landskamps-aften vil modtage massive indskud på de store favorit-hold. Det ved vi alle, og er nogle i tvivl om tendensen, så se bare på diverse betting-fora rundt omkring på Internettet. Jo mere indlysende et holds favorit-status er, jo flere indlæg kommer der om, hvor oplagt det er at placere væddemål på dette hold.
Den tendens kan alle vist nikke genkendende til.
Derfor - og det ved bookmakerne godt - kan de sådanne aftener godt opgive at få deres væddemål matches således, at de vil have overskud uanset udfald. Disse aftener er situationen benhårdt den, at vinder favoritterne, taber bookmakerne penge, kikser tilstrækkeligt mange favoritter (nogle gange er ét kæmpe-favorit-kiks faktisk nok), så vinder bookmakerne, og kunderne taber.
Dén situation er evigt tilbagevendende. Den optræder hver tirsdag/onsdag aften, der er Champions League på programmet, og alle lørdage eller onsdage med EM- eller VM-kvalifikation. Disse dage er, hvor favorit-problematikken befinder sig i sit yderste ekstreme, men i virkelighedens verden stopper det selvfølgelig ikke der. Den store offentlighed better også på ligakampe, og ingen spiludbydere nyder weekends, hvor Manchester United, Liverpool, Real Madrid, FC Barcelona og Bayern München alle har vundet sikre hjemmesejre.

Men bookmakeren ved godt, at pengene kommer igen. Så rigeligt endda. Hvis vi tager de fem førnævnte storklubber, og giver dem alle i en given weekend hver 75 procents chance for at vinde, så betyder det stadig, at det kun sker én gang om måneden, alle fem sejrer. Og den ”rædsels-weekend” har bookien rigeligt råd at betale sig fra med de gange, de fem såkaldt ”sikre” favorit-sejre ikke går hjem.

Men tilbage til det fænomen, at bookmakerne godt ved, de får masive indskud på favoritterne - tilbage til ”follow the money”. Som ren logisk følgeslutning af markeds-mekanismerne skal ingen komme og fortælle mig, at spiludbyderne ikke justerer odds i bestræbelserne på at maksimere profit.

Ligesom i NFL vil justeringen ske forsigtig - det skal jo helst ikke være sådan, at det store spillende publikum får øje på, at oddsene er for lave... - men i det lange løb vil spiludbyderne ligesom NFL-bookierne score ekstra, fordi Asian Handicap-linien eller 1X2-oddsene, ikke er ”retfærdig”. Linien eller oddsene er sat i sikker forventning om, at det store spillende publikum spiller på favoritter.

Mange gamblere vil sikkert undre sig, når jeg fortæller, at rigtig mange bookmakeres indtjeningsgrad er højere end deres teoretiske tilbagebetaling. Det ovenfor skitserede favorit-fænomen er hovedårsagen.

Lad os tage en gennemsnitlig bookmaker med en kompetent oddssætter-stab, der opererer med en teoretisk tilbagebetaling på 90 procent. Nu ville man antage, at bookmakerens fortjeneste ville være 10 procent, eller måske endda max. 10 procent, idet han i tilfælde af oddssætter-fejlvurderinger, nye informationer om skadede spillere, etc. altid risikerer at blive taget med bukserne nede af prof-gamblere.
Men typisk er denne bookmakers tilbagebetaling til kunderne ikke 90 procent, men måske kun 87 procent!
Hvordan kan det være? Jo, her er det, at den forsigtige justering imod storfavoritterne kommer ind. Da spiludbyderen ved, at han vil modtage massivt favorit-spil uanset, kan han jo lige så godt skaffe sig et par ekstra procenter ved at nedjustere oddsene... den store offentlighed spiller jo favoritterne uanset.


Læs Torben N. Sørensens øvrige artikler: http://www.betxpert.com/articles/main.asp?cat=spil

Og se hans spilforslag: http://www.betxpert.com/ekspert/torben/